|
Da Jørgen Flindt Pedersen (1940-2021)
stoppede som direktør på TV 2, fik han tid og lyst til at kigge tilbage
på sit hidtidige liv.
Med så beskedne ord motiverer han
tilblivelsen af Hjerteblod. Erindringer, som udkom
i år 2000.
Et er nu at nedskrive sine
erindringer. Noget andet er at udgive dem. At tro, at ens liv i
detaljer kan være af interesse for andre end den nærmeste familie,
kræver, som Flindt Pedersen formulerer det, “en vældig
ekshibitionisme.” Lige meget hvor beskedent, man fører sig frem, så er
selve ærindet ubeskedent, mener han.
Flindt Pedersen kan ikke engang
garantere for pålideligheden af det skrevne, kun for, at han har forsøgt
at være ærlig. Han medgiver, at fristelsen til at være for rar ved sig
selv er overvældende stor.
Så det med at kigge tilbage på sit
hidtidige liv bliver hurtigt til noget meget større og sværere: et
forsøg på at udlede og udsige noget sandt om det liv, man har levet. Og
måske også et forsøg på at redigere lidt i fortiden, så den kommer til
at se pænere ud, end den var.
Det levede liv er for Jørgen Flindt
Pedersen både det professionelle liv og privatlivet. De to former for
liv er sammenvævet. Afgørende valg truffet i arbejdslivet kræver
ændringer i privatlivet og vice versa.
Flindt Pedersen bruger det ældgamle
billede af livet, som en vej, man bevæger sig henad. Af og til møder
man en korsvej, hvor man tvinges til at vælge. Og selv om han helt
overordnet må betegne sit livsforløb som lykkeligt, så vil han ikke
afvise, at han indimellem har valgt den mest bekvemme vej frem for den
rigtige, forstået som den, der var i bedst overensstemmelse med hans
principper.
Der er således lagt op til en moralsk
selvdom, og her er det forfatterens opfattelse, at principperne hævner
sig, hvis de bliver tilsidesat. “Det koster at leve op til sine
principper. Men det koster endnu mere at lade være”, skriver han og
tilføjer i en selvstændig linje: “Nemlig hjerteblod”.
Dermed er bogens titel indskrevet i
tankegangen i forordet. Jørgen Flindt Pedersen havde angst- og
hjerteproblemer. De tvang ham til at overveje, hvordan han levede.
Efter en krise ville datteren Lotte støtte ham. Hun sagde: “Far, hvor
var du dejlig nærværende, dengang du var syg”. “Den sved”, skriver han.
Det er ved sådanne lejligheder, at han
har følt, at hans valg af arbejdsliv frem for privatliv har kostet
hjerteblod. Og det er i sådanne øjeblikke, at hans erindringer løfter
sig op over det pressehistoriske og får almen interesse.
Jørgen Flindt Pedersen tilhører
dessertgenerationen af danske journalister. Generationen, der kunne
tage for sig af retterne og gå direkte til det søde, hvis de foretrak
det.
Han blev chefredaktør for en avis og
direktør for en tv-station uden at have nogen journalistisk uddannelse
overhovedet.
Flindt Pedersens baggrund var en
studentereksamen fra Odense Katedralskole i 1958 og en
cand.scient.pol.-uddannelse fra Århus Universitet i 1964.
Hans politiske engagement skaffede ham
i 1962 en plads i Århus Byråd for Socialdemokratiet. Og kombinationen
af akademisk viden og politisk engagement mente man kvalificerede ham
til stillingen som udenrigsredaktør på den socialdemokratiske
Århus-avis Demokraten 1964-66.
Herefter tog karrieren fart:
freelance-korrespondent i London 1966-67; ansat i Danmarks Radio 1967;
DR-korrespondent i London 1973, i New York 1974; medarbejder ved
TV-Aktuelt 1975-87; ansvarshavende chefredaktør på Det Fri
Aktuelt 1987-93; administrerende direktør for TV
2/Danmark 1993-99.
Dørene åbnede sig let for den kvikke
Jørgen Flindt Pedersen med det vindende væsen. Han kunne være blevet
politiker, måske udenrigsminister. Kunstnervejen var også en mulighed.
Den betrådte han som tv-dokumentarist.
Men hvornår var han noget fuldt og
helt? Hvornår var der indre dækning for den ydre stråleglans?
Hans fransklærer på Katedralskolen
havde fundet et udtryk som ramte ham dybt i solar plexus: distanceblænder.
Flindt Pedersen havde en grundlæggende
følelse af at give sig ud for noget, han ikke var - for så bagefter at
frygte for afsløringen.
Derfor havde han det også dårligt med
betegnelsen “gulddrengene”, som Ekstra Bladet
opfandt til ham og Erik Stephensen, da de i 1980 fik overrakt
Cavlingprisen for deres dybdeborende samfundskritiske tv-udsendelser.
De var netop på det tidspunkt ved at lave et program om guldets
betydning i den internationale økonomi.
Guld er en farlig metafor at få hæftet
på brystkassen, ikke mindst for en mand, der er bange for at blive
hængt ud som distanceblænder. De gamle ordsprog er fulde af advarsler:
“Det er ikke alt guld som glimrer”, “Man kan også købe guld for dyrt”
osv.
Jørgen Flindt Pedersen skriver, at han
aldrig har brudt sig om udtrykket “gulddrengene”, “fordi det antyder,
at vi enten personlig er født med en guldske i munden, eller at vi er
blevet rige på vores journalistik”. Ingen af delene havde noget på sig.
Men der var noget Aladdin-agtigt over ham. Han var ligesom designet til
succes.
Udtrykket “gulddrengene” fik en
kraftig optur i medierne, da Jørgen Flindt Pedersen og Erik Stephensen
i 1986 fik tilbudt at blive chefredaktører på Aktuelt.
Det foregik på den måde, at
Socialdemokratiets formand Anker Jørgensen, som på det tidspunkt var
leder af oppositionen, ringede til hjem til Jørgen Flindt Pedersen i
Birkerød og fortalte, at Aktuelt skulle have ny
chefredaktør, og spurgte, om det ikke var noget for ham? Flindt
Pedersen kunne godt ønske sig at få sin makker, Erik Stephensen, med.
Det forslag ville Anker Jørgensen gå videre med til LO, som
finansierede den underskudsgivende avis.
I erindringsbogen forsøger Flindt
Pedersen at rekonstruere, hvordan han uden at have nogen som helst
forstand på bladdrift overtalte sig selv til at sige ja til det
fantastiske tilbud:
Skulle jeg vedblive at være reporter
hele mit liv? Eller var der andre sider af mig, som også burde
udnyttes? Min far havde været en udpræget ledertype - både på sit
arbejde og inden for sportens verden - og jeg havde altid sagt til mig
selv, at på et tidspunkt skulle jeg være den, som trænede andre.
Jeg havde lyst til at få mere ansvar.
Ikke bare være den evindelige kritiker af andre.
Sådan fører en distanceblænder sig
selv bag lyset. Smigret af, at nogen tiltror ham evnerne, opfinder han
nogle ideelle grunde til at tage jobbet.
Han spørger ikke sig selv, om han duer
til det. Om han har erfaring nok, viden nok. Når nogen lader sig dupere
af distanceblænderen og tilbyder ham en stor opgave, så føler
distanceblænderen sig bekræftet i sin almagt og takker ja.
Erindringsbogens mest inciterende
kapitler, 12 og 14, beretter om Aktuelts befrielse
og undergang, en fantastisk historie om fatal naivitet og
fejldispositioner på stribe. Chefredaktørerne indhenter råd om
kapitalbehov, men lytter ikke til dem. På et tidspunkt, hvor antallet
af abonnenter stiger, har de ikke kapacitet til at distribuere avisen,
og chefredaktøren må selv agere avisbud. De hyrer ny og dyr
journalistisk arbejdskraft, så avisen får et A-hold og et B-hold. Nogle
af de højt gagerede journalister finder det nødvendigt at demonstrere
deres uafhængighed gennem vedholdende kritik af ledende kræfter i den
bevægelse, som finansierer bladet.
Efterhånden som oplaget siver,
fordamper også de prominente medarbejdere, inklusive Stephensen. Og de
andre dagblade havde naturligvis svaret igen på konkurrencen, bl.a. ved
at udsende søndagsudgaver af Ekstra Bladet og B.T.
for at knuse Det fri Aktuelts
eneste forgyldte æg, søndagsavisen.
Efter at have skildret disse
kalamiteter erklærer Jørgen Flindt Pedersen, at årene på Det
fri Aktuelt var nogle af de bedste i hans arbejdsliv!
Samtidig roser han fagbevægelsen for
at have udvist dristighed, rummelighed og vilje til demokratisering.
Her er Flindt Pedersen nok for rar ved
sig selv (jf. forordet). Det ville have været mere regulært at sige
undskyld til fagbevægelsen, fordi han havde soldet 400 millioner kroner
af medlemmernes sparepenge op på et herligt, men håbløst idealistisk
projekt.
De seks år med faldende oplag og
stigende desillusionering er skildret i en vittig, dramatiseret form.
Udviklingsgangen er foregrebet i kapiteloverskrifterne: “Man kan ikke
være venner med alle” (kapitel 12) og “Man kan ikke være fjender med
alle” (kapitel 14). Flindt Pedersen skriver så detaljeret om forløbet,
at læserne selv får mulighed for at fælde dom over hans ageren som
chefredaktør for Det fri Aktuelt.
Pressehistoriens dom over Det
fri Aktuelt fældede Niels Thomsen i 1991:
“publikumssigtet forblev uklart og
grænseløst, konkurrencefladerne alt for mange, og skønt fremstødet
ledsagedes af mægtig reklameindsats og vellykket PR i andre medier,
nåede fremgangen på hverdage ikke varigt over 10.000 for siden at ebbe
ud” (Thomsen, 1991:155)
Efter eventyret i bladverdenen lod
Jørgen Flindt Pedersen sig indsætte i en
direktørstilling på TV 2 og opfandt endnu en gang en forklaring, som
kunne føre ham selv og omgivelserne bag lyset:
Jeg havde oprindeligt været modstander
af reklame-tv, men måtte erkende, at det var kommet for at blive også i
Danmark, og at det øvede stor indflydelse på den danske kultur i bred
forstand.
Netop derfor havde jeg lyst til at
være med på TV 2. Lyst til at være med i en kulturkamp, hvor man uden
fine fornemmelser mødte folket på dets egne betingelse, og hvor man -
via denne adgang til seernes hjerter - også fik afleveret noget til
hjernen.
Der mangler flere mellemled, før dette
ræsonnement giver mening, men Flindt Pedersen nyder selvfølgelig at
være på et foretagende i fremdrift. Seertallene steg uanset hvad. “Jeg
må indrømme, at jeg nød succesen i fulde drag”, skriver han.
Men markedstænkningen sejrede over
alle hans ideelle intentioner, og da han en aften under en spadseretur
på stranden blev skældt bælgen fuld af en gammel bekendt, der stod på
en træbro og råbte, at TV 2 var det værste, der findes, gik det ham til
hjertet.
En bypass-operation senere besluttede
han sig for at opgive direktørstillingen og vende tilbage til
journalistikken. Han havde haft en idé om at lave klogt tv for folket,
men underholdningen havde sejret. “Professionalismen havde aldrig været
større. Men hvor var ilden i hjertet?” Han orkede ikke mere kritik som
den, han havde modtaget som chefredaktør. Tv-direktør-stillingen havde
han kun taget ud fra sit eget ønske om også at kunne klare dét job -
siger han nu:
Jeg havde gjort det nødvendige, men
undervejs undertrykt meget af det som jeg selv havde på hjerte. Det
slider hårdt, når man ikke har hele hjertet med.
Jørgen Flindt Pedersen havde
kunstneriske ambitioner med sin journalistik. Med kortfilm som “Din
nabos søn” (s.m. Erik Stephensen, 1982) og “Drengene fra Vollsmose”
(s.m. Anders Riis-Hansen, 2002) skabte han original
dokumentarfilmkunst.
Med Hjerteblod havde
han tydeligvis ambitioner om at frembringe erindringskunst. Bogen
lykkes bedst i det ekspressive pres: Der er tryk på følelserne.
Forfatteren har noget, han vil af med. Bogen er blevet til af
nødvendighed.
Der er også effektive kompositoriske
greb. Bogen begynder med et angstanfald, og hen mod slutningen har vi
en hjerteoperation. Men forfatteren har tendenser i retning af det
barokke. Han læsser mere og mere på. Foruden en indledning er der også
et forord og en optakt. Og til sidst får vi et portræt af forfatterens
far og en efterskrift med en madopskrift! Fiskesuppe på pighvar.
Gudskelov, for efter al den hjertemetaforik, han kører rundt med,
frygter man, at det er hjerter i flødesovs.
Også i det eksistentielle overspiller
han sine virkemidler. Han vil vise, at han er et helt menneske med
drifter og sanselighed. Efter angstanfaldet ligger han bange og trykker
sig ind til sin kone: “Jeg kunne mærke mit lem vokse og førte hånden
ned under hendes bukselinning til kanten af kløften, som åbnede sig våd
og varm.” Problemet med en passage som denne er, at den kalder på
konsekvens. I en roman ville den indgå i en videre beskrivelse af et
kærlighedsforhold. Når passagen står som et relativt isoleret udsagn i
en erindringsbog af en journalist, virker den pinlig og privat.
Det kan forekomme hjerteløst (!) at
kritisere en journalist, der har udvist mod til at lægge en kunstnerisk
dimension ind i et erindringsværk, men det er netop ved sin ambitiøse
mislykkethed, Hjerteblod er interessant. De bedste
sider i bogen handler om fiaskoen med Det fri Aktuelt. Her
er fortælleren Jørgen Flindt Pedersen i hopla.
Jørgen Flindt Pedersen døde i
Kerteminde 80 år gammel den 25. januar 2021. Dødsårsagen var en
kræftsygdom. Men Flindt Pedersen havde arbejdsmæssigt været sat ud af
spillet, siden han i 2011 var blevet ramt af en blodprop i hjernen og
havde mistet talens brug. Sine sidste aktive år, 2000-2011, ejede og
drev han produktionsselskabet FAR FILM.
Nekrologerne forholdt sig til hans
dobbelte rolle som medie-boss og tv-journalist. Udtrykket “gulddreng”
klæbede til ham ind i døden.
“Hans hjerteblod var ikke at være
chef”, skrev kollegaen og vennen Lasse Jensen i en nekrolog i Information
(27.1.21). Lasse Jensen fremhævede Flindt Pedersens indsats i den
kritiske og undersøgende tv-reportage.
Jørgen Flindt Pedersen: Hjerteblod.
Erindringer, 2000, 2. udgave 2001
Danske Journalister 2000
Kraks Blå Bog 2005/06
Niels Thomsen og Jette D. Søllinge: De
Danske Aviser 1634-1991, bd. 3 1918-1991, 1991
Gregers Dirckinck-Holmfeld:
“Gulddrengene i Hotel Bristol”, i: Før syndfloden, 1998:63-65,
og i: Det går ufattelig godt. Den nye Danmarkskrønike
1972-1993, 1998:426-28
|
