|
Hvis jeg var Fader og havde en
Datter, som blev forført, hende vilde jeg ingenlunde opgive; men en Søn
som blev Journalist, ham vilde jeg ansee for tabt.
Mod sin vilje kom Søren Kierkegaard
til at beskæftige sig meget med journalisten som type. Af citater fra
hans papirer og værker kan man sammenstykke et gennemkritisk billede af
pressen i almindelighed og journalisten i særdeleshed (jf. Søren
Kierkegaards pressepolemik ved Ulf Kjær-Hansen, 1955).
Kierkegaard opfattede journalister
som halvstuderede røvere, en “Mellemstab af Spillemænd”, som fordummer
befolkningen og ødelægger samfundet.
Bøger læses kun meget lidt her i
landet, konstaterer Kierkegaard. “Dagspressen derimod har hele
Udbredtheden, og læses af alle. Her er det nu at alle disse, i Ideens
Forstand, hjul og skjæv-benede, klump og platfodede, item klatfingrede,
halvfjantede men svinepolidske rejicerede Subjekter, under Navn af
Journalister, ere i travl Virksomhed og deres Raisonements læses af
Alle.”
“Rejicerede” betyder “forkastede”,
“dumpede”. Kierkegaard hadede journalister så meget, at
hans pressekritik burde ledsages af
en skældsordbog.
Han nægtede dem endog navn af
“journalister”, fordi ordet refererer til “dag” (“jour”), og foreslog i
stedet, at man kalder dem “natførere”, fordi de fører skidt - mørke og
forvirring - ind over menneskene.
Kierkegaard er den af vores
guldalderforfattere, der bruger de stærkeste skældsord om journalister,
og samtidig den, der tydeligst løfter pressekritikken op på et
principielt niveau. Han ser pressen som et led i samfundets
liberaliserings- og sekulariseringsproces, en proces, som han ud fra
sit konservative standpunkt misbilliger. Avisen, specielt den liberale,
er i hans optik intet mindre end en trussel mod nationen og
kristendommen. Kierkegaard øjner fremtidsperspektiverne og beder til at
regeringen straks vil forbyde dagspressen: “den er et alt for uhyre
Meddelelses-Middel.” Journalisterne har “sprængt Danmark”, erklærer han
og sætter trumf på med sentensen “Saa længe Dagspressen bestaar er
Christendom en umulighed.”
Op igennem forfatterskabet bliver
Kierkegaard mere og mere rasende på pressen og dens journalister.
Da han som 22-årig
teologistuderende holdt et foredrag i Studenterforeningen om “Vor
Journallitteratur”, var han endnu akademisk urban i tonen. Han
diskuterede i ro og orden nogle af andre fremførte ankepunkter mod
pressen: ”1) Beskyldning for Bitterhed og uanstændig Tone og 2) for
Usandfærdighed og Uærlighed.”
Men så snart han selv begyndte at
optræde på offentlighedens scene og som forfatter måtte finde sig i at
blive omtalt og anmeldt, skærpedes tonen.
Når han udgav et værk, der hed Enten-Eller,
så måtte anmelderen enten
læse det hele eller holde sin mund. Hvis anmelderen
løb med en halv vind, så ville hans læser løbe med en kvart. Dette
synspunkt gjaldt også, hvis anmeldelsen var positiv. Kierkegaard sagde,
at han ville hellere forties end roses på et løst grundlag. Efterhånden
som han så flere og flere af sine bøger anmeldt, intensiveredes hans
foragt for journalisterne. Han opsummerede sine erfaringer i et notat:
Forholdet mellem Dagspressen og
Forfatterne er følgende. En Forfatter skriver en consequent og
sammenhængende klart gjennemtænkt Fremstilling af een eller anden Tanke
- Frugten af maaske endog flere Aars Arbejde. Dette læser ingen. Men en
Journalist tager sig saa i en Anmeldelse af denne bog Anledning til i
en halvtimers Tid at skrive noget Sludder sammen, som han udgiver for
Forfatterens bog - dette læser alle. Man ser en Forfatters Betydning i
Tilværelsen, han er til for, at en Journalist kan faa Anledning til at
skrive noget Sludder, som alle kan læse. Havde Forfatteren ikke været
til havde Journalisten ikke fået denne Anledning - ergo er det af
Vigtighed at der er Forfattere til.
Ironikeren Kierkegaard driver her
sin argumentation ud i det absurde, hvor forfatteren, den originale
begavelse, hævdes at være til for, at den hurtigt arbejdende journalist
kan få anledning til at skrive noget sludder.
Kierkegaards ræsonnement bryder på
forhånd med alle moderne forestillinger om værdien af såkaldt
formidling: “Hellere end den Udbredthed, som hvad jeg skriver, kan faae
ved at staae i B.T. (Berlingske Tidende), langt hellere ønskede jeg kun
den eneste Læser.”
Det ønske kan han i realiteten ikke
fastholde. Det ærgrer ham, at hans filosofiske værk Afsluttende
Efterskrift ikke bliver nævnt i noget blad og kun bliver
solgt i 50 eksemplarer. Samtidig bliver der bragt en karikaturtegning
af ham i “Pøbelblad” (satirerevyen Corsaren) med
3.000 subskribenter. På tegningen har han uens buksebenslængder, og det
var dem, folk herefter skrev og talte om. Kierkegaard fortæller, at han
har måttet finde sig i, at lømler satte sig ved siden af ham i kirken
og højlydt gav sig til at kommentere hans bukseben. Det mente de sig
åbenbart berettigede til, fordi der havde stået noget om det i avisen;
“jeg troede dog ikke, at Pøbelagtighed var den egentlige Offentlighed i
Danmark”, siger Kierkegaard.
Han havde gennemskuet den
journalistiske mekanisme, som består i at forskyde interessen fra
sagen, f.eks. et nyudgivet filosofisk værk, til manden, f.eks. hans
bukseben. Kierkegaard forudser også næste skridt i denne udvikling, som
vil bestå i, at forfatteren i stedet for at skrive en bog maler sit hus
på en kuriøs måde og på den måde skyder genvej til omtalen.
For journalisterne bliver logikken
at springe over sagen og skrive direkte om manden, for det er jo
alligevel det, publikum vil høre om. “Synlighed er eksistens”, for nu
at sige det med en senere bogtitel, som ville have fået Kierkegaard til
at glippe med øjnene og sige “Hvad sagde Jeg? Det var lige præcis den
form for idioti, jeg forudså! (Christian Have, 2004).
Hvis man undrer sig over, at en
mand, der var så skarpsindigt forudseende, selv kunne havne i
presseproblemer, så må man erindre sig, at Kierkegaards tanker er
punktuelle private noter nedfældet efter barske erfaringer. Han skaffer
sig indsigt, men får aldrig overblikket. Og han kan ikke få teori og
praksis til at falde i hak.
Kierkegaard opererer med to
kredsløb, de lærdes og det store publikums. Han mener, at de to
kredsløb ideelt burde holdes adskilt, hvad der ville reducere
journalisternes rolle til næsten ingenting. “Mængden forstaar ingen
Ting, og Journalisterne forstaae at skrive for Mængden.”
De lærde skal altså bare holde sig
til deres egne cirkler. Men selv vil han grumme gerne have flere
læsere, og han udfordrer direkte skæbnen, da han i en artikel skriver:
“Gid jeg nu blot snart maatte komme i Corsaren”
(27.12.1845). Kritikeren P.L. Møller tog ham på ordet og svarede igen
med en stribe latterliggørende artikler ledsaget af stadig mere
udspekulerede karikaturer tegnet af Peter Klæstrup. Henrik Stangerup
har i sin roman om P.L. Møller udmalet situationen, hvor Møller sidder
og gejler Klæstrup op: “tegn Kjerkegaard med det ene ben kortere end
det andet! Som pukkelrygget! Tegn ham når hatten flyver af hans hoved
og hans hår stritter lige op som har han set Verdensånden til hest!”
(Det er svært at dø i
Dieppe, 1985:75-76).
Møller fortrak til Tyskland.
Kierkegaard fortsatte kampen mod hans Corsaren,
pøbelbladet, der havde forfatteren og journalisten M.A. Goldschmidt som
ansvarshavende udgiver.
I Kierkegaards univers var
journalister generelt socialt misliebige mennesker: “Stympere,
afskedigede Fahneposter og Rokkedrejere og halvstuderede Studenter”.
Goldschmidt var tillige jøde, og Corsaren var i
hans hænder en “Jøde-Opstand mod de Christne”.
Kierkegaards sprog næres ved
antisemitiske udfald. Det virker hidsende på hans fantasi at forbinde
jøder med bestemte negative egenskaber: pengebegær, liderlighed,
magtbegær.
“Med Corsarens Hjælp vil en Jøde
paradigmatisk for andre Jøder aabnende et Tilholdssted for enhver
literair Lazaron, og en Losseplads for enhver foragtelig Lidenskabs
hidsige Opfindsomhed tiltvinge sig Agtelse. Hidtil er det nu rigtignok
kun lykkedes med Pengene. Men tiltvinge sig dem, ja det gjør han, han
betler ikke ligefrem.
Billedet af Goldschmidt som den
despotiske redaktør, der sidder skjult i kælderhalsen og hersker over
verden med sine anonyme journalister var en roman værdigt:
Thi see der i Kjelderhalsen der
sidder han, Corsarens Idee, Herskeren, Han selv, Tvingeren,
Kontorholderen, Kjeldermanden, Lazaron-Prindsen, Pantejøden, eller hvad
man vil kalde ham den Ubekendte , som ingen kender, men om hvem Enhveer
ved, at han ved højtidelige Leiligheder har for Skik paa kongelig Viis
at lade sin ophøjede Person repræsentere - kun at han lader den
repræsentere ved Sjovere; see han truer i Bladet: Den og den skal i
Bladet. han skal føle min frygtelige Vrede.
Under den despotiske udgiver har vi
sjoverne, de menige journalister. Kierkegaard lader, som om han har
forståelse for dem, men loyaliteten er falsk.
Han forestiller sig journalisten
som “en ung Mand i hans bedste Aar - allerede noget nær en Olding,
graahærdet næsten, hvis han ikke er ganske skaldet.” Journalisten må
foregive at være inde i alt. Han bliver rendt på dørene af folk, der
vil have deres sag fremmet. Journalisten arbejder dag ud og dag ind “i
dette hujende og pibende og klappende og larmende og hviskende Virvar,
hvor Enhver vil have sin Mening, naturligvis uden Forpligtelse til at
beholde den en halv Time”. Det er til at miste forstanden over. Og
efter fyraften skal journalisten så være “ung, munter, vittig,
indtagende, den behagelige Selskabsmand, Damernes Ven.”
Kierkegaard havde ikke praktiske
erfaringer med avisproduktion, og de aviser, han kendte fra sin læsning
var liberale opinionsaviser, ikke nyhedsaviser i moderne forstand. Han
havde næppe stof til en roman. Men hans forestillingsevner var
eminente. Hans beskrivelse af journalisten mellem meninger foregriber
Tom Kristensens Hærværk. Og med sin analyse af
journalistikkens tendens til at forskyde interessen fra sagen til
manden - og fra eksistens til synlighed - satte han fingeren på et
stadig ømt punkt i pressens blodomløb.
Ulf Kjær-Hansen: Søren
Kierkegaards pressepolemik (1955)
Elias Bredsdorff: Goldschmidts
“Corsaren” (1962)
Hakon Stangerup: Henrik
Cavling og den moderne avis (1968)
Uffe Andreasen: Efterskrift
til Corsaren (1981)
Henrik Stangerup: Det er
svært at dø i Dieppe. Roman (1985)
Jette D. Søllinge og Niels Thomsen:
De danske aviser, 1834-1947 (1988)
John Chr. Jørgensen: Det
danske anmelderis historie (1994)
Henrik Have: Synlighed er
eksistens (2004)
|
