|
Jeg
vil begynde denne artikel med at takke min netredaktør Klaus Kjøller
for at have gjort halvdelen af arbejdet for mig. Min hensigt var at
skrive om det sprog, som sprogspecialister selv skriver. Mit eksempel
skulle være sprogprofessoren Jørn Lund (f. 1946). Det var ham, der
redigerede Den Store Danske Encyklopædi, den største danske antologi af
sagprosa i nyere tid (sagprosamængden i den svarer til 300 fagbøger!).
Men jo mere jeg læste mig ind på Lund, des tydeligere blev det, at jeg
burde inddrage hans lærer og senere samarbejdspartner, professor Erik
Hansen (1931-2017). Jeg er klar over, at sagprosasporet fører videre
tilbage til professor Paul Diderichsen (1905-64), og at jeg burde tage
ham med på vejen. Alle har deres forudsætninger, men jeg stopper ved
Erik Hansen, for om hans sagprosa har Klaus Kjøller allerede sagt det
væsentligste. Det vil jeg gengive i hovedtræk. Og på den måde kan jeg
alligevel koncentrere mig om Jørn Lund.
Blandt
videnskabsmænd og embedsmænd trives en illusion om en saglig tekst uden
fortæller. Teksten ser ud til at have skrevet sig selv. Man skal gøre
to ting, hvis man vil skrive en saglig tekst: Man skal undgå ordet
‘jeg’, og man skal gemme sig bag citater.
Erik
Hansen ironiserer lystigt over det med at undgå ordet ‘jeg’. I forordet
til pamfletten Ping- og pampersprog omtaler han sig
selv som “forfatteren af nærværende skrift”, hvorefter han indsætter en
fodnote, hvori der står: “i det følgende omtalt som ‘jeg’” (1991;
1996:7).
Om
det med at gemme sig bag citater skriver Klaus Kjøller: “Få kan gribe
ham (Erik Hansen) i at referere andres tanker og iagttagelser uden
samtidig uden omsvøb at tilkendegive hvordan hans vurdering er:
interessant, perspektivløst skoleridt, morsomt eller “noget der bør
arbejdes meget mere med””.
(Klaus
Kjøller: “Den artige oprører, Erik eller Essensen af Hansen. Et bidrag
til udforskningen af sagprosaens fortællerstemmer”, i: Sproglige
åbninger. E som Erik, H som 70. Festskrift til Erik Hansen 18.
september 2001, redigeret af Pia Jarvad m.fl. 2001:56-66).
Med
eller uden “jeg” er Hansen en oprører i sine tekster. Han stikker til
dem, der bevidstløst vælger det traditionelle og trygge. I Hansens
“turbotekster” (Kjøllers udtryk) kan ingen vide sig sikre. Jurister og
administratorer får ikke lov til at gemme sig bag deres “sproglige
smedejerns-filigran” (Hansens udtryk).
I
diskussionerne om Dansk Sprognævn, som Erik Hansen var formand for i
årene 1985-2003, angreb han dannelses-eliten for at ville have nævnet
til at varetage elitens ideer om pænt dansk sprog.
Erik
Hansen var ingen ynder af pynt og pæne ord, heller ikke når de blev
hæftet på ham selv: “Hans sproglige stil er et effektivt værn mod alle
forsøg på at tilkende ham piedestalsk værdighed, imponerende omsvøb og
kostelige nøkker. Hvis noget kan udtrykkes mere enkelt, så gør han det
uden nåde”, skriver Kjøller (som vel mener ‘nykker’, luner, og ikke
‘nøkker’, vandvæsener).
[Ja,
se noten af 4/5 2002 sidst i ”Den artige
oprører, Erik”. KK]
En
af Erik Hansens yndlingsaversioner er den traditionelle danske
skolestil, hvor de unge bliver sat til at skrive et essay om et eller
andet kulturelt emne, som de næppe har noget personligt forhold til.
Han betragtede stilen som en øvelse i forstillelse. Engang da jeg havde
skrevet en kritisk anmeldelse af en samling stile af den art, fik jeg
et takkebrev fra Erik Hansen: “Alle der siger eller skriver noget ondt
om den danske stil, tjener fædrelandets vel og den opvoksende slægts
tarv.” (24.4.1991) En vidunderlig blanding af pastiche og ironi på en
bund af aggression.
Erik
Hansen så hellere, at eleverne arbejdede med praktiske tekster under
realistiske forhold, hvor der var mulighed for at omskrive og diskutere
teksterne. I sprogundervisningen burde eleverne lære om forskellige
stilarter og genrer: kancellisprog, avissprog, politikersprog,
reklamesprog, digterisk sprog osv. (Erik Hansen: “Dansk uden stil”,
Politikens kronik 27.6.1989; optrykt i Henrik Galberg Jacobsen og
Henrik Jørgensen (red.): Erik Hansen: Glæden ved grammatik.
Udvalgte artikler og afhandlinger, 2001:221-25).
Som
universitetslærer udstrålede Hansen ikke umiddelbart noget oprør. Han
lignede den gymnasielærer i tysk, som han også havde været. Diskret,
ordentlig og effektiv. “Man blev hørt”, skriver
Jørn Lund, som (også) gik til grammatik hos ham. Men snart opdagede
man, at det ikke var facitlisteundervisning. Hansen var “dynamisk og
skarphjernet”. Han kom med sit eget materiale, og man kunne, som Jørn
Lund formulerer det, “drøfte beskrivelsesgrundlaget”. Det var
undervisning, hvor præmisserne hele tiden var til debat. Man sad ikke
bare og terpede et sætningsskema. Man undersøgte, hvordan det var
blevet til, og diskuterede, hvad det i øvrigt kunne bruges til. Denne
villighed til at rokke ved fundamentet var Hansens form for oprør.
I
det pædagogiske arbejde med syntaksen viste Hansens oprørskhed sig ved
en overvældende interesse for sætningsknuder og sætningskløvninger. Han
var afvigelsernes mand.
Erik
Hansen passede til Jørn Lunds gemyt. Hos de andre lærere registrerede
Lund efterplapren og faglig konservatisme. For eksempel var
fonetiklæreren Poul Levin “et offer for den strukturalistisk
orienterede lingvistik, som har hærget Københavns Universitet i
årtier”. Blandt litteraturlærerne foretrak han Sven Møller Kristensen,
som “spændte vidt, udtrykte sig klart og var meget elskværdig, når de
studerende ville drøfte noget med ham”, modsat Aage Henriksen, som
virkede som en “astral, fortænkt mystiker med sit helt eget projekt”.
Og så var der Billeskov Jansen, hvis forelæsninger “rummede lige lovlig
mange referater af værkerne.”
Lund-citaterne
er fra Lært (2010). Det er det bind af Jørn Lunds
erindringer, som dækker perioden 1960-1990, hans studieår og hans tid
som forsker og underviser ved Institut for Nordisk Filologi ved
Københavns Universitet. Om sin barndom og opvækst fortalte han i Hørt
(2010). Det sidste bind, Sket (2017),
er essayistiske betragtninger efter sidste dag på den sidste
arbejdsplads, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Der var noget
symbolsk rigtigt i, at Jørn Lund endte som direktør for det selskab,
der udgav de fineste af vores studiebøger.
Lund
og jeg begyndte nogenlunde samtidig på studierne, havde de samme
lærere, og vi blev begge amanuenser i 1971, Lund i dansk sprog, jeg i
dansk litteratur. Derefter var vi kolleger, indtil Lund i1978 fik en
professorstilling på Danmarks Lærerhøjskole. Dette blot for at
indskyde, at jeg har en særlig adgang til Lunds erindringer om denne
periode - og at vi kender hinanden godt, har udvekslet bøger og været
konsulenter, censorer, redaktører for hinanden, kort sagt været gode
venner på kollegial basis, hvilket alt sammen ikke skal forhindre mig i
at karakterisere og vurdere Lund som sagprosaist.
Lunds
erindringsstil i Lært er nøgternt refererende,
uden litterære ambitioner i form af scenisk livagtighed eller subtil
komposition, men med mange små skarpe portrætter og godt huskede
replikker. Han glemte f.eks. aldrig, hvad institutlederen, Thorkil
Damsgaard Olsen, sagde til ham, da han utålmodigt rykkede for en sag:
“Unge Lund, du vil erfare, at der er meget få ting i tilværelsen, der
haster.”
Værre
end trægheden i det administrative system var uforsonligheden i de
kollegiale kampe. Lund nøjes ikke med at ironisere, som det er
almindeligt i akademisk prosa, han melder pas, forlader lokalet og
smækker med døren. Det politiserede universitetsmiljø karakteriserer
han med ét ord som “rædselsfuldt”!
Da
der i 1980 blev et professorat ledigt på Danmarks Lærerhøjskole, tog
han uden sorg springet fra Amager til Emdrup.
Han
fastholdt dog samarbejdet med Erik Hansen. De var begge praktiske,
udadvendte folk. De samarbejdede i Sprognævnet og skrev og redigerede i
fællesskab bøger om fremmedordene i dansk (Kulturens
gesandter, 1994) og om
retskrivningsreformerne i Danmark (Det er korrekt, 1998).
Kendte
helt ud i landets fjerneste kroge af landet blev Hansen og Lund for
deres sprogindslag i Danmarks Radio, hvor de også fungerede som
konsulenter. Et varigt produkt af dette samarbejde er bogen 60
Sprogminutter, 1988.
Lund
havde helt særlige forudsætninger, når det gjaldt det mundtlige sprog.
Sammen med skolekammeraten og vennen Lars Brink, som senere blev
professor i dansk sprog og litteratur ved Islands universitet, havde
han skrevet Dansk Rigsmål 1-2, 1975. Brink og Lund
gik rundt og samlede materiale til deres undersøgelse. Når man sad på
en læsesal, kunne de komme forbi og spørge, hvordan man udtalte verbet
‘køber’. Med b eller v? De to uadskillelige ordsamlere fortsatte
samarbejdet med redigeringen af De store Danske Udtaleordbog,
1991. Disse indsatser i de unge år blev Lunds væsentligste bidrag til
dansk sprogvidenskab.
En
pædagogisk version af Brinks og Lunds udforskning af rigsmålet gav Lund
i et kapitel i Sprog og sprogbrug i dag (1982), som
i en omarbejdet form kom til at hedde Sproglig status (2001).
Det er en elegant fortalt lærebog om udviklingen
i det danske sprog i de sidste 100 år, de nye ord, forskydninger i
sprogbrugen osv.
Lund
forblev højproduktiv, men hans udgivelser knyttede sig efterhånden mere
og mere til hans utallige hverv i dansk uddannelses- og kulturpolitik,
bl.a. Sidste udkald. Om dannelse og uddannelse (1998)
og Det faglige løft - om greb og misgreb i uddannelse og
forskning (2007). Han var den fødte administrator og endte
som regel med at blive formand for de udvalg og organer, han lod sig
indvælge i. “Jørn Lund er konciliant”, sagde professor Billeskov
Jansen. Jeg slog ordet op. Det kunne vist både betyde ‘forsonende’ og
‘medgørlig’. Uanset hvad, kom de to til at virke sammen i Det danske
Akademi, hvor det lykkedes den forsonlige Lund at forsone sig med
tanken om at sige ‘du’ og ‘Frederik’ til Billeskov.
Der
er en foruroligende automatik i den måde, hvorpå Lund forklarer - eller
rettere ikke forklarer - sin overtagelse af administrative poster: “I
1980 blev jeg indvalgt i Dansk Sprognævn”, “I 1989 blev jeg indvalgt i
Det Danske Akademi.”
Hvem
spurgte ham? Hvad skulle de bruge ham til? Hvorfor sagde han bare ja? I
eftertankerne til Lært forklarer han sin
velvillighed med en dybtliggende usikkerhed. Han blev simpelt hen så
glad for, at nogen kunne bruge ham til noget.
Selv
har jeg hver gang, Lund påtog sig et nyt formandskab, først tænkt:
Utroligt, at han gider! Dernæst har jeg tænkt: Jamen, så sidder der i
hvert fald ét fornuftigt menneske i det udvalg. Men når man kigger ned
over spalten med ministerielle udvalg i Jørn Lunds biografi i Kraks Blå
Bog, må man spørge sig selv, om al denne aktivitet var et udtryk for en
ægte lyst til at gå ind i uddannelsespolitik eller en flugt fra
forskningen.
Som
formidler har Jørn Lund udfoldet sig veloplagt gennem alle årene.
Grundidéen har været “at skærpe læserens sproglige opmærksomhed”. Lunds
særlige tilskud til dette sprogpædagogiske arbejde for voksne har været
hans højtudviklede evne til at lytte til det talte sprog. Derfor valget
af dæknavnet Professor Higgins, se f.eks. udvalget Tidens
sprog pejlet af Professor Higgins (1999). Lunds ugentlige
sprogklummer i Politiken toppede listerne over bladets mest læste
artikler. Sprogforskeren har sans for nyheder og afsætningen af dem.
Kommentarer og kroniker er løbende blevet samlet op og udgivet i så
vidt muligt tematisk ordnede skrifter.
For
eksempel har han taget kommercialiseringen af sproget op til kritisk
granskning i en bog, der hedder Sprog til salg (2005).
Han har glimrende eksempelstof (“Desværre, hr. Kirken er booket, ja,
booket i hele den måned”), men ikke nok til at bære hele bogen. Snart
efter handler den om opstyltet sprog og nordisk sprogpolitik og meget
andet godt. Lund forsøger i et selvironisk forord at afvæbne denne
kritik ved at karakterisere bogen som en pose blandede bolsjer. Men
arrangementet røber, at han er sig bevidst, at bogen bliver oversolgt
på titel, omslag og bagsidetekst. En mindre rastløs Lund ville have
ventet med at udgive bogen, til han havde samlet mere materiale sammen
og skaffet sig tid til at bearbejde det. Så kunne han have givet os en
ny tids version af Erik Hansens systematisk underholdende Reklamesprog
(1965; 1977).
På
Danmarks Lærerhøjskole fandt Jørn Lund en ideel samarbejdspartner i
Torben Brostrøm, litteraturprofessor på stedet siden 1979. Sammen skrev
de en perspektivrig lille bog med punktstudier i H.C. Andersens sprog
set i en eksistentiel sammenhæng. Digteren “levede i udtrykket”,
“flygtede ind i det og gav det flugt” (Brostrøms formuleringer fra
indledningen). Analysen viste, “at den store sprogbruger kendte
sprogets begrænsninger som udtryksmiddel” og at hans “drift efter
poetisk udfoldelse også var en drøm om selvudfoldelse” (Lunds
formuleringer fra afslutningen).
Samarbejdet
om Flugten i sproget var en erkendelsesrejse, som
indbefattede en faktisk rejse. Brostrøm og Lund arbejdede med stoffet
under et ophold på Lysebu, Fondet for Dansk-Norsk Samarbejdes
kursussted i Norge. Jørn Lund fortæller i sine erindringer, hvordan de
hver forfattede et afsnit om dagen og læste dagens resultater op for
hinanden om aftenen og derefter drøftede, hvordan de skulle gå videre.
En samarbejdsform hvor kapitlerne blev flettet sammen samtidig med, at
hver forfatter fik lov til at beholde sin individuelle stemmeføring:
Brostrøm sin poetisk-akademiske og Lund sin begrebs-akademiske. En note
foran i bogen fortæller, hvem der hæfter for hvilke afsnit.
Jørn
Lund befandt sig godt med kollegerne på Danmarks Lærerhøjskole, men han
var utilfreds med skolens generelle kurs hen mod en svækkelse af de
faglige miljøer til fordel for de pædagogiske, og det var formentlig en
medvirkende faktor, da han i 1990 lod sig overtale til at blive
chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi, som udkom i 20 bind i
årene 1994-2001. Gyldendal prøvede at holde på ham ved at gøre ham til
en del af direktionen. Men efter 2001 var hans rolle uklar. Da
Gyldendal i 2004 udsendte et supplementsbind kunne redaktionen i en
opdaterende biografi meddele, at Lund havde forladt forlaget i 2002 og
var indtrådt som direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Med
Nationalencyklopædien havde han opfyldt sin mission for Gyldendal. Ikke
mange andre - om overhovedet nogen - kunne have bragt dette projekt
igennem til tiden og inden for de givne pladsmæssige og økonomiske
rammer. Det var på alle måder en kolossal satsning. I dag ligger værket
frit tilgængeligt på nettet.
Om
arbejdet med “Encyklopædien og sproget” har Lund skrevet et instruktivt
essay publiceret i samlingen - med sproget som indsats (1993).
Et
gennemgående problem var transponeringen af fagudtryk, således at
acusticusneurinom
ikke
mere forklaredes som
cerebellopontin
vinkeltumor, derivat (Schwannom) af det scwannske neurilemma i nervus
vestibulocochlearis
men
som en
godartet,
langsomt voksende svulst på hørenerven i det indre øre.
Kun
to af Encyklopædiens mere end 400 fagkonsulenter vinkede farvel, fordi
de ikke kunne acceptere, at udtryk fra deres fagmiljø blev oversat til
dansk.
Et
andet gennemgående problem var at få skribenterne til at leve op til
leksikonprosaens dobbelte krav om læselighed og knaphed.
Artikelforfatterne
var blandt landets førende kapaciteter på deres fagområder. Mange af
dem var uvante med at få deres tekster rettet og forkortet. De fandt
sig kun i det, fordi der stod respekt om chefredaktøren som
sprogforsker, administrator og formidler. Jørn Lund var en autoritet.
For
bedriften med Encyklopædien modtog Lund flere legater og priser, bl.a.
Den faglitterære pris og Paul Hammerich-Prisen i 1998. Og for sit
arbejde med sprog og kultur og specielt for erindringsbindet Hørt
(det klart bedste af de tre) belønnedes han i 2009 med Holberg-prisen
og -medaljen.
Han
fortsatte sit folkelige formidlingsarbejde efter, at han var trådt af
fra direktørstillingen på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i
2011. Ud over den populære ugentlige sprogklumme i Politiken, var han
altid god for et foredrag uden manuskript. Han siger, at han har holdt
over 1.000 af slagsen, og det skal nok passe. Jeg har kun overværet
nogle få af dem. At han var fri af manuskriptet understregede han ved
at vandre rundt i lokalet, mens han talte. Han syntes kort sagt at være
i god form, da han pludselig kom en tur på hospitalet.
Når
noget går galt i sundhedsvæsenet, taler man om en utilsigtet hændelse.
En utilsigtet hændelse er en begivenhed, som medfører skade eller
risiko for skade.
Hændelsen
er utilsigtet, fordi de sundhedspersoner, der er involveret, ikke har
til hensigt at skade andre. Utilsigtede hændelser kan ske, hvis der fx
er mangler i sikkerhedssystemer, problemer med teknisk udstyr og
apparatur, uhensigtsmæssige forhold i tilrettelæggelse af arbejdet,
misforståelser eller tab af information.
Styrelsen
for Patientsikkerhed
I januar 2017 blev Jørn Lund genstand
for det, man i sundhedsvæsenet kalder en ‘utilsigtet hændelse’. Han var
efter nogen tid med hoste blevet indlagt på et hospital. Her lå han med
feber et par uger og var øjensynlig ved at komme sig, da han en nat
pludselig fik et hjertestop. Noget slim havde sat sig fast og blokerede
luftvejene. Ingen havde aktivt gjort noget forkert. Derfor kunne man
ikke kalde det en ‘fejl’. At kalde det et ‘hændeligt uheld’ ville også
være forkert, for hjertestoppet var ikke et resultat af en bestemt
begivenhed. Det var bare sket. Det var en “utilsigtet hændelse”.
“En utilsigtet hændelse” er et begreb,
som Jørn Lund kunne have endevendt ud fra en sprogkritisk synsvinkel.
Han kunne have påvist, hvordan det kan bruges til
ansvarsforflygtigelse, og hvordan det er i slægt med det, hans lærer
Erik Hansen kaldte ”Ping- og pampersprog”. Det er det sprog, der
begynder med skiltet, som giver et gys i små børn: “Cykler fjernes uden
ansvar”. Formuleringen nævner ikke, hvem der går rundt og fjerner
cykler. “Det virker som om det er en uidentificerbar højere magt; og
særlig betagende og skræmmende er er det at denne usynlige magt uden
videre erklærer at den handler uden ansvar.” (Hansen 1991, 1996:17).
Nu var Jørn Lund blevet offer for den
usynlige magt.
Hospitalet havde glemt at holde øje
med ham. Hvem der burde have sørget for det, fortaber sig i subjektløse
konstruktioner, “problemer med teknisk udstyr” og andre
“uhensigtsmæssige forhold”. Teksten fra Styrelsen for Patientsikkerhed
er uklar: Har man virkelig kun ansvar for en handling, hvis den er
intenderet?
Den utilsigtede hændelse medførte i
dette tilfælde en hjerneskade. Skaden betød, at patienten havde mistet
evnen til at tale. Det ville være et stort tab for ethvert menneske,
men det var et helt ekstraordinært tab for en sprogprofessor med
speciale i talesprog.
Halvandet år efter hjertestoppet var
Jørn Lund i stand til at skrive en kronik om forløbet: “Om at tabe
sproget - og genvinde det”. Kronikken indeholdt en skarp kritik af
sundhedsvæsenet og det offentlige, især for at have svigtet ved
genoptræningen. (Politiken 3.6.2018).
|
s