|
Anne Marie Løn (f. 1947) er
uddannet som journalist i Venstrepressen. Hun var journalistelev på Frederikshavns
Avis og skolemedarbejder ved Vestkysten,
før hun i 1973 kom til B.T., hvor hun arbejdede
som reporter frem 1979. Herefter har hun levet som forfatter og
klummeskriver. En stor del af forfatterskabets ca. 30 bøger tager
udgangspunkt i virkeligheden, forstået som fakta og praktiske
erfaringer. Løn er dyrlægedatter fra Samsø og har en snes år af sit
voksne liv dannet par med en dyrlæge. Siden 1979 har hun boet i
Odsherred. Anne Marie Løns forfatterskab vidner om hendes rodfæstethed
på landet. “Min drøm om en bog er slet ikke den store udfoldede
historie”, siger hun i et interview. “Jeg har det ligesom Nuser i Radiserne,
hvor han ordret siger: “Jeg holder af
bøger med én person, og ham sker der ikke noget med”” (Politiken,
19.8.2000)
De seks år som reportagemedarbejder
på B.T. gav hende en erfaringsbaggrund for romanen Veras
vrede (1982). Bogen refererer ikke til kendte sager. Den er
heller ikke lagt an på persongenkendelse som Rifbjergs Spinatfuglene
og Bettina Heltbergs Deadline.
Fokus ligger på det typiske og
almene. Romanen fortæller noget om, hvordan det var at være kvindelig
journalist i formiddagspressen i 1970’erne.
Dog tager handlingen udgangspunkt i
noget fuldstændig atypisk:
Axel Enevold Jensen havde gjort en pæn karriere i
journalistikken, da en ølflaske tabt eller kastet fra 4. etage i
redaktionsbygningen satte en brat stopper for hans videre avancement.
Han døde på Rigshospitalet kun 39 år gammel.
Dødsmåden var paradoksal, for Axel
Enevold Jensen havde levet sit liv i asketisk tilbageholdenhed. Hvis
medarbejderne rejste tvivl om hans moralske habitus, forklarede han, at
han var et ganske almindeligt tænkende menneske, “en omsorgsfuld og
kærlig far med kaniner og duer i baghaven til huset i Hvidovre.”
På sin arbejdsplads,
formiddagsavisen Vores tid, var redaktionslederen
kendt for en vis kynisme. “Hans evne til uberørt og helt
forretningsmæssigt, indtil mindste og mest intime detalje, at jonglere
med andres tragedie til offentlighedens underretning og underholdning,
ville blive et savn for bladet.”
Læg mærke til de skiftende vinkler
og vurderinger bag citatet. Enevold havde nogle prisværdige evner
(plus) til at jonglere med andres tragedie (minus). Disse evner ville
blive savnet (plus).
For Axel Enevold Jensen handlede
det ikke om kynisme, men håndværk. “Vi laver avis. Kom så igang.”
Da politiet blev tilkaldt for at
klarlægge omstændighederne omkring Enevolds død, henvendte en af
bladets allround-journalister, Vera Johansen, sig til dem og sagde, at
det var hende, der havde sendt flasken ned i hovedet på
redaktionslederen - i afmagt og vrede.
Herefter arbejder fortællingen sig
tilbage i tiden, beskriver Veras baggrund for at handle, som hun har
gjort - eller som hun påstår, at hun har gjort, for der er dem, der
betvivler, at hun faktisk bevidst har kastet flasken.
Vera Johansen bliver anklaget for
vold med døden til følge, subsidiært uagtsomt manddrab. Hun erklærer
sig skyldig i det første, idet hun dog ikke har kastet flasken, men
sluppet den over hovedet på Enevold.
Vi følger politiet på deres ture ud
til familiemedlemmerne til Vera og Enevold for at meddele, hvad der er
sket, og vi forstår, hvor ringeagtet avisen har været. Veras familie
kunne ikke begribe, hvordan hun kunne holde ud at arbejde for en sådan
sprøjte. Vera har personligt oplevet at blive smidt ud af Kvindehuset.
da beboerne opdagede, hvilken avis hun kom fra.
Ét var nu den manglende respekt fra
omgivelserne. Noget andet var undermineringen af medarbejdernes
selvtillid indefra. Vera oplevede at blive kostet fra opgave til opgave
uden rigtigt at få tid til at gøre noget færdigt. Enevold var slem til
at styre med kontraordrer, og Vera blev frustreret.
De artikler, som kom igennem
systemet, var ofte blevet fordrejede, så Vera måtte ud og undskylde
over for kilderne. Nogle gange sagde hun rent ud, at hun var offer for
manipulation. Hun følte sig som en forræder over for de ideer, hun
oprindelig brændte for.
I en samtale med sin forsvarer
siger Vera, at hun ikke gik rundt og var frustreret hele tiden. Det var
tit muligt at tilgodese alle parter – at lægge vægt på sandheden og
hæderligheden – og alligevel ligne det, de ville have. Men netop den
aften med flasken gik der kludder i det. Den artikel, hun havde
skrevet, “osede langt væk af overfladiskhed.”
Da hun hørte Enevolds friske stemme
nede fra gaden, blev det for meget for hende: “Han gik hjem, frisk og
ren, som kom han lige fra en badeanstalt. Jeg sad tilbage som den
stinkende klud, han tørrede sine hænder i, når han havde formet sit
værk.”
Forureningsmetaforen er den mest
anvendte i Veras kritik af Vores Tid. Hun føler
sig inficeret. Lugtene sidder i hende. Hun bruger også metaforen på et
mere abstrakt niveau, når hun spørger, om der findes en mere
forbryderisk forurening end den der dagligt vedligeholder og udbygger
den offentlige bevidstheds nødstilstand.
Forsvarsadvokaten forsøger igen at
få hende til at konkretisere, hvad der skete den fatale nat, men han
kommer det ikke længere end til: “På et tidspunkt knækker fjederen” -
“Han fik noget op i mig … noget forfærdeligt.”
Hvis hun følte sig skyldig, var det
på et politisk niveau: “Mens verden brænder (…) så yder jeg mit bidrag
til en protest ved at smide en ølflaske ned i hovedet på en tilfældig
forbipasserende.”
Formuleringen rejser spørgsmålet,
om Vera har tilegnet sig noget af den kynisme, hun tillægger sit
formiddagsblad. Enevold var jo ikke ”en tilfældig forbipasserende”. Hun
genkendte hans stemme. Til kollegaen Margrethe forklarer hun, at hun
ville “kaste den virkelige virkelighed i hovedet på ham” og vise ham,
at journalister er almindelige mennesker, som kan komme ud for de samme
ting som alle andre. “Så var det jo et uheld”, indskyder kollegaen.
Advokaten er en ven af familien og
meget opsat på at forstå Vera. Han bliver fortvivlet, når hun ruller de
politiske argumenter ud: “Jeg har taget ansvaret for ét menneskes død
og dermed fralagt mig et medansvar for alle de legaliserede
forbrydelser, som forpester og ødelægger masser af menneskers liv… ”
Længere i retning af erkendelse af
personlig skyld kommer Vera Johansen ikke. Og tiden i fængslet ser hun
nærmest frem til som et rekreationsophold. “Hun havde oplevet et næsten
længselsfuldt sug efter at komme til at leve og fungere i en fastlagt
social sammenhæng udelukket fra konfrontationer med verden udenfor.”
En litterat, Thorkild Borup-Jensen,
har sammenlignet Vera Johansens længsel efter fængslet med Teodor
Amsteds i Hans Scherfig Den forsvundne fuldmægtig. Det
er godt set. Han er også opmærksom på, at der er en forskel: Amsteds
idé om et fængsel forlængede hans dagligliv som embedsmand, mens Vera
Johansen forestiller sig fængslet som en kontrast til en opslidende
dagligdag på avisen (Borup-Jensen, 2013:30).
Privat har Vera ikke haft så meget
at stå imod med. Hun boede alene i et lille hus på landet, købt for
penge hun have fået af sin far. Forældrene var blevet skilt, og hun
havde isoleret sig fra sin familie i Jylland. Hun havde søde naboer på
landet. Egentlig ville hun flytte til byen, bo i lejlighed, eventuelt
et bofællesskab og engagere sig kvindepolitisk, men det blev ikke til
noget. Nu er der en chance for, at nogle af planerne kan blive til
noget.
Veras familie har været styret af
faderen, en selvglad plasticfabrikant. Efter skilsmissen har han brugt
penge som styringsinstrument. Men hans magt er ved at smuldre. Moderen
og Vera er på vej til at bryde op. Thorkild Borup-Jensen skriver:
“Veras vrede ytrer sig ved et opgør med både chefredaktør og far.
Mandens privilegier anfægtes og forholdet mellem kønnene ændres ret så
drastisk - ved at manden skaffes af vejen!” Borup-Jensen mener, at
romanen er for demonstrativ og pegefingeragtig (Borup-Jensen, 2013:32).
Man må dog tilføje, at Anne Marie Løn med portrættet af
forsvarsadvokaten nuancerer billedet af romanens mænd.
Romanens grundproblem er Veras
vrede, dens årsager, dens manifestation og dens legitimitet.
Af den, der begår mord eller
manddrab, forventes samvittighedsnag og skyldfølelse. Du må ikke slå
ihjel. Det 5. bud er utvetydigt. Ikke desto mindre har kristne stater
tilladt henrettelser, og kristne præster har velsignet våben. Under
visse omstændigheder må man godt slå ihjel. Vera slipper relativt let
fra sin handling: to og et halvt års fængsel.
Litteraturhistorikeren Anne
Birgitte Richard giver romanen en positiv drejning ved at sige, at
vreden kunne stå som overskrift for meget af det, Løn har udgivet. Hun
skriver på indignation og moralsk engagement. Vera “kaster til sidst
flasken “i yderste nød” og kommer dermed i overensstemmelse med sig
selv” (Richard, 1997:286).
For Johs. Nørregaard Frandsen er Veras
vrede “en roman, som bringer bud fra nyhedsmediernes
barbariske slagtehaller og dokumenterer svineriet”.
Han skriver ikke direkte, at
“svineriet” derved legitimerer drabet eller mordet på redaktøren, men
det ligger mellem linjerne, og det er ikke hundrede procent forkert.
Men den stærkt sammentrængte fremstilling taber en vigtig pointe:
Romanens pressehistoriske fortjeneste er det mangefacetterede billede,
den giver af formiddagspressen som arbejdsplads for kvinder. Vera
syntes, hun havde mange skønne kolleger, men Enevold fik hende til at
gå i baglås. Veras vrede sætter tingene på
spidsen, men den er bygget på en bred basis af erfaringer, ikke på
fordomme (Nørregaard-Frandsen, 2000:274).
Anne Marie Løn: Veras
vrede, 1982
Anne Birgitte Richard: “Båret af
indignation”, i: Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk
kvindelitteraturhistorie, bd. 4, 1997: 286f.
Johannes Nørregaard Frandsen: “Anne
Marie Løn” i Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20.
århundrede, bd. 3, 2000:272ff.
Thorkild Borup-Jensen: Anne
Marie Løn - et forfatterportræt, 2013
Anne Marie Løn: “Jeg kan ikke
fordrage den gode historie”, interview ved Carsten Andersen, Politiken,
19.8.2000
|
