Det er en roman om en journalistisk nedtur, der ender i spirituståger og truende vanvid. Den skriver sig ind i traditionen fra Tom Kristensens Hærværk, som den også ligner ved at være fortalt i tredje person, altså i han-form. Fortælleren er så tæt på hovedpersonen, at man som læser kan opleve romanen som en camoufleret selvbiografi.

Store partier af romanen er dækket indre monolog:

”Selvfølgelig skulle han møde Lund ved indgangen til Élysée-palæet.” Som Hærværk begynder Slangen i brystet midt i en stress-situation, som river læseren med sig.

Begge romaner bærer præg af forfatternes nylige erfaringer med pressen indefra. Tom Kristensen havde været kritiker og litteraturredaktør på Politiken i årene op til Hærværk. Henrik Stangerup havde været korrespondent i Paris for først Ekstra Bladet (jan.-juli 1964) og derefter Politiken (sept. 1964-aug. 1965, jf. Martinov, 2003:103ff, 385-86).

Tom Kristensens roman handlede om en anmelder mellem meninger, Stangerups handler om en reportagejournalist mellem konkurrenter.

Hærværk måtte gennem en flov fase med nøglehulskiggeri, før den blev anerkendt som

eksistentiel romankunst.

Slangen i brystet har stort set undgået nøglehulskiggeriet og er tidligt blevet fortolket kvalificeret ud fra psykologiske, fortælletekniske og biografiske vinkler (Hesselaa, 1974, Schou, 1986, Martinov, 2003).

I det følgende rettes interessen mod Slangen i brystet som en presse-analytisk roman om en udenrigsreporter. Jeg fokuserer på bogens beskrivelser af konkurrenceforholdene mellem journalisterne og de uskrevne regler for anerkendelse og straf i pressens verden.

Korrespondentens baggrund

Den knap 40-årige Max Mollerup har i ti år været i korrespondent i Paris for Avisen, et radikalt blad, der har til huse på Rådhuspladsen i København. Årene før han kom til journalistikken, tilbragte han som lovende lyriker i Minefeltet. Hans forældre tilhørte det kultiverede borgerskab. Moderen var skuespillerinde med international karriere, senere biografdirektør. Den nu afdøde far var litteraturhistoriker. Forældrene havde vanskeligt ved at styre Max, og moderen sendte ham på kostskole. Han fik ikke nogen formel uddannelse, så det var en lettelse for begge, da han dukkede op i avisen som korrespondent. Hovedkilden til oplysningerne om Max Mollerups barndom og ungdom er nogle familiebreve, han finder i moderens lejlighed.

Pressekonference og pressekonkurrence

Da handlingen begynder en julidag i 1964, møder vi Mollerup ved en pressekonference i Paris, hvor de Gaulle skal tale.

Til stede er også Max Mollerups nærmeste eksterne konkurrent, Lund, fra den store konservative aftenavis i København. Mollerup er irriteret over Lunds “bedreviden”. Da Lund blev udstationeret i Paris to år tidligere, viste Mollerup ham til rette. Nu var Lund begyndt at belære ham. Lund var blevet “redaktionssekretærernes yndling”, fordi han lynhurtigt kan finde den slående overskrift og få lige så meget ud af et interview med en bistroejer som med en minister.

Mollerup og Lund er i direkte konkurrence om at finde egnet stof og præsentere det journalistisk i deres respektive aviser.

Arenaerne for deres konkurrence er redaktionerne og de frankofile miljøer derhjemme i København og de franskkyndige i Paris, hvoriblandt ambassadøren, presseattacheen og den danske ambassades øvrige ansatte i Paris, kredsene om Direktøren for Det Danske Studenterhus og præsten. Hvortil kommer almindelige kredse af avislæsere. Blandt dem, der holder øje med Max Mollerups flid, er hans mor derhjemme. Max spekulerer på, om hans gamle lærer læser op for eleverne af hans, Max’, artikler, således som han havde gjort det med dem, en af berømte hans forgænger, Ussing, sendte hjem. Korrespondenter indgår i en ‘kongerække’ og vurderes i forhold ti hinanden.

At være dansk korrespondent i Paris er at være til eksamen hver dag. Dummer man sig alvorligt, kan man uden rettergang glide over i kategorien “De afskrevne”.

Mindre misforståelser og fejltagelser vil blive påtalt - og det vil blive bemærket, hvis man ikke har været lige så vågen og flittig som korrespondenten på den konkurrerende avis. Falder man gentagne gange igennem på en eller flere af disse parametre, så står der en håbefuld ung journalistkollega parat til at overtage ens job.

Ved pressekonferencen i bogens første kapitel møder vi også Mollerups kommende interne konkurrent, Munk, stud.mag.en, “der efter fire måneders studieophold med freelance-virksomhed til nogle mindre aviser mente at vide alt om Frankrig meget bedre end den samlede danske koloni”. Munk puster allerede Mollerup i nakken.

En ung fribytter kan stikke en kniv i ryggen på en såret udenrigskorrespondent ved at sende redaktionen høflige rettelser til hans artikler eller ved at skrive kronikker om emner, han har forsømt. Munk vælger den sidste metode.

Den onde cirkel

Reporterstillingen kræver selvtillid og personlig balance, og Mollerup er i underskud på begge disse felter.

Han var kommet ind i en ond cirkel hvor næsten alt hvad han skrev fik en eller anden skjult adresse til Lund fordi han vidste at meget af hvad Lund skrev havde en skjult adresse til hans artikler.

Mollerup følte sig underlegen, og det på en måde, som også ramte hans sociale færdigheder. Han kunne f.eks. ikke modtage en middagsinvitation fra Lund, før “han fandt sit gamle journalistiske jeg, sin gamle rytme, fik nogle artikler på som Lund måtte bøje sig for.”

Manglen på personlig balance ytrer sig

som fantasiforestillinger og tvangstanker ved pressekonferencen. Mens de venter på, at de Gaulle skal tale, forestiller Mollerup sig, at han får et interview i stand med kulturminister André Malraux og hvordan interviewet bliver sat op i avisen. Men næppe har han udtænkt artiklen om “første gang en dansk journalist er blevet modtaget af André Malraux”, før han kommer i tvivl, om det nu virkelig er første gang. Mønsteret gentager sig, da han i fantasien finder på at sammenligne de Gaulle med en dinosaur og straks efter kommer i tvivl om, hvordan en dinosaur egentlig ser ud.

Tvangstanker og et faux pas

Under de Gaulles tale lader Mollerup sin fantasi arbejde med forestillingen om, at han bliver berømt ved at foretage et attentat mod præsidenten. Fantasien om den herostratiske berømmelse har så godt greb i ham, at den får karakter af en tvangstanke, som han med nød og næppe kan arbejde sig ud af. Alt dette er krisetegn på det indre plan, men Mollerup går et fatalt skridt videre og spørger på dårligt fransk, om præsidenten tillader, at han stiller et spørgsmål til hans kulturminister. Dermed har han blameret sig udadtil og kastet skam over hele den danske koloni.

Han mærker straks effekten af sit faux pas i den nedladende måde, hvorpå han bliver tiltalt af presseattacheen ved en fernisering for en udstilling af dansk grafik i Maison du Danmark.

Her møder han også konkurrenten Lund som, ironiserer mildt over den sensationelle rubrik, Mollerups artikel fra pressekonferencen har fået: “de Gaulle slår til”. Mollerup er klar over, at der ikke er dækning for den. Han puster sig selv op ved at anlægge en aggressiv tone.

Skamfølelse

Igennem flere år har han mærket, at hans engagement svækkedes og hans artikler blev slappere. Som svar herpå havde han anlagt en ironisk tone og under pseudonymet Monsieur Jean skrevet causerier, “som han foragtede, mens han skrev dem, men som alligevel var behageligt hurtige at få fra hånden og som i øvrigt passede fint til bladets “folkelige” tone.”

Mollerup (og Stangerup) opererer altså med en skamfølelse, der ikke har med konkurrencesituationen at gøre, men som relaterer sig til den enkelte journalists moral, her bevidstheden om at have snydt på vægten ved at levere venstrehåndsarbejde. At bladet gjorde det muligt at få godskrevet snyderiet som acceptabel journalistik, gjorde ikke skammen mindre.

Mollerups presseproblemer har altså både med konkurrencesituationen og avisproduktets særlige, individuelt udformede karakter at gøre.

Mollerup får yderligere en vinkel at betragte sin situation ud fra: den historiske. Fra sin forgænger på posten som Avisens pariserkorrespondent, har Mollerup arvet en papkasse med papirer og håndbøger, som har tilhørt Ussing, Avisens korrespondent i 1950’erne. Mollerup får lyst til at undersøge Ussings historie for at finde ud af, hvad der skete med ham; ernærede han sig som bordelvært eller var han med i en smuglerorganisation eller var han afgået ved døden af druk? Nogle pornografiske billeder på bunden af papkassen varslede ilde. Mollerup spejler sin egen situation i Ussing. Han forudser, at han vil finde ud af, at den gamle mand simpelt hen var blevet træt af journalistikken “og i særdeleshed af den intrigante danske koloni”. Det skal senere vise sig, at Ussing er særlig træt af Max Mollerup!

Presset fra den danske koloni

Den danske koloni udøver et særligt pres på Mollerup. Han er deres kontakt hjem til den danske offentlighed. Hvis en forretningsdrivende eller en kunstner vil have dem derhjemme til at begribe, hvor godt det går ham i Paris, er et interview i Mollerups avis et probat middel. Det smigrer ham og giver ham magt, men redaktionen derhjemme skal godkende artiklerne. Han kommer let til at love mere, end han kan holde.

Han er nødt til at gå til receptionerne for at samle stof og pleje sine kontakter. Men der er ofte mennesker til stede, som han prøver på at undgå, fordi han skylder dem noget.

Oplevelserne er fremstillet i et spøgefuldt skær, men de slider på Mollerup. Han melder fra, når han skal holde foredrag, og bliver kendt som manden, der ikke holder sine aftaler.

Bogprojektet

Dumdristigt involverer han sig i et bogprojekt. Han vil skrive en anderledes bog om Paris og får et forskud fra forlaget, som må rykke ham gentagne gange, før han afleverer. Under arbejdet på bogen kommer han i underskud med de artikler, han skal aflevere til Avisen. Redaktionssekretæren skælder ham ud i telefonen.

Hans arbejde forstyrres også af private forhold.

På negativsiden: Han får besøg af sin mor, med hvem han har et pubertetsopgør kørende.

På positivsiden: Han indleder et forhold til en ung uudgrundelig italiensk kvinde. Hun skal angiveligt studere nordiske kulturforhold, og Mollerup lover at skaffe hende adgang til et interview med hans mor.

Plagiat

Situationen eksploderer for Mollerup, da det bliver afsløret, at to af kapitlerne i hans ellers velanmeldte bog om Paris er skrevet af efter en tysk bog. “Kendt dansk pariserkorrespondent anklaget for plagiat” står der med halvfed overskrift på side tre i en dansk eftermiddagsavis, han får fingre i under en rejse til Venedig. Selv om det drejer sig om snyd i en bog og ikke i avisartikler, er Mollerup klar over, at han har kompromitteret bladet og venter en fyreseddel. Der ligger et brev til ham fra chefredaktøren. Det er uventet mildt i tonen: “Det var jo ikke så heldigt, Mollerup”, skriver han og henviser til “bladets prestige”. Æren og anseelsen er det afgørende for ham. Mollerups “skyld” spiller øjensynlig en ringe rolle. Chefredaktøren beder ham komme hjem ”meget snart”, så de kan “tale ud sammen” og “finde en udvej”.

Mollerup tror, at han kan redde sig ud af kniben ved at skrive nogle gode artikler fra Paris, og går straks i gang med at dække et dansk kongebesøg i Paris. Men da han vil aflevere artiklen, får han at vide, avisen allerede har modtaget en artikel. Den unge Munk, der pustede Mollerup i nakken, er allerede blevet knyttet til bladet. I pressen har man en stilling, indtil man en dag ikke har den mere. Ledelsen har ret til at rokere rundt med de ansatte.

Hundekampagne

Da Mollerup kommer hjem, bliver han sat til at genstarte den “hundekampagne”, som bladet har kørt. Han skal lave en vox pop om, hvad københavnerne mener om løsgående hunde. Mollerup synes, det er den latterligste opgave, han nogensinde har været sat på.

Chefredaktøren taler pænt til Mollerup, som en overlæge til en patient, og kollegerne hilser ham med et muntert hej. Det er, som om venligheden er iscenesat.

Provinshul

Redaktionssekretæren kan imidlertid ikke acceptere, at Mollerup sjofler opgaven og opdigter nogle interviewofre. Redaktionssekretæren skruer bissen på. Til sidst bliver han sat til at anmelde en dansk fim. “Så meget kan vi vel bruge Dem til”, siger redaktionssekretæren.

Mollerup anmelder filmen kort og nedladende:

Som sædvanlig en elendig dansk celluloidstrimmel. Dårlig lyd, grimme skuespillere, slatten historie, slap instruktion. Vi lærer vist aldrig at lave film i vort lille Danmark. M.M.

Redaktionssekretæren kan ikke acceptere den tekst: “Sådan behandler vi ikke læserne her på bladet. De har krav på en ordentlig orientering.”

Mollerup henviser til. hvad de gør i Frankrig. Redaktionssekretæren foreslår, at de lader Frankrig hvile. Mollerup råber “Provinshul!” ud over redaktionssekretariatet og forlader bladet. Han føler sig lettet.

Lykkelig

Han har forladt den normalitet, som bladet og journalistikken udgjorde for ham. Efter et mislykket forsøg på at bo hos moderen, som har bevaret hans gamle værelse intakt, flygter han til Paris, hvor han slår sig ned i et usselt hummer i et ydmygt kvarter, hvor han ikke møder nogen fra den danske koloni. På et stort bykort sætter han røde knappenåle ned de steder, som han skal undgå, fordi der kommer danskere, og grønne, hvor han kan bevæge sig frit. “For første gang følte han at han kunne tage tilværelsen i besiddelse. Og han var lykkelig.”

Lykkelig på den måde man hævdes at være det, når man har forskanset sig i sindssyge.

Selvforagt

Bogen bærer et motto, som ikke forklarer hovedpersonens deroute, men som sætter fingeren på en grundfølelse i hans liv. Selvforagten er forbundet med en social evaluering, som fremmes i livet med pressen.

Selvforagt er en slange som evigt borende søndergnaver brystet, suger livsblodet ud af hjertet og blander det med menneskehadets og fortvivlelsens gift. (Fra Karl Marx’ studenterstil)

Forklaring

Romanens fortolkere har ledt efter forklaringen på Max Mollerups deroute. “Nogen sammenhængende forklaring på processen giver romanen ikke”, konstaterer Johnny Kondrup (2001).

“Forklaringen findes slet ikke i bogen”, siger Søren Schou (1986), som henviser til Henrik Stangerups bekendelsesroman Fjenden i forkøbet (1978), hvor Henrik Stangerup gør op med sin far. Forklaringen skulle altså ligge i nogle biografiske forhold.

Jeg har valgt at følge romanens egen manglende interesse i forklaringen på krisen og i stedet koncentreret mig om det mønster, hvori krisen manifesterer sig. Og her spiller pressen med dens konkurrenceforhold en væsentlig rolle. Det er ikke pressens skyld, at Mollerup er kommet i skred, men med sine anerkendelses- og strafferegler udgør den en perfekt baggrund Mollerups stadige søgen efter selvbekræftelse.

Litteratur

Henrik Stangerup: Slangen i brystet, 1969; 3. udg., 1. oplag, 1975

Birgitte Hesselaa: ”Henrik Stangerup: ‘Slangen i brystet’. Fortælleteknik, manipulation og personpsykologi”, Kritik nr. 31, 1974

Johan de Mylius: “Henrik Stangerup”, i: Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 5, 1982

Søren Schou: “Reportage og psykogram”, i: Iben Holk (red.): Henrik Stangerup,1986

Johnny Kondrup: Erindringens udveje, 1994

Johnny Kondrup: “Slangen i brystet”, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk forfatterleksikon. Værker, 2001

Henk van der Liet: “Henrik Stangerup”, i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 2:2001.

Niels Martinov: Henrik Stangerup - en biografi, 2003