|
Mange journalister har villet være
forfattere, men få har villet det så stærkt, at de som Bent Albrectsen
har fundet på at give afkald på præcise data for at få deres
erindringer til at se litterære ud: “Jeg blev optaget som elev på et af
landets mindste blade på en af de mindst øer i Østersøen”. Sådan
skriver en forfatter. Journalisten ville foretrække den nøjagtige
besked: “Ærø Folkeblad” (jf. Danske Journalister 1970).
Tilsvarende skriver Albrectsen: “Da
mit første år var omme, fik jeg plads på en lidt større provinsavis i
nærheden”. Journalisten ville præcisere det til “Sydfyns Dagblad”. Men
erindringsskribenten Bent Albrectsen ville være altså være forfatter. Det
ville han også dengang i 1949, da han begyndte som journalistelev.
50 år senere sidder han som Berlingske
Tidendes korrespondent i Washington og tænker tilbage på
elevtiden i bogen Som svar på Deres forespørgsel.
Bent Albrectsen (1930-2000) husker naturligvis meget
nøje, hvilke aviser han har været ansat på. Så han må have et formål
med undlade at oplyse deres navne. Ideen er at flytte fokus fra det
konkrete og individuelle til det almene og typiske. Det kan være et led
i samme strategi, at han vælger at give sin bog genrebetegnelsen
“Erfaringer” i stedet for “Erindringer”. “Erfaringer” er et bredere
begreb. Dem kan man dele med andre. Erindringer er sædvanligvis unikke.
Blandt journalister på en hvilken som
helst avis vil der altid være nogle, der drømmer om at blive
forfattere. De har alskens forklaringer på, at det ikke bliver til
noget. I Bent Albrectsens tilfælde er forklaringen, at hans
skrivepult skrånede, så maskinen hele tiden gled ned i skødet på ham!
Jeg troede i lang tid, at det kun var
mine møbler, der var noget i vejen med. Men så talte jeg med kollegerne
på avisen om det. De fortalte, at sådan havde de det også. De skrev på
bøger, men kom heller ingen vegne. En af dem havde et
skrivemaskinebord, fortalte han, som var to tommer for højt. Det gjorde
ham træt i armene.
Stilen lyder som noget fra en sær
fortælling af Villy Sørensen. Tekststedet kan tolkes som en mild satire
over dårlige undskyldninger. Et gangbart litterært tema.
Den unge Albrectsen får færdiggjort et romanmanuskript,
som han sender til Gyldendal, hvor det bliver læst af en
forlagskonsulent, som udtaler sig anerkendende om det. Konsulenten har
bare nogle betænkeligheder angående stilen. Men det var noget af det
værste, han kunne sige til Albrectsen, som straks giver sig til at
finde det skyldige møbel.
Jeg vidste, hvad der var galt. Det var
pulten. Jeg skrev romanen om med maskinen på et klapbord for at komme
ind i den fra en ny vinkel. Det var for lavt.
På denne syrede måde nærmer
forfatteren sig motiveringen for at blive journalist: Det er en vej til
at blive forfatter. Han siger selv “genvej”. Det lyder som en “omvej”.
Men en vej er det.
Foreløbig må han stille sig tilfreds
med at skrive for læsere af en avis, der udkommer i 1200 eksemplarer og
hvis styrke er begravelsesreferatet. “Stoffet var pålideligt. Folk døde
hele tiden”. Referatet var under streng kontrol både fra redaktionens
side og fra læserne. Redaktøren sagde, at en af journalistikkens
grundregler var, at man skulle give folk de rigtige navne og titler.
Det gjaldt især referater af begravelser, som mange af avisens læsere
havde overværet. Der var telefonstorm, da unge Albrectsen ved en begravelse kom til at notere
salmenumrene fra forrige gudstjeneste.
Efter afvisningen af det første
romanforsøg lagde Albrectsen skønlitteraturen til side og gav sig til
at læse politiske selvbiografier - Ignazio Silone og Arthur Koestler.
Han fandt ud af, at det var som politisk journalist, han havde en
fremtid. Ikke som hjemlig, partipolitisk journalist. Men altså som en,
der dækkede de store internationale begivenheder.
Koestler havde vist, at det lod sig gøre
at bruge personlige erfaringer i journalistik.
Ja, der var et felt, hvor det
personlige og det formelle gled over i hinanden. Det gjaldt bare om at
skaffe sig indtryk, der er stærke nok.
Han opsøger sin chefredaktør. “Jeg
foreslog ham, at jeg blev korrespondent i Ungarn”. Redaktøren er
tilfreds med sin fynske horisont, men kunne dog forestille sig, at Albrectsen, dækkede politiske møder i Jylland.
Da Albrectsen satte sin stilling på spil, bevilgede
redaktøren ham en måneds løn til en rejse fra Ankara gennem Irak,
Syrien, Jordan og Ægypten.
Da han kom hjem, mange erfaringer og
en dysenterisygdom rigere, var hans avis ikke meget for at give plads
til hans artikler. Han havde skrevet om den irakiske tronfølge, men
hans redaktør tvivlede på, at det interesserede avisens fynske læsere.
Albrectsen satte et stærkere
personligt aftryk på artiklerne og solgte dem til aviser og magasiner i
Danmark, Norge og Sverige. Snart tjente han så mange penge, at han
havde overskud til at købe en bil.
Således opmuntret forlod han Fyns
Tidende og rejste til det fjerne Østen. Han fik brød på
bordet og fri skrivetid ved at arbejde som velfærdssekretær for danske
sømænd. Det førte til bogen Nord for Bangkok. Erindringer om
bjergene, byerne og menneskene der (1967). Det var en slags
rejsebog, men som man kan høre på titlen med et bredere sigte. Bogen
bringer da heller ikke billeder fra stederne. Den vil et spadestik
dybere ned end til det, man kan se.
Tilbage i København lod han sig
ansætte på Ritzaus Bureau, hvor han øvede sig i at fatte sig i korthed,
og endelig, i 1968, blev han korrespondent på fuld tid for Berlingske
Tidende i London. Her lykkedes det ham bl.a. at få et
interview med Arthur Koestler, som havde forløst ham som skribent.
Fra 1970 til 1988 var han Berlingske
Tidendes korrespondent i Washington. Her skrev han Som
svar på Deres Forespørgsel. Erfaringer (1987).
Bent Albrectsen blev boende i USA og
free-lancede herfra. Efter den bundne tilværelse som korrespondent til Berlingske
Tidende skrev han USA-klummer i Weekendavisen, hvis
redaktør, Tøger Seidenfaden, han fulgte, da denne blev chefredaktør på Politiken.
I nekrologen over Albrectsen i Politiken
(12.1.2000) fremhævede Seidenfaden
hans sproglige mesterskab.
I en moden alder forsøgte Bent
Albrectsen sig tre gange som romanforfatter, men hverken Gas (1990),
Soap (1992) eller Diamanter
og perler (1994) skaffede ham et gennembrud som kunstner.
Hans kompakte stil passede bedst til avisens korte formater.
I 2001 udkom et udvalg af Bent
Albrectsens artikler under titlen Levned & meninger. Artiklerne
var udvalgt og med kommentarer af vennen og eleven Frank Esmann.
Som svar på Deres forespørgsel er hovedværket i Bent Albrectsens
forfatterskab. Som journalist-erindring er den original. Der, hvor den
traditionelle erindringsbog har et kapitel om slægtens historie, tegner
han et portræt af en onkel, der faldt i 1. Verdenskrig
(“Familieportræt”). Den efterfølgende beretning om livet som dæksdreng
på et køleskib er fortalt i romanstil (“Det sorte spejl”). Kapitlet om
årene som journalist-elev er, som vi allerede har set, en blanding af
satire og selvironi (“Den skrå pult”). Bemærk i øvrigt
kapiteloverskrifterne. De ligner noget fra en roman, ikke et
memoireværk.
Hovedkapitlet, det, der handler om
Albrectsens første snes år i USA, hedder “Store mænd, store kvinder”.
Kommet så langt i Albrectsens fremstilling er læseren klar over, at der
er noget ironi på spil i en sådan rubrik.
Med grum humor skildrer forfatteren de
berømtheder, han mødte i USA. Der er f.eks. en næsten tom skal, der
kalder sig Bing Crosby, og et dansk politisk ringvrag ved navn Jens
Otto Krag. Og det er ikke, fordi han glorificerer sin egen position som
iagttager.
Faktisk sidder han det meste af tiden
på sit kontor og kæmper sig igennem de amerikanske aviser og
nyhedstelegrammer. Hvis han tager fri en halv dag, kan han være sikker
på, at en præsident bliver skudt, eller der sker noget andet vigtigt.
Selv ser han ikke meget af det, han skriver om. “Jeg skrev om
mennesker, jeg ikke kendte, og om begivenheder, jeg ikke havde set.”
Det er en fuldstændig afklædning af korrespondenten som journalistisk
helt.
Jo længere Albrectsen bliver på sin
post ude i det fremmede, des større er risikoen for, at hans danske
sprog går i stykker. Han taler mest med amerikanere, og når han en gang
imellem får en ung redaktør i røret hjemmefra, forstår han, at moderne
dansk mestendels består af uafsluttede sætninger. Som modgift læser han
danske klassikere, Oehlenschläger, Paludan-Müller, Søren Kierkegaard,
J.P. Jacobsen, Pontoppidan, Jacob Paludan m.fl.
Belæstheden mærkes som krydret bund
under Albrectsens prosa. Det er ikke en almindelig journalistisk
meddelelsesstil, men en litterær fremstillingsform med metaforer og
allusioner. Se f.eks. her om Albrectsens forhold til præsident Nixon:
Det eneste personlige forhold, jeg
havde til ham, opstod i kraft af min betragten.
Jeg huggede mig fast i hans ansigt.
Jeg spejdede gennem fjernsynssminken. Jeg gik til hans
pressekonferencer, ikke for at vurdere ansigtsfarven, men for at følge
med i, hvordan Amerikas kamp for ikke at blive et europæisk
administrationsvælde afsyrede hans træk. Fugerne fra næse til mund blev
dybere. Kinderne hang længere ude til siden. Til sidst så de ud, som om
de var blevet hængt på ansigtet om morgenen. Jeg fulgte det
fremadskridende forfald og slog op i historiebøgerne for at se ham som
ung. Man kunne se, hvor stærk han havde været, hvor indædt mørk og
glat. Han var en amerikansk Dorian Gray, som var kommet til at slutte
den forkerte aftale.
I Oscar Wilde’s roman har Dorian
Gray indgået en aftale om, at hans moralske forfald kun vil
vise sig på hans portræt. Nixon synes at have indgået en endnu værre
aftale om, at hans forfald vil vise sig i hans ansigtstræk.
Som litterat glæder man sig over Bent
Albrectsens elaborerede stil. Den kræver forudsætninger. Men den blærer
sig ikke og belærer ikke. Albrectsen mener ikke, at han har løsningen
på alle gåder. Han kommer bare med nogle forslag.
Tiden
gik. Jeg trillede hen i Det Hvide Hus og så på fjernsynssminken. Jeg
forligte mig med, at Gud og andre autoriteter opererede på vilkår, der
var hyllet i mystik. Man kunne ikke altid se, hvor de ville hen.
I den situation var det godt, at han
havde sin første journalistiske læremesters ord med sig:
Vi var sat til at referere, så måtte
andre selv finde ud af sammenhængen, hvis der var en.
Det var noget, han fik brug for ved
dækningen af dronning Margrethes besøg i USA i sommeren 1976.
Besøget var uden mening og udviklede
sig til en farce. Luften var tyk af misforståelser. Amerikanerne var
ikke særlig interesserede i gamle europæiske kongehuse. Dronningen fik
ikke den æresdoktortitel, hoffet havde kalkuleret med. Selv vejret var
dårligt.
Det meste af det trykte program
handlede om, hvordan man skulle komme ind i bilkortegerne, og hvilken
rækkefølge limousinerne havde.
Tiden gik med at jagte
dansk-amerikanere. Danskere på rejse i udlandet er voldsomt opsatte på
at finde andre danskere. På et tidspunkt blev journalisterne blev i
øvrigt fragtet rundt i en bus. Det var Anker Jørgensens ide. Der var
brug for at ryste folk sammen. En af de medrejsende journalister kunne
ikke engelsk. Men de sluttede hver aften med en fyraftensbajer.
Berlingske Tidendes læsere skulle være glade for, at
deres avis var i strejke. Bent Albrectsens begsorte reportage kunne let
have fornærmet kongehuset.
Som svar på Deres forespørgsel toner ud i en novellistisk tekst om
livet i hytten i skoven. En storm har raseret landskabet. Og samtidig
meldes der om Saigons fald. Albrectsen udveksler lakoniske replikker
med en Vietnam-veteran. Et Hemingway’sk underspil med titlen “April
1975”. Bent Albrectsen er litterært ambitiøs til det sidste blad.
Tilbage står bogens gådefulde titel.
Er det en satire over kancellisprog? Ja og nej. Det er et citat fra et
brev, som forfatterens farmor fik fra de britiske myndigheder, da hun
forhørte sig til muligheden af, at hendes søn, forfatterens onkel
Calle, havde fået et gravsted i Flandern. Som svar på hendes
forespørgsel, meddeler myndighederne, at det havde han desværre ikke.
Albrectsen siger det lige ud: “En mand, der var sprængt til trevler og
kød og ben, havde selvsagt ingen grav.” Onkel Calle var endt som
kanonføde i en krig, han havde ladet sig narre ind i. Der var intet
heroisk over hans skæbne. Gennem breve fra onklen til hans mor,
forfatterens farmor, har Albrectsen møjsommeligt kortlagt onkel Calles
skæbne. Kortlægningen har været én lang desillusioneringsproces. Men
herigennem har Albrectsen lært noget vigtigt om de krige, han selv har
været vidne til - på afstand. Blandt de ting, han har lært, er, at
deltagelse i krigen langtfra altid er frivillig og ideelt motiveret.
Afklædningen af den idealiserede onkel tvinger ham til at tage stilling
til egne mulige svigt.
Som svar på Deres forespørgsel er en usædvanlig titel inden for
genren “journalisterindringer”.
Genren er almindeligvis båret af
optimisme og glæde: Sorgløse Tider (Andreas
Vinding), Glade Aar (Axel Henriques), Jeg
har moret mig dejligt (Henry Hellssen), Gyldne
tider (Erik Nørgaard), Dengang det var sjovt (Jane
Aamund), I medgang og medgang (Lone Kühlmann) etc.
Bent Albertsen insisterer på
journalistens ret til at være skeptiker og melankoliker - og seriøs i
sit artistiske ærinde.
Albrectsen kunne godt fortjene en
rigtig monografi med belysning af alle sider af forfatterskabet.
Bent Albrectsen: Som svar på
Deres forespørgsel. Erfaringer, 1987.
Nekrolog ved Tøger Seidenfaden i Politiken
12.1.2000
Børge Jørgensen (red.):
Danske Journalister 1970 (1970)
Jan Ebert (red.): Danske
Journalister 1995 (1995)
Jette D. Søllinge og Niels Thomsen:
De danske aviser 1634-1991, bind 3, 1918-91, 1991:420
(Ærø Folkeblad), 411 (Sydfyns Dagblad), 400 (Svendborg Avis), 327
(Næstved Tidende), 375 (Fyns Tidende), 130 (Berlingske Tidende), 165
(Politiken).
|
