Når man hedder Jens Smærup Sørensen og udgiver sine erindringer under titlen ”Jens. En fortælling”, så har man straks tilkendegivet, at teksten ikke er sagprosa i gængs forstand. Med fornavnet ”Jens” gør forfatteren sig til en afgrænset figur, som vi kender dem fra romaner og noveller. ”Fortælling” peger i samme retning, hen mod fiktionen. Stillet over for den blotte titel ”Jens. En fortælling”, vil de fleste formentlig tro, at det drejer sig om en børnebog om en dreng, der hedder Jens!

Hvad er det overhovedet, der kan bringe os på den tanke, at der er tale om erindringer?

På bogens bagside er der en tekst, hvis første sætning lyder sådan: ”Med udgangspunkt i en række Mands Minde-foredrag på Vartov i København skriver Jens Smærup Sørensen om sit liv og sin tid.” Begrebet Mands Minde-foredrag går tilbage til N.F.S. Grundtvig og hans søn Svend Grundtvig. Faderen holdt i 1830’erne en række historiske foredrag på Borchs kollegium i København. Sønnen navngav dem ved udgivelsen Mands Minde-foredrag. ‘I mands minde’ betyder ’så langt tilbage i tiden, som nogen kan huske’, så Mands Minde-foredrag er på nudansk: samtidshistorie baserede på erindringer eller med en personlig vinkling. Genren er i nyere tid blevet genoptaget af foreningen Grundtvigsk Forum, som har til huse på Vartov, et historisk bygningskompleks nær Københavns Rådhus.

På Vartov holdt Jens Smærup Sørensen i januar-februar 2018 seks Mands Minde-foredrag, som i september samme år blev udgivet i bogform på Gyldendal.

Bogen dokumenterer foredragene. Men da Smærup Sørensen talte ud fra manuskript, kan man med samme ret sige, at foredragene var en slags urpremiere på bogen.

Mundtlighed og skriftlighed

I optakten til foredragene, som ligger på netadressen www.grundtvig.dk/mands-minde-med-jens-smaerup-soerensen forklarer Smærup, at han under almindelige omstændigheder ikke ville have skrevet et sådant foredrag ned, men at opgavens omfang har gjort det nødvendigt.

Han har altså skrevet en tekst med henblik på mundtlig fremførelse – en fremgangsmåde, som kendes både fra fortællekunsten og fra retorikken. Teknikken fører til særegne kombinationer af mundtlige og skriftlige stiltræk. I Jens Smærups tilfælde fremkommer lejlighedsvis en syntaks, som et par af bogens professionelle læsere har karakteriseret som ’opstyltet’ (Thomas Thurah i Information, 21.9.2018) og ’halsbrækkende’ (Lars Bukdahl i Weekendavisen, 21.9.2018). I den mundtlige fremførelse kan forfatteren ved hjælp af stemmeføring og betoninger holde sammen på sætningsbygninger, som på papiret ser uoverskuelige ud.

Grunden til, at der er fem kapitler i bogen, men seks foredragsgange, skal søges i tekstens særlige tilblivelseshistorie. Ved et foredrag kommunikerer man med tilstedeværende mennesker, hvoraf nogle kan have spørgsmål, indvendinger eller supplerende kommentarer. Det sjette Smærup-foredrag var afsat til dette dialogiske element.

Erindringer som sagprosa

Det særlige ved erindringer som sagprosa er, at sagen er noget så uhåndgribeligt som den erindrende selv på et tidligere stadie. Det umiddelbart nærværende er det sprog, hvormed den erindrende forsøger at genkalde sig fortiden. Det tidligere jeg er altså et sprogligt formidlet jeg. På den måde giver titlen og genrebetegnelsen ”Jens. En fortælling” god mening.

I et andet henseende vildleder titlen. Med ‘fortælling’ indikeres, at der som i fiktion er tale om en fortæller, bagom hvem der gemmer sig en forfatter. Men ”Jens” har en stabil fortæller. Han er identisk med Jens Smærup Sørensen, ”født 1946 i Staun”, som der står på bogens inderflap. At fortælleren er stabil, betyder imidlertid ikke, at erindringen er det.

Falsk erindring (kap. 1)

Helt fra bogens første sætning problematiserer Smærup Sørensen de saglige forudsætninger for et erindringsværk:

Jeg glemmer aldrig den 30. juni 1946. Jeg havde da lige præcis nået en alder af 1 måned, og om formiddagen var jeg blevet døbt i Farstrup Kirke, og resten af dagen fejrede vi begivenheden hjemme på gården i Staun. Mad og drikke blev serveret ved lange borde i vores nyopførte ladebygning – for den og jeg skulle sådan set indvies ved samme lejlighed – og ved det endnu savværksduftende træværk og de friskkalkede mure var alle vegne pyntet med bøgegrene og markblomster. Udenfor skinnede solen for resten fra morgen til aften.

Nej, aldrig skal jeg glemme denne dejlige dag. Om jeg også husker den, det er knap så sikkert.

Smærup Sørensen leger med læserne og med ordene i disse linjer. Med læserne, fordi han først får dem til at tro på noget, som han bagefter dementerer. Med ordene, idet han kører rundt med betydningerne af glemmer og husker. I almindelighed vil man sige, at man enten husker noget, eller også har man glemt det. Ordene er modsætninger. Men Smærup Sørensen sætter en anden betydningsforskel ind: at huske er noget, man selv gør, mens det, man aldrig glemmer, kan være noget, man har fået fortalt af andre. Alt det med det savværksduftende træværk, som han beskriver med sansende nærvær, er efter al sandsynlighed noget, han har fået fortalt af andre. Han husker det ikke selv.

Fortalt af andre eller oplevet selv

Dermed har han på en vittig måde fået formuleret nogle almene vilkår for den, der skriver barndomserindringer: Det kan være vanskeligt at skelne mellem det, man har oplevet selv, og det, man har fået fortalt af andre.

I forlængelse af det citerede skitserer Smærup Sørensen en metode til overvindelse af vanskeligheden: Hvis man ikke kan huske, hvor man selv befandt sig i det erindrede, er det sandsynligvis noget, man har fået fortalt af andre. I øvrigt tilslutter han sig den almindelige opfattelse, ”at vores mere end glimtvise hukommelse ikke rækker længere tilbage end til fire-femårsalderen”. Historien om hans dåbsdag var altså en ”falsk erindring”.

Efter således at have betrygget alle de læsere, som heller ikke kan huske deres dåbsdag, trækker Smærup Sørensen igen tæppet væk under dem ved at introducere et endnu tidligere minde: ”det går helt tilbage til mine allerførste dage i verden. Dér sidst i maj lå jeg i min barnevogn under et æbletræ og kiggede op i dets endnu blomstrende krone.”

Ursansning

Smærup Sørensen er klar over, at der blandt læserne (tilhørerne) kan være nogle, der er skeptiske over for dette mindes autenticitet, for han giver sig straks til at underbygge sin påstand ad tre vidt forskellige veje: synsvinklen lå aldeles fast, sansningen har gentaget sig i ham livet igennem, og han ”ved med sikkerhed, at ingen nogen sinde” har fortalt ham, at hans barnevogn har stået under et sådant blomstrende æbletræ. Det fælles for disse forklaringer er, at de ikke lader sig kontrollere.

En erindring er ikke en sag, der kan underkastes intersubjektiv kontrol. Man kan kun prøve at sandsynliggøre, at det kunne være foregået som beskrevet. Man kan ikke bevise det.

En af måderne, hvorpå man kan sandsynliggøre eksistensen af et mærkeligt fænomen, er ved at give det et troværdigt navn. Smærup Sørensen kalder oplevelsen med æbletræet et ”omverdensaftryk”, ”en ursansning” og ”en grundstemning”.

En anden måde at få fænomenet accepteret på, er ved at reducere dets betydning: ”ursansningen” tilhører tiden, før sproget har udviklet sig i det erindrende individ. Det indgår ikke i et fortalt eller struktureret forløb. Det vil kun have betydning som ”patinering eller underlægningsmusik til vores livshistorie”. Først med sproget kan minderne fæstnes i os:

Det er alene med sproget og dets grammatik at et jeg, som er adskilt fra et du og en han og en hun, bliver til. Vores menneskelighed bliver til i den opsplitning og gennem sprogets øvrige strukturering og sønderdeling af tidsforløb og med dets etablering og fejlfortolkninger af årsagssammenhænge.

Hvis det er sandt, at minderne først kan fæstnes i os med sproget, har vi måske forklaringen på, at Smærup Sørensens første ’falske’ erindring fra månedsdagen står så stærkt: Han har fået den refereret i sproglig form.

Prædikantstil

De indledende filosofiske betragtninger, som på tre bogsider vil forklare erindringens betingelser, ender i regulær prædikantstil som en hilsen til Mands Minde-forgængeren Grundtvig:

Og således bliver med ethvert nyt barn menneske-

verdenen atter og atter til – som en sløret, måske stadig dæmrende spejling af den hele verden der blev til med ordet. Det skaberord, der også ville sige os at der i vores forfjumrede tidslighed vil forblive en enhed og en evighed bag os og foran os, under os og over os.

Og’erne i afsnittets begyndelse (Og således) og slutning (og forblive en og en evighed bag os og foran os, under os og over os) er bibelsk sprogbrug; ligeså gentagelsesmønstret og ordet “skaberord”; Guds skaberord er “bliv”. Religiøsitet er der også i tanken enheden og evigheden bag de menneskelig forsøg på at udnytte tiden.

Streng far, sær søn

Efter teoritimen kaster Jens Smærup Sørensen sig ud i beskrivelsen af sit opvækstmiljø blandt selvejerbønder i Staun ved Limfjorden, hvor bønder og fiskere levede sammen i fred.

Fred herskede der derimod ikke mellem forfatterens forældre og mellem far og søn. Faderen var streng og slog. Smærup husker sig selv som ”en lille smule sær”. Han skilte sig ud. Hans ”allertidligste helt ubetvivlelige og glasklare minde” var fra en familiefest, hvor han på en tvetydig måde studerede gæsternes knæ. ”Jeg har aldrig kunnet lide den dreng”, hviskede en af tanterne halvhøjt. Den sprogligt formulerede kritik brænder sig ind i ham, fordi den afgrænser ham som figur.

Den moralske forskel på den yngre Jens og den voksne Jens blev meget klar, da det viste sig, at den yngre Jens både stjal og løj. Forfatteren in spe måtte modtage formaninger, når han underholdt med fortællinger om, hvad han ligeså tydeligt kunne huske han havde været med til.

Faderen mente, at læsning var en usund beskæftigelse. Den unge Jens både læste og skrev. Det sidste gjorde han for at undgå at komme i knibe på grund af sin snakkesalighed.

Jens og historien

Dette første kapitel af Jens Smærup Sørensens erindringsbog begyndte eksperimenterende og udfordrende. Da det slutter, har fortælleren etableret sig i en traditionel overbliksposition, hvorfra han frit kan skifte mellem det individuelle, Jens’ historie, og samfundshistorien. Som det efterfølgende citat viser, behøver han ikke at gøre noget for at forbinde de to linjer rent sprogligt, når der er så evident indre sammenhæng: Jens’ opbrud fra bondesamfundet varsler på næsten messiansk vis overgangen fra bondesamfund til industrisamfund.

Da Jens går i fjerde klasse, sender Undervisningsministeriet i København nogle opgaver med en diktat og nogle regnestykker til Staun. Eleverne løser dem efter bedst evne og returnerer dem til hovedstaden.

Nogen tid efter kom der så besked om at to af skolens elever med det samme burde tages ud af den og overflyttes til en købstadsskole, og jeg var den ene af dem.

Mine forældre gik uden lang betænkningstid med til det. Der var kun fire år til 1960 – det år, da landbruget for første gang i sin 5.000 år lange historie måtte vige positionen som langt det betydeligste erhverv i Danmark (…)

Kapitlet slutter med, at Jens flyttes til en købstadsskole – samtidig skruer han ned for sin snakkesalighed og begynder at skrive. Derved slipper far og søn for hinanden i det daglige.

Gymnasietiden (kap. 2)

Andet kapitel ligner strukturelt kapitel 1 på den måde, at det begynder eksperimentelt, nemlig med nogle kontrafaktiske overvejelser over, hvor anderledes det kunne være gået ham i en anden tid (født 15-20 år tidligere var han måske stukket til søs). Hvorefter fremstillingen fortsætter i en slags overbliksprosa med punktnedslag i bestemte for Jens betydningsfulde begivenheder.

Han fortæller f.eks. om, hvordan han i skolen i Nibe bliver bedt om at analysere en sætning og falder igennem. Og i forholdet til pigerne bliver han udstillet som den bondedreng, han er.

Han vil være forfatter, men har en ”nærved grundlæggende forstyrrelse” i sin “sproglighed”, og bliver først glad, da han får karakteren nul for en stil, fordi han efter lærerens mening har skrevet den af.

Reelt må han sigte efter noget andet, og på en rejse til København ledsaget af faderen, som heller aldrig har været i hovedstaden før, får han plads i ØK. Men han fortryder og søger i stedet ind på gymnasiet i Aalborg. Her skifter han navn, tager moderens pigenavn og beslutter sig for at holde op med at tale jysk. Han gør på forskellige måder op med sin baggrund uden at føle sig hjemme i det nye, gymnasie med de overkvalificerede, frustrerede lærere. Han skriver en hyldest-stil om Danmarks kommunistiske parti, læser dagbladet Information og forsøger at gennemskue kønslivets mysterier.

Studietiden (kap. 3)

I bogens tredje kapitel kommer Jens til Aarhus Universitet for at studere dansk. Han lejer sig ind i et usselt værelse i en villakælder. Han er glad for endelig at være kommet fri af sine forældre, specielt faderen, som svarer igen ved at have glemt Jens’ navn, når han kommer hjem på besøg.

Men efter i en bisætning at have mødt “den medstuderende, der skulle blive min kone”, får Jens mod på at være voksen og ansvarlig. Endelig kan han aflægge hangen til at rette bebrejdelser mod forældrene. Men det er ikke nogen let proces. Frigørelsen beskrives i et påfaldende kompakt, for ikke at sige knudret sprog:

Man annullerer dermed samtidig den deponering af sin samvittighed hos en fadermagt, som hører barnligheden til, og som i gammeltestamentlig religiøsitet kunne overføres til en gud, der med en lige så absolut alvidenhed som faderen kunne granske ens hjerte og nyrer, og hvis strenge straf kun den i bund og grund oprigtige anger kunne mildne. Jeg måtte nu med erhvervelsen af egen samvittighed – for min egen skyld, i enhver af vendingens betydninger – til at afbøde dens nag med alvorligt mente forsætter om ændret adfærd. Og virkningerne heraf kunne i mine omgivelser snart både ses og lugtes.

Den sidste sætning kunne opfattes som en ironisk punktering af hele baduljen, men også punkteringen kunne have været mere direkte. Hvad der sker, er på nudansk, at Jens er begyndt at gå i bad og tage rent tøj på.

Tiden er årene omkring ungdomsoprøret i 1968. Jens hægter sig på bevægelsen uden for alvor at engagere sig. Han ser udskejelserne, bl.a. chikanen mod en lærer i oldislandsk, uden at have mod til at sige fra. Han er ikke stolt af sin indsats.

To meget forskellige, hver især inspirerende lærere, Jørgen Elbæk og Niels Egebak, får positiv betydning for ham. Elbæk sporer ham ind på en eksistentiel læsemåde. Egebak kommer farende hjem fra Paris med en kuffert fuld af nye interessante læseredskaber udviklet af strukturalister og semiologer.

Smærup bruger nogle af dem i en artikel om H.C. Andersen i tidsskriftet Kritik. Specialeemnet bliver Per Højholt, som Smærup opsøger og bliver gode venner med. Højholt bliver hans mentor i de skriverier, han har undervejs. Han får også en god kontakt til Jørgen Gustava Brandt, som inviterer ham hjem efter at være blevet rakket ned i en af de anmeldelser, Smærup har fået trykt i Demokraten, den lokale socialdemokratiske avis.

Dansk-studiet ligger i ruiner, men Smærup slipper helskindet ud af brokkerne med et eksamenspapir, som kan føre til et job som gymnasielærer. Men håbet retter sig mod en fremtidig forfatterbane.

Debutanten (kap. 4)

Fjerde kapitel handler om prosadebuten ”At ende som eneboer”, som Gyldendal afviste, men som blev udgivet på Arena takket være Niels Egebak.

Romanen præsenteres som eksempel på relationen mellem en romanfiktion og Smærups eget liv. Det igangsættende for talentet er ikke stoffet eller handlingen, men en mangel på selvfølgelighed i forhold til sproget - en fornemmelse af afstand mellem, hvad man i almindelighed går rundt og siger, og det, man føler bør siges. Elementer af digterens liv kan bringes ind i romanen, men det er ikke dem, der styrer. Det er heller ikke en udefra fastlagt poetik om f.eks. realisme for sig og mytologi for sig, som Gyldendals konsulenter krævede det.

På Arena, som kaldte sig “Forfatternes forlag”, blev manuskriptet straks antaget, og Smærup fik i tilgift en række litterære venner, hvoraf kapitlet bringer små portrætter af Dan Turèll, Henrik Bjelke, Peter Seeberg, Poul Vad og Ole Sarvig.

I en halv snes år befandt Smærup sig godt i dette kollegiale fællesskab. Men efterhånden blev behovet for en professionel forlagsredaktør påtrængende, og Smærup er - ikke uden bondeanger - parat til at skifte til et rigtigt forlag. Da kapitlet slutter er han lettere forsinket ved at aftjene sin civile værnepligt på biblioteket i Thisted.

Mors - Luxembourg - Mors (kap. 5)

Jens Smærup Sørensen og hans kone flyttede til Mors, hvor hun havde fået stilling som gymnasielærer. De fik to døtre. Derfra brød de igen op i 1990, da hun blev ansat som lærer ved Europaskolen i Luxembourg.

I ni år opholdt de sig dér, indtil de returnerede til Mors. I udlændigheden skærpede Smærup sin sans for Danmark og det danske sprog. Han vendte hjem med et mildere sind, men der var stadig bid i tænderne. Femte kapitel er en status her og nu med betragtninger over identitet, karakter, biblioteksvæsen, digtning og død. Kapitlet er er overvejende essayistisk i sin struktur. I passager ligner det kronikker og debatindlæg.

Konklusion 1: En digters udviklingshistorie

Lægger man de fem foredrag eller kapitler i forlængelse af hinanden, ser man først og fremmest “Jens” som fortællingen om en digters tilblivelse. Han lærer sig digterfaget forfra gennem læsning og skrivning i skolen, gymnasiet og på universitetet. Som studerende opsøger han digterne. Det er også historien om en ung intellektuels målbevidste stræben og sejr. Historien om bondesønnen, der uden at du til særlig meget, bliver en respekteret og populær forfatter.

Konklusion 2: En mands frigørelseshistorie

På det menneskelige plan er “Jens” historien om en mands successive frigørelse fra ophavet og modning til selvstændighed. Jens forstår sig selv bedre og bedre. Han opnår stor troværdighed hos læseren ved at blotte sine negative egenskaber: særheden, snakkesaligheden, løgnagtigheden, tyvagtigheden, konfliktskyheden, fejheden og sidst, men ikke mindst hans bondske sagtmodighed og behagesygen. Hyperintellektuel, som han er, står det ham naturligvis klart, at selvpiskningen vil kunne opfattes som et snedigt forsøg på at gøre sig til.

Konklusion 3: Prosatype

Den form for prosa, Smærup Sørensen dyrker i “Jens. En fortælling”, kan ikke beskrives med ét ord. Efter titlen skulle man tro, at vi har at gøre med en form for narration, og der er da også i de første to-tre kapitler en hvad-sker-der-så-handling i Jens’ udvikling.

Men den overordnede struktur er snarere essayistisk. Forfatteren kan når som helst introducere et nyt tema. Det er refleksionen, der styrer helheden.

Tekstens oprindelse som foredrag gør det oplagt at overveje en retorisk betegnelse. “Mands Minde-foredrag” er en brugbar mulighed. Men samspillet mellem foredragsholder og publikum er næsten fraværende, og foredragsholderen vil ikke overtale publikum til noget som helst.

Som selvbiografisk prosa mangler teksten præcision - forfatteren har ikke gransket fortiden, men skrevet, hvad han uden videre kan huske. Siderne er fri for årstal og henvisninger, hvilket får dem til at ligne sider i en roman. Forfatterens interesse er ikke rettet mod f.eks. kærlighed og familieliv, men mod tilblivelsen af et forfatterskab.

Termer som ‘poetologisk prosa’ eller ‘tilblivelsesprosa’ byder sig til, men de er så krukkede og indforståede, at de skal defineres hver gang, man bruger dem. ‘Selvbiografisk sagprosa’ forstås let, men falder fra hinanden, når man begynder at bore i ‘sagen’.

At ingen betegnelse synes dækkende, vil sikkert glæde Smærup, for så har han igen skabt noget originalt ud fra sin “mangel på selvfølgelighed i forhold til sproget."