|
Journalist-erindringer? Jane Aamund
(1936-2019)! Jamen, var hun journalist? Var hun ikke bare en forfatter,
der også skrev i avisen?
Hvis man skal have en formel
journalistuddannelse for at kunne kalde sig journalist, så var Jane
Aamund ikke journalist.
Hun var datter af en fabrikant og
stilede mod at blive noget inden for handel og kontor. I 1954 blev hun
korrespondent i engelsk fra Købmandsskolen. Men hun havde en
uimodståelig skrivelyst, som fik hende til at sende artikler til Berlingske
Aftenavis, Aalborg Stiftstidende og Hendes Verden.
I årene 1968-73 drev hun eget reklamebureau. Herefter var hun pr-chef i
pelsfirmaet Birger Christensen og fra 1977 informationsmedarbejder i
landbrugsministeriet.
Jane Aamund debuterede som forfatter i
1977 med en populærhistorisk bog, der byggede på en original ide. Den handlede om alle de
dronninger og elskerinder, der havde haft et kærlighedsforhold til en
kong Christian, Bag damen stod en Christian.
Da hun i slutningen af 1970’erne var
gift og bosat i USA sendte hun artikler hjem til Berlingske
Tidende. Hjemkommet i 1980 hengav hun sig helt til
skrivelysten. Hun
blev ansat som journalist på Berlingske Tidende. I
17 år bidrog hun kontinuerligt til avisens spalter. I 1997 tvang en
kræftsygdom hende til at forlade stillingen. Hun koncentrerede sig
herefter om det skønlitterære forfatterskab, hun havde udviklet
parallelt med journalistikken (Klinkevals,1989
m.fl.).
Aamunds speciale var causerende,
brevlignende feature-artikler om den måde, vi lever på. Så hun var
altså heller ikke journalist, hvis man for at kvalificere sig til denne
erhvervsbetegnelse, skal have skrevet kontante artikler om dagsaktuelle
nyheder.
Den avis, Jane Aamund, bidrog til, var
imidlertid mere end et nyhedsorgan. En moderne avis, som henvender sig
til et bredt publikum, skal også kunne levere stof af oplysende og
underholdende karakter. I 1980’ernes morgenaviser, ikke mindst
søndagsudgaverne, spillede den type artikler, Jane Aamund skrev, en
vigtig rolle. En feature om festkulturen på Nordkysten eller et stort
interview med Dirch Passer eller Simon Spies kunne være afgørende for,
om det var Berlingske eller Politiken
kunderne tog med sig fra avisstativet i kiosken
eller bagerbutikken. Hvorfor skulle sådanne artikler ikke kunne
indeholde nyheder og dermed kvalificere sig som journalistik?
Set fra avisledelsens synsvinkel var
Jane Aamund en værdifuld - produktiv og idérig - medarbejder. Blandt de
skrivende kolleger var meningerne delte. Nogle har utvivlsomt syntes,
at hun kom let til sin position som en, der refererede direkte til
cheferne, og at hun ikke var rigtig journalist, fordi hun ikke indgik i
vagtplanerne. Aamund overskred traditionelle skillelinjer og nedbrød
etablerede hierarkier.
Hendes erindringsbog, Dengang
det var sjovt (2010), handler i vid udstrækning om Berlingske
Tidende som arbejdsplads. Man mærker, at den er skrevet af en
outsider med et skarpt blik for socialpsykologiske problemer. Jane
Aamund kunne analysere skillelinjer og hierarkier i det moderne
samfund. En serie artikler skrevet før hendes fastansættelse blev
udgivet i bogform under titlen Det danske kastesystem (1979).
Da hun stoppede som journalist, udkom en tilsvarende artikelsamling med
titlen Danskernes lille verden (1997). Aamund
satiriserede over super- og højrebskasten, flip- og kulturkasten og
ølkasten. Begreberne var fabrikeret til lejligheden, men at danskerne
lever i gruppefællesskaber kunne - og kan - næppe benægtes.
Jane Aamund er ikke teoretiker og
hendes prosa er ikke analytisk. Den er causerende i en stil, som på et
splitsekund kan skifte fra saglig til stikkende. Se f.eks. her, hvordan
kvindesagsforkæmperne introduceres i erindringsbogen:
Da jeg begyndte som journalist på
Berlingske, havde jeg ingen anelse om, at der var så stort skel mellem
typografer og journalister, at kantinen var delt op: en afdeling for
journalister og en for typografer. Jeg satte mig ind i typografernes
afdeling, for dem kendte jeg bedre end journalisterne, hvor jeg var
anderledes. Især var der kold luft fra mange af de kvindelige
journalisters side. De unge, kvindelige journalister var
kvindesagsforkæmpere med løsthængende bryster i lilla tunikaer og
cowboybukser, altid i fuld gang med at manifestere sig og skræmme de
mandlige journalister, der lod sig skræmme.
Aamund er bevidst om, at hun skiller
sig ud med “med fuld krigsmaling, stiletter, spadseredragt og
sløjfebluse”. Men samtidig er hun stolt af at være blevet fast ansat
som journalist og optaget i Dansk Journalistforbund, som hun kalder
“Journalistforeningen”. Nu var hun ud fra ét vigtigt kriterium blevet
fuldgyldigt medlem af arbejdsfællesskabet. Hun ville aldrig kunne
indhente den manglende journalistuddannelse. Til gengæld var hun fuld
af skrivelyst og gode ideer. Det irriterede de andre:
Stemningen blev ikke bedre, da jeg fik
stor succes med en artikelserie om “Det danske kastesystem”. Berlingske
Tidende måtte udgive et særtryk, og telefonerne kimede.
Men da mine kvindelige kolleger lærte
mig at kende og jeg lærte dem at kende bag vores uniformer, så blev vi
efter en del kontroverser meget gode venner og kolleger alligevel. Men
i tiden op til kunne det godt gå hårdt til.
Noget af det, Jane Aamund måtte lære,
var, at man ikke må gå på strandhugst i kollegernes territorium.
Modeskribenten Lotte Freddie lovede hende direkte røvfuld, hvis hun så
meget som vovede.
Jane Aamund havde noget at lære, fordi
hun var kommet sent og sidelæns ind i faget. Og de etablerede
journalister kunne lære noget af hendes friske blik på de redaktionelle
processer. Hun fortæller f.eks. om de møder, hvor medarbejderne skulle
præsentere deres forslag til artikler til næste dags avis.
Medarbejdernes redaktører benyttede nogle gange lejligheden til at
udstille og kue journalisterne, som efterhånden kom til at føle sig som
marionetter.
Her kom Jane Aamunds alder og erfaring
hende til gavn:
Jeg kendte de psykologiske mekanismer.
Det var svært at lave mig om til marionetdukke, for selv om nogle
redaktører prøvede at genere mig og såre mig, så havde jeg altid mit
eget private rum indeni, hvor de aldrig kunne røre mig.
Hun holdt fast i sin skriveglæde og i
sin kontakt til læserne.
De medarbejdere, som ikke tålte
mosten, blev ‘“stille eksistenser”, som sivede rundt i gangene, indtil
de pludselig blev overflyttet til et fælleskontor. Hvis de var fyldt
50, var de klar over, at de næppe fandt en ny arbejdsplads. Deres
forbrug af alkohol, cigaretter og piller steg.
Enkelte medarbejdere nævnes ved navn:
Der var andre journalister, der havde
rustning på ligesom jeg. Lise Nørgaard, f.eks., der allerede havde stor
status, før hun kom til Berlingske Tidende.
Lise Nørgaard, som kom til Berlingske
samme år som Lise Nørgaard, 1980, havde
haft enestående succes som forfatter til Matador, som
blev udsendt i årene 1978-81.
Jane Aamund bruger hende som
spejlfigur:
Lise er en født deltager i livet. Hun
kan aldrig blive til en betragter eller en stille eksistens på trods
af, hvad livet byder og har budt hende af glæder og store sorger. Det
har vi tilfælles.
Lise Nørgaard var fagligt set et
stærkt forbillede. Hun beherskede hele repertoiret af journalistiske
genrer og var som moraliserende klummeskribent fastere i kødet end
Aamund.
Ud over kapitlet “Morgener på bladet”,
som jeg har citeret fra i det foregående, bringer Jane Aamunds
erindringsbog to kapitler om Berlingske som
arbejdsplads: “Redaktørerne” og “Koryfæerne og de frie fugle”.
Som i en komedie lader Jane Aamund de
skiftende redaktører træde frem på scenen med deres programerklæringer
om mere dybdeborende journalistik, mere rejsestof, skarpere politisk
profil, mere familiestof osv. For medarbejderne er det hen te’ kommoden
og te’bavs igen. De synes, de har hørt det hele før.
Forløbet er som regel forudsigeligt,
som da man med store armbevægelser introducerede Lise Nørgaards
brevkasse. Den kørte nogle år med succes; “så begyndte kritiske røster
at hviske i krogene, at det var noget værre møg”. Lise Nørgaard var
også ved at være træt af brevbunken, og da hun en dag hørte en kollega
sige “Nåh, der kommer vores fru Møhge”, blev hun træt af det hele og
holdt op.
Aamund afdækker en række
desillusionerende lovmæssigheder. Gamle journalister ved, at kursen på
det, de kan, går op og ned. Hvis de lader sig slå ud af de skiftende
konjunkturer, står der en kollega klar til at dolke dem i ryggen. Man
må spille med på spillet og være i stand til at gennemskue de såkaldte
“storykillers”, redaktørerne, der hævner sig over et langt livs
ydmygelser ved at skyde ideer ned: “Hende interviewede vi for et halvt
år siden” og “Den har Politiken haft”.
Forfatterens kritik rammer også
indendørsarkitektoniske modediller som det åbne kontorlandskab. Aamund
slår fast, at skrivende medarbejdere skal have fred og ro til deres
tanker.
Kritikken rammer også navngivne
redaktører: “Jeg hadede ikke Erik Bistrup. Men jeg fandt mig ikke i
hans ridefoged-manerer”, og så gengiver hun en situation, hvor han
stillede et spørgsmål og vendte sig om og gik, før hun havde nået at
svare. Hun løb efter ham, tog ham i jakken og sagde: “Du skal ikke bare
gå din vej, inden jeg får svaret på dit spørgsmål. Jeg er træt af dine
forkarlemanerer. Hvad fanden skal det til for?” Det er karakteristisk
for Aamund, at hun typologiserer redaktørens adfærd ved at sammenligne
ham med en forkarl, dvs. en karl, der er over de andre karle, men under
forvalteren.
Episoden var lige ved at ende i et
slagsmål, siger Aamund og tilføjer med sans for den sociale skandale:
“Det havde ikke set pænt ud på Ekstra Bladets forside”.
Med Jørgen Ejbøl som søndagsredaktør
var der straks erklæret krig. Han udsøgte sig nogle personer som han
kaldte “det beskidte dusin”. De var hans håndgangne folk og arbejdede
som gale for ham. Jane Aamund var en af dem. “Mine artikler bevægede
sig hen imod, hvad der virkelig interesserede læsere: dem selv.”
Oplaget steg. Men så trådte den særlige Berlingske lov
i kraft:
(…)
på Berlingske Tidende er der aldrig
rigtig nogen ledere, der når deres mål. Lige før de tror, at nu er den
hjemme, så er det ligesom i en partisankrig, enten laver typograferne,
det tekniske personale eller de journalister, som er frie fugle,
ballade og modstand, eller også er det lederen, der synker ned i
mudderet.
Ejbøl skaffede sig fjender højere oppe
i systemet. Han blev kaldt til en ny redningsaktion, denne gang på Jyllands-Posten.
Ved afskeden sagde han: “Aamund, se mod
vest hver aften”.
En anden chef, Hans Dam, opstillede et
princip, som han straks trak tilbage:
Han sagde, at jeg ikke måtte skrive
bøger, når jeg samtidig arbejdede som journalist. Jeg svarede, at jeg
havde det som de fynske piger, og at natten var min egen. Så sagde han
med et grin: “Nåh, jamen så gå ud og skriv for helvede.”
Der var ord og replikker, hun aldrig
glemte, fordi de balancerede på grænsen mellem ondskabsfuldhed og
sandhed. Journalisten med kongehusstoffet, Annelise Bistrup, stod for
et par stykker af dem:
Jane er som humlebien. Den kan ikke
flyve, men den ved det ikke. Jane kan ikke skrive, men hun gør det
alligevel.
Jane Aamund blev ked af den
sammenligning, men trøstede sig straks efter ved, at hun aldrig havde
set en humlebi virkelig dumme sig og gå på røven, men at hun til
gengæld havde set mange redaktører gøre det.
På den måde er Jane Aamunds
erindringer fra Det Berlingske Hus replikker i en fortsat
meningsudveksling.
I erindringsbogens tredje causeri om Berlingske
Tidende som arbejdsplads nærmer vi os bundgrænsen for
personlige trakasserier:
Berlingskes anmelderkoryfæ, Jens
Kistrup, havde det med at se sig ond på kvindelige forfattere. Lise
Nørgaard var et af hans prominente ofre. Da hun kom til Berlingske
Tidende i 1980, måtte han ind på hendes kontor for at sige
undskyld for en nedrig anmeldelse. Lise Nørgaard lod ham stege i sit
eget fedt. Han var hinsides tilgivelse. Hun havde også hørt, at han sad
og udsendte snorkelyde ved pressevisningerne af “Matador” i Tv-byen
(jf. Jørgensen, 2014:145).
Senere så Kistrup sig ond på Mette
Winge (“Skriverjomfruen”, 1988). Winge var ellers ifølge Aamund “et
rigtigt litterært dydsmønster med en lang række udgivelser bag sig”.
Men Kistrup lagde hende for had og fortalte vidt og bredt om, hvor
meget han væmmedes ved hende. Han bragte det så vidt, at han rakte
tunge ad hende, når han mødte hende på gaden. Mette Winge ringede til
Jane Aamund og bad hende fortælle Kistrup, hvor meget det generede
hende. Det gjorde hun, og Kistrup lo.
Senere da Aamund udsendte sine
slægtsbøger (Klinkevals,1988), anmeldte Winge dem
ifølge Aamund ret ondskabsfuldt. Hun sammenlignede dem med
ungdomsårenes Sussi-bøger og gjorde derved ufrivilligt reklame for dem.
Alt sammen stadig ifølge Jane Aamund, som fortæller, at Mette Winges
anmeldelser prellede af på hende, fordi hun altid så Jens Kistrup for
sig med tungen ud af munden.
Erindringsbogens portræt af Jens
Kistrup ligner forstudier til en komediefigur. Han taber bukserne ned
til anklerne ved en prisuddeling. Jane Aamund synes stærkt fascineret
af hans kønslighed. Under en privat frokost spørger hun ham, hvad det
er med ham og kvinderne. Han svarer, at de ikke vil det, som han vil.
Da hun maser videre på og spørger, hvorfor han ikke siger, hvad han
vil, klapper han i som en musling og vil med det næste tog hjem. Manden
føler sig tydeligvis intimideret.
En dag møder han op på bladet med
bukserne åbne, så man kan “titte” (Aamunds udtryk) ind til
underbukserne, der i øvrigt også var på klem.
“Jens! Dine bukser er åbne!”
Kistrup tog sig til gylpen, prøvede at
lukke den og sagde: “Hvorfor er det altid det første sted, du ser,
Jane?”
Jeg svarede: “Fordi det er mit
stofområde!”
Episoden har én tilskuer, og hans
tilstedeværelse kan legitimere den som anekdote i en faglig sammenhæng.
Tilskueren er Peter Wivel, chefredaktør fra 1998. Han er ved at falde
om af grin. Frisproget blandt de prominente medarbejdere på den
konservative avis gav ikke Wivels tidligere aviser, Studenterbladet
og Information, noget
efter.
Jane Aamund bemærker i øvrigt, at
Peter Wivel havde haft lige så mange koner, som hun havde haft mænd!
Jane Aamund skelner mellem koryfæer og
frie fugle. Koryfæerne identificerede sig med avisen og var på arbejde
døgnet rundt. De havde som Jens Kistrup ikke noget privatliv af
betydning. De frie fugle derimod kunne befinde sig på alle niveauer. De
overlevede, fordi de havde en sikker base derhjemme. Som eksempel
anfører hun redaktionssekretær Jørgen Gløët, som havde et hemmeligt liv
i Paris, hvor hans datter var model hos Paco Rabanne. Da Aamund opdager
det, er det, som om hun har set Clark Kent forvandle sig til Superman.
Hun falder for ham, og han bliver hendes “Berlingske kæreste” (hendes
eget udtryk) i et par år og derefter er de gode venner. Hans jalousi
var et problem for den åbenlyst flirtende Jane Aamund.
Erindringsbogens øvrige kapitler er
udspringer af arbejdet med bestemte opgaver. De fleste af dem har et
generelt perspektiv. Hun fortæller f.eks., hvor svært det var at få et
bestemt interview med Dirch Passer i hus. Det viste sig at være det
sidste interview, han gav. Han svedte og var synligt syg. Hun følte, at
hun burde lade ham være i fred. “Men sådan fungerer det ikke. Man
kommer ikke tilbage til sin søndagsredaktion, der har disponeret den
store historie, med forklaringen: “Jeg syntes, han så dårlig ud, så jeg
gik igen.”” Et etisk problem: Journalistikkens indbyggede kynisme.
Et interview med Simon Spies er lige
ved at gå i fisk, fordi rejsekongen var så fuld eller syg, at han hele
tiden falder i søvn, og hver gang han vågner op, er han et nyt sted i
sin talestrøm. Han fremsiger visdomsord, som Jane Aamund alle har hørt
før. Det var et eksempel på et interview, der skulle tages med tang -
for nu at bruge et kynisk udtryk fra pressesproget.
Jane Aamunds professionalisme viste
sig i hendes leveringsdygtighed, og en vigtig forudsætning for den var
et omfattende personkendskab og en evne til at færdes i alle kredse.
Andre attraktive opgaver var forbundet
med rejser. Jane Aamund deltog gerne i udlandsrejser betalt af de
forskellige landes turistorganisationer. Hun forsvarede sig ved et
angreb: “Meget puritanske og hellige, venstreorienterede journalister
kaldte det luderrejser, fordi man fik gaver og kun så det bedste, og
det lå i luften, at man ikke kunne tillade sig at skrive dårligt om det
land, der havde været så venlig at invitere. Men sådan fungerer det
ikke i virkeligheden.”
Igen og igen henviser Jane Aamund til
praksis, altså hvordan det fungerer i virkeligheden. Hendes
presse-moral er i ekstrem grad pragmatisk. Hvis hun har et ideelt
ærinde, er det at fremkalde smil.
Aamund nægter at modtage en rejse til
Seychellerne eller en diamantring af byggematadoren Bøje Nielsen i
forbindelse med et interview. Hun siger til Bøje Nielsens kæreste, at
bladet forbyder hende at modtage gaver. Den dybere forklaring er, at
hun ved, “at det er rigtigt som Cleo sang på Bakken, at “mænd altid vil
have noget for safiren”.
Når det gælder kønsmoral, var hun
meget liberal. Med sitrende interesse interviewede hun en mand, der var
født som kvinde, men havde ladet sig operere om til en mand. Hun tøvede
først et sekund, da hun opdagede at manden var datter af en af Berlingskes
fotografer (som selvfølgelig ikke ville
blande sig i datterens dispositioner).
Sammen med mænd i flokke er Jane
Aamund koket, og det kommer der også journalistik ud af. En restauratør
inviterer hende - som ene kvinde blandt 99 mænd - på en flyrejse til
Glasgow for at bese Black & White- destillerierne. “Jeg var
ædru, for det anede mig, at når man var sammen med 98 mænd, så skulle
man være som en spidset blyant, dels for at iagttage deres adfærd som
professionel journalist, dels for at omgive mig med en vis værdighed.”
Den spidsede blyant er en velanbragt
metafor i denne sammenhæng. Den kan hjælpe hende med at holde
arbejdsmoralen oppe.
I et andet afsnit, en
society-reportage om “Den smukke guru og Zobel-familien”, bruges
penalhuset med negativ valør om det dydsirede:
Der var ikke grænser for de myter, der
gik om Sai Baba. En kvindelig journalist på Berlingske Tidende havde
været ovre og besøge ham, og hun havde været så heldig at få noget
helligt støv med hjem. Hun var en dygtig, stille pige, der altid havde
orden i sit penalhus.
Til den livstilsjournalistik, som Jane
Aamund dyrkede, hørte restaurationsanmeldelserne. Her som på andre
punkter lå Berlingske Tidende i hård konkurrence
med Politiken. Jane Aamund profilerede sit
madanmelderi ved at “beskrive hvem der spiste maden og hvilken adfærd
de lagde for dagen”. Til den ende havde hun bladtegneren Erik Werner
med som gæst. Kombinationen af Aamunds spidse satire og Werners
artistiske vignetter blev populær hos læserne - og hos restauratørerne,
som sendte kassevis af ædle vine til anmelderparret i håb om at få dem
til at komme og lave gratis reklame. Aamund var klar over, at hun burde
sige nej tak til den slags gaver. “Jeg vil dog tilstå, at mine eksmænd
og indimellem kærester havde sværere ved at sige farvel til de mange
dejlige flasker.”
Ved en bestemt lejlighed fik hun en
lærestreg i helikopterperspektiv. Det var, da en restaurant åbnede en
ny filial, hvortil VIP-gæster kunne blive fløjet i helikopter. Jane
Aamund deltog. Der var ingen skriftlig aftale om, hvem der skulle
betale rejseudgifterne. Men både hun og hendes chefredaktør, Lisbeth
Knudsen, fik et chok, da regningen dukkede op på Berlingske
Tidende: 40.000 kr. Det lykkedes avisen at tørre regningen af
på hoteldirektøren, som senere blev afskediget. Men historien blev en
lærestreg for Jane Aamund. Ikke flere helikopterture.
Samarbejdet med Erik Werner førte til
bogen Hvor man spiser og morer sig (1980).
Jane Aamunds erindringsbog er
koncentreret om hendes eneste faste tilknytning - til Berlingske
Tidende 1980-97. Den skrevet i samme causerende stil som
hendes avisartikler. Boger er ikke en bearbejdelse af artiklerne, men
fortællinger om tilblivelsen af nogle af artiklerne, deres motivering
og virkning. Der er, som undertitlen angiver, tale om erindringsglimt,
ikke om en sammenhængende og fremadskridende beretning som f.eks. i
Lise Nørgaards Kun en pige og De sendte
en dame. Som bund under fremstillingen ligger beskrivelsen og
analysen af Berlingske Tidende som arbejdsplads.
Det kultursociologiske blik på journalistikken er bogens originale
bidrag til den journalistiske erindringslitteratur. Bogen er usædvanlig
ved at være næsten kemisk renset for overvejelser over genre, form og
stil. Jane Aamund var midt i fyrrerne, da hun blev ansat på Berlingske
Tidende. Hendes causerende stil lå fast. Den havde sine fejl
og mangler i bund og top. Den knirkede i syntaks og kongruens, og den
ville ikke løfte sig til original kunst i metaforikken. Den holdt sig i
et morsomt snakkende mellemleje som breve fra et kært familiemedlem.
Jane Aamund: Dengang det var
sjovt. Erindringsglimt, 2010
Jane Aamund: Det danske
kastesystem, 1979
Jane Aamund: Hvor man spiser
og morer sig, 1980
Jane Aamund: Danskernes lille verden,
1997
Carsten Berthelsen: “Jane Aamund”, i: Kvindebiografisk
Leksikon, 3, 2001
John Chr. Jørgensen: Da
kvinderne blev journalister, 2012
John Chr. Jørgensen (red.): De
tålte mosten, 2013
John Chr. Jørgensen: Journalist
af karsken bælg. En bog om Lise Nørgaards journalistik, 2014
|
