|
Vi kan sove i flyvemaskinen (2011) er en af disse mærkelige
bugtalerbiografier, der taler med to stemmer. At dømme ud fra omslaget
er bogen forfattet af Ulla Terkelsen i samarbejde med Andreas Fugl
Thøgersen. På titelbladet er de sidestillede som forfattere, med
Andreas Fugl Thøgersens navn nævnt først. I kolofonen, som Politikens
Forlag placerer til sidst i bogen, er forfatterne krediteret i omvendt
rækkefølge, altså med Ulla Terkelsen først.
I bogens tekst hører man først
Thøgersens stemme. Han præsenterer Terkelsen som fortæller. Han siger,
at fællesnævneren for hendes reportager er en “sjældent svigtende evne
til at gøre ethvert sted og menneske til en relevant fortælling”.
Ordene lyder som noget fra en annonce.
Men det er altså den ene forfatter, der til en indledning roser den
anden og derved kommer snublende nær ved at rose sig selv.
Præsentationstonen kendes fra
tv-programmer, hvor værten roser gæsterne, før de har åbnet munden. Man
forstår udmærket, at det er, fordi de skal føle sig trygge, men det kan
hurtigt blive for meget. “Lad dem dog selv vise, hvad de kan”, tænker
man. Som tilskuer eller læser vil man selv have lov til at danne sig et
indtryk.
I den skrevne journalistik ser man
undertiden intervieweren rose den interviewede. Politikens
Ninka kunne svømme hen, når hun interviewede forfatteren Villy
Sørensen. Som læser rødmede man over at skulle overvære noget så
privat, men man forstod, at beundringen var Ninkas drivkraft. Det var
ikke et hvilket som helst interview, det var et Ninka-interview. Rollen
var veldefineret.
Noget andet med Andreas Fugl
Thøgersens rolle i Ulla Terkelsens selvbiografi. Uden det siges direkte
forstår man, at han har været pennefører for projektet. Formentlig også
initiativtager og drivkraft. Hans rolle i historien er at følge den
omkringfarende Ulla Terkelsen rundt i verden, introducere til hendes
lokationer og sørge for, at holde hende til opgaven: at fortælle om sit
liv. Men hvad er hans rolle i forhold til det, Ulla Terkelsen siger?
Andreas Fugl Thøgersen er journalist,
født 1972, altså en generation yngre end Ulla Terkelsen, født 1944. Som
søn af journalisterne Birger Thøgersen og Mette Fugl (som ikke nævnes)
har han haft privilegeret indsigt i sider af Ulla Terkelsen
journalistiske miljø i Danmark. Og med sin mastergrad i amerikansk
politik og journalistik fra Columbia University burde han have
forudsætninger for at løse opgaven med at få en selvbiografi ud af Ulla
Terkelsen.
Dette handler ikke om Thøgersens
kvalifikationer og baggrund, men om fortællerproblemer i en bestemt
genre, den journalistisk formidlede biografi.
Genrerne blandes sammen og tonen
skurrer, når Andreas Fugl Thøgersen indleder Ulla Terkelsens
selvbiografi med at erklære, at de gode historier er “den røde tråd, i
Ulla Terkelsens liv og i denne bog. Hun kan en del. Og hun fortæller
dem bedre end de fleste.”
Han mener utvivlsomt det, han siger,
og han har sikkert ret. Men han indtager ikke en rolle, der giver ham
ret til at sige det. Med mindre vi accepterer figuren “den beundrende
medforfatter”.
Vi kan sove i flyvemaskinen er komponeret som en montage af flere
teksttyper. Efter optakten med Thøgersens præsentationsprosa følger et
stykke essayistisk prosa af Terkelsen, et notat fra et ferieophold i
Etiopien, hvor hun får stunder til at stille sig selv “livets og dødens
allervigtigste spørgsmål: Burde jeg blive pensionist? Nu?”
Overdrivelsen giver spørgsmålet et ironisk vrid. Man får en fornemmelse
af, hvordan hele bogen kunne være skrevet, hvis Terkelsen selv havde
siddet ved tasterne.
Efter at Terkelsen således har haft
ordet for en kort bemærkning overtager Thøgersen det igen, denne gang
for at sætte scenen i Paris, som på dette tidspunkt var Terkelsens
hjemby. Til det formål frembringer han noget lyrisk beskrivelsesprosa:
“Lavthængende vintersol, som reflekteres i højglanssorte
smedejernsgitre på franske altaner.”
Fra disse smedejernsgitre kobler han
halsbrækkende dristigt til Ulla Terkelsens livshistorie ved at sige, at
bygninger som dem i Paris givetvis ville blive værdsat af håndværkerne
i tidligere generationer af Ulla Terkelsens familie i Aarhus.
Endelig, på side 16, begynder Ulla
Terkelsen at fortælle i det, der skal blive bogens bærende stilart, den
fortalte erindringsprosa:
Mine forældre var usædvanlige, fordi
de ud over at have deres rødder i et solidt borgerligt
håndværksmestermiljø også holdt dagbladet Politiken. De blev gift 15.
oktober 1935, og som det første efter brylluppet tegnede de abonnement
på en kulturradikal københavneravis.
Sproget er præget af mundtlig
fortælling. Hver oplysning har en funktion. Forældrenes avishold skal
både sige noget om spændvidden i miljøet og varsle om fortællerens
fremtid. Fortælleren fortolker, mens hun fortæller. Og det er
selvfølgelig ikke tilfældigt, at hun som journalist begynder med
barndomshjemmets avis.
Terkelsen fortæller om sit tidligt
udviklede behov for at læse bøger:
Jeg læste meget, så snart jeg kunne.
Det har jeg gjort lige siden. Jeg elskede - og elsker - fordybelsen og
ensomheden under læsning. Jeg elsker bøger. Jeg kunne ikke sy eller
brodere og den slags. Det kan jeg stadig ikke.
Sproget har her træk af talt sprog. De
varierede gentagelser er et karakteristisk talesprogstræk.
Ved siden af læselysten er rejselysten
et gennemgående tema. Hamburg var hendes første rigtige storby. Inden
Terkelsen selv fortæller om oplevelsen, har Thøgersen af uforståelige
grunde behov for at gengive hendes indtryk i en dækket form, som han
behersker så dårligt, at fremstillingen kommer til at ligne noget fra
en mat ungdomsbog:
Her var en nysgerrig Ulla, efterladt
næsten målløs i opdagelsen af, at livet kunne leves på vældig mange
andre måder end den alment udbredte i Aarhus og omegn.
Det er sådanne steder, man griber sig
i at ønske sig, at Terkelsen selv havde ført pennen. Men så var der nok
ikke kommet nogen bog ud af det. Terkelsen er, som hun siger, flyvsk.
Hun tænker, mens hun bevæger sig, og det er åbenbart Thøgersens
fortjeneste, at den omkringflyvende udlandsjournalist har ladet sig
indfange på forskellige destinationer, så hun bid for bid kunne
fortælle om sit liv. Thøgersen har derefter redigeret teksten sammen,
en ikke ringe arbejdsindsats. Desværre har han under redigeringen
forsøgt at berige værket ved hjælp af en fortælleteknik, som han ikke
behersker.
Hvis man vil have mest muligt ud af
Ulla Terkelsens selvbiografi, skal man derfor lægge mindst muligt mærke
til Andreas Fugl Thøgersens overledninger. Montage-metoden fungerer
ikke for ham. Den bliver efterhånden en regulær spændetrøje for
kompositionen - et sted begynder han at fortælle partipressens historie
fra 1830erne til i dag! - og dér, hvor der kunne være brug for det,
formår han ikke at skifte rolle og blive insisterende som udspørger.
Det første land, den rejselystne Ulla
Terkelsen får ind på kroppen, er Polen. Endnu mens hun går i gymnasiet,
har hun fundet en kæreste i det venstreorienterede studentermiljø i
Aarhus. Kæresten, Svend Terkelsen, er litteraturstuderende og får et
studielegat til Polen. Ulla Terkelsen tager med. Hun har lige bestået
sin studentereksamen.
Inden afrejsen bliver Ulla Stålby og
Svend Terkelsen gift på Rådhuset i Aarhus. Det er i 1963. Det går alt
sammen lynhurtigt, og man ville godt have haft nogle uddybende
forklaringer, f.eks. på, hvorfor Svend Terkelsen næsten overalt
optræder med sit fulde navn. Det er, som om der bliver lagt distance
til ham fra begyndelsen. Ellers
er det mest interessante ved Polensturen, at Ulla Terkelsen ved mødet
med den realiserede socialisme mister sin politiske ungdomstro og
melder sig ud af Danmarks Kommunistiske Parti. Hun har opdaget, at hun
er den eneste kommunist i Polen!
Da Ulla Terkelsen og hendes mand
vender tilbage til Aarhus, bliver de interviewet af en kvindelig
journalist fra Demokraten. (“Dansk
Studenterægtepar hjem fra Polen”). Journalisten spørger Ulla Terkelsen,
hvad hun nu skal lave. Hvad med at blive journalist? Bladet havde en
ledig elevplads. Hun havde
egentlig tænkt sig at fortsætte de sprogstudier i polsk og russisk, hun
var begyndt på i Warszawa. Men journalistikken fristede mere.
Hun slog til. Fra 1.4.1964 var hun journalistelev på Demokraten.
Hun begyndte arbejdsdagen med at
klippe og fordele indkomne telegrammer til de relevante
fagjournalister, men snart fik hun lov til selv at udfolde sig i alle
genrer om alt muligt: ungdomskultur, lokalhistorier, filmanmeldelser,
selv udenrigspolitik. Hendes første reportagerejse gik til Algeriet.
Det journalistiske miljø på Demokraten
var frodigt. Blandt de nære kolleger var
Jørgen E. Petersen, Jørgen Flindt Pedersen og Jørgen Leth.
Ikke
et ord om kvindediskrimination. Men en del om promiskuitet.
Forholdet til Svend Terkelsen
kølnedes. Da de blev skilt, var hun 21 år.
Som færdiguddannet journalist flyttede
hun i 1967 til London, hvorfra hun på freelance basis korresponderede
til Aktuelt og Danmarks Radio.
Hun overtog programmet London Journalen fra Jørgen
Flindt Pedersen. Gennem ham havde hun truffet journalisten Guy Patrick
Hawtin. “Han holdt meget af anekdoter og var altid sjov at stå med i en
bar eller til et middagsselskab. Det var, kan man sige, kærlighed ved
første blik.” De blev gift. Tingene gik hurtigt for hende.
Hun var som sagt flyvsk. Det var tiden
og miljøet også. I sin journalistik udnyttede hun tempoet og
spontaniteten til at puste liv i reportagerne. Hendes
udenrigsjournalistik adskilte sig markant fra den seriøst analyserende
stemme, som lytterne kendte fra Christian Winther og andre DR-koryfæer.
Da Radioavisen i
1969 sendte hende til Irland for at dække urolighederne i Londonderry,
skete der noget afgørende nyt i hendes liv. Hun tolker det som en
forelskelse - denne gang i et land, men af en så opslugende karakter,
at den var en medvirkende årsag til, at hun blev skilt fra Guy, som tog
sig af deres fælles søn, Nicholas, og flyttede til USA med ham. Alt
sammen efter fælles aftale, men naturligvis ikke uden problemer. Set i
bakspejlet synes Terkelsen, at hendes generation tog for let på
ægteskaberne og skilsmisserne. - Hvis det var en rigtig interviewbog,
ville intervieweren have gravet sig dybere ned i denne form for
retrospektiv moralisme.
I Kraks Blå Bog og
i Danske Journalister har
Terkelsen udeladt alle oplysninger om sine to ægteskaber.
Efter oplevelserne i England og
Irland, som kondenseredes i to bøger (se litteraturlisten), var det en
klam fornemmelse for Ulla Terkelsen at vende tilbage til Danmark, først
fra 1976 som medarbejder ved Danmarks Radios TV-Aktualitetsafdeling,
derefter fra 1978 til 84 som redaktionschef samme sted.
Det kvindepolitiske debatklima huede
hende heller ikke. Hun var med på, at kvindebevægelsen havde haft
betydning for kvinders mod til at tage springet ud på arbejdsmarkedet.
“Men at højtuddannede, velbetalte og berømte kvinder i journalistikken
eller den akademiske verden hævdede, at de var undertrykte, det tog jeg
afstand fra”, siger Ulla Terkelsen med en sætning,
hun aldrig ville have skrevet. Det, hun tog afstand
fra, var jo ikke, at de hævdede det. Det kunne hun ikke tage afstand
fra, for de gjorde de ubetvivleligt. Det var selve synspunktet - at de
var undertrykte - hun tog afstand fra. Hun mente, at det var forkert.
“Det vigtigste for mig er at handle,
at vise, at man kan og vil”, erklærer hun - og tilføjer, at man ikke
skal stirre sig blind på det med kønnet.
Ulla Terkelsens bedste arbejdsår i
Danmark ser ud til at have været perioden fra 1987 til 1992, da hun som
nyhedschef var med til at etablere TV 2 i Odense. Det, hun kunne lide,
var pionerånden, fællesskabet om det nye projekt. At hun så alligevel
sagde op, skyldtes noget i hende selv, en rastløshed, som hun
filosofisk har fundet udtrykt i mantraet “solvitur ambulando”, “alt
løser sig i bevægelsen” eller “Det skal gås væk”.
Der kommer en særlig glød i Ulla
Terkelsens stemme, når hun fortæller om sit liv som
udenrigskorrespondent. Her får selvbiografien virkelig vægt, både
eksistentielt og fagligt.
Korrespondenten skal altid være parat
til at pakke sin rejsetaske og løse opgaven, som består i at være til
stede, hvor begivenhederne udspiller sig, og i reportager kombinere det
konkrete, nyheden, med det personlige, det oplevede. De væsentlige
begivenheder kan ikke dækkes ved et skrivebord over telefonen.
Korrespondenten må ud i marken. Det er absolut en fordel at kende
stedet og have forbindelser der. At have boet en årrække i London, New
York, Berlin og Paris er i sig selv en kvalifikation for en
korrespondent. Ulla Terkelsen har oparbejdet en omfattende paratviden
om politiske forhold, kongehuse etc. og skaffet sig en betydelig rutine
i at formidle stoffet i forskellige formater. Hun forklarer også
læserne, hvorfor hun fremtræder, som hun gør. Når hun bærer tørklæde i
Afghanistan, har det f.eks. ikke noget med underkastelse at gøre. Det
er for ikke at vække opsigt. Reportagerne skal jo handle ikke om hende.
En professionel reporter sætter ikke sit eget liv på spil.
Og det med at være embedded,
altså at arbejde på militærets betingelser,
er ikke noget, man vælger, men et vilkår. Journalister kan ikke krydse
frit rundt mellem fronterne. Det kunne de heller ikke i de store
verdenskrige.
Terkelsen ser i øvrigt et vist
slægtskab mellem soldatens og korrespondentens arbejde. Der er f.eks.
ikke faste arbejdstider. Når de folk, hun arbejder sammen med på
turene, sukker over en lang arbejdsdag, siger hun “Vi kan sove i
flyvemaskinen”.
Uden at jamre gør Ulla Terkelsen det
klart, at det selvfølgelig har haft personlige omkostninger altid at
være på sin post. Da hendes kæreste siden midten af 1980’erne, Jørgen
Grunnet, lå alvorligt syg, var hun i USA for at dække Obamas
indsættelse som præsident. Konventionerne foreskrev, at hun skulle være
ved Grunnets side, da han døde. “Det var jeg så ikke”, siger hun med
trods i stemmen. “Men jeg havde alligevel været sammen med ham, talt
med ham på en intens og kærlighedsfuld facon om noget, der betød noget
for os.”
Jørgen Grunnet havde som journalist og
tidligere chefredaktør fuld forståelse for kærestens arbejdsbetingelser
og livsform. De forstod hinanden i dybden. At dømme ud fra Ulla
Terkelsens smukke beskrivelse stak deres papirløse kærlighed dybere end
hendes ægteskaber.
Bogen slutter med en lille vignet om
korrespondentens forhold til det religiøse konkretiseret i bønner og
salmevers. Det er sådan set en logisk følge af den alvorlige retning,
fremstillingen har taget. Men kapitlet er så lakonisk, at det virker
påklistret, postuleret, ja, skinhelligt. Det burde have været
integreret i et tidligere afsnit om udviklingen i Terkelsen syn på
religiøsitet: “Når folk holder op med at tro på Gud, begynder de at tro
på hvad som helst”.
Hvem skal man laste for problemer i
dispositionen? Terkelsen eller Thøgersen? Hvis det var et regulært
interview, måtte intervieweren påtage sig ansvaret.
Og hvad med de sproglige problemer?
Hvem skal man rette skytset mod? Ulla Terkelsen bruger en overvældende
mængde af engelske vendinger, når hun taler. Når det foregår foran et
tv-kamera, indskyder hun et “som de siger herovre” eller finder en måde
at markere anførselstegn på. På skrift virker det distraherende.
Terkelsens entusiasme sætter sig spor
i et væld af ting, hun “elsker”. Hvis hun selv havde ført pennen, tror
jeg, at hun ville have forsøgt at variere begejstringen rent sprogligt.
Vi ender altså, hvor vi begyndte, med
bugtalerbiografiens grundskavanker: de to stemmer og den diffuse
ansvarsfordeling.
Konklusion: Genren duer kun som
nødløsning.
Hvis Ulla Terkelsen med hånden på
hjertet kan sige, at der ikke var kommet nogen selvbiografi fra hende
uden Andreas Fugl Thøgersens initiativ og indsats, har den danske
journalistlitteratur grund til at være både Terkelsen og Thøgersen tak
skyldig. For Vi kan sove i flyvemaskinen er sine
formproblemer til trods en righoldig samling af såvel faglige som
eksistentielle erfaringer fra udenrigskorrespondentens arbejde. Og det
giver bogen elementær underholdningsværdi, at disse erfaringer
gennemgående har karakter af historier baseret på
personlige oplevelser.
Ulla Terkelsen i samarbejde med
Andreas Fugl Thøgersen: Vi kan sove i flyvemaskinen,
2011
Anmeldelser:
Camilla-Dorthea Bundgaard, Jyllands-Posten,
25.10.2011
Lasse
Jensen, Information, 28.10.2011
Helle
Hellmann, Politiken, 5.11.2011
Lotte
Kirkeby Hansen, Kristeligt Dagblad, 11.11.2011
Leonora
Christina Skov, Weekendavisen, 18.11.2011
Ulla Terkelsen: Det
almægtige gevær - en personlig rapport fra Nordirland, 1972
Ulla Terkelsen: Et andet
England, 1974
John Chr. Jørgensen (red.):
De tålte mosten. 39 kvindelige journalister, 2013
Kraks Blå Bog, Danske Journalister, Wikipedia, Kvinfo’s
Ekspertbase
|
