Erindringsstumper forstås umiddelbart: Teksterne er små stykker, der virker, som om de er brækket af. De er dele af en større sammenhæng, som nogle gange er tydelig og andre gange kun anes.

Mens erindringsglimt er en ret almindelig genrebetegnelse, så ses formen erindringsstumper ikke anvendt ret meget, og slet ikke før Blædel.

Erindringsstumper karakteriserer udmærket teksternes form. Efter traditionelle begreber ville man klassificere de 21 tekster som essays og portrætter. Men da teksterne tydeligvis er brudstykker af en og samme helhed, er erindringsstumper mere dækkende. Der er også noget i Blædels stil, noget prunkløst og tørt, som stritter imod de litterære ambitioner bag betegnelsen ‘essay’.

Litterær titel

Det mest litterære ved bogen er dens titel. Den består af to metaforer. Den ene er “forår” i betydningen “ungdom” eller “de unge år” (jf. Hans Scherfig roman Det forsømte forår).

Den anden metafor er “Minefeltet”. Et minefelt er maritimt udtryk anvendt om et afgrænset område, hvor der er udlagt miner så tæt, at de fungerer som afspærring. Minefelt bruges i overført betydning om farlige områder eller situationer med truende underliggende faktorer. Minefeltet i bestemt form og med stort begyndelsesbogstav er en geografisk lokalitet, kvarteret omkring Nikolaj Kirke i København, hvor værtshusene lå (ligger) så tæt, at forfattere og andre skønånder let kunne (kan) forlise.

Ventetid på værtshus

“Vi skal alle sammen spilde et forår i Minefeltet”, lyder det i første linje i den tekst, der har givet bogen navn. Det er Johannes Møller, der siger de profetiske ord. Året var 1943, altså midt i besættelsestiden. Møller var dengang en ung lyriker, der ligesom Leif Blædel henslæbte tilværelsen på “Laurits Betjent“ og de andre værtshuse i kvarteret, mens de ventede på bedre tider, som også snart kom.

Johannes Møller blev kulturredaktør på Information (1955-59) og Leif Blædel journalist på samme avis (1947-85).

Blædel så i øvrigt ikke tilbage på tiden i Minefeltet som spildt. Til sidst i sin erindringstekst fra “Laurits Betjent” skriver han, at Minefeltet for mange var et udbytterigt sted at spilde et forår, “indtil de var vokset fra det”. Altså et godt lærested, et alternativt universitet, hvor man bare ikke skulle blive hængende. Sådan har Johannes Møller formentlig også opfattet det. I 1944 forsvandt han fra Minefeltet “og ud af mit liv”, skriver Blædel.

Kulturredaktør Møller

Det sidste er imidlertid en litterær overdrivelse, for seks tekster længere fremme i samlingen, i teksten “Kulturredaktøren Johannes Møller” - dukker Møller op igen. Nu som radioanmelder i Vendsyssel Tidende i Hjørring. På dette tidspunkt - i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne - var Leif Blædel radioreporter og kommentator på Information. De to udviklede et samarbejde, og Møller besøgte Blædel, når han var i København. Blædel inviterede Møller sammen med Erik Seidenfaden og dennes hustru, Lone. Seidenfaden’erne besøgte Møller i Jylland - og tog ham med hjem til København, hvor han blev indsat som Informations kulturredaktør. Det særlige ved ham var hans evne til at tiltrække og pleje talenter, Torben Brostrøm som litteraturkritiker, Viggo Clausen som teaterkritiker og Klaus Rifbjerg som tv-anmelder.

Cigaretter som løn

Om sin egen ansættelse skriver Leif Blædel i teksten “Ind på Information fra gaden”. På et tidspunkt da Information manglede både arbejdskraft og penge til at betale for den, gik Blædel ind og tilbød at skrive gratis i tre måneder, hvis de ville dække hans udgifter til cigaretter. Han satsede og vandt. Reelt var hans eneste aktiv hans navn: Han var søn af Nic. Blædel, berømt antinazistisk redaktør i den konservative presse, indtil nazisterne kom og lukkede munden på ham. Han døde i 1943, samme år som sønnen gik ind i undergrundsorganisationen BOPA. Deltagelsen i modstandsbevægelsen var i øvrigt ikke noget, Leif Blædel brystede sig af. Han skammede sig nærmest over den måde, modstandsfolkene opførte sig på efter besættelsen.

Solid dovenskab

Leif Blædel havde ingen faglig baggrund for at blive journalist. Han havde været doven i skolen og var blevet sendt til Sorø Akademi, hvor han indlagde sig ry som kværulantisk og påståelig.

Egentlig ønskede han at være skovrider, men da han opdagede, at det var et bogholderagtigt arbejde, kapitulerede han over for forældrenes ønske om, at han skulle blive forretningsmand. Han kom på Niels Brocks Højere Handelsskole, hvor han udviste solid dovenskab og erhvervede et godt kryds i skriftlig dansk. På trods af denne middelmådige karakter lykkedes det ham - i kraft af sit gode efternavn? - at få en stilling som tekstforfatter i reklamefirmaet Bergenholz, hvor hans største bedrift var at undfange sloganet: Køb uret hos Pallesgaard.

En antihelts historie

Leif Blædels erindringer er konstrueret som en antihelts historie. Leif den dovne. Leif den kværulantiske. Leif den umulige. Han nyder at fortælle, hvor uduelig han har været. Det eneste, han efter egen opfattelse var rimeligt god til, var at fotografere. Det bekræftes af de fotografier, der er gengivet i bogen. Men det kunne han ikke leve af. Som mange af Blædels tekster slutter også denne med en pointeret formulering:

Mange mennesker begynder at fotografere når de får børn, da holdt jeg op.

Seidenfaden og Outze

Da det samlende tema i bogen er dagbladet Information, tegnes der naturligvis portrætter af de to chefredaktører. Blædel vejer dem op mod hinanden: Erik Seidenfaden, som Blædel kendte igennem sin far, var “hjernen på Information og den faktiske chefredaktør”. Outze, der skrev de myndige lederartikler, var derimod ikke nogen ledertype. “Jeg husker engang han fyrede mig, skriftligt, pr. omgående, uden overhovedet at tale med mig først.”

Blædel bruger her sine erindringer til at få sat nogle ting på plads. Han skriver mere på vurderinger og meninger end på oplevelser og sansninger. Hvis man vil vide noget om lydene og lugtene på Information, skal man gå til Erik Nørgaards Gyldne tider.

Viktor Thomas

Af erindringsbogens portrætter er det af Viktor Thomas (1918-2007) det mest spektakulære. Det viser samtidig nogle af Blædels problemer som erindringsforfatter. Teksten begynder sådan:

Da jeg kom til Information blev jeg anbragt på politi-redaktionen. Jeg ved ikke, hvordan det er nu, men dengang var dét stedet hvor en journalistuddannelse skulle indledes. Informations politiredaktion dengang, det var Victor Thomas. Hans profession havde egentlig været at sælge gammelt jern og klude, men han havde et heftigt begær efter at blive journalist.

Der er noget løst, omtrentligt, over fremstillingen: “jeg ved ikke, hvordan det er nu”. Hvis Blædel ikke vidste det, kunne han finde ud af det. Han skriver på et tidspunkt, hvor Journalisthøjskolen er er etableret. Før da begyndte eleverne på en lille provinsredaktion med et par journalister, som dækkede det hele. Hans egen vej til Information var en helt individuel afvigelse.

Viktor Thomas stavede sit fornavn med k. Hans far hed Victor med c og var kunstmaler. Om det staves med c eller k kan siges at være en formel bagatel, men her er bagatellen altså forskellen på far og søn.

Hvorfra Blædel har historien om gammelt jern og klude, vides ikke, men Viktor Thomas var handelsuddannet. Det kunne Blædel have slået op i enhver udgave af Danske Journalister, som de biograferede selv afleverede oplysninger til.

Viktor Thomas arbejdede som fuldmægtig i et handelsfirma, da der pludselig opstod en mulighed for en spændende tjans som sælger af Information i Tivoli om aftenen. Han skulle giftes og havde derfor brug for de ekstra penge. Det er, hvad Viktor Thomas selv har fortalt til jubilæumsbogen På nært hold af Information 1943-1993 (red. Lund og Primstad, 1993). Den udkom ganske vist fire år efter Blædels erindringer, men han kunne have fået disse oplysninger af Viktor Thomas, hvis han havde kontaktet ham. I stedet serverer han den slumromantiske historie om produkthandleren, der bliver journalist på Information og ender som hofreporter på Berlingske.

Værdifulde er Blædels karakteristikker derimod dér, hvor de bygger på egne iagttagelser. For eksempel beskriver han malende, hvordan Viktor Thomas hælder smiger i telefonrøret, når han skal have et interview-offer til at åbne sig: “De, der jo er berømt som en af Europas største jurister…”.

Knudret Cavlingpris

I 1970 fik Leif Blædel Cavlingprisen for sin “journalistiske holdning i samfundskritisk nyhedsbehandling og kommentarer” og for sin “kildekritiske arbejdsmetode”, som den ikke mindst er “kommet til udtryk i hans virksomhed som radio- og tv-kritiker”. - Undskyld sproget, men sådan går det, når en priskomité bestående af danske journalister forsøger at efterligne Nobelpriskomitéen.

Farvel til Information

Mediekritikeren, jægeren og gastronomen Leif Blædel blev en institution på Information, og det vakte derfor opsigt, da han i 1986 gik over til Weekendavisen. En af erindringsteksterne giver forklaringen.

“Demokratiets succes på Information?” er et lærestykke om, hvordan noget egentlig smukt, ideen om nærdemokrati, udvikler sig til medarbejderkampe og mistrivsel. Blædels tekst ligner en analyse, men det er samtidig et partsindlæg. Med indignation i stemmen fortæller han om de grovheder, hvormed man fik mobbet en kvindelig chefredaktør, Bente Hansen, ud. Læsere, som herved får et indtryk af Leif Blædel som kvindernes ridderlige beskytter, vil blive forbløffede over at se hans rolle i Mette Fugls erindringsbog Fra koncepterne.

Under alle omstændigheder blev arbejdspladsdemokratiet på Information for krævende for Leif Blædel, som livet igennem havde haft et lystbetonet forhold til sit arbejde. Han valgte at skifte til et bladhus med tydeligere kommandostruktur.

Journalisten som livskunstner

Leif Blædel var elev af PH. Han efterfulgte ham som redaktør af forbrugerbladet Tænk. Han udgav også et PH-udvalg (Lys over Land, 1987). I erindringsbogen hylder han ham som livsnyder og demokratisk altmuligmand (“Til krebs hos Poul Henningsen”).

I en morsom lille slutvignet med eksistentielle perspektiver fortæller han om, hvorfor han opgav at holde bier. De krævede for meget tilstedeværelse. Han gad ikke. Han fortalte det til sin 92-årige mor. Og hun, der livet igennem havde bebrejdet ham hans dovenskab, overraskede ham ved at sige: “Det var rigtigt af dig at lade være. Du lever et godt liv, du skal ikke påtage dig mere.” Han indrømmer over for sig selv - og læserne - at han godt kunne have påtaget sig mere. Men det gik jo bedre, end han havde frygtet. “Jeg har haft det så frit, at jeg alle dage har kunnet skrive, hvad jeg ville.” Journalisten som livskunstner?

I sin anmeldelse i Politiken foretog Hans Hertel en fair afvejning af skidt og godt:

Indimellem er disse memoirebidder skrevet lovlig henkastet “jeg husker ikke hvor mange år”, “omtrent sådan her” skriver han, når han ikke gider slå efter eller løfte røret. Men den lette hånd gør det til en usædvanlig erindringsbog: livlig, charmerende, velgørende uhøjtidelig og selvironisk, men ikke uden en snært hvor Blædels krav om tolerance og kvalitet støder sammen med hævnlyst, smålighed og opportunisme (Politiken.10.10.1989).

I Ekstra Bladet, som havde været genstand for meget kritik fra Blædels side og som havde svaret igen med at udnævne ham til “dansk presses moraliserende sutsko”, præsenterede man bogen som en sammenkogt ret fra Minefeltet: “En gang labskovs fra onkel Blædel” (Bent Juhl, Ekstra Bladet, 10.10.1989).

Litteratur

Leif Blædel: Et forår i Minefeltet. Erindringsstumper, 1989

Anmeldelser i Politiken ved Hans Hertel og i Ekstra Bladet ved Bent Juhl, begge 10.10.1989

Niels Thomsen og Jette D. Søllinge: De danske aviser 1634-1991, bind 3, 1918-1991 (1991)

John Chr. Jørgensen: “Radioanmelderen. Leif Blædel” i Kulturanmeldere i Danmark, 1991: 59-63