|
En historiker, der kalder sin bog “Den
sidste Danmarkshistorie” og begynder sin fremstilling med sætningen
“Jeg er født i gamle dage”, er ude i et drilsk ærinde.
Søren Mørch, som historikeren hedder,
ved udmærket godt, at der vil komme Danmarkshistorier efter hans. Der
vil blive skrevet “masser af Danmarkshistorier” fastslår han hen mod
slutningen af bogen. Det skal være en trøst for de læsere, der er
blevet kede af at høre, at det nu var slut med den genre. Men trøsten
varer kun kort, for straks efter indskyder han denne hjemmegjorte
lignelse:
På
min hjem-ø Fyn ligger der en by, som turistbrochurerne engang kaldte
Nordvestfyns Paris. Det er Brenderup. Den har også sin historie, og
nogen skal også skrive den, hvis det ikke allerede er gjort. Så hvorfor
ikke også flere Danmarkshistorier efter denne? De vil givetvis komme.
De vil komme til at ligne rigtige Danmarkshistorier på samme måde, som
Brenderup ligner det rigtige Paris. (2.
udg., 1996:540)
Metoden er den indirekte form,
ironien. Skribenten siger det modsatte af, hvad han mener, men på en
sådan måde, at han alligevel bliver forstået. På overfladen bekræfter
sammenligningen med Brenderup, at der vil blive skrevet nye
Danmarkshistorier efter Mørchs, men den underliggende påstand er, at de
vil være lokalhistorier, hjemstavnshistorier, Brenderup-historier, som
er så betydningsløse, at Søren Mørch end ikke gider at sætte sig ind i,
om de allerede er skrevet!
For den, der har læst sig frem til
dette sted sent i Søren Mørchs næsten 600 sider lange bog, er budskabet
tindrende klart: Nationalstaten Danmark er i opløsning. Og det er godt
det samme.
Budskabet består af en påstand og en
vurdering. I stedet for at skille de to elementer ad analytisk,
fremstiller Mørch dem som kittet sammen af erfaring. Det er forhold,
han selv har iagttaget. Det er her, jeg-formen kommer ind.
Mørchs etablerer sig fra første færd
som en fortæller i en historie for børn. Det er der også en slags ironi
i. I klarsprog kunne han sige: “Jeg er født i 1933”. Det ville være en
ærlig, men tam åbning.
I stedet bruger han det barnlige eller
poetiske begreb “gamle dage”. Han vil samle opmærksomheden om sig ved
at anslå en skæv tone. Man lytter. Hvad søren er han ude på?
På samme måde forholder det sig med
signalet i bogens undertitel “57 fortællinger af fædrelandets
historie”. Det er en skæv hilsen til A.D Jørgensens “40 Fortællinger af
Fædrelandets Historie” fra 1882. Den blev fortalt i den hensigt at
mobilisere fædrelandskærligheden efter nederlaget i 1864. Søren Mørch
fortæller for at forklare og bekræfte afviklingen af nationalstaten i
vor tid:
Det
nationale lever skam videre i bedste velgående, men nu som farce. Det
fejrer triumfer ved fodboldkampe, når tilskuerne af fuld hals synger
om, at de er røde, og de er hvide undertiden med dannebrogsflag malet i
hele ansigtet. Der er ingen rigtige fjender mere, hverken til lands
eller til vands. Ikke engang tyskerne. (1996:537)
Passagen er tredobbelt saltomortale af
Mørch-ironi. Tre gange fremsætter han en påstand, som han straks efter
underminerer. Det nationale lever videre, ja, som farce. Det fejrer
triumfer, ja, som slagsang. Vi har ingen rigtige fjender mere, hvis
tyskerne altså ikke får et tilbagefald. Fremstillingen er fast styret
af den ironiske fortæller.
Jeg-formen bruges til etablering af
kontakt og tillid. Mørch har indlagt små selvbiografiske beretninger om
sin skoletid, læretid (han er oprindelig uddannet sølvsmed), studietid
osv. Beretningerne underbygger jeg-fortællerens autoritet. De
dokumenterer, at han selv har været til stede i det forløb, han
beskriver. Samtidig fremfører fortælleren meninger, som han prøver at
få læseren til at overtage uden videre diskussion. For eksempel skriver
han om grundlæggelsen af Odense Universitet, hvor han selv virkede som
lektor og afdelingsleder i perioden 1967-2003:
De
nyansatte unge professorer gjorde alt, hvad de kunne, for at ingen
skulle opdage, at det var et nyt universitet, der var startet. At var
omhyggeligt kalkeret af efter det mest reaktionære og gammeldags ved de
to andre universiteter. Der var ingen, der skulle komme og beskylde dem
for, at der skete noget nyt i Odense! (25)
Dette er et kun erfaringsudsagn for
indforståede og meningsfæller. For andre er det hån og persiflage
gennem falsk loyalitet. Uanset, hvad de unge unavngivne professorer har
skrevet, så har det næppe været deres intention at ‘kalkere’ af.
Fortællinger i strikt forstand, altså
historier med handling udstrakt i tid, er der ikke meget af. Der er
snarere tale om kronikker, dvs. meningsartikler med indlagte personlige
erfaringer. De 57 kronikker er ordnet i 8 temablokke, som har med det
overordnede ærinde at gøre (“En nations fødsel”, “Opbruddet”, “Et
europæisk land?” etc).
Men stilen er fortællende i
betydningen uhøjtideligt snakkende, uden spor af kancelli og akademi.
Søren Mørchs fan-skare, og den er stor, påskønner den ironiske tone og
de polemiske udfald. Mørchs kritikere trættes af, hvad de hører som en
evigt gnækkende og bedrevidende tone. Er det gangbar historieskrivning?
Søren
Mørchs har en højtudviklet bevidsthed om provokationens værdi. Den
sidste Danmarkshistorie provokerer med sin titel og Peter
Carlsens omslagsbillede af en roligan med en bajer. Mørch vidste, at
han ville få gamle fremskridtsfolk og andre nationalt sindede på nakken.
Den
helt store provokation var den, at han indlagde et kapitel (“54.
Fortælling. Sommerfugle-effekten”), hvori han forsvarede sin ægtefælle
siden 1966, politikeren Ritt Bjerregaard, mod den kritik, hun havde
været udsat for i offentligheden. Det usædvanlige defensorat, som
indebar en kraftig kritik af pressen og journaliststanden, havde en
kalkuleret provokationsværdi. Søren Mørch blæste på, hvad man ville
sige om overtrådte habilitetsregler og tegnede fuldstændig ironi-frit
Ritt Bjerregaard som en politiker, som var forud for sine kolleger i
forståelsen af vilkårene for politikere i en tv-tid. Usædvanligt for en
historisk fremstilling slår teksten om i spådomme og polemik:
Ritt
Bjerregaard tegnede igennem sin tid i dansk politik et mønster, som
formentlig vil blive karakteristisk for en ny tids politikere.
En
på stedet uimodsigelig og derfor tom værdidom svarende til “Denne bog
vil blive stående i hundrede år”.
Men
journalisterne er ikke uddannede til at forstå udviklingen:
De
fleste af dem har kun en mellemuddannelse, der i længde og kvalitet
svarer til sygeplejerskers og det er klart, at det ikke slår til
længere.
Så lykkedes det lige Mørch at fornærme
nogle i sammenhængen sagesløse sygeplejersker på vejen.
Værst synes det at stå til på Ekstra
Bladet, som har været ivrigst i kampagnerne mod Ritt Bjerregaard:
Ekstra
Bladet kan ikke selv lave kampagne. Der er ingen, der tror på en
historie, der kun kommer der, så hvis der ikke er nogen “hvide
mennesker”, der reagerer på Ekstra Bladets historie, falder den til
bunds og bliver til ingenting.
(1996:514ff).
Hvis det modsatte af “hvide mennesker”
er “sorte mennesker” eller “bladnegre”, så implicerede argumentationen
altså også racediskrimination.
De
citerede tekster er ikke typiske for Søren Mørchs historieskrivning,
kun for det famøse kapitel om Ritt Bjerregaard i Den sidste
Danmarkshistorie. Hvad der er i vejen med kapitlet, fremgår
af nogle principielle betragtninger i en anden populær bog af Mørch:
Det,
der gør historie til videnskab, er “den bevidste dyrkelse af afstanden,
af den betragtende, kritiske distance. Den skal til, for at
resultaterne bedre skal kunne diskuteres”, forklarer Mørch i
indledningen til 24 Statsministre (2. udg.
2001:12), hvor han modstiller historieskrivning og journalistik.
Det
er manglen på kritisk distance, der gør Danmarkshistoriens kapitel om
hustruen til dårlig historieskrivning (men underholdende
meningsjournalistik).
I
bogen om statsministrene har han undladt at portrættere Poul Nyrup
Rasmussen med den begrundelse, at “min kone er minister i en regering,
han er chef for” (2001:441). Underforstået: Han kan ikke etablere en
kritisk distance til den aktuelle tilstand, hvor Ritt Bjerregaard
sidder som fødevareminister i ministeriet Nyrup Rasmussen.
Distancen
forekommer ham stor nok til, at han kan skrive om Anker Jørgensen, i
hvis fire regeringer Ritt Bjerregård indtog flere ministerposter. Her
tematiserer Mørch ikke konflikterne mellem Anker og Ritt. Han har i
forvejen materiale til at fælde sin dom over Anker som uduelig. Han var
en fagforeningsmand, der aldrig burde være blevet politiker.
Det er viljen og evnen til at forvalte
magten, der er det afgørende for Mørchs vurdering af statsministrene.
Og her falder Anker helt igennem. Alene det, at han frivilligt overlod
regeringsmagten til de borgerlige, viser hans manglende sans for
politik.
Politik
havde han ikke forstand på, men det havde vælgerne heller ikke. (2001:386).
Den sidste sætning kommer med
chokvirkning. Her undsiger Mørch demokratiet og svigter sin metode.
Hvis han havde været metodisk konsekvent, ville han have taget sine
begreber om politik og magt op til revision. Anker bevarede jo magten,
det passede bare ikke til teorien!
Søren Mørch har meget pænt at sige om
Anker, så meget, at man kommer til at tænke på et ironisk-retorisk
greb, som kendes fra Shakespeares Julius Cæsar, hvor
sætningen “for Brutus is an honourable man” siges så mange gange, at
der skabes mistanke om hans hæderlighed.
En
hæderlig, flittig, samvittighedsfuld, åben og interesseret,
selvberoende lille mand på strømpesokker.
(2001:367)
Han
fremstod som idealet af en solid socialdemokratisk arbejder - åben,
ligetil, tænksom og hæderlig - men det slog tydeligvis slet ikke til i
den situation, der forelå fra efteråret 1973. (2001:377)
Der
var noget meget overbevisende ved den lille hæderlige mand, der boede
på Borgbjergsvej i Sydhavnskvarteret i en beskeden 3 1/2-værelses
lejlighed, som han havde skaffet familien ved i 1948 ved at stå i kø
for at få et nummer hos AKB (Arbejdernes Kooperative Byggeforening) og
så derefter bytte sig frem. Politik havde han ikke forstand på (2001:386).
Der er intet i Mørchs tekst i øvrigt,
der tyder på, at han anfægter Anker Jørgensens hæderlighed, så der må
være en anden forklaring på gentagelserne. Mest sandsynligt er det vel,
at Mørch har dårlig samvittighed over det negative billede, han tegner
af Anker. Forsikringerne om Ankers hæderlighed er
reparationshandlinger. En anden mulighed er, at Mørch er så forundret
over at finde hæderlighed hos en politiker, at han har svært ved at
slippe iagttagelsen. En tredje mulighed er, at der bare er tale om
stilistisk sjusk og slaphed, men det ville ikke ligne Mørch.
I citaterne om Anker genkender man i
øvrigt mekanismen fra Mørchs ironiske metode: Hver gang der er blevet
sagt noget fordelagtigt, undermineres det af noget negativt: “på
strømpesokker”, “slog tydeligvis ikke til”, “Politik havde han ikke
forstand på.”
Politikeren Anker Jørgensen kommer
flænset ud af kløerne af på Søren Mørch. Det redder kun lidt af Ankers
eftermæle, når Mørch til sidst i bogen skriver, at ingen af de 24
statsministre gjorde det “katastrofalt dårligt.”
I en senere udgave af bogen om
statsministrene blev også Poul Nyrup Rasmussen taget under kritisk
behandling. Han var ifølge Søren Mørch for meget af en funktionær til
at være en god statsminister (25 statsministre, 2004).
At selv statsministre må stille til strambuks hos Mørch, er med til at
gøre ham populær læserne.
Med sin skånselsløshed er Søren Mørch
beslægtet med den store ironiker dansk sagprosa, Viggo Hørup. Om ham
har Mørch skrevet en bog: Hørup er med (2004). Det
er ironi for viderekomne, at bogen er skrevet på bestilling til Ekstra
Bladets 100-års fødselsdag i 2004. Opdraggiveren var Hans Engell,
daværende chefredaktør for Ekstra Bladet og tidligere konservativ
forsvarsminister. Tingene passer jo ikke sammen! ”Netop,” vil Mørch
sige, ”det illustrerer min pointe i Den sidste
Danmarkshistorie om opbruddet i det politiske billede.”
Se
videre i Dansk sagprosas kapitel
om Viggo Hørup.
|
s