|
Det er et moderne træk ved Herbert
Pundiks erindringsbog, at præmisserne for dens tilblivelse fremlægges
så åbent. Bogen er et bestillingsarbejde fra Gyldendal med Kurt
Fromberg som opdragsgiver og Johannes Riis som redaktør. Internt på
Politiken havde Pundik haft Niels Barfoed som konsulent og Ditte Jarde
som sekretær. Pundik var ikke vant til at skrive i store formater, og
han klaprede på en gammeldags skrivemaskine, hvis papirark skulle
omsættes til pc-sprog. Han takker i den anledning “robuste Erika”,
“letbenede Gabriella” og “elegante Lettera”. Det lyder som kælenavne
fra et bordel, men det er rejseskrivemaskiner af forskellige mærker,
som Pundik har slidt op eller ikke har kunnet skaffe nye farvebånd til.
Det er ikke nok at overleve havde været syv-otte år undervejs, da
den udkom i 2005. Forud for bestillingen gik en række radioforedrag,
bestilt af DR.
Selv om erindringsbogen således var
vel forberedt og solidt understøttet, krævede arbejdet sin mand. Pundik
skriver, at bogen under udarbejdelsen sad som en stor klump i hans
bevidsthed, som en pukkel, han slæbte rundt på og som aldrig levnede
ham ro. Det er meget sjældent, at en selvbiografi af en journalist er
blevet til under så åbenlyst plagsomme omstændigheder. Der er da også
mere på spil end journalistik.
Det er ikke nok at overleve dækker tiden frem til Pundiks
ansættelse som chefredaktør på Politiken i 1970.
De efterfølgende 24 år i chefredaktørstolen fortæller han om i
erindringsbindet Du kan hvis du tør, som udkom i
2006.
Her skal det alene handle om det
første bind, som også udmærker sig ved at være moderne på den måde, at
det reflekterer over, hvad der er sandt og falsk i det, man husker.
Pundik viser, at han har indsigt i erindringen som metode.
Forordet byder på en kærlig undsigelse
af forfatterens hustru Susi. Hun ville helst ikke have, at han skrev om
sin tid som “tyveknægt i Ituru-junglen i Congo”, fordi det ville være
dårligt for hans omdømme, og om sin mors farbror, Moshe,
“synagogesangeren, der blev spion under Første Verdenskrig og som ikke
snød fjenden, men sine egne opdragsgivere,” fordi hans afdøde mor havde
skammet sig over farbroderens “meriter i spionbranchen”. Ordvalget -
fra “tyveknægt” til “spionbranchen” - tyder på, at dette ikke skal
tages alt for alvorligt. Men forfatteren får inddraget sin kone i et
charmerende spil, hvor han puster sig op: “Selvfølgelig har jeg ikke
rettet mig efter Susis forsøg på censur ud fra den betragtning at
erindringer kun har interesse, hvis de er hensynsløst ærlige.”
Det sidste lyder let, alt for let,
viser det sig.
“Det vi tror vi husker, er ofte det vi
tror vi har oplevet, medens det i virkeligheden delvis kun er et
produkt af vor fantasi”, siger han. Men hvis dét er sandt, hvordan
sikrer vi os så, at det sagte er sandt?
Det, vi har oplevet og prøver at
huske, befinder sig ikke i et velordnet hus med rum, vi har adgang til
efter behov. I skildringen af familiens flugt til Sverige i oktober
1943 arbejder Pundiks hukommelse på højtryk for at få de præcise
detaljer frem, men “enkelthederne er forsvundet i erindringens
grusbunke”. Med et billede hentet fra arkæologien, som han påtænkte at
studere helt frem til det otium, han aldrig fik, skriver han:
Erindringerne ligger som lag i en
køkkenmødding. Materialet fra de dybere lag passerer gennem de senere
lag på vej op i lyset gennem den skakt man har gravet. På vejen ændrer
erindringerne karakter under indflydelse af senere oplevelser.
Slutresultatet er således et kunstprodukt, den samlede sum af ens
tilværelses erfaringer.
Det, man husker, er farvet af senere
oplevelser og bearbejdelser. Dog er der ifølge Pundik på bunden af
erindringsskakten noget af så hård en beskaffenhed, at det unddrager
sig indflydelsen fra senere oplevelser. Han kalder det hukommelsens
diamanter. Det er prægnante detaljer. I flugtsituationen f.eks. den
lægevogn, som transporterede familien fra det ene skjulested til det
andet, og dobbeltsengen, de skulle gemme sig under, hvis der kom
fremmede på besøg, for slet ikke at tale om det klædeskab, som hans
korpulente far skulle klemme sig ind i. Oplevelsen af faderens
sårbarhed var skelsættende.
Netop flugtdagene var friholdt fra
fortolkninger i familien. De talte aldrig om dem, skriver Pundik.
Minderne fra flugten var imidlertid så
stærke, at de fik de almindelige barndomsminder til at blegne:
Jeg husker ikke meget fra disse år,
hverken fra skolen eller årene før. Det er lidt beskæmmende i
betragtning af hvor detaljerede iagttagelser fra barnevogne og
kravlegårde andre kan berette om. Henrik Nordbrandt husker lykken ved
som etårig at sidde i sin barnevogn og smøre sig ind i sit eget lort.
Den lykke er mig ikke forundt.
Jeg tror at dette hukommelsestab
skyldes de voldsomme begivenheder jeg senere i livet kom ud for.
Misforholdet mellem den høje stil og
det lave indhold producerer ironi. Tabet af mindet om lort er til at
bære. Det interessante er tanken om, at det ene minde kan skubbe det
andet væk.
For at forklare, hvad der kan
forhindre erindringen i at bevæge sig frit, henter Pundik et nyt
billede frem. Det fortjener status af bevinget ord.
At skrive erindringer er som at
springe fra isflage til isflage i forsøg på at undgå at falde ned i det
dybe mørke vand, der gemmer de hemmeligheder vi ikke tør huske.
Det er altså let nok at proklamere, at
man i sine erindringer vil fortælle “sandheden”, men man kommer ikke
uden om kedelige modifikationer af typen “bestræbe sig på”, “så godt
jeg kan”. Man er nok også nødt til at sige “noget sandt” i stedet for
“sandheden”. Ja, måske er man bedst tjent med at skrive, at man
bestræber sig på ikke at lyve bevidst eller kolportere, hvad man ved er
anekdoter.
Herbert Pundik var 16 år og altså kun
en stor dreng, da han og hans familie måtte flygte til Sverige i
oktober 1943. Han fortæller, at han sad i en tysktime på
Metropolitanskolen, da rektor kom og hentede ham ud og sagde, at hans
forældre ventede ham derhjemme. Han anede ikke, hvad det gik ud på, men
tog sporvognen hjem. På vejen stod han af for at købe et Skipper
Skræk-blad. Da han kom hjem, fandt han familien køreklar. De ventede
bare på ham. Han glemte aldrig faderens bebrejdelser, da han opdagede,
at afrejsen var blevet forsinket på grund af et Skipper Skræk-blad.
I 16-årsalderen tumler kommende
journalister som regel med digterdrømme og skoleblade. Herbert Pundiks
erhvervsvalg lå langt ude i fremtiden. Han huskede, at hans far en
aften i synagogen i 1942 eller 43 havde sagt til ham, at han skulle
læse til mejerist, for det var et fag, de havde brug for Palæstina. På
det tidspunkt eksisterede der endnu ikke nogen jødisk stat, men faderen
og folk i hans generation håbede på og arbejdede for, at en sådan
skulle komme, så sønnen og hans generation kunne få et sted, hvor de
kunne leve i sikkerhed.
Flugtmotivet og de valg, der er
knyttet til det, overlejrer fuldstændig journalistdrømmene. Pundik
mener ganske vist, at det var hans journalistiske instinkt, der var
blevet vakt, da han i båden, der førte dem til Sverige, sad og stirrede
på sit konfirmationsur for at kunne konstatere præcis, hvor mange
minutter turen tog: 37. Men det kunne lige så god have været hans
videnskabelige instinkt, for et sådant havde han også.
Da han efter et par års
ekspres-modning i Sverige vendte tilbage til Danmark og tog
studentereksamen, lod han sig indskrive på universitetet som studerende
i klassisk arkæologi og eskimologi. Forinden havde han dog haft et
opgør med sine forældre, fordi han ville være journalist, hvilket de
anså for alt for usikkert. Nu måtte de i stedet æde to brødløse studier!
Udviklingen i Palæstina kom imidlertid
på tværs af studierne. Herbert Pundik var med ved stiftelsen af en
organisation, Kadima (hebraisk for Fremad), som i hemmelighed skulle
hverve frivillige til den jødisk-arabiske krig 1948-49 i Palæstina.
Pundik var selv med i den første gruppe på ni mand, der forklædt som
fodboldhold begav sig på vej i 1947. “Måske var vi drevet af
skamfølelse over at jøderne under Verdenskrigen var blevet gennet som
får til slagtebænken. Og måske var vi også besat af et anstrøg af
eventyrlyst”, skriver Pundik, som for sit eget vedkommende siger, at
beslutningen var et bevidst forsøg på at afvikle sin jødiske gæld og
dermed bane vej for den assimilation, som han troede var løsningen på
hans personlige “jødeproblem”.
Han tolker det også som en frigørelse
fra forældrene. Og her kom journalistikken ind igen. Han gik til
chefredaktør J. Søltoft Madsen på Nationaltidende og
tilbød at rapportere om situationen i Palæstina. Chefredaktøren syntes
det var en god ide og gav ham papir på, at han var Nationaltidendes
udsendte medarbejder, hvorefter han kunne søge Den Britiske Ambassade
om indrejsevisum til Palæstina.
Det vil føre for vidt her at gå ind
den del af erindringerne, som handler om Pundiks handlinger i krigen,
men da han vendte tilbage Danmark igen, lod han sig indskrive på
statsvidenskab, hvor han tog første del i 1954. Men det var Israel og
det arabiske Mellemøsten, der interesserede ham. Og da en israelsk
embedsmand, Moshe Gerzberg, dukkede op i København og ville have ham
som leder af et nyt produktivitetsinstitut under arbejdsministeriet i
Jerusalem, takkede Pundik ja og fik sin førstedelseksamen ækvivaleret
med en bachelorgrad i statsvidenskab.
Fra lederjobbet på
produktivitetsinstituttet blev han headhuntet til et journalistisk
lederjob på De samvirkende Fagforbunds dagblad, Davar. Han
manglede stadig indsigt i sit nye lands sprog og kultur. Han kunne ikke
skrive hebraisk, men lærte det møjsommeligt ved at se sine egne
artikler oversat fra engelsk. I øvrigt var der rig lejlighed til at
lære fra sig på et blad, hvor en af chefredaktørerne “havde det
redaktionelle princip, at når en medarbejder kom med en nyhed, lagde
han den i skuffen. Dagen efter tog han den frem. Hvis den stadig havde
nyhedsværdi, satte han den i avisen, hvis den ikke havde overlevet,
havde den alligevel aldrig været en nyhed, og så var det godt det
samme.”
Efter at have skejet ud som først
sovjetbeundrer og så som zionist havde han fundet tilbage til et sted i
nærheden af den socialdemokratisme, som lå i barndomshjemmet. Sammen
med sin hustru Susi slog han sig ned i Tel Aviv, og dér blev de boende
som indvandrere. Penge havde de ikke mange af, og Pundik måtte supplere
sine israelske lønninger med honorarer for artikler til danske blade.
Herbert Pundik freelancede først til Information
på opfordring af Erik Seidenfaden. Avisen
var ludfattig. Engang da Pundik telegraferede hjem til Store
Kongensgade for at få flere penge, fik han denne besked fra den
legendariske bulderbasse Ove Martin: “Bonderøv, send flere nyheder, så
får du flere penge.”
Pundiks far måtte spæde til, når
sønnens rejseudgifter i Afrika oversteg Informations formåen.
Grunden til, at han dækkede Afrika, var, at de arabiske lande i
Mellemøsten ikke ville lukke en journalist ind, der var bosat i Israel.
Pundik fik også et tilbud om at blive
chefredaktør for Information, men da det indebar,
at han og familien måtte opgive hjemmet i Tel Aviv, afslog han.
I stedet blev han
udenrigskorrespondent for Politiken på opfordring
fra klassekammeraten Paul Hammerich. Det job passede ham så godt, at
han ønskede at vende tilbage til det, når han efter et par år havde
løst Politikens ledelsesproblemer. Det er i 1970.
22 år senere sad han der endnu. Han var blevet bladets permanente
løsning. Samtidig var ansættelsen som dansk chefredaktør bosat i Tel
Aviv med betalt ret til at pendle mellem Danmark og Israel blevet den
originale løsning på hans problemer med det dansk-jødiske. Han beholdt
sine rejseprivilegier efter, at han var gået af som chefredaktør i 1992
og var trådt ind i en ny rolle som seniorkorrespondent og kommentator.
Med ansættelsen som chefredaktør
stopper erindringsbindet Det er ikke nok at overleve. Det
er et righoldigt værk. I behandlingen af det her har jeg koncentreret
mig om Herbert Pundiks eksistentielle valg og om vejen til
journalistikken.
At være jøde er ikke et valg, man selv
foretager. Det er ikke en forening, man kan melde sig ud af. Om man er
jøde eller ej, afhænger i høj grad af omgivelsernes mening. Pundik
henviser til Sartre og Arthur Koestler. Med oprettelsen af en jødisk
stat stod jøderne over for en reel valgmulighed. De kunne vælge at leve
som jøder i Israel, eller de kunne lade sig assimilere i de samfund,
hvor de levede. Det sidste var oprindelig Pundiks plan. Men efter at
have engageret sig med sit liv i tilblivelsen af den jødiske stat
valgte han at slå sig ned med sin familie i Israel - uden at han
bagefter kan sige med sikkerhed, at han valgte rigtigt.
Hvad angår valget af journalistikken
som levevej, så lå lysten til det hele tiden i ham, men det var ikke
nogen determinerende kraft. Han gik i lag med arkæologien, eskimologien
og politologien, før han blev korrespondent. Journalistik var levebrød,
og han kunne tage fat på det, når som helst og hvor som helst. Han
havde en veludviklet sans for “det danske sprog med alt, hvad det
indebærer af underfundighed og klang og brudstykker af sange og
litteratur” og arbejdede bevidst på at bevare kontakten med det, mens
han boede i Israel. Den danske underfundighed gled ind i hans sprog
sammen med en barsk ironisk jødisk humor, som også præger
erindringsbogen fra første færd: “Tyskerne befandt sig endnu på
begynderstadiet, så de var tvunget til at skyde jøderne én for én.”
Humoren var et krafttilskud. Pundiks
korrespondancer var ikke lagt an som underholdning. De var politisk
motiverede, og han havde vanskeligt ved at skelne mellem reportager og
meningsartikler.
Langt inde i sin tid som chefredaktør
på Politiken, gik han rundt og spurgte, om vi
virkelig skulle trykke en kronik af Kirsten Thorup, som han mente førte
ensidige palæstinensiske synspunkter i marken. Han ville have, at
Thorup skulle rette i kronikken. Hun trak i stedet kronikken tilbage og
sendte den til Det fri Aktuelt,
som straks publicerede den.
Pundik tager sagen op i erindringernes
andet bind Du kan hvis du tør, hvor han åbent
indrømmer, at det ikke var klogt af ham at behandle kronikken som et
journalistisk medium. “Det er en fri talerstol, hvor det er forfatteren
og ikke redaktionen, der må stå til regnskab for de meninger der
udtrykkes.” Det var præcis, hvad vi sagde til ham, da han vandrede
omkring på redaktionen med Thorups manuskript under armen i håb om at
finde en, der var enig med ham. For alle andre end Herbert Pundik var
det journalistisk børnelærdom. Selv en novice som undertegnede, der var
nyansat som midlertidig litteraturredaktør, vidste, at Henrik Cavling i
sin tid havde skabt “Kroniken” for at give plads til andre meninger end
redaktionens.
Ved sådanne lejligheder blev man
erindret om, at udgangspunktet for Pundiks journalistik ikke var et
fagligt engagement, men et politisk og menneskeligt. Men det var et
klædeligt træk ved ham, at han kunne indrømme at have taget fejl, når
engagementet løb af med ham, hvad enten det var i antikolonialismens,
fredsbevægelsens eller Israels sag.
Erindringernes andet bind adskiller
sig fra bind ét ved at være mere episodisk og mindre eksistentielt.
Titlerne på de to bind er samstemte i en spejderagtig stil, som
fuldstændig misser fremstillingens begavede ironi.
Herbert Pundik: Det er ikke
nok at overleve. Erindringer (2005)
Herbert Pundik: Du kan hvis
du tør. Erindringer (2006)
Bo Bramsen og Ebbe Mørk (red.): Pundiks
verden. En bog til Herbert Pundik ved hans 25 års jubilæum på dagbladet
Politiken 1967—1992 (1992)
|
