|
Morten Sabroe
(f. 1947) er hovedperson i denne selvbiografiske roman om journalisten
som en hjertesyg romantiker, som ikke ønsker at blive integreret i et
almindeligt journalistisk miljø. Han betragter fagets tilstand som
håbløst industrialiseret:
Journalistik
var ikke et liv. Arbejdet
mindede om kassedamens. Man ekspederede nyheder videre til kunderne. En
nyhed var som dødt kød. Journalisterne pumpede det med adrenalin, gav
det det store liv de selv længtes efter (118).
Hovedpersonen
projicerer sine længsler og frustrationer ud over sine journalistiske
kolleger:
Der
var noget bedrøveligt ved deres tilværelse. For ikke at synke ned i
tomheden skød de også sig selv med adrenalin. Ingen vidste det bedre
end dem selv. Maskinen krævede dem og åd af dem. Belønningen for at
ofre sig til mediemaskinen var den ros de fik i sjældne øjeblikke. De
anglede efter den, sårbare og sårede børn på evig jagt efter
anerkendelse (smst.).
For Sabroe
var journalistikken en åbenbart nødvendig omvej til kunsten. Hans far
var journalisten og causøren Povl Sabroe, “Den Gyldenblonde”, som igen
var søn af Peter Sabroe, den socialdemokratiske journalist og agitator.
Også Povl Sabroes bor, Sven Sabroe, var journalist. Han skrev under
navnet “Bro Brille” i Ekstra Bladet. Og på Berlingske
Tidende var Morten Sabroes storebror Erik Sabroe ansat. Det
hed sig, at der ikke var nogen dansk avis uden en Sabroe. Det var nu en
overdrivelse. Men Sabroerne var lette at få øje på. Det var nydelige
journalister i jakkesæt. Standens elegantierer.
Morten Sabroe
gjorde oprør mod denne familietradition for pæn journalistik ved at
lade sig uddanne som bygningssnedker og slå sig ned med kone, barn og
hus.
Også denne
tilværelse brød han op fra. Han overdrog huset til konen for at gå på
vejene. Sine forbilleder fandt han i Sherwood Andersons En by
i Ohio og Jack Kerouacs On the Road.
En dag ville
Morten Sabroe så alligevel skrive. Da faderen hørte det, fik han ham
ved simpel nepotisme anbragt i det Berlingske hus. Drengen
havde åbenbart talent for det, for da han afleverede sin første artikel
til Berlingske Aftenavis, sagde redaktionschefen:
“Det har du ikke selv skrevet, det har din far!”
Sabroe husker
artiklen som new journalism før new
journalism. Det er vigtigt for ham, at være original inden
for den retning, hans navn nu knytter sig til (110).
Kort før
læretidens ophør, blev Sabroe droppet af Berlingske, men B.T.
samlede ham op. Det tog ham syv uger
og to mislykkede interview med Ingmar Bergman og Mick Jagger at finde
ud af, at den avis var for småborgerlig til ham. Hvorefter han
tilbragte de ligeledes syv uger på Ekstra Bladet. Her
nægtede han at levere tekster til paparazzi-billeder af en skuespiller
i sorg. Et desperado-opgør med kynismen i pressen.
Sabroe kunne
stadig nyde trykkepressens rus, men når den havde fortaget sig, følte
han sig som en narkoman:
Den
fryd der kan gå gennem én, når man tager den nye avis ud rullebåndet er
et narkotikum der kan gøre selv robuste sjæle afhængige. Rusen varer 24
timer. Før de er gået er de fleste der jagter den gået i gang med et
nyt fix. Det er fuldstændig som med narkomaner. Forskellen på
nyhedsmaskinens narkomaner og gadens er at den langsomme nedbrydning af
kroppen og sindet går stærkere for de sidste end for de første (153).
En enkelt
journalistisk arbejdsplads skilte sig ud: dagbladet Information.
Han havde aldrig før læst “den tynde
tætskrevne tingest”. Men da han slog et slag indenfor dansk- og
samfundsfagsstudiet på Københavns Universitet, erfarede han, at det var
den avis, man læste. Og da han en dag åbnede den,
opdagede han, at der inde bag “ordskvalderet” var tekster, der mindede
ham om dem, han havde læst i Rolling Stone. Det
var det rene vilde vesten. Han sendte et politisk digt ind. “Jeg havde
været på tre aviser, jeg havde free lancet til Weekendavisen,
men jeg havde aldrig været så stolt
som da jeg fik trykt det lille digt i Information” (160).
Som en religiøst indviet bevægede han
sig ind gennem den lille port i Store Kongensgade og slog sig ned på
udenrigsredaktionen, hvor han følte sig passende dum blandt folk, der
“så sig selv som en slags rockstjerner i mediets flygtige cirkus.”
Det, han
oplever på Information, ligner noget
fra en amerikansk roman. En Jan Stage-figur i nålestribet jakkesæt
giver ham 15 tusind i forskud for at lave en tema-artikel fra
Vesterbros underverden.
Det er til en
begyndelse fascinerende, men efterhånden opdager han, at avisen slider
ham op som boksebold. Hver gang han har udført en specialopgave og
føler sig udmattet, siger de “på med vanten kammerat”. En ny artikel
venter. Selv den mindst ringe avis har sit produktionspres.
Men han har
fundet et fif. Ude i marken færdes han gerne med en bog af Søren
Kierkegaard under armen:
Journalistik
er noget koldt og hårdt lort, for at udholde det og nogle gange udvide
det må man ustandselig beruse sig med noget der er større. Og sådan en
bog, den giver adgang til mere end et pressekort nogen sinde kommer
til. Med en god bog under armen kan man gå lige ind i et rigtigt
menneske. Sådan et møder journalister så at sige aldrig, fordi de er
journalister (245).
Han føler sig
mest hjemme blandt de sidste dinosaurer på Information.
For dem er avisen en livsform.
“Hvis
De vil vide mere, læs Jyllands-Posten.” Men hvad nu, hvis man ville
leve mere? (244)
For at skrive
nyt, så må han sanse nyt. Skiftende kvinder og skiftende bopæle er
midler, der fremmer processen.
På et
tidspunkt flytter han ind i et hus med ensomme sjæle i klubværelser.
Hvad han har fremfor de andre er, siger han, evnen til at tampe
virkeligheden frem på sin skrivemaskine. Han føler sig som udvalgt.
Det kaster et
mildt ironisk skær ind over hans bestræbelser, at han vinder en
kronikkonkurrence i Politiken. Temaet er ensomhed. Det er han
verdensmester i (278).
Den unge
journalist sætter tydeligere og tydeligere sin lid til at blive
forfatter. Han pumper sin stil op med litterære idoler og varme navne
fra Whitman til Dylan. Romanen prøver at sætte dansk rekord i
amerikansk name dropping.
Det virker
symbolsk rigtigt, at Sabroes rejse ender hos Klaus Rifbjerg, der som
direktør for Gyldendal afviser det manuskript, han havde håbet at
debutere med.
Klaus
Rifbjerg var manden, der havde sat den amerikanske tone i moderne dansk
litteratur med Den kroniske uskyld. Den frisk
snakkende tone fra Salingers Catcher in the Rye,
som Rifbjerg ganske vist påstod, at han ikke havde læst, da han skrev
sin egen roman (jf. Jørgensen og Olesen, 1974:136).
Han og Sabroe
lignede hinanden i det stykke. De mente selv at have opfundet det hele,
også new journalism før new journalism (jf.
Jørgensen og Rifbjerg, 1995:42).
Sabroe kunne
“mægtig godt lide” Rifbjerg, hans “frække kæft” og “kraften i ham”.
At Sabroes
egen far anså Rifbjerg for en pubertetsdreng og havde ligget i klammeri
med ham efter en flabet Cirkusrevy-anmeldelse, skadede ham ikke i
sønnens øjne (jf. Jørgensen og Rifbjerg, 1995:51).
Stor var
derfor hans skuffelse, da Rifbjerg efter først at udtrykt begejstring
rådspurgte en konsulent og med ham i ryggen afviste novellerne som
kolde og kyniske.
I et
påklistret afslutningskapitel, bestående af næsten lutter klicheer,
overvejer Sabroe selvmord, men smider i stedet sin medicin i Øresund og
henvender sig til sin læge og får hans ord for, at han kan undvære
medicinen. “Mand, du aner ikke hvor glad jeg er for dig!” siger Sabroe,
som straks efter mærker begyndelsen til nogle vinger, som måske en dag
vil kunne bære ham.
Således
munder historien ud i noget, der minder om magisk realisme uden at
turde være det.
Sabroe har
ellers med genrebetegnelse “roman” på forsiden givet sig selv
tilladelse til at bruge fantasien. Men han vælger at operere inden for
den psykologiske realismes rammer. Det er, som der står på bagsiden, en
“selvbiografisk roman”. Og der er kun er én person, der foldes ud:
Sabroe selv.
Betegnelsen
“roman” giver ham visse friheder, f.eks. i skildringen af
kærlighedsforholdene, som vi her ingenting har gjort ud af, dels fordi
det handler om pressestudier og dels fordi Sabroe væsentligste tema her
er hans egen fremdrift.
Hvad der ved
udgivelsen lignede en fornyelse af romantraditionen fra Salinger og
Rifbjerg, viser sig ved genlæsningen 25 år senere at være en lang
gammel new journalism-artikel med
name dropping.
John Chr.
Jørgensen: “Hjerteblod”, i: Ekstra Bladet, 19.9.1996.
John Chr.
Jørgensen og Erik Olesen (red.): Omkring Den kroniske uskyld
(1974)
John Chr.
Jørgensen (red.): Spinatfugl. Klaus Rifbjerg om sit liv med
pressen (1995)
|
