|
Titlen på Lasse Jensens erindringer
tager sig beskeden ud: Journalist. I virkeligheden
er den krævende - for ikke at sige blæret. Ved at bruge den blotte
erhvervsbetegnelse som titel, får forfatteren det til at se ud, som om
han indbegrebet af sit fag, journalisten par excellence.
Journalisten er titlen på en biografi om Henrik
Cavling. Han kan i kraft af sin historiske betydning bedre bære at
blive identificeret med erhvervsbetegnelsen. Biografiens forfatter,
Sven Ove Gade, tilføjer: en biografi om Henrik Cavling.
Lasse Jensens erindringer har også en
undertitel, men kun på omslaget: Fortællinger om mig selv,
medier og mennesker. Den fungerer som en slags billedtekst
til en Roald Als-tegning af Lasse Jensen.
Samtidig refererer den til det
radioprogram, “Mennesker og medier”, som mange i mediebranchen husker
Lasse Jensen for. “Fortællinger om mig selv” signalerer erindringer i
et mundtligt farvet sprog. Tegningen og teksten tager noget af
selvhøjtideligheden af Journalisten.
Der er et vist belæg i bogen for at
forstå titlen ‘Journalisten’ i betydningen den
renlivede journalist, den ægte journalist, journalisten uden anden
agenda end den faglige.
Lasse Jensen (f. 1946) kom fra et
venstreorienteret miljø. Faderen var kommunistisk modstandsveteran.
Lasse Jensen blev medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom og delte
partiavisen Land og Folk ud i Fredericia om
søndagen. Men da han som stor dreng besluttede sig for at blive
journalist, var det “ikke for at lave verden om, men for at opleve og
beskrive den. Ikke for at missionere, men for at fortælle historier og
lede efter sammenhænge”. Ordvalget tyder på, at der er tale om en
efterrationalisering, men derfor kan det jo godt være sandt.
I hvert fald erklærer han, at han,
allerede før han fik valgret, var “partiløs og politisk troløs”, og det
blev han ved med at være.
Det virker, som om han må afskrive
ethvert politisk engagement for at fastholde sit journalistiske ideal
om at være iagttager og fortæller.
Tresserne gjorde ham ikke til oprører.
“Tværtimod”, siger han.
Disse gentagne
‘uafhængighedserklæringer’ må forstås i en kontekst, hvor en journalist
med Lasse Jensens karriere fra højre side har været under mistanke for
at være en ’rød lejesvend’ og fra venstre under mistanke for at være en
‘borgerlig medløber’.
Stillet over for disse
mistænkeliggørelser siger Lasse Jensen: Jeg har ikke stræbt efter at
drive politik og forandre verden. Jeg var fra første færd fagmand, journalist.
Informations Nils Ufer, som Lasse Jensen beundrede
og tidligt i sin elevtid lærte at kende personligt, talte om “den nøgne
journalist”. Derved forstod han journalisten, der skriver referater;
“andet og mere har vi ikke at have vores fag i” (Ufer, 1988; 2001:59).
Lasse Jensens journalist er af samme
skole, men kun halvnøgen. Ud over at referere vil han også fortælle
historier og søge sammenhænge.
Når det kom til stykket, kunne heller
ikke Ufer selv holde sig til referatet (jf. Anker Brink Lund i Ufer,
2001).
Lasse Jensen har gjort en strålende
karriere i efterkrigstidens danske journalistik. Han tilhører en
generation, som kom let til goderne og næsten kun oplevede fremgang.
Han blev smidt ud af gymnasiet, men en halvsløj realeksamen og nogle
gode forbindelser skaffede ham adgang til en elevplads på først
Middelfarts Venstreblad (1965-68) og dernæst Ritzaus Bureau (1968-69).
Et typisk karriereforløb ville
tidligere have ført ham til et af de store dagblade, men Lasse Jensen
gik ind i internationalt arbejde, blev pressesekretær for
Verdenskirkerådets flygtningearbejde i Biafra (1969), hvorefter han fik
stilling som journalist ved Danmarks Radio (1969-77) og programredaktør
ved Statens Filmcentral (1977-79).
Lyd- og billedmedierne blev formende
for hans professionelle liv, og hans selvbiografi er en historie om en
journalist, som skiftevis laver radio/tv og indtager chefstillinger:
Danmarks Radios korrespondent i USA (1979-83), programchef for TV-A
(1983-87), Danmarks Radios korrespondent i Washington (1987-88), leder
af en europæiske Radio- & TV-union EBUs kontorer i USA
(1988-92), redaktionssekretær på Danmarks Radios P1s Orientering.
(1992-93).
Stillingerne kom næsten flyvende ind i
munden på ham som stegte duer.
Da TV 2 blev grundlagt, lod han sig
ansætte som souschef i denne stations nyheds- og aktualitetsafdeling
(1993-96), hvorefter han returnerede til DR TV som programchef
(1996-97).
I 1997 etablerede han eget firma, som
bl.a. producerede P1-programmet Mennesker og Medier. Samtidig
instruerede og producerede han en film om Biafra, Jesus
Christ Airlines. Den blev vel modtaget, men ni dage efter
premieren ramte terroristernes kaprede fly New York og Washington, og
verden fik andet at tænke på end en film om Afrika. Lasse Jensen sad
tilbage med en gæld, som det tog ham flere år at arbejde sig ud af.
Således fik journalisten fra den
forkælede generationen prøvet det hele, også økonomisk modgang med
tilhørende slid på organismen: En blodprop i hjertet.
I prologen til erindringsbogen bliver
han skubbet af sted i en hospitalsseng fra skadestuen til
hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital. Han taler med portøren, som
fortæller, at han er arbejdsløs kandidat i samfundsvidenskab. Lasse
Jensen erindres endnu engang om, hvor “snotforkælet”, han selv har
været. Og så bemærker han, hvordan hans samtale med portøren umærkeligt
er slået om i et interview:
Jeg er journalist, og det overskygger
næsten alt andet. Jeg er den evige kølige og skeptiske observatør,
betragteren på distancen. Jeg leder hele tiden efter historien,
konflikten, og - hvis der er tid og plads - et perspektiv, gerne en
forklaring.
Det ligger også i
bogens titel. At være journalist er for Lasse Jensen mere end et
erhverv. Det er en skæbne. Iagttagerens skæbne.
Når man kigger ned over Lasse Jensens
karriereforløb, får man indtryk af en vis rastløshed, måske endda
hovedløshed. Det sidste er dog ikke helt præcist. Selvbiografien viser
ham nemlig også som et gennemreflekteret menneske. Han skriver ikke
memoirer med anekdoter om sjove kolleger. Han er på sporet af sig selv.
Det kan godt være, at han ikke har tænkt sig godt nok om, før
han påtog sig et nyt hverv, men retten til bagklogskab
har han ikke fraskrevet sig.
En grundrytme i karrieren har været
fra journalist til chef og tilbage til journalistikken igen. Hver gang
han blev chef, fandt han ud af, at han manglede lederegenskaber, og at
han i bund og grund var journalist. Alligevel lod han sig friste eller
overtale til at gå ind i et nyt chefjob. Han medgiver, at lysten til at
have magt var en medvirkende faktor. Men der var ikke tale om noget
planlagt forløb, og glansen gik hurtigt af magten, når hverdagen meldte
sig og der skulle træffes ubehagelige beslutninger. De ansatte oplevede
ham som konfliktsky, og så duer man ikke som chef.
Alt dette er ikke noget læseren skal
grave dybt efter i hans bog. Det er noget, han tænker over efterhånden
som han skriver sig gennem sin livshistorie.
Selvbiografien er blevet til på et
tidspunkt, hvor han har forladt arbejdsmarkedet og er blevet sin egen
herre. Samtidig har hans helbredssituation motiveret ham til
eftertænksomhed.
Alligevel er det karakteristisk, at
der skulle et puf til udefra for at få ham sat i gang med at skrive
sine erindringer. Han fortæller i efterordet, at det var Andreas Fugl
Thøgersen og Ole Knudsen fra Gyldendal, der opfordrede ham til at tage
fat på opgaven. De forestillede sig en erindringsbog, der “også skulle
være en beskrivelse af mediernes omtumlede tilværelse igennem de sidste
mere end 50 år.” Og med dette perspektiv for øje sagde Lasse Jensen
“tøvende” ja til at skrive noget, som ikke bare skulle være “endnu en
erindringsbog fra endnu en journalist”.
Således slutter bogen med
fremlæggelsen af præmisserne for dens tilblivelse. Lasse Jensen har
gjort sit intellektuelle hjemmearbejde.
Hvis forlagsfolkene havde sat næsen op
efter en “mediekrønike” i stil Paul Hammerichs og Gregers
Dirckinck-Holmfelds Danmarkskrøniker, måtte Lasse Jensen skuffe dem.
“Denne bog er ikke et mediehistorisk værk, men min egen fortælling”,
erklærer han i efterordet.
Man kan lære meget om medierne ved at
læse Journalisten. Men det er ikke en ordinær
lærebog. Alt, hvad den meddeler, er forbundet med Lasse Jensens egne
opdagelser.
Her er f.eks. noget om forskellen på
fortælleteknik i trykte artikler og radio: “Jeg havde lært på Ritzau,
at nyheder skulle skrives, så de kunne skæres fra neden. På radioen var
det omvendt. En reportage kunne ikke starte med nyheden. Lytteren
skulle føres ind i historien, føle tilstedeværelse.”
Og sådan lyder en tankevækkende
erfaring om virksomhedskulturen på forretningen TV 2 kontra
statsinstitutionen DR: “Jeg oplevede en tillid, som jeg ikke havde
oplevet i det gennempolitiserede system i Danmarks Radio.”
I det omfang man er i stand til at
lære noget af andre menneskers personlige erfaringer, er der imidlertid
mere at hente hos Lasse Jensen end i journalist-erindringer generelt.
Karrieren er godt nok hæsblæsende, men fortælleren stopper flere gange
op og gør status undervejs.
Cirka midtvejs i beretningen sidder
han på en tyrkisk ø og spekulerer på, hvordan han skal komme videre med
fremstillingen - analysen - af den fase, hvor der skal drages
konsekvenser og tages ansvar:
Nu er jeg snart 71 år. Bag mig ligger
fire chefjob, tre faste parforhold, mange kærester, millioner af ord,
talte som skrevne. Jeg burde være faldet til ro, men jeg er ikke helt
sikker. Jeg er på 23. år gift med en kvinde, jeg elsker og respekterer.
Jeg har to voksne, søde og fornuftige sønner. Men rastløsheden og
manglen på koncentration tynger fortsat.
Lasse Jensen intensiverer selvanalysen
og selvkritikken i anden del af erindringsbogen. “Igen blev mit liv
påvirket af tilfældigheder. Jeg havde ingen plan”, lyder en af
selvklagesangene. En anden: “En af mine svagheder er, at jeg ikke er
god til kontante konfrontationer.”
Efterhånden bliver mønstret tydeligt
og erkendelsen klar. Smigret af tilbud udefra lader han sig forfremme
til stillinger, som han mangler forudsætninger for at bestride. “Jeg
var for ambitiøs og havde for travlt til for alvor at erkende, at jeg
først og fremmest er og var journalist.” Kommet til
dette sted i bogen forstår man i dybden betydningen af titlen Journalist.
I Lasse Jensens selvforståelse bliver det
også til en begrænsning, han har måttet lære at leve med.
Han indser, at hans egentlige speciale
har været det journalist-faglige. Når han holdt sig til det, kunne han
yde sit bedste. Derfor blev årene med “Mennesker og medier” også de
mest frugtbare. I de velforberedte radio-samtaler på P1 og
medie-klummerne i Information løftede Lasse Jensen
mediejournalistikken højt op over dansk normalstandard.
Vor journalistiske erindringslitteratur
spænder fra memoirerne med den anekdotiske
fremstilling af mennesker, journalisten har mødt, til selvbiografien
med den seriøse analyse af situationer og
dilemmaer, journalisten selv har stået i.
Lasse Jensens Journalist
tilhører klart den sidste gruppe.
Journalist er en af de mest
stringent komponerede bøger i den selvbiografiske erindringslitteratur.
Gennem vekselvirkningen mellem den fortløbende handlingsbeskrivelse og
de indlagte refleksioner fornyer Lasse Jensen genren.
Han har ladet sig inspirere af krønikestilen i passagerne om
medieudviklingen og af new journalism i den måde, hvorpå refleksionerne
er gjort situationsbestemte (San Cataldo, Klitgaarden, Büyükada,
Liseleje, Mols).
Samtidig har bogen fremdrift som en
klassisk realistisk roman. Læseren er hele tiden spændt på at se, hvad
der sker med hovedpersonen på næste side.
De indlagte citater fra Lasse Jensens
gamle artikler opleves som bump på vejen.
Journalist er holdt i et solidt dansk sprog
næsten uden klichéer. Fejl slipper man selvfølgelig ikke for: Den
Stangerup, som i egenskab af Radiorådets næstformand stemplede
programmet “Orientering” som “det lille røde teater”, var ikke Henrik,
men hans far Hakon (s. 107). Og så er der klassikeren “i al sin
enkelthed” for “I al sin enkelhed” (s. 187). I betragtning af bogens
omfang - 394 sider - er fejlmængden ikke overvældende.
Efter al denne seriøsitet spørger
læseren måske, om Lasse Jensens bog da slet ikke indeholder noget af
alt det underholdende stof, portrætterne og anekdoterne, som har gjort
journalist-erindringer til populært læsestof. Jo, det findes også hos
Lasse Jensen, men i afmålte doser og tilpasset hovedhandlingen, som er
Lasse Jensens op- og nedture. Der er f.eks. gode portrætter af vennerne
Lasse Ellegaard og Jan Stage.
Ellegaard støtter ham i
skriveprocessen. Han havde selv taget for let på erindringsgenren, da
han udgav Efter tryk i 1998. Bogen blev en
salgssucces, men måtte trækkes tilbage, fordi Ellegaard havde lavet op
mod 40 fejl. Den fatale bommert var, at han havde skrevet, at en
navngiven bankdirektør havde været blandet ind i en økonomisk affære,
som han netop havde fået en byretsdom for ikke at have været involveret
i. Ellegaards forlag måtte betale bankdirektøren 10.000 kr. i
erstatning for tort og svie og dække hans advokatregninger på 20.000
kr. Endelig måtte man makulere restoplaget. Det kan være dyrt at skrive
erindringer alene på hukommelsen (jf. Jørgensen 2018, 113ff).
Jan Stage var skuffet over Lasse
Jensens stræben efter magtfulde poster. Han svigtede sine idealer,
mente Stage, som selv lod sig hyre som agent for Cuba i Bolivia og som
så vidt vides medvirkede ved et politisk mord i Hamburg. Det sidste
nævner han dog ikke i sine erindringer Og ham der slår på
tromme, som genremæssigt tager farve af spændingsromanen
(jf. Jørgensen, 2021).
Af Lasse Jensens varme skildring af
miljøet omkring Henrik Jul Hansen og Levende Billeder mærker
man, hvordan den skrevne New Journalism trak i ham,
men han valgte kreativiteten fra til fordel for de fine stillinger og
kampene på direktionsgangen.
Lasse Jensen tegner også streger til
portrætter af magtmennesker, især i Danmarks Radio, men hans venlighed
forhindrer ham i at trække portrætterne skarpt op.
Ved udgivelsen blev Journalist
mødt med lige dele begejstring og skepsis.
Lisbeth Knudsen i Information og Elisabet Svane i
Fyens Stiftstidende var fulde af lovord over denne
“gudsbenådede historiefortæller” og hans “fremragende” erindringer.
Mest kritiske var Bent Blüdnikow og Bo
Bjørnvig i hhv. Berlingske og Weekendavisen.
De savnede opgør med journalistikkens venstreorientering og
macho-kultur.
Politikens Bo Maltesen var mellemfornøjet og
fandt både selvironi og selvglæde i denne lidt for ordrige bog.
Helt på bølgelængde i holdning og
sprog var Niels Lillelund i Jyllands-Posten. Han
mente dog, at forfatteren og Gyldendal havde været lige lovlig smarte
ved lanceringen af bogen. Det handlede om bagsiden. Her finder man en
anbefaling forfattet af historikeren Tom Buk-Swienty. Han skriver, at
Lasse Jensens selvbiografi har “internationalt format”. Mange læsere
vil tro, at der er tale om et citat fra en anmeldelse. Men det er en
såkaldt blurb, et fingeret citat skrevet af en
insider, i dette tilfælde en kollega til Lasse Jensen på SDU. Tom
Buk-Swienty, mener sikkert, hvad han siger, men placeringen af hans
vurdering er et illusionsnummer fra markedsføringens overdrev, et fake
review (jf. Jørgensen, 2019:20).
Lasse Jensen: Journalist, 2017
Sven Ove Gade: Journalisten.
En biografi om Henrik Cavling, 2009
Nils Ufer: Den nøgne
journalist, 1988; genudgivet 2001 - med efterskrift af Anker
Brink Lund
John Chr. Jørgensen: Perfide
portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik,
2018
John Chr. Jørgensen: ”Jan Stage: og ham der slår
tromme”, netartikel,
kjoeller.dk
2021
John Chr. Jørgensen: ”ABC for
boganmeldere”, Spring 45, 2019
Bo Maltesen i Politiken
2.11.2017
Niels Lillelund i Jyllands-Posten
30.10.2017
Bo Bjørnvig i Weekendavisen 10.11.2017
Lisbeth Knudsen i Information
30.10.2017
Elisabet Svane i Fyens
Stiftstidende 29.10.2017
Bent Blüdnikow i Berlingske 1.11.2017
|
