|
‘Journalistisk prosa’ er ikke noget
godt fagudtryk, for journalister skriver i forskellige stilarter, helt
fra den tilknappede og hårdtslående til den åbne og imødekommende.
Journalisten Lone Kühlmann (f. 1945)
hører til den sidste skole. Se bare, hvordan hun begrunder sin
interesse for forfatteren og journalisten Edith Rode (1879-1956) i
forordet til 2. udgave af Mod og vilje. Portræt af Edith Rode
(1999):
Jeg tror noget af det, der fængsler
mig ved Edith Rode er, at hendes liv så meget ligner de liv, vi prøver
at få til at hænge sammen i dag.
Det kan næsten ikke siges mere enkelt.
Det er personligt, i jeg-form og i vi-form. “Vi” er formentlig
specifikt Kühlmanns kvindelige læsere. Mangler der ikke et “at” mellem
”tror” og “noget”? Nej, udeladelse af ‘at’ i ledsætninger er et træk,
som er hentet fra talesproget (jf. Hansen & Heltoft: Grammatik
over det danske sprog, 2011:1490). Selve ræsonnementet bag
citatet, altså at det fængslende ved Edith Rodes liv er, at det ligner
nutidens kvinders, vil blive bandlyst som narcissisme af rigtige
litterater. Men det blæser Lone Kühlmann højt og flot på:
Dette er ikke noget
litteraturhistorisk værk. Det har jeg hverken forudsætningerne eller
tilbøjeligheden for. Mit mål har været at skildre en kvinde, der selv
om hun selv var kunstner og elskede kunsten satte livsdueligheden over
alt andet. At være livsduelig var for hende især at gøre det, der
skulle gøres, og så se, hvor meget der blev til overs.
Argumentationen spidses til i et citat
efterfulgt en tilslutning:
Edith Rode sagde: “Det kommer ikke an
på at blive lykkelig. Det kommer an på at leve.”
Det er jeg enig med hende i.
Videnskabeligt uddannede litterater
ville ikke bruge litteraturen sådan som et lager af synspunkter, man
kan erklære sig enig eller uenig i. Kühlmann er journalist og tillader
sig aktualiserende greb. Hun har et brugsforhold til litteraturen.
Bogen kalder sig et portræt, men det
er ikke en genrebetegnelse, forfatteren for alvor vil forpligte sig på.
Det, hun har lavet, er en kronologisk disponeret biografi. Ikke så detaljeret som en
videnskabelig biografi, men skemaet er der: Historien begynder med
forældrene.
Faderen, hofmedikus og titulær
professor Carl Henrik Horn Nebelong, strålede over den unge Ediths liv.
Kühlmann bruger dækkede former, så vi
kan komme helt ind på livet af ham:
Far var den smukkeste mand i verden.
Den bedste og den klogeste.
Moderen var den mest strikse af de to.
Opdragelsen af børnene beskrives gennem generaliserede scener:
Det forventedes i øvrigt af børnene,
at de svarede på det, de blev spurgt om og ellers holdt bøtte. Det mest
forfærdelige man kunne gøre var at sige “hvorfor det” hvis far eller
mor havde udtalt sig kategorisk i en sag.
Lone Kühlmann gengiver med glæde
aforistiske replikker, når de byder sig til:
Som voksen feteret forfatter blev
Edith Rode spurgt, hvad hun ville med sine debutbøger i 1901.
“Ingenting”, svarede hun. “Jeg kunne ikke lade være.”
Lone Kühlmann skriver sådan, at man
mærker, at hun spejler sig i den unge Edith, hendes charme og hendes
handlekraft. Edith
gik op og spurgte Edvard Brandes til råds om en bog, hun vidste, at han
skulle anmelde, det var ikke noget dumt træk. De fleste mænd kan godt
lide, at man spørger dem til råds, lyder det. Edith ses som en
prototype.
Hun kunne få hvem som helst til hvad som
helst hedder det i en fremhævet linje.
At hun drog på bryllupsrejse til
Italien og kom hjem med en anden mand end ham, hun rejste ud med, var
en sensation i tiden. Det er naturligvis også et vigtigt
omdrejningspunkt i Lone Kühlmanns fremstilling. Det familiearrangerede
ægteskab med den unge håbefulde maler Fritz Magnussen varede så kort,
at han kun lige nåede at male et billede af hende, inden det var forbi.
På bryllupsrejsen forelskede hun sig uhjælpeligt i digteren Helge Rode,
som hun fik fire børn med.
Lone Kühlmann dokumenterer ægteskabets
historie ved hjælp af breve, fotografier, regnskaber og andre papirer.
Hun har været i arkiverne på Det kongelige Bibliotek. I erindringsbogen
Det skal se nemt ud (2015) fortæller hun
om det grænseoverskridende arbejde med andre menneskers privatbreve.
Materialet viste megen festlighed
udadtil, smalhals indadtil. Helge
Rode skrev fine digte, men dem kunne familien ikke leve af. Edith Rode
var nødt til at skaffe sig arbejde som journalist for at få det til at
løbe rundt.
Arbejdspladsen blev Berlingske
Tidende, som tidligere havde publiceret digte og noveller af
Edith Rode. Nu bad de hende løse opgaver daglig basis: små interview,
society-reportager osv.
Lone Kühlmann identificerer sig med
hende:
Hun rystede af nervøsitet for ikke
at få det hele med, når hun skulle skrive referat. Hun vidste om sig
selv, at hun ikke var særlig god til at beskrive synsindtryk - der
skulle replikker på, før hun kunne danne et billede af situationen.
Edith Rode skrev sig gennem
problemerne og op til en prominent position i hierarkiet på Berlingske
Tidende. Hun var ikke nogen vældig nyhedsjæger, men hun var flittig i
spalterne og aktiv ved indsamlinger, lotterier, rejser med læserne osv.
I beskrivelserne af Edith Rodes
journalistiske hverdag har Lone Kühlmann fordel af selv at være
journalist. Hun kan således også gøre det forståeligt, hvorfor Edith
Rode, tynget af sine redaktionelle forpligtelser måtte forlade arbejdet
på Berlingske Tidende midt i 1930’erne, omtrent samtidig med at
ægtefællen Helge Rode døde.
Hun satte et flot punktum for sin
journalistiske indsats med opslagsværket Den gyldne Bog om
danske Kvinder (1941).
“Rådgiveren” hedder det afsluttende
kapitel i Lone Kühlmanns bog om Edith Rode. En konsekvent fastholdelse
af bogens synsvinkel. Det er Rode som livskunstner, ikke som kunstner,
der har været genstand for interessen. Kapitlet handler om Edith Rodes
brevkasse i Familiejournalen, hvor hun blev en
landskendt institution på grund af de karske svar, hun gav klagende
brevskrivere. Der var tradition for at stryge indsenderne med hårene,
men hos Edith Rode fik de en våd klud i ansigtet, hvis de peb for
meget.
Lone Kühlmann dokumenterer Rodes
rådgivning med entusiasme, og udvider feltet, så det også rummer Rodes
praktiske hjælpsomhed over for håbefulde talenter som Finn Søeborg og
Lise Sørensen, letskrivende og slagfærdige forfattere som hun selv.
Til sidst bevæger Lone Kühlmann sig så
elegant fra citat til citat, at man er nær ved at glemme, hvordan
hendes egen stemme lyder. Det er ikke nødvendigvis en svaghed i
journalistik, men i en bog ligner det en opløsningstilstand.
Den journalistiske formidler undgår at
drage læseren med ind i alle mellemregninger. En fodnote til hver
oplysning gør læseren helt krøllet i hovedet. Lone Kühlmann tænker, at
læseren nok selv kan regne ud, at hun rundt omkring har trukket på
Edith Rodes erindringsbøger Der var engang (1951),
Paa Togt i Erindringen (1953) og På Rejse i Livet (1957),
som er anført på den skrabede litteraturliste bag i bogen.
Kühlmann gengiver avisartikler af
Edith Rode, men uden datering. Ræsonnementet er formentlig, at sådanne
data tynger læsningen og skræmmer såkaldt almindelige læserne væk.
Modargumentet er, at læserne af en sådan bog ikke er almindelige, mange
af dem har lyst til selv at se på tingene.
Lone Kühlmann har koncentreret sig om
journalisten og livskunstneren Edith Rode. Netop derfor ville det have
været rimeligt med en henvisning til en mere litterært orienteret
behandling af forfatterskabet, f.eks. Mogens Knudsens i Danske
Digtere i det 20. Aarhundrede, 1957:235-44, og
til den udførlige bibliografi over litteratur af og om Edith Rode i
Svend Dahls Dansk Skønlitterært Forfatterleksikon, 3,
1964:186-89.
Da jeg gjorde forstudier til min bog Om
breve (1905), blev jeg fortryllet af
Edith Rodes collage-roman J.e.d. (dvs. Jeg elsker
dig) fra 1943. Jeg læste i Kühlmanns Rode-biografi, at bogen havde
fransk forbillede, men ikke hvilket. Så skrev jeg en mail til hende og
bad hende uddybe (22.7.2004). Hun svarede samme dag tilbage, at hun
kendte en dame ved navn Ebon Borg, som ville kunne besvare alt, hvad
jeg måtte have af spørgsmål om Edith Rode og kuriøse bøger og
tidsskrifter. Jeg kontaktede Ebon Borg, som inviterede mig ind i sin
boghule på Østerbrogade. Da jeg gik derfra, havde jeg ikke alene en
notesblok i hånden med svar på mine spørgsmål, men også en brevroman
under armen af Colette. Mødet var begyndelsen på et venskab, der varede
frem til Ebons død i 2015. Jeg har tegnet et lille portræt af hende i
forordet til hendes artikelsamling Fund - sagde bogsamleren (2005).
Ebon Borg var inspirator og
kildeleverandør til en række kulturhistoriske værker, bl.a. Lone
Kühlmanns Edith Rode-biografi og Aase Gullestrups
“Livet er ingen Strøgtur.” Damebrevkasser i 75 år”, som har
forord af Lone Kühlmann.
Et særligt samarbejdsprojekt mellem
Kühlmann og Borg er sofabordsværket Skønhed til salg (2010),
en kulturhistorie om 150 års skønhedsannoncer fra fortidens perlepudder
til vor tids antirynkecremer. Her giver Kühlmann skønhedsspekulanterne
flere rynker i panden ved at citere dermatologer for, at en portion
antirynkecreme, som sælges i butikkerne for over 600 kr., kan
produceres for tre-fire kroner eller måske lidt mere, hvis man, som The
Guardian påstår, anvender henrettede kineseres hud i cremen,
hvilket dog næppe kan aflæses af indholdsfortegnelsen på krukken, som
Kühlmann tilføjer. Den venlige journalist kan også være giftig.
Lone Kühlmann (f. 1945) er biograferet
af Else Sander i Dansk Kvindebiografisk Leksikon (2000-2001),
hvor hun selv har skrevet biografien om Edith
Rode. Såvel Rode som Kühlmann er repræsenteret og portrætteret i min
antologi De tålte mosten. 39 kvindelige journalister (2013),
som Kühlmann har skrevet forord til.
Sidenhen har Kühlmann udgivet sine
erindringer i to bind.
Den første titel er ikke rynkefri: I
medgang og medgang (2013). Man tror først, at det er en
fejlskrivning for ‘I medgang og modgang’, men så opdager man, at det er
en udspekuleret fordrejning.
Den anden titel er derimod smågenial: Det
skal se nemt ud (2015). Den forstås umiddelbart og vækker
samtidig til eftertanke. ‘Det skal se nemt ud’ kunne stå som motto over
indgangsportalen til al elegant journalistik.
|
s