|
Erik Nørgaards Gyldne tider (1998;
rev. udg. 2006) er en moderne klassiker i vores journalistiske
memoirelitteratur. Den er fyldt med portrætter af originale eksistenser
fra pressens overdrev.
Erik Nørgaard (1929-2013) var en
omvandrende historiefortæller, og i dette erindringsbind, som handler
om hans tid på det sagnomspundne dagblad Information
i 50’erne, afløser den ene anekdotiske beretning den anden.
Bogen begynder med, at Erik Nørgaard
som 21-årig ansætter sig selv på Information. Under
påskud af at skulle besøge en journalist-ven går han op på bladet og
begynder at skrive notitser på stykbetaling. Den ene redaktør tror, at
den anden har ansat ham. Det går glimrende, indtil de opdager, at han
takket være sin opfindsomhed og flid tjener mange flere penge end de
fastansatte. Så bliver der sat en øvre grænse for hans løn på Information.
Han tager så bare et bijob på en
distriktsavis.
Skrive skulle han. Helst hele tiden.
En sommerferie på Bornholm resulterede i interview med forfatteren Tage
Voss, maleren Oluf Høst og “en køn keramikpige fra Svaneke” plus en
artikel om et amerikansk forfatterpar, der havde slået sig ned på øen,
samt en stribe notitser om småoplevelser til rubrikken “I forbifarten”.
Erik Nørgaard havde taget sin kone med. “Ninna fik oplevet, jeg fik
skrevet”. De skændtes, så det bragede. “Vi betragtede vel ægteskabet
som en slags uforpligtende leg”, skriver han. “Vi burde nok have ventet
lidt - og hver for sig fundet en anden ægtefælle.” Eftersætningen
kommer som en overraskende pointe i en vits. Med sit kyniske vid formår
Erik Nørgaard at skrive let om det tunge. Og han er altså ikke bange
for at inddrage scener fra privatlivet.
For ikke at komme i karambolage med
kollegerne på avisen opdyrkede Nørgaard nye bizarre stofområder med
festlige randeksistenser. For eksempel Nyhavn, pornografi og
æreskrænkelser!
Når spaltepladsen blev for trang,
udfoldede Nørgaard sine skrivetalenter i bogform. Omkring 70 bøger blev
det til. Han debuterede i 1950 med en digtsamling: Frynser, men
slog derefter ind på en faglitterær bane med bøger om især
populærkultur og retsforhold, bl.a. Bogen om Elvis Presley (1959):
Jazz, Guldfeber og farlige Damer (1965),
Hvad enhver kvinde bør vide (1969),
Sådan er danske fængsler (1971), Hvem
myrdede Mona (1972), Forræderiet mod sabotørerne (1972),
Dansk reklames barndom (1973), De
kalder os glædespiger (1975), Franske postkort
1925-35 (1985), Smertens vellyst (1985)
og Prostitution i Danmark efter middelalderen (1990).
Hvis der var oplevelser, som hverken
egnede sig til artikler eller fagbøger, så havde han mulighed for at
samle dem op i sine fem erindringsbøger:
Den første, Det skæve hus (1995),
fortæller om barndomsårene i Aalborg, indtil han som 17-årig tiltræder
en stilling som chefredaktør for Viborg Venstreblad,
som i virkeligheden kun var en side med lokalstof i Randers
Amtstidende, hvor han dernæst bliver chefredaktør. I
baronens seng (1996) og En troløs mand (1997)
dækker årene i Randers og på Fyens Venstreblad i Odense, indtil
ankomsten til Information i København (Gyldne
tider, 1998).
“I løbet af de følgende 12 år gør han
sig så fordelagtig bemærket, at Politiken i 1963 sender bud efter ham”,
skriver Bo Bramsen med en kostelig royal formulering i Politikens
Historie, 2, 1984.
Fra 1970 knyttes Erik Nørgaard til
Danmarks Radio og lever fra 1988 som fri forfatter (Ringen
sluttet,1999).
Erik Nørgaards status som journalist
beror først og fremmest på hans indsats som kritisk undersøgende
journalist med speciale inden for politi, kriminalsager og
fængselsvæsen. Ved at sætte sig ind i paragrafferne og bide sig fast i
sagerne fik han et kvindefængsel nedlagt, en hærchef afsat og love
ændret. Hvordan det mere konkret gik for sig, fremgår af bogen Journalist
på rettens vej. Artikler af Erik Nørgaard, redigeret af
Mogens Meilby, 2001.
I erindringsbindet fra det gyldne tiår
på Information fortæller han, hvordan retsstoffet
bliver interessant fra den dag, han lærer at sætte spørgsmålstegn ved
myndighedsapparatets ufejlbarlighed:
En psykiatrisk overlæge, der ville
holde en småkriminel vaneforbryder i livslang psykopatforvaring.
Et
sædelighedspoliti, der lå på lur for at afsløre, om en person mod
betaling “skaffer sig et kønsligt forhold til en anden person af samme
køn under 21 år”.
Der var nok af uretfærdigheder at tage
fat på.
“Det store problem var altid objektivitet.
Reportager og kommentarer måtte holdes
adskilt. Journalisternes holdninger og meninger måtte ikke skinne
igennem”.
Men Nørgaard fandt raffinerede
stilistiske og kompositionelle metoder til omgåelse af dette problem.
Samtidig betød den autoritet, han opbyggede som retsreporter, at både
hans foresatte og læserne accepterede sammenblandingen af rapporterende
og kommenterende journalistik.
Erik Nørgaards nærmeste foresatte på
Information var redaktionschef Ove Martin. Han fungerede som
indpisker på kulturredaktionen. Han mente ikke, at det var
kulturstoffet, der solgte bladet, som på dette tidspunkt var en
løssalgsavis. Den anmelder, han syntes bedst om, var ham de kaldte
“Dræberen”, nemlig musikanmelderen Hansgeorg Lenz. Når Lenz kom med en
af sine ondskabsfulde anmeldelser, kunne Ove Martin finde på at sige,
at her kunne kunstanmelderne lære noget. “Der er lige så mange
plattenslagere mellem klatmalerne”.
De kaldte Ove Martin Overbøffen. “Der
gik nogen tid, før jeg lærte at affinde mig med dette sammensatte
menneske”, sukker Nørgaard, som må tage livtag med Overbøffen hver dag.
Men det var Martin, der reddede ham fra at blive fyret, da chefredaktør
Outze en dag hidsede sig op over en stavefejl i et navn i en af hans
artikler.
Martin værdsatte Nørgaards
produktivitet. Og Nørgaard beundrede Martin for hans evne til at skære
igennem.
Mange af bogens anekdoter om Martin
indeholder en hyldest til hans grove maskulinitet:
Men vi fandt os i Martins grovheder.
Dels fordi de sjældent var så alvorligt ment, og dels fordi vi måtte
bøje os for hans journalistiske dygtighed, og dels fordi vi ikke kunne
forestille os, hvem der ellers skulle holde sammen på alle de løse
ender, når chefredaktørerne var tilfredse med kun at være synlige i
kolofonen.
Hvis en medarbejder viste tegn på
åndshovmod og dovenskab, trynede Martin ham. Da forfatteren Thorkild
Hansen en dag afslog at skrive om et emne, han ikke havde forstand på,
eksploderede Martin: “Ikke forstand på? Slå op i telefonbogen. Det er
vel en bog, du kender. Slå op og find en, der er klogere end dig selv.
Det vil ikke være svært. Vrid de oplysninger ud, du har brug for, og
skriv historien. Det er det, vi journalister kalder research.”
“Martin fik pisket den artikel frem,
som han ønskede”, noterer Erik Nørgaard. Han stod selv på skillelinjen
mellem nyhedsjægerne og spinatfuglene.
En dag da Nørgaard kom hjem med endnu
en historie om sine københavnske randeksistenser, spurgte Martin:
“Møder du aldrig normale mennesker?”
For Erik Nørgaard var Ove Martin en
ægte he-man. Ligemeget hvor groft han opførte sig, havde han Nørgaards
beundring. Da det lykkedes bladets højt respekterede læge- og
videnskabsjournalist Thyra Christensen at komme først med historien om,
at den amerikanske soldat George Jorgensen var blev kønsopereret i
København og nu hed Christine Jorgensen, sagde Martin til hende: “Det
er en meget god historie om ham soldaten, der har fået pikken snittet
af. Du er ved at oppe dig.”
Thyra Christensen tålte mosten, men
det er klart, at Ove Martins værtshus- og militærforlægnings-tone ind
imellem kunne såre en kollega. “Han er ikke et menneske, han er et
dyr”, græd filmanmelderen Bent Petersen (senere Grasten). På et
tidspunkt forlangte en gruppe misfornøjede kolleger ham fjernet, og de
satte deres stillinger ind på det.
Der blev holdt et møde, hvor han fik
tilbudt at rykke ned som menig medarbejder. “Ove forlod bladet efter
mødet, og vi så ham aldrig senere på Information. Han
efterlod sig en sønderslået skrivemaskine fra Fædrelandets
tid - og en myte, der kunne lægges oven i så mange andre om denne
underlige avis,” skriver Nørgaard.
Ove Martin blev chef for Politikens
Pressefoto, stadig buldrende energisk. Det hændte, at medarbejderne dér
syntes, han gik for vidt i sit “frisprog”. “Men det var det rene
søndagsskolesnak mod det, vi var vant til fra Klondike-tiden”, noterer
Nørgaard med en reference til den anarkistiske frodighed i Informations
første tiår.
En rigtig reporter formår at
registrere med alle sine sanser og at genskabe sanseindtrykkene i
sprog. Hans artikler er “Som at være der selv” - for nu at sige det med
titlen på Teddy Petersens instruktive bog om “Den skrevne reportage i
Danmark” (2015).
Erik Nørgaard var en rigtig reporter,
også når han skrev erindringer. Han fortæller os ikke alene, hvordan
der så ud på Information i halvtredserne, men også
hvordan der lugtede:
Bevægede man sig en morgen ned ad den
lange redaktionsgang, fik man en duft i næsen af frisklavet kaffe, der
stammede fra Leif Blædels fine, blankskinnende kaffemaskine, dampene
fra pressefotograf Jørgen Ambroos mørkekammer, og måske et strejf af
Thyras eau de cologne. Måske også en ram duft af mangel på properhed og
cerutrøgen fra lederskribenterne på vej til morgenmødet på Seidenfaden
kontor.
Alt i alt en speciel sammensætning af
dufte, jeg holdt meget af.
Tilsvarende beskriver han lydene, de
kimende telefoner og klaprende skrivemaskiner. Beskrivelserne er ikke
ment som underholdende sanselyrik, men som forsøg på at ramme sandheden
med størst mulig præcision. Når et andet samtidsvidne, Klaus Rifbjerg,
husker kulturredaktionens kontor som et mørkt hul med slimede vige og
gustent lys, så siger Nørgaard: “Jo, Klaus er digter” og korrigerer
ham: Der var et temmelig stort vindue “med udsigt over taget til
annekset med telefonomstillingen og korrekturlæserne og videre til et
glimt af Skt. Annæ Passage.”
“Hvordan kan erindringen ikke snyde os
alle?” spørger Nørgaard retorisk.
Gyldne tider er komponeret som en række reportager
lagt i forlængelse af hinanden. De præsenterer sig som 26 kapitler. De
to første “På linjebetaling” og “Begyndelsen til en avis” handler om
Nørgaards ankomst til Information. Det sidste, “En
ny avis” refererer til Nørgaards overgang til Politiken.
De mellemliggende kapiteloverskrifter
henviser enten til reportagetemaer (“Den stigende kriminalitet”) eller
til begivenheder af historisk eller bare bladhistorisk art, undertiden
koblet sammen som “To forlis”, der dels handler om Grønlandsskibet Hans
Hedtofts forlis og dels om redaktionschef Ove Martins fyring. Nørgaard
er ikke bange for den slags dristige sammenkoblinger.
Med dispositionen efter temaer er Gyldne
tider både en kulturhistorie og en pressehistorie, både
historien om de emner, Nørgaard behandler (pornografi etc.), og
historien om de blade og medier, han er knyttet til, og ikke mindst de
personer, han møder dér.
Hovedpersonen i Gyldne tider
er formelt fortælleren, altså Erik Nørgaard
selv. Men reelt er Ove Martin mest interessant.
Synsvinklen er ikke bundet til
Nørgaard selv. Værket gør krav på at udsige noget sandt om
virkeligheden uafhængigt af Nørgaard. Han nøjes ikke med at skrive,
hvad han selv har oplevet. Det bedste bevis, man kan fremføre for det,
er, at Nørgaard reviderer sine memoirer ved at inddrage nyudkomne bøger
med andres synsvinkler. I anden udgave af Gyldne tider
citerer han f.eks. fra min bog, Spinatfugl, om
Klaus Rifbjergs liv med pressen. Det citerede reviderer ikke noget. Det
lægger bare mere på. Som om Nørgaard stiler efter at skrive den
fuldstændige sandhed om Rifbjerg på Information - og
ikke vil nøjes med at efterlade et personligt indtryk.
Bestræbelsen på at få det hele med -
også de andres erindringer - svækker Erik Nørgaards memoireværk som
fremstillingskunst.
Men som rodebutik er bogen et
eldorado. Man ved aldrig, hvad der dukker op i næste kapitel. Men Erik
Nørgaard har sig selv med hele vejen, og bogen er ikke nogen
glorificering af provinsdrengens selvhjulpne fremgang i hovedstaden.
Nørgaard erkender, at han kunne have været bedre klædt på til
reporterjobbet. Hans manglende sprogkundskaber satte grænser for, hvad
han kunne udrette i Paris, så han blev helst på de hjemlige græsgange.
Et sted funderer han over forskellen
på at være journalist dengang og nu. “Jeg har svært ved at forestille
mig, hvordan nutidens computerjournalister opfatter deres erhverv. Det
er mit indtryk, at de er blevet mere specialiserede, mindre
omkringfarende, mere i lommen på den elektroniske fremstillingsproces”,
skriver han og ser tilbage på en arbejdsgang, hvor journalisten
bevægede sig fra den ene lokalitet til den anden og tog noter undervejs
og diskuterede artiklen med redaktionschefen, korrekturlæseren og
sætteren.
Fordelene ved overgangen fra denne
mere nærværende og mandskabskrævende journalistik til den moderne
teknologi fik Information en forsmag på, da bladet
under en storstrejke i 1956 udkom som offset-produceret nødavis uden
typografernes medvirken. I et medrivende kapitel skildrer Erik Nørgaard
modstandsjournalisternes kamp for at få nødavisen produceret og bragt
frem til salgsstederne. “Outze begyndte at bære pistol i
skulderhylster. Men jo mere dramatik, jo mere var han i sit es.”
Erik Nørgaard: Gyldne tider.
I skyggen af Outze og Seidenfaden. Erindringer. Revideret og
udvidet udgave, 2006
Journalist på rettens vej. Artikler af
Erik Nørgaard.
Udvalgt og indledt af Mogens Meilby, 2001
Teddy Petersen: Som at være
der selv. Den skrevne reportage i Danmark, 2015
|
