|
Er rejsebøger faglitteratur eller
skønlitteratur? Det afhænger i første omgang af rejsemålet! Hvis det er
Rejsen til jordens indre, tør man nok gå
ud fra, at det er skønlitteratur. Men man kan ikke vide sig sikker, for
meget af det, der var fantasiforestillinger på Jules Vernes tid, er
sidenhen blevet til realiteter. Men hvis Rejsen går til
Italien, går man ud fra, at det er en praktisk guidebog,
altså faglitteratur holdt i sagprosa.
Imellem de to yderligheder er der et
vidtstrakt felt af rejsebeskrivelser. De havde deres storhedstid
dengang, da det var de færreste beskåret at rejse ud i verden, og da
der endnu ikke eksisterede film og tv. De fleste mennesker måtte blive
hjemme og stille sig tilfreds med at læse de skildringer af fremmede
lande, som de rejsende sendte hjem. Grundformen var privatbrevet (H.C.
Andersen) og den deraf afledte korrespondance til en avis (Johannes V.
Jensen. Jf. J.C.
Jørgensen: Om breve, 2005:120ff.).
Interessen for rejsebeskrivelserne kan
knytte sig til de beskrevne lokaliteter, og i så fald er der typisk
tale om sagprosa. Men det kan også være skribenten selv, der er i
centrum (Jens Baggesen: Labyrinten), og i så fald
læses bogen ligesom skønlitteratur med særlig interesse for det
æstetiske og psykologiske. Om denne sidste genre har litteraten Lars
Handesten skrevet bogen Litterære rejser (1992),
som definerer flere typer af rejsende, heriblandt den originale turist,
den amourøse rejsende og den kritiske turist. Sidstnævnte har vi set et
eksempel på i denne række af sagprosa-analyser: Lise
Nørgaards sarkastiske rejsejournalistik.
Man kan beskrive for at kritisere
eller for at fremholde idealer eller for at underholde eller uden anden
hensigt end den at udsige noget sandt om det, man beskriver.
Den rejsende kan have subjektive
formål som fx at komme væk fra sine personlige problemer.
Én ting er, hvorfor man rejser. En
anden er, hvorfor man skriver om rejser. En tredje
er, hvorfor man læser om rejser. Der er en kæde af
forskellige motiveringer.
Forskning i rejsebøger er meget mere
kompliceret, end man først tror. En farbar vej ind i krattet finder man
ved at gå i sporene på store rejsende, som det sker i Poul O. Andersen
og Knud Michelsens At rejse er at skrive (2006),
en stjerneparade af danske forfattere til rejsebøger fra Ludvig Holberg
i 1700-tallet og frem til en af vor tids betydeligste danske
rejseforfattere, Thomas Boberg. Man noterer sig på vejen, at genren
indtil for nylig har været næsten fuldstændig domineret af mænd. At
rejse er at bevæge sig ind i det ukendte og dermed udsætte sig selv for
fare. Det var længe et spørgsmål om armkræfter.
Boberg (f.1960), nåede at slå sit navn
fast som lyriker, før han fik sit gennembrud som forfatter til en
rejsebogstrilogi på 1510 sider.
“Med Invitation til at rejse
afrunder Boberg den trilogi af rejseminder, han indledte med Sølvtråden
og fortsatte med Americas”,
meddelte Thomas Bobergs forlag ved udgivelsen af trilogiens tredje
bind.
Det lignede realiseringen af en nøje
tilrettelagt plan for oprydning i skufferne med lavendelduftende
rejseminder fra ungdommens vår.
I realiteten var det friske indtryk
fra spontane og eksistentielt motiverede rejser: Sølvtråden (1996)
fra Latinamerika og Sudan, Americas (1999) fra USA
og Canada i nord til Peru i syd, og Invitation til at rejse (2003)
fra Danmark til Egypten, Spanien, Sydamerika m.m.m.
At modtage invitationen til
at rejse med nu, hvor rejsen næsten var forbi, var for læseren omtrent
lige så mærkeligt, som det fra begyndelsen havde været at få Bobergs
usentimentale rejseindtryk præsenteret som minder.
Invitation til at rejse mimer didaktiske titler som Invitation
til sociologi og Invitation til projektarbejde.
Og minderne er
den nostalgiske længsel, der bliver tilbage, når virkeligheden
ubarmhjertigt er marcheret videre, jævnfør Liva Weel-sangen med de
uforglemmelige linjer “Minderne har jeg da lov at ha’, dem kan du
aldrig, nej aldrig ta’ ”.
Erik Svendsen, en af landets fremmeste
eksperter på Boberg, siger, at rejseminder er en Sophus
Claussen-allusion. Det har han muligvis ret i (Danske digtere
i det 20. århundrede, 3, 2000:369). Den vidt belæste Boberg
kender og værdsætter den trivelige digter med løvefødderne (Invitation,
2003:243). Men Claussens rejseminder er mættede af søde fornemmelser af
tab, som intet har med Bobergs rejseminder at gøre:
Der findes saa mange sirlige smaa,
som gav os en Dans og en Rose,
Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!
(“Og det var paa Skanderborg Station”)
Da Thomas Bobergs skrivestil i disse
rejsebøger ligger lige så langt fra det didaktiske som fra det
nostalgiske, må vi gå ud fra, at titlerne skal læses med anførselstegn.
‘Minder’ og’ invitation’ er små
ironiske vrid med indlagt chokvirkning.
Før man anvender Martin Bobergs
rejsebøger didaktisk, altså som lærebøger, vejledninger og guider, bør
man underkaste dem atlas-metoden.
I en analyse af Sølvtråden har
Martin Vinding gjort sig den ulejlighed at hive et atlas frem med det
formål at finde logikken bag Boberg rejserute. Der var ingen. Hverken
logik eller rejserute. Boberg havde foretaget “flere rejser i
forskellige retninger, dog med hovedvægten i Peru” (Spring 17,
2001:67). Der var ingen kronologi, og nogle af rejserne udspillede sig
ikke noget bestemt geografisk sted, men i forfatterens bevidsthed.
Martin Vinding kunne hverken finde sølvtråden eller andre forklaringer
på Bobergs kommen fra det ene sted til det andet.
Derved var han godt på vej til en
karakteristik af indgangen til kapitlerne (in medias res)
og overgangen mellem dem (asyndese).
Martin Vindings analyse er et eksempel
på, at man kan komme langt i karakteristikken ved at fortælle, hvad
noget ikke er. Han finder ud af, at bogen ikke
er nogen klassisk rejsebog, fordi den ikke har noget centrum eller
nogen styrende instans. Bobergs rejsende jeg er hele tiden på bar bund,
konstaterer Vinding. Det er så sandt, som det er sagt.
På samme måde siger analytikeren noget
rigtigt om bogens stilistiske spændvidde, når han påviser, at
kapitlerne ikke holder samme stil, men skifter mellem lyrisk
beskrivelse, essayistisk refleksion og fortælling i enten realistisk
eller magisk realistisk stil.
Det negative slår altså om i det
positive. Og til sidst satser Vinding helt på det positive, hvis
læseren ellers er med på, at det er en positiv bestemmelse af Boberg at
han er en nomade, som rejser for at miste sig selv og
at tråden i titlen er spundet af ham selv, og at
“den er af sølv fordi den er udtryk for æstetiske forbindelser der er
opstået i skriftens form, mellem det rejsende subjekt og det blivende
objekt.”
Hvad det sidste angår, må jeg
tilslutte mig en anden Martin, nemlig Zerlang, som skriver, at det
umiddelbare indtryk ikke er en forbindende sølvtråd, men en
serie løse tråde og overbrændte glødetråde (“At rejse er at
skrive”, 2006:16). Erik Svendsen går endnu videre. Han siger, at
kompositionen er cyklisk og at værket er en række perler på en snor,
som læseren selv må lave! (Svendsen, 2000:371).
(Forskerne falder næsten over benene
på hinanden: Martin Zerlang skrev først om Boberg i Spring 12, 1998.
Erik Svendsen fulgte op i Danske digtere i det 20. århundrede,
3, 2000. Dernæst kom Martin Vindings artikel i
Spring 17, 2001. Og endelig udvidede Zerlang sin artikel fra 1998 i
artiklen “At rejse er at skrive” i ovennævnte bog af samme navn).
I tolkningen af sølvtråden som
‘skriften’ refererer fortolkerne til Boberg selv, som hen mod
slutningen af den sydamerikanske rejse holder et selvopgør. Han
spørger, hvor længe han kan holde ud at rejse rundt og befamle andre
menneskers liv, når han alligevel aldrig kommer til at forstå dem:
Med pennen i hånd foregav jeg at
trække en tråd ind i andre universer, fjernt fra den verden jeg selv
stammede fra og var opvokset i. Jeg skulle bevæge mig tættere på
forskellene, se og møde mennesker, jeg ikke kendte, og bruge dem til
stof for hvad? Give min rastløshed mulighed for en ret til et hjem i
skriften, og på den måde måske endda nå frem til at ophæve min følelse
af utilpassethed, eller i det mindste legitimere den?
Dette er hverken nostalgisk eller
didaktisk rejseprosa, Boberg svælger ikke i minderne, og han medbringer
ikke noget rejseprogram til læserne. Han er seriøst søgende og taler
først og fremmest til sig selv Det er eksistentiel rejseprosa med
akademisk aftryk. Alene den måde han bruger ordet ‘skriften’ på. Det
betyder ikke som før i tiden håndskriften (‘Hvad synes De om
skriften’?), men det skrevne, teksten, værkets egen dynamik.
Flere steder i sine rejsebeskrivelser
stopper Boberg op og spørger sig selv, hvorfor han skriver og hvad han
får ud af det.
I et postscriptum til andet bind, Americas,
siger han, at han er blevet positivt overrasket
over den åbne og livsbekræftende slutning, som arbejdet med teksterne
har ført ham frem til. Han udtrykker sig først i et nøgent, næsten
terapeutisk sprog, men ender med et poetisk billede, da han skal
forklare, hvordan skriften, hvis man følger dens regler, kan fjerne en
fra oplevelserne og gøre dem til minder - dette
lavendelduftende begreb, som Boberg altså forsøger at tilføre moderne
betydning:
Virkeligheden og skriften er to
forskellige størrelser. Hvis virkeligheden omfattede det hele, var
skriften en del af den, i hvert fald havde den rod i den. Men skriften
har sine egne love og luner. Idet man bruger den, synes den at fjerne
en fra oplevelserne og gøre dem til noget andet. Fikseret stirrer
minderne på en fra en fremmed afstand. Lysende masker i natten langs en
ny vej.
(Americas, 1999, 3. udg.:450).
På et spisested i Guatemala bliver
Boberg spurgt, hvad han bedriver?
Skriver, svarer han. “De er måske journalist?”
spørger den anden.
Ikke i den forstand, forsøgte jeg, jeg
arbejder med reportager personlige, subjektive, ikke nyheder, ikke
personligt farvede, understregede jeg, jeg er en uafhængig, anarkistisk
rejsende der skriver for at fastholde visse øjeblikke.
Man noterer sig, at han ikke siger
“forfatter”, for det ville give et misvisende indtryk af
fiktionsskribent. Så er han alligevel mere af en journalist, for han
vil ligesom denne opdage noget nyt i virkeligheden og fastholde det.
Efter en længere udredning henviser han til det øjeblik, da han blev
inviteret hen til det bord, hvor han nu sidder. Men så bliver han
afbrudt: “Jeg har altid ønsket mig at skrive, brød den første ind,
næsten drømmende (…)”. En tredje beder ham flere gange om ikke at
glemme at skrive om ensomheden. De andre opfatter ham som en slags
forfatter, hvad han også er, hvis man ved en forfatter forstår en, der
nedskriver præcis, hvad der sker. Med den tilføjelse, at han selv
bidrager til at sætte handlingen i gang fx ved at takke ja til en
invitation:
Jeg ser mig selv som en betragter, der
også selv udløser begivenheder, og jeg vil hverken romantisere eller
lave idyl ud af de mennesker jeg møder. For mig er det væsentligt at
lade dem være som de er.
Sådan sagde Boberg
i et interview til Politikens Carsten Andersen ved udgivelsen af Americas
(26.8.1999).
Americas blev en bestseller. “Jeg ved ikke,
hvad grunden er”, sagde en forbavset Thomas Boberg til Henning
Thøgersen i Ekstra Bladet 10.10.99. “Jeg har jo skrevet mange
digtsamlinger og haft fine gennembrud hos anmelderne. Men jeg har
aldrig solgt en bog i mit liv.”
Han siger, at rejsen er hans middel
mod angst. I Americas har han overvundet angsten
og ved sin uforfærdethed udløst et væld af livsfarlige begivenheder,
som han derefter har beskrevet med Hemingwaysk understatement. Ingen
psykologiske forklaringer, ingen moralske fordømmelser.
Americas begynder med, at han sætter sig ind i
en bil ved siden af et kødbjerg, som vipper den ene øldåse efter den
anden ud af vinduet og tilbyder en lille udflugt: “Jeg kender et sted.
Boy, jeg hænger dig sgu op i et træ og puler dig i røven, ikke. Så kan
du dingle der, o boy, sikke et trip.”
Og så kører det ellers derudad. Trip
på trip i en dunkende rytme hen over små 500 sider. Bogen læses som en
uendelig række af realistiske noveller holdt sammen af et morbidt gemyt.
Med udgivelsen af Americas
havde Boberg ryddet op. Der var ingen notater Og der lå ingen færdig
plan om en trilogi. (Pol. 26.8.99).
Men det er klart, at succesen med Americas,
som tilmed blev indstillet til Nordisk Råds
litteraturpris, gav blod på tanden. Og Boberg forsøgte at gå videre ad
to veje. Dels videre ud i terrænet til Italien, Egypten, Indien,
Spanien, Peru, og dels tilbage i den personlige familiehistorie, som
havde rumsteret i de to første bind.
I Invitation til at rejse
formår Boberg desværre ikke at sammensmelte stoffet i én form. De
første ca.150 sider om opvæksten i Danmark nærmer sig en dansk
normalrealisme. Først når rejselivet sætter ind, kommer der glød i
prosaen. Til gengæld er der intern sammenhæng i udviklingen, så læseren
denne gang får at vide, hvordan og hvorfor den rejsende kommer fra det
ene sted til det andet.
Men først oprulles den
familietragedie, som disponerer Thomas Boberg for at kaste sig ud i
rejseriet: opvæksten på det pæne Østerbro med en mentalt skrøbelig mor
og en voldelig overlæge-far, som på et sent tidspunkt viser sig kun at
være hans stedfar. Det var et liv i en angsttilstand, som han måtte
lære at håndtere. Konflikterne med stedfaderen resulterede i, at han
blev anbragt på en kostskole, hvorfra han efter meget møveri blev
student med et højt gennemsnit. Han begyndte på jurastudiet, fik et
nervesammenbrud og blev indlagt på Sankt Hans, hvor han tilbragte et
halvt år. Da han blev udskrevet, pakkede han sin kuffert og drog ned
til sin biologiske far, maleren Jørgen Boberg (1940-2009), som boede i
en kunstnerkoloni i den italienske by Pietresanta. Thomas Boberg havde
tidligt vist talent for tegning og tekster. Han havde imidlertid svært
ved at indfange virkeligheden og besluttede sig for at tage til Afrika
for at se på kameler og beduiner!
Vi møder ham i Egypten blandt tidens
andre rygsækturister:
Da jeg først ankom til Kairo - det
størst tænkelige kaos af en millionby - havde jeg, tro mod guidebogen,
siksakket mig vej gennem den groteske trafik og det endeløse
menneskemylder til Oxford Street. Her mødtes samtlige rygsækrejsende,
der havde planlagt at starte i den egyptiske port, inden rejsen gik
videre mod det sorte Afrika.
Boberg ironiserer mildt over
flokmentaliteten blandt de individuelt rejsende. Han er ikke imponeret
af rejsefællernes moral:
Man knaldede brikker overalt. I
gangen, i beskidte værelser, i pulterkamre, i syndig klondyke mellem
hinanden. Man så sig heller ikke for god til at skide i det rustne
badekar i et af de få badekar, der reelt eksisterede. (Invitation, 2003:167).
Men han var selv en af slænget, og han
tager turen med til Goa, den indiske delstat med de
dejlige badestrande og stoffer. Da heller ikke det var noget for
Boberg, rådede vennerne i Pietresanta den unge eventyrer til at forsøge
sig i den eksotiske del af Europa: Barcelona. Boberg havde på dette
tidspunkt et par talentfulde digtsamlinger bag sig. De skaffede ham
Statens Kunstfonds treårige legat, hvilket var en formue i hans verden.
Han havde råd til at slå sig ned som digter i den catalanske hovedstad.
Håbet var, at han kunne få hul på noget af det,
der var sket for ham i København og Roskilde. Men han var ikke til
stillesiddende psykologisk analyse. Han måtte udfordre sig selv.
En tåget vinteraften forvilder han sig
ind i et gotisk kvarter og ender i en gyde så smal, at to biler ikke
ville kunne passere hinanden,
så var der lyden af løbende skridt, og
pludselig var de der. Tre raske drenge. Den ene snerrede: Hit med
pengene, eller vi klæder dig helt af, en kniv glimtede mod min strube,
den anden smiskede og tiskede amigo, amigo, no pasa nada, amigo, amigo,
para pinchar, og så blottede han en blå arm fyldt med stiksår og
smilede kælent; mørk, med langt snavset hår og syge gule øjne lignede
han en af migranterne fra Andalusien, der var blevet vanvittig af junk.
Den tredje var en høj parfumeret araberdreng, han stod bøjet over mig
og gik i gang med at flå i min jakke. De fik, hvad jeg havde, jeg ville
have givet dem mine støvler, hvad jeg havde, ja, hele udstyret, men de
200 Pesetas var ubegribeligvis nok, eller blev de pludselig bange?
Måske er han spanier, sagde araberen. Og så var de væk. Jeg var sluppet
uhyre billigt. Der var folk, som havde fået halsen skåret over for kun
at have 5000 Pesetas på sig. (Invitation, 2003, 235f).
Da den overfaldne kommer hjem, griber
han en stol og smadrer den. Så griber han en til. Han tænker, at
raseriet er en følge af den ydmygelse, det er at blive afvæbnet - og at
grænsen mellem det såkaldt almindelige fredelige menneske og en blind
morder vistnok er hårfin. Som læser er man mere tilbøjelig til at tænke
på den fare, han har udsat sig for, ved at bevæge sig ind i den gyde i
det kvarter. Men det ligner et mønster i hans ‘rejseminder’. Han sætter
livet på spil for at få sine historier i hus. Det lyder som et problem,
der burde behandles af en psykolog.
Selv siger han, at han er skeptisk
over for psykologer og psykiatere, og at rejsen er hans medicin.
Recepten har resulteret i en usædvanlig stærk
eksistentiel rejseprosa.
Og Boberg har overlevet med raseriet
intakt. I et næsten dagfrisk interview til Politikens Simon Baastrup
siger han: “Mit motiv for at skrive har været en måde at tage hævn over
virkeligheden på. Alt det lort, der sker i løbet af et liv, det kan du
skrive ud bagefter for at forvandle og forandre det gennem skriften. Du
kan fryse det fast, og så kan du vinde over det ved at gøre det til
kunst. (13.3.2020).
Lad os så bare kalde det fastfrosne
lort for ‘rejseminder’!
|
s