|
Kun få formulerede det sådan, at nu
måtte der ”kæmpes for Danmarks frihed”! Men mange spekulerede på,
hvordan de skulle befri sig for den fornemmelse, at der lå en slange
hen over deres hals, som de mærkede hver morgen, når de vågnede.
Sådan beskriver Kate Fleron
præmisserne for sin modstandsjournalistik. Hun sukker højlydt over de
unge mennesker, der tror, at modstanden var et idealistisk opgør
udformet i parolestil.
For Kate Fleron var modstandskampen et
eksistentielt forsvar mod kvælningsfornemmelser. Det var nødvendigt at
ryste slangen af sig for at kunne trække vejret frit igen.
Billedet med slangen optræder i
artiklen ”Hvordan undgå det frygteligste”, som hun skrev til bogen Dengang under besættelsen – ubekvemme personer om
en splittet nation, som Lars Møller og Annette Wiborg
redigerede for Københavns Bogforlag i 1985. Blandt de unge bidragydere
til bogen var hun stødt på den misopfattelse, at modstandsprosaen var
offensiv og kollektiv. For hende havde den – i hvert fald i
udgangspunktet – været defensiv og individuel.
Da tyskerne besatte Danmark i 1940,
havde Kate Fleron i ti år været ansat som journalist på den store
konservative avis Nationaltidende. Hun skrev om sundhedsforhold ligesom
forbilledet Loulou Lassen. På
kvindestoffet havde hun en selvstændig profil, tegnet op i en lille bog
om Kvindesind (1936). Hun mente
blandt andet, at man ikke måtte ødelægge det charmerende spil mellem
kønnene.
Hun var et forbillede for unge piger
med journalistambitioner, blandt dem Lise
Nørgaard. Hendes stil var fri, på kanten af det essayistiske.
Men hun havde fra elevtiden på Nordsjællands Venstreblad lært at
beherske alle journalistikkens grundgenrer, også referatet og
interviewet.
Besættelsen ændrede ikke med ét slag
hendes journalistik, men hun udnyttede de muligheder, hun havde for at
genere besættelsesmagten og dens hjemlige tilhængere. Det kunne for
eksempel være ved at hylde personer, der i tidligere tider havde
forsvaret deres fædreland.
Kunne hun ikke slå slangen ihjel, så
kunne hun i det mindste stikke nåle i den. Sammen med Nationaltidendes
chefredaktør, Aage Schoch, begyndte hun at udvikle metoder til at
drille og irritere besættelsesmagten og de danske nazister.
Det holdt en tid, men i 1942 blev det
for meget for de konservative kræfter i avisens ejerkreds. Schoch blev
afskediget og Kate Fleron blev sat ned i løn og flyttet til andet
stofområde, hvor hun ikke kunne anrette så meget skade.
Hun tog konsekvensen, forlod sit journalistjob
og engagerede sig i den illegale presse samtidig med, at hun som
freelance redaktør af sagprosabøger skaffede sig brød på bordet og
dækning udadtil.
Med sikker hånd skrev og redigerede
hun to interview-baserede debatbøger, Afsporet
Ungdom (1942) og Vi er Ungdommen (1943)
og fik succes med dem. De blev genudgivet samlet under titlen To tidsdokumenter (1944). Bøgerne
kastede lys over, hvordan unge mennesker levede under besættelsen, men
de tematiserede ikke modstandsbevægelsen, så at udnævne dem til
modstandsprosa ville være helt ved siden af.
I januar 1943 blev hun medlem af
redaktionen af modstandsbladet Frit Danmark, som
rummede både borgerlige og kommunistiske kræfter. Den, der tror, at hun
nu endelig kunne skrive modstandsprosa med flammeskrift, bliver
skuffet. Meget af arbejdet bestod i dokumentation, og det var alt
sammen anonymt.
Hendes første store redigeringsopgave
bestod i at samle dokumenterne omkring auguststrejkerne og det
politiske vendepunkt i 1943. Det meste var knastør dokumentation med
tal og data, som de officielle aviser ikke måtte bringe frem, om
strejkerne, sænkningen af flåden etc. Kun i forord og efterskrift var
der plads til den nationale patos, som nogle ville forvente af et organ
som Frit Danmark.
Først med de løbende numre af Frit Danmark, kommer vi frem til noget,
man kan kalde modstandsprosa, og det er ikke én stilart, men en
blanding af flere: Nogle artikler opildnede til modstand, andre
udstillede besættelsesmagten, andre igen bragte mistanker og løse
beskyldninger til torvs. Det var ikke lige idealistisk alt sammen. Der
blev også skrevet på had og hævnfølelse. Men skribenterne lagde
naturligvis ikke navn til.
Under folkestrejken i København i 1944 kom
Kate Fleron til at spille en særlig aktiv rolle. Der var brug for en
løbeseddel med en proklamation fra Frihedsrådet til befolkningen om,
hvordan man skulle forholde sig. Men da det ikke var muligt at samle
Frihedsrådets medlemmer, forfattede hun og Aage Schoch i samarbejde en
erklæring, som med sin blanding af konstateringer, beskyldninger,
forklaringer og forudsigelser udgør et kompakt stykke modstandsprosa:
Den Folkestrejke, som
nu er en Kendsgerning i Storkøbenhavn, er et Resultat af Tyskernes og
deres danske Haandlangeres Voldsmetoder. Skylden er først og fremmest
Schalburgkorpsets. Det udfører sine landsforræderiske Gerninger i Ly af
tyske Ordrer (…) Folkestrejken er et udtryk for Folkets sunde
Instinkter, udsprunget af en Tilstand, som er blevet uudholdelig. Den
standses kun ved, at Aarsagen til Folkets berettigede Harme fjernes.
Dette er vel kun en lille Ting i den store Krig, men det viser, at det
skrider under den tyske Kolos, som snart vil styrte. Verdens Øjne
hviler paa Danmarks Hovedstad, som trodser de tyske Vaaben og Gestapos
Terror.
Løbesedlen, som blev underskrevet ”Den
illegale Presse”, spredtes med stor hast over København og var med til
at holde modet oppe hos befolkningen
Kate Fleron deltog ikke i
sabotageaktioner, men det arbejde, hun udførte bag linjerne som
kontaktperson og politisk koordinator, som redaktør og skribent ved den
illegale presse og som en, der hjalp med til at skaffe modstandsfolk og
faldskærmssoldater husly, var farligt nok for hende.
I sensommeren 1944 kom Gestapo på
sporet af Schochs og Flerons illegale opholdssted. De blev bragt til
forhør i Vestre Fængsel. Herfra blev Fleron overflyttet til
Polizeigefangenenlager Frøslev ved Padborg. Hun led ingen overlast, men
uvisheden var enerverende. En lille måned før befrielsen blev hun
løsladt fra Frøslev og gik straks under jorden igen.
Kate Fleron levede og åndede for
journalistikken. I et tilbageblik i Pressehistorisk
årbog 1967 beskrev hun arbejdet med den illegale presse som
noget, der ligner ”det arbejde, man udfører som dagbladsjournalist,
hvor ens tilværelse er gennemvævet af interessen for det stof, man er
betroet, hvor man i grunden arbejder med det altid
og gennem læsning, samtale, møder og undersøgelser kvalificerer sig til
at skrive de artikler, der kommer til at stå i bladet. På vejen til
dette resultat har man fået – og måske også givet – inspirationer, fået
ny viden og udvidet sine områder.” Hvad hun oplevede, var altid
potentielt bladstof.
Straks da besættelsen hørte op, var
hun klar med to artikler om oplevelserne i Vestre Fængsel og Frøslev.
Artiklerne blev trykt som kronikker i Berlingske
Aftenavis: ”I Vestre Fængsel – Tysk Politi-Afdeling”
(7.5.1945) og ”Blandt Kvinderne i Frøslev” (11.5.1945). Teksterne var
komponeret som en føljeton med en cliff hanger,
idet artiklen fra Vestre Fængsel sluttede sådan: ”Efter lange Uger fik
jeg pludselig en Aften Kl. 19 Besked om at møde i Hallen om en halv
Time. ”Hvad skal jeg?” ”Til Padborg” ”Tyskland eller Frøslev?” Ingen
kunne svare mig – naar vi naaede Grænsen, vilde det vise sig …”.
Kate Fleron vidste, hvordan hun skulle
holde fast i læserne.
Gennem kronikkerne fik hun præsenteret
sig for læserne af Berlingske Aftenavis
og skaffet lidt foromtale for sit blad. I
manchetten til den første kronik skrev avisen, at Kate Fleron fra
januar 1943 havde været medlem af Frit Danmarks
hovedredaktion og at hun for fremtiden skulle være redaktør af bladet,
der ville udkomme som ugeblad.
I betragtning af den succes, hun havde
haft med sine to reportagebøger om ungdommen under besættelsen, lå det
lige for at lade de to kronikker danne afsæt for en reportagebog om
modstandskampen. Fleron valgte, som hun havde gjort før, et
kvindeperspektiv. Ikke for at fremhæve kvindernes indsats, men for at
sikre sig, at den ikke blev glemt.
Hun interviewede en snes kvinder, der
havde taget aktiv del i modstandskampen, fra ”Kvinderne paa Hvidsten”
til Ellen Lundkvist Nielsen, der sad ”i tysk Tilintetgørelseslejr” i
Ravensbrück.
Interviewene blev omsat til
portrætartikler og reportager og udgivet samlet i bogen Kvinder
i Modstandskampen, som Fleron kunne sætte punktum for
allerede i oktober 1945.
Bogen er hendes
modstandsjournalistiske hovedværk. Den er komponeret som en dynamisk,
dramatisk udvikling. Efter
ekspositionen, hvor hun taler med Gudrun Fiil og datteren Kristine
(Tulle) Fiil på Hvidsten kro, der mistede otte familiemedlemmer og
venner ved disses henrettelse i juni 1944, placerer Fleron
portrætterne, så de beskriver et forløb fra involvering i
modstandsarbejde til afsløring og tilfangetagelse.
Ved udvælgelsen af modstandskvinder
benyttede Fleron det kontaktnet, hun havde oparbejdet gennem Frit Danmark. Flere af de interviewede
kvinder havde været med til at skrive, trykke og distribuere bladet.
Nogle af kvinderne kendte hinanden og dukker derfor op flere steder i
portrætsamtalerne, hvilket giver helheden et vist præg af sammenflettet
romankomposition. Samtidig er der indlagt breve og nedskrevne
beretninger, som trækker bogen i dokumentarisk retning.
De journalistisk affattede artikler
med Kate Fleron i en tilbagetrukken, lyttende position er lagt ind i en
reflekterende ramme. I indledningen om ”Kvinderne, der ’ingenting
udrettede’” skriver hun, at besættelsesårene betød ”en gennemgribende
Ændring af det traditionelle Beskyttelsesforhold mellem Mand og
Kvinde”. Nu ”skulde Kvinden afbøde Faren for Manden, saa han kunne føre
Kampen videre. Og Manden kvalte et urgammelt Instinkt, og Kvinden gav
Afkald paa en Rettighed, hun havde ejet fra Tidernes Morgen.”
Denne ændring lod sig ikke føre
tilbage, da besættelsen ophørte. I bogens efterskrift drager Fleron den
samfundsmæssige konsekvens: ”Hvad Aartiers uafladelige Agitation ikke
formaaede, nemlig at faa Kvinderne til at interessere sig for det, der
ligger uden for Hjemmets fire Vægge, det opnaaedes i Løbet af faa
Maaneder, da Tyskerne besatte Danmark. Hjemmets Vægge blev revet ned og
flyttet til Landets Grænser, og de Egenskaber, de Kræfter og den
Offervilje, Kvinden plejede at øse af blot til Gavn for sit daglige
Arbejde og for sine Nærmeste, stillede hun uden Betingelser i
Frihedskampens Tjeneste.”
Som man kan høre, tages tonen højt, og
generaliseringen strækkes til det yderste: ”Kampen mod Tyskerne vakte
Kvinden; gennem Kærligheden til det nationale blev hun ledet frem til
Forstaaelsen af det sociale (…) det politiske blev menneskeliggjort.”
Besættelsestiden lærte kvinderne, at
politik angår os alle, siger Fleron og lægger ekstra tryk på i bogens
sidste, besværgende sætning: ”Den rigtige
Politik er vort eneste Pant paa, at Frihedskampens Ofre ikke
har været forgæves.”
Modstandskampen fortættede livet
meningsfuldt for Kate Fleron. Til sidst i bogudgavens beretning om
opholdet i Vestre Fængsel skrev hun: ”Naar man er vendt tilbage til
Dagligdagen, kan man engang imellem gribe sig i at længes efter det
stærke Liv i Fængslet, uforstyrret af Smaaligheder og i Pagt med det
væsentligste, det, man kunde ønske fortsat beherskede ens Tilværelse.”
På samme måde fremhæver hun til sidst
i kapitlet ”Fra Kvindebarakkerne i Frøslev” ”det Fællesskab i Glæde og
Sorg, som var det bærende og det uforglemmelige i vort Kammeratskab.”
Besættelsestiden forandrede Kate
Flerons liv. Hun var bagefter meget tæt på at ønske sig tiden tilbage.
Om sin tilskyndelse til at gå ind i
modstandskampen og om den udvikling, hun derved gennemgik, skrev hun i
et tilbageblik i Pressehistorisk Årbog 1967:
Opvokset i et
konservativt hjem og havende tilbragt størstedelen af mit voksne liv
som journalist i et konservativt – om end både politisk og socialt
rummeligt – bladhus, var det patriotiske grunde, der tilskyndede mig
til at gå ind i en modstandskamp, der for mig var i overensstemmelse
med min opdragelse og mit milieu. Men dobbeltheden i modstandskampens
sigte, ”det sociale indadtil, der var forudsætningen for det nationale
udadtil”, blev mig efterhånden mere bevidst og udvidede min
samfundsopfattelse, uden iogforsig at forandre den væsentligt. Da
krigen var forbi, fandt jeg mig med denne min – efter egen opfattelse –
kun svagt ændrede holdning, til min forbløffelse rubriceret tit som
kommunist, altid som ”venstreorienteret”. Nu har jeg vænnet mig til det
og ville synes, der var noget galt, hvis det var anderledes. Men det
tog sandelig et stykke tid!
Til Politikens Ninka,
som beundrede hende, sagde hun i et interview:
Den betydning det fik
for mig at færdes i et andet politisk miljø end det, jeg var vant til,
den var stor. Og jeg begyndte at se på disse velbjærgede og
velbeskyttede ligesom udefra og på en anden måde end før. Og hvordan
jeg i grunden, til min store forbløffelse, da krigen var forbi mærkede
med mig selv, at jeg havde forandret mig – hvordan jeg pludselig fandt
mig selv ansigt til ansigt med at jeg ikke var konservativ mere, jeg
var venstreorienteret (Politiken 8.2.1976).
Efter krigen fortsatte Kate Fleron med
udgivelsen af modstandsbladet Frit Danmark. Slangen
omkring halsen var nu den amerikanske imperialisme.
Hvordan den kamp forløb, kan man læse om i min
bog Kate
Fleron. Journalist og frihedskæmper (2015),
som ovenstående er et bearbejdet uddrag af.
En prøve på hendes professionelle greb om
interviewgenren og hendes ikke helt ukritiske holdning til den
realiserede kommunisme findes optrykt i De
tålte mosten. 39 kvindelige journalister (2013:44ff).
|
