|
Anmeldelsen er født fornærmende. Da
de første anmeldelser dukkede op i Danmark i 1700-tallet, spurgte
forfatterne, om de virkelig skulle finde sig i at blive kritiseret
offentligt, bare fordi de havde udgivet en bog. Klagesangene kom ikke
kun fra sårbare sjæle. Ludvig Holberg, som var meget dygtig til at
kritisere andre, kunne selv ikke fordrage at blive kritiseret.
Ved slutningen af 1700-tallet havde
man i offentligheden vænnet sig til kritikken. Den var blevet “en anden
natur”.
Selv om kritikken for længst er
etableret som genre og aktivitet, findes ubehaget ved domfældelsen
stadig. Litteraturhistorikeren
Erik A. Nielsen har tilspidset det aforistisk: “En grund til at holde
op med at skrive bøger er, at man skal anmeldes” (Kritik 100,
1992).
Forfattere, der har ment sig ramt
på deres ære af urimelige anmeldere, har hele vejen igennem kunnet
rejse en injuriesag. Men kun i sjældne tilfælde er det lykkedes at
vinde en sådan sag, nemlig når det drejede sig om plagiat-beskyldninger.
Hvis en kritiker hævder, at en
forfatter har stjålet store dele af en bog fra en anden forfatter, så
skal han være parat til at føre sandhedsbevis for det. Ellers falder
hammeren. Men hvis man nøjes med at erklære en bog eller en forfatter
overflødig, så befinder man sig på den sikre side af ytringsfriheden.
Etableringen af Pressenævnet i 1964 ændrede intet - eller meget lidt -
herved. Hverken domstolene eller Pressenævnet vil have noget med
anmelderiet at gøre. De anfører, at det er et område for subjektive
vurderinger. En domstol kan ikke afgøre, om en anmelder har ret, når
han kalder en roman et makværk.
Det har stillet særlige krav til
skuespillere at tåle kritikken. De skal som regel på scenen igen i den
rolle, som har været genstand for kritik. Hvordan skal en skuespiller
kunne rejse sig igen, når en kritiker har nedgjort ham ved at antyde,
at han går omkring på scenen, som om han havde gjort i bukserne?
Skuespilleren Robert Schyberg valgte at give Edvard Brandes en lussing
og fremprovokerede derved en duel på pistol. Et civiliseret hævndrama.
Begge ramte imidlertid ved siden af. Efter år 1900 har de krænkede
måttet nøjes med at forestille sig hævnen. I fiktionen er der frit slag
for fantasien. Det mest morbide eksempel, jeg kender, er af britisk
oprindelse:
I horrorfilmen Theatre of
Blood (1973) tager en krænket Shakespeare-skuespiller hævn
over sine kritikere ved at myrde dem en for en efter metoder anvendt i
Shakespeares spil. En bliver stukket ihjel som Cæsar i Julius
Cæsar. En anden bliver dræbt i kamp og slæbt afsted bundet
til en hest som Hector i Troilus og Cressida. Metoderne
er raffinerede. Købmanden i Venedig skrives om, så
Shylock kun kan få sin skålfuld kød ved at skære Antonios hjerte ud.
Eksekveringen af dommene er gennemført med omhu og sans for detaljen.
Hver gang citerer den forsmåede skuespiller (Vincent Price) fra den
anmeldelse, som er anledning til hævnmordet. I sit forsøg på at få
æresoprejsning kræver skuespilleren af en af de stadig levende
kritikerne, at han skal tildele ham en pris. Da han nægter at gøre det,
står han til at få øjnene stukket ud som Gloucester i Kong
Lear. Lad resten være tavshed. Som skuespiller er
hovedpersonen en frikadelle, men som hævner er han fast i kødet.
Kriminalromanen har vist sig at
være et velegnet sted for oprulning af hævnfantasier:
Peter Dürrfelds spændingsroman En
giftig historie (1992) udspiller sig i Københavns litterære
verden. Ved en reception på forlaget Strand bliver den nederdrægtige
kritiker Bernd Loewe forgivet med cyankalium i campari-glasset.
Kriminalkommissær Mogens Jakobsen sættes på sagen. Opklaringsarbejdet fører
ham ind i en verden af brødnid og bagtalelse. Den myrdedes onde
anmeldelser er et vigtigt, men også vanskeligt farbart spor: Alle
forfatterne synes at have et solidt motiv til at slå Loewe ihjel.
Kritikeren var en skiderik. Opklaringsarbejdet viser, at han ikke
engang læste
bøgerne til
ende.
En giftig historie er mere satire end spænding.
Dürrfeld har moret sig med at låne træk af nulevende personer til sine
romanfigurer. Rifbjerg har inspireret til renæssanceskikkelsen Henrik
Vølund, hvis produktionsliste er lige så lang som en smørrebrødsseddel fra Ida Davidsen. Den
alvors-tunge forfatter til digtsamlingen Parallakser
bærer mindelser om Pia Tafdrup. Bag billedet af en tidligere tv-mand,
der har slået sig op på populære kunstbøger, anes Peter Olesen. Der
optræder også en stormomblæst kvindelige kulturminister med
træk af Jytte Hilden. Men Dürrfeld har blandet kortene, så ingen er
helt genkendelig. Den forgiftede kritiker ligner en krydsning mellem
Poul Borum, Jens Kistrup og Hansgeorg Lenz. Mordet opklares ved en Agatha
Christie-agtig sammenkomst i Forfatterforeningen.
Jakob Brønnums Forfølgeren
(2007) er en Dostojevskij-inspireret
roman om en forfatter, som er så manisk optaget af at chikanere sin
skarpeste kritiker, at han ender med at blive sigtet for at have
ekspederet ham ud af tilværelsen. Han er for omtumlet til at vide, hvad
der egentlig er foregået, men sigtelsen frafaldes, og forfatterens
bøger begynder endelig at sælge! En diabolsk studie i herostratisk
berømmelse i tv-alderen.
Samtidig er bogen en bekræftelse af
visdommen i det gamle ordsprog om, at den, der lægger en fælde for
andre, falder selv i den. I den moderne version: Den, der hengiver sig
fanatisk til en idé, risikerer at blive redskab for kynikere.
Bogens styrke ligger i skildringen
af den maniske besættelse, som fører så vidt, at forfatteren foretager
stilistiske analyser af kritikerens tekster for at eftervise virkningen
af chikanerierne. Når forfatteren smider et eller andet mærkeligt
objekt - en strudsefjer, en nøglering, et kondom - ind ad brevsprækken
hos kritikeren, forventer han, at kritikeren begynder at ryste på
hånden i sine anmeldelser. Det er skørt tænkt og vittigt udført fra
Jakob Brønnums side.
Som tidligere formand for den
skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening er Brønnum godt hjemme i
de litterære miljøer, og der skal nok være kolleger, der kan genkende
sig selv i den kreds af forfattere, der mødes på stamcaféen “Salt
& Pepper”. Der er f.eks. Schmidt, som oprindelig var ingeniør,
men nu skrev meget indviklede katastrofethrillere, som han kunne øse en
ud af om året.
Brønnum har også moret sig med at
lade Dagbladets redaktør hedde Steiner og have et
intimt forhold til den afdøde kritikers kone. Der går meget fordægtigt
i svang i den litterære verden!
Forfølgeren kunne have været strammere holdt og
mere anskueligt skrevet, men den er et originalt bidrag til
litteraturen om anmelderen. Den forskyder vægten fra den krænkede
forfatter til den forfulgte kritiker og viser, hvordan man kan få svip
af hævnfantasier.
Krænkede forfattere har gennem
fiktionen prøvet at udleve deres hævnfantasier. For nogle var det ikke
nok. De var ligesom forfatteren i Brønnums roman nødt til at true
anmelderen.
Forfatteren Jørgen Nielsen nærerede
et så besættende had til kritikeren Hans Brix, at han gik med reelle
planer om at slå ham ihjel. Forfatteren opgav dog sit forehavende med
henvisning til, at en ny giftig kritikertype blot ville skyde op, hvor
Brix faldt. Han betroede sig til forfattervennen Nils Nilsson, som
fortalte om hævnplanerne i biografien Jørgen Nielsen
- en digterskæbne (1951).
Direkte trusler forekommer. Selv
har jeg kun én gang været ude for det. Det var, da jeg anmeldte bøger i
Politiken. Jeg kritiserede
en ny roman af en ældre, velrenommeret dansk forfatter. Anmeldelsen
udløste en hidsig debat i spalterne. Den sluttede, da forfatteren en
aften ringede til mig og sagde: “Jeg helmer ikke før jeg får dig i
jorden!” Det lød, som om han mente det, og jeg gik ud i entreen og
satte sikkerhedskæden på døren. Mere skete ikke.
Alene det at nævne muligheden af at
slå en bestemt kritiker ihjel virker grænseoverskridende. “Jeg tilstår
åbent, at jeg er gerningsmanden til drabet på, jeg vil ikke sige
kritikeren, men bladsmøreren og charlatanen Poul Birum, som år ud og år
ind havde hånet og spottet mit livsværk i et uappetitligt
formiddagsblad i vores ellers smukke og tolerante hovedstad”, siger en
fængslet, øjensynlig kun lidt skør forfatter i en af novellerne i
Henrik Bjelkes Rygternes
atlas (1992).
Anmelderne spillede en væsentlig
rolle i vores ældre presse. De drømte om at beherske opinionen. På Politiken
tog chefredaktør Edvard Brandes sig personligt af bøgerne og
teaterforestillingerne og sørgede for, at læserne vidste, hvad de
skulle mene om alt det nye.
Da Henrik Cavling overtog
redaktørstillingen og begyndte omlægningen af
bladet fra partiavis til en avis henvendt til alle, reduceredes den
ideologiske betydning af bogstoffet. Chefredaktøren overlod styringen
af bogstoffet til en litteraturredaktør. I en periode var det den
meningspotente Henning Kehler, men han blev manøvreret ud af æsteten
Tom Kristensen, der som ung kunne være ganske hårdtslående.
Over sine oplevelser som kritiker
og redaktør på Politiken i 1920’erne skrev Tom Kristensen romanen Hærværk
(1930), et hovedværk i dansk litteratur - med en anmelder som
hovedperson!
Ole Jastrau vil ganske vist hellere
være digter, men det gør ham ikke atypisk som anmelder. Rigtig
journalist bliver han aldrig. Hans skæbne er at skulle producere
meninger til en presse, der mere og mere tømmes for meninger.
Bøgerne ligger i stakke på hans
stuegulv og venter på at blive ekspederet som i en industriel
produktion. Det er ikke tilfældigt, at ordet ‘anmelderi’ undfanges her.
Udvalgte forfattere skal dog
fremmes og have særbehandling, fordi deres forfattere skriver kronikker
og står sig godt med chefredaktøren.
Bladhuset er gennemtrængt af en
udefinerbar konkurrenceånd. Jastrau kan ikke stole på sine kolleger.
Det kan endda ske, at ordlyden i en allerede skrevet anmeldelse
forandrer sig på vej til trykken, så f.eks. en “forkætret charmør” blev
til en “forkælet charmør”.
Anmelderne kæmper om at få de mest
prominente opgaver og de bedste placeringer på avissiderne. De er ikke
blege for at stikke knive i ryggen på hinanden. “Man kan heller aldrig føle sig
sikker på det blad”, siger Jastrau. “Jeg har en fornemmelse i ryggen,
som om der hele tiden går nogen bag ved mig med en dolk. Det er til at
få rygmarvstæring af.”
Neddykket i spiritus ser Ole
Jastrau sin gode stilling forsvinde samtidig med, at hans ægteskab
falder fra hinanden. På bunden er Hærværk en
eksistentiel roman om et menneske i krise, og ikke en erhvervsroman om
en anmelder. Når det gælder den æstetiske sammenvævning af motiverne,
henviser jeg til analyserne i Aage Jørgensen: Omkring
Hærværk, (1969), og til min egen analyse i “Mellem ismer”
(1997).
John
Chr. Jørgensen: Det danske anmelderis historie. Den litterære
anmeldelses opståen og udvikling 1720-1906, 1994
John
Chr. Jørgensen: “Ludvig Holberg - anmelder mod sin vilje, i: Marianne
Alenius m.fl. red.: Digternes paryk. Studier i 1700-tallet, 1997
John
Chr. Jørgensen: Perfide portrætter og andre etiske problemer
i kulturjournalistik, 2014
John Chr. Jørgensen: “Mellem ismer.
Tom Kristensen: Hærværk”, i: Poul Schmidt m.fl.
(red.): Læsninger i dansk litteratur, 3, 1900-1940,
1997
John Chr. Jørgensen: Kritiker
eller emigrant. Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne, 2020
Tom Kristensen: Hærværk, 1930
Aage Jørgensen (red.): Omkring
Hærværk, 1969.
Nils Nilsson: Jørgen
Nielsen. En digterskæbne, 1951
John Chr. Jørgensen: “Anmelderen
skal myrdes”, Ekstra Bladet. 17.8.1998
Vincent Price & Dianna Rigg
in Theatre of Blood. Screenplay by Anthony Greville-BellDouglas Hickox.
Harbor Productions, 1973
Henriette Bacher Lind: “Anmelderen
i skudlinjen”, Jyllands-Posten
|
