|
Olav Hergels roman Punktum
(2016) udgør et helt katalog over
problemer for pressen ved indgangen til det 21. århundrede:
Truslen mod papiraviserne fra den
billigere og hurtigere netjournalistik.
Undermineringen af papiravisernes
økonomi ved tabet af de annonceindtægter, som nu går til tv og nettet.
Truslen mod nuancerede omnibusavis
fra den slagkraftige kampagneavis med dens paparazzi-metoder.
Undermineringen af journalisternes
position gennem løse ansættelser og stærkere disciplinering i åbne
kontorlandskaber.
Udvandingen af journaliststandens
idealer om uafhængighed og kritisk magtkontrol ved placering af
journalister som spindoktorer og kommunikationseksperter for politikere
og organisationer.
Løsrivelsen fra avisens traditioner
og kvaliteter ved salg aktiemajoriteten til fonde m.v., som kun har
overskud for øje.
Problematiseringen af ideen om
objektiv journalistik i krisesituationer. Må en journalist hjælpe
mennesker i nød, som han er sendt ud for at skrive om?
Problemerne stikker ikke ud af
romanen som pegefingre. Ved behændige kompositoriske greb og et opulent
pladsforbrug (482 sider) er det lykkedes Hergel at få en sammenhængende
fortælling ud af problemkomplekset. Genremodellen er spændingsromanen
med dens hidsige krydsklip (85 kapitler) mellem forskellige forløb og
personer. Stilen er den tydelige journalistiske prosa, hvor alt står på
linjerne og intet imellem dem. Det er en stil, der kendes fra
spændingsromaner.
I sin anmeldelse af Punktum
skrev Erik Skyum-Nielsen, at Olav
Hergel med sin aktuelle politiske spændingsroman bragte sig “op på niveau med Hanne-Vibeke Holst.” (Information,
19.11.2016).
Punktum er Olav Hergels tredje roman efter Flygtningen
(2006) og Indvandreren (2010).
Forud for romanerne ligger et jurastudium og en omfattende journalistisk produktion ved
først Berlingske Tidende (1987-2003) og derefter Politiken.
I 2003, på
skillelinjen mellem de to ansættelser udgav han samlingen Danskere.
Reportager fra et land i skred. Den typiske Hergel-artikel
er en litterært udformet feature om typer i tiden.
Hovedpersonen og den gennemgående
synsvinkelbærer i Punktum er
den 49-årige Berlingske-journalist, Mikkel Haslund. Han er ugift, men
stadig aktivt søgende fra sin lejlighed på Østerbro. Hans sociale
baggrund ligger i Hellerup og på nordkysten. Trygt har det dog
ingenlunde været. Hans mor begik selvmord. Men vennerne tog sig af ham,
og de udgør stadig hans sociale basis.
Først og fremmest er han
journalist, og en dygtig en af slagsen, forstår man. “Han var blevet
journalist for at erobre de kvinder, der venter for enden af en smuk
sætning.” Hans privilegerede status har gjort ham selvrådig og en smule
selvfed. Han havde ikke forestillet sig, at han kunne blive et af
ofrene ved en sparerunde. Det er ikke desto mindre, hvad der sker.
Begrundelsen er, at han er for dyr, for lidt produktiv - og ikke
uundværlig.
Få dage efter bliver han kontaktet
af Ekstra Bladet, som tilbyder ham et vellønnet
freelance job. Han takker ja, men det er ikke uden bange anelser:
For tre dage siden blev han fyret
fra Danmarks fineste avis. Nu var han ansat i journalistikkens
dødsrige. Han kendte mindst tyve journalister, der havde ladet sig
friste af de høje lønninger og var gået ind ad døren med den hensigt at
ville ændre bladet til hvad det var engang. Skamløst, frækt og begavet.
De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde
i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik,
mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der
holder demokratiet rent. Nu var det ham selv, og ingen havde tvunget
ham.
Den sag, der har fået Ekstra
Bladet til at hyre ham, er en, han med ringe held havde
forsøgt at komme igennem med på Berlingske. Den
handlede om en gartner i Høje Tåstrup, der var blevet fyret for at ryge
udendørs i arbejdstiden. Fyringen var blevet eksekveret af en
kommunaldirektør, Marie Rode, som var radikal og favorit til at blive
social- og sundhedsminister i en forestående regeringsrokade.
Ekstra Bladet griber sagen an som en kampagne,
der forsvarer den lille mand mod systemet. Ultimativt vil man have
anlægsgartneren genansat og Marie Rode ned med nakken. Mikkel Haslund
skal udføre det journalistiske gravearbejde, men det er bladet, der
bestemmer indramningen og rubrikkerne. Haslund gør den øjenåbnende
iagttagelse, at alt, hvad der står i en artikel, kan være sandt, og
alligevel er helheden forkert. Det sker f.eks. når man sammenstiller to
oplysninger på en måde, hvor den ene, f.eks. rigdommen i en familie,
umærkeligt kommer til at fremtræde som årsag til fattigdommen i de
anden.
Der er også eksempler på fænomenet
“Kierkegaards bukseben”, altså stempling af personer ved hjælp af
visuelle effekter. Politikeren omtales som ”Marie Rode af Nordsjælland”
og tegnes med stiletter og diadem. Nogle gange har hun slet ikke andet
på.
Sagen får fatale konsekvenser for
Marie Rode og hendes familie. Hvilke vil jeg ikke afsløre her, for
plottet er drivkraften ligesom i en kriminalroman. I en presseanalytisk
sammenhæng er det tilstrækkeligt at konstatere, at sagen ikke blot
glider Mikkel Haslund af hænde, men også løber ud af Ekstra
Bladets kontrol.
Efter en række mere eller mindre
sandsynlige begivenheder genopstår Haslund som Berlingske-journalist
- på prøve.
“Denne bog er fiktion”, hedder det
i en kort tekst foran i bogen. “Personer, hændelser og tal er
opdigtede.” Det med tallene er tankevækkende. Hvor meget skal der
trækkes fra og lægges til? Hergel vrider sig ud af problemet med et
smart citat: “Enhver lighed med nulevende
personer, institutioner og medier er, som den tyske forfatter Heinrich Böll har udtrykt det, hverken
tilsigtet eller tilfældig, men uundgåelig.” Citatet er
meningsopløsende. Ligner Ekstra Bladet i bogen ikke
Ekstra Bladet i
virkeligheden? Vil Hergel stå ved sin pressekritik, eller vil han ikke?
I et interview ved bogens udgivelse
fortalte Hergel, at han oprindelig havde givet aviserne dæknavne. Da Hergels redaktør læste de første 60-70 sider, foreslog hun
imidlertid, at han gav aviserne deres rigtige navne. ”Her faldt tingene
på plads for mig, for jeg er journalist, og som journalister vil vi
gerne have, at alt står på linjerne, så læseren er helt med.”
Efterhånden som historien voksede, kunne Politikens Forlag imidlertid
også se, hvordan koncernen blev stillet i et nyt og mindre flatterende
lys, og forlaget foreslog, at forfatteren måske skulle gå tilbage til
at kalde aviserne Dagbladet og Morgenavisen. “Det gav nogle uenigheder,
for selvfølgelig var der nok lidt nervøsitet på forlaget. Politikens Hus har jo en hundredårig
tradition for at være i splid med sig selv, så det ville være
mærkeligt, hvis man ikke rystede lidt på hånden. Jeg insisterede på at
beholde navnene, og forlaget respekterede det. Jeg ved, at
koncernledelsen fik tilbudt at se bogen, men de sagde nej tak, og det
er jo stadigvæk også fiktion”.
“Som forfatter må man godt mene
noget”, interview med Olav Hergel ved Carsten Andersen, Politiken
12.11.2016
Skønt Punktum i
vid udstrækning trækker på iagttagelser i virkeligheden, er den ikke en
nøgleroman og blev heller ikke modtaget som en sådan. At hovedpersonen
har baggrund til fælles med Hergel selv, gør ikke Punktum
til en nøgleroman. Læsere med kendskab til personer på Berlingske
og Ekstra Bladet kunne
genkende træk hentet fra levende personer, men persongalleriet kunne
ikke “oversættes” til virkeligheden, som det skete med Hærværk
- en bog, som der i øvrigt refereres direkte til i romanen
(“det var Kongsteds store Fortjeneste, at han uden at ryste på hånden
aflivede Ole Jastrau. Han forbød spiritus på
redaktionsmøderne”).
Som prosakunst tåler Punktum
ikke sammenligning med Hærværk. I det psykologiske
stikker Hergel ikke ned i de dybere lag, han kan skabe spænding, men
ikke nå ned til angsten. Han forbliver i sin sikkerhedszone. Hans stil
er journalistisk, også når han forsøger sig med poetiske indslag (“Ude
over Kattegat ved Tisvildeleje var horisonten lyseblå”).
Teknisk går det helt galt, når han
vil gengive samtaler mellem flere personer omkring et bord. Han synes
at have forsynet hver af dem med et manuskript, som de sidder og læser
op af.
Også på det fortællerøkonomiske
niveau falder Punktum igennem, når man
sammenligner med Hærværk. Tom Kristensen strammer
op. Hergel spreder ud: Hans mange sider om flygtninge i Italien og
Frankrig er ikke nødvendige i sammenhængen. Hergel vil sige, at det er
et væsentligt tema i tiden. Men dermed kan det ikke gøre krav på at
optræde i alle romaner. Det virker tyndt motiveret i Punktum.
Som presse-analyse sigter Punktum
bredt og rammer plet.
De første ti kapitler om netjournalistik og klik-tælleri på Berlingske
er strålende vittige, og hvad angår bogens afsluttende bredside mod
Ekstra Bladets massageannoncer, så har virkeligheden siden
givet Hergel ret. Coronaen lukkede dem midlertidigt, og chefredaktionen
besluttede derefter at gøre lukningen permanent under henvisning til
den forandrede virkelighed (jf. Poul Madsen i Politiken 10.3.2021).
Punktum blev ved udgivelsen læst som et
partsindlæg. De to anklagede aviser svarede igen.
Berlingske bragte først en anerkendende
anmeldelse ved Merete Reinholdt (“Pressen er død, pressen længe leve”,
10.11.2016):
For enden af den gamle
rotationspresse ligger de klassiske avisers kirkegård, hvor der
allerede er fyldt godt op. I et trangt hjørne er der gjort plads til de
sidste af de engang så kraftfulde og hæderkronede papirmediers urner,
og inden længe vil et par håndfulde sørgende gamlinge udi
journalistikkens ædle håndværk følge resterne af en muteret branches
oprindelige selvforståelse i graven, akkompagneret af - ikke bimlende
kirkeklokker men - museklik fra netmediernes mest rappe artikler. Det
er i al kortfattethed essensen af Olav Hergels samtidskritiske roman “Punktum”, en velskreven og virkelighedsnær
skildring af Danmark lige nu et skarpt portræt af en avisbranche og en
journaliststand i noget nær opløsning.
I et debatindlæg i Berlingske
dagen efter (12.11.2016) anklagede Bent Blüdnikow Punktums
forfatter for fejhed. “Olav Hergel var vidne til og
aktiv i spillet om en af de største skandaler i dansk pressehistorie. I
2010 indgik chefredaktør Tøger
Seidenfaden en aftale med en muslimsk advokat, der sagde, at han
repræsenterede ca. 95.000 efterkommere af Muhammed.” En kreds af
Politiken-medarbejdere protesterede, men Olav Hergel sad på sine
hænder, da der skulle skrives under.
Blüdnikows indlæg havde i og for
sig ikke noget med romanen at gøre. Det var en kritik af en, der under
dække af romankunst fører moralske kampagner mod to navngivne medier,
medens han bekvemt skjulte sig på et tredje.
Ekstra Bladet svarede igen ved at fremstille
Hergel som en typisk repræsentant for Politikens
selvgodhed:
Romanen vil rigtig gerne hudflette
Berlingske (“snæversynet,
frygtsom og nationalkonservativ”) og Ekstra Bladet (“journalistikkens
dødsrige”) der “taler
til stodderen i folkesjælen”, mens forfatterens egen arbejdsplads går
helt fri. Forær den mand et livslangt Politiken Plus-abonnement. Han fortjener det,”
skrev Frank
Sebastian Hansen
i Ekstra Bladet, 20.11.2016.
Olav Hergel: Punktum.
Roman, 2016
Olav Hergel og Mads Kastrup: Vrede
unge mænd, 1998
Olav Hergel: Danskere.
Reportager fra et land i skred, 2003
Olav Hergel: Flygtningen,
2006
Olav Hergel: Indvandreren,
20101998
Olav Hergel i samarbejde med
Sleiman Sleiman: Men vi blev onde, 2012
“Som forfatter må man godt mene
noget”,
interview med Olav Hergel ved Carsten Andersen, Politiken,
12.11.2016
Bent Blüdnikow: “Forfatter uden
civilcourage”, Berlingske, 11.11.2016
Merete Reinholdt: “Pressen er død,
pressen længe leve”, Berlingske, 20.11.2016
Tonny Vorm: “Derfor skal du ikke
klikke på en nyhed”, Politiken, 12.11.2016
Frank Sebastian Hansen: “Farverigt
sammenkog”, Ekstra Bladet 20.11.2016
Erik Skyum-Nielsen: “Journalistens
aktuelle dilemma”, Information 19.11.2016
|
