|
Indhold
Pressens
dæmoni
1
Solohistorier
1
Betalt
tip i mordsag
1
Nyhedsdrift
og kønsdrift
1
Papiravisen
på retur
1
Inde
i hovedet på forbryderen
1
Cavling-pris
og kulde
1
Kommunikationsdirektør
1
Hidsige
krydsklip
1
Politiker
med lig i lasten
1
Hans
lem voksede
1
P.S.
1
Litteratur
1
I forordet til denne artikelrække
om journalister i litteraturen fremhævede jeg Anders Bodelsens novelle
“Agurke-tid” (fra samlingen Drivhuset, 1965)
som et eksempel på en litterær bearbejdelse af pressens
dæmoni: En journalist bliver så besat af at komme først med sine
historier om en serieforbryder, at han ikke kan vente på forbryderens
næste træk.
Journalisten og filmdokumentaristen
Miki Mistrati (f. 1968) har udfoldet en sådan historie i stort format i
romanen Solo (370 sider, 2008).
Den handler om Daniel Disling, en
ung københavnsk journalist ansat på Demokraten, en
fiktiv avis i stil med virkelighedens Ekstra Bladet.
Han er ny i journalistfaget og fuldstændig vild i varmen efter at få en
solohistorie. Og en sådan falder snart ned i hans turban.
En 14-årig pakistansk pige er
fundet myrdet og rituelt skamferet i Jægersborggade på Nørrebro.
Daniel kommer forbavsende hurtigt
på sporet af en mulig drabsmand. Men han roder sig ud i noget snavs ved
af egen lomme at betale for et tip. De redaktionelle regler forbyder,
at man betaler for tips. Ikke kun, fordi det åbner for usund
konkurrence aviserne imellem, men også fordi den enkelte journalist gør
sig afhængig af kilden. Den, der har taget sig betalt for et tip, har
en klemme på journalisten.
Romanen krydsklipper mellem
journalisten og politiet. En efterforskningsgruppe under ledelse af
Mikkel Kløver jager morderen. Kløver kender Demokratens
journalist-praktikant Sille og har et godt øje til hende. Forfatteren
har blandet kortene godt.
Daniel er decideret liderlig efter
kvinder. Der er foruden Sille også Solveig, hans redaktionschef.
Daniels lem vokser ved tanken om at være sammen med dem. Ligesom det
svulmer ved udsigten til solohistorie på forsiden.
I lykkelige øjeblikke går
nyhedsdriften og kønsdriften op i en højere enhed:
“Nå, så kom du på lysavisen … Du
har hele forsiden over knækket, og den er sendt som citat-historie til
Ritzau, så den tager garanteret hele morgenfladen. Din første
solohistorie. Er du glad? Du bliver stjernen i morgen på avisen.”
Solveig havde rejst sig op og pressede sit underliv mod hans. Han bed
mærke i, at hun ikke regnede Sille med, selvom hun også var på bylinen.
Inden han nåede at svare, havde hun kørt en hånd blidt op og ned ad
hans lem. Det var allerede vokset. I øvrigt var det sgu ham, der havde
fået historien hjem. Sille var bare med.
“Jeg er lidt glad, skal vi ikke gå
op?” De gik hurtigt op og flåede tøjet af hinanden.
Spektakulære forsidehistorier giver
øget oplag for bladet og prestige for journalisten. Vi befinder os på
et tidspunkt i dansk pressehistorie, hvor papiravisen er i
oplagsnedgang på grund af konkurrencen fra tv og de sociale medier. Det
hjælper ikke på Demokratens regnskaber, at
konkurrenten Byens Tidende (som forkortet bliver til
B.T.) må lukke sin papirudgave. En overgang til tabloidformat
er uden virkning. Fyringsrunderne ruller på Daniel Dislings avis.
Nedskæringerne skærper den interne konkurrence. En nyansat journalist
puster Daniel i nakken.
Familien er i forvejen ikke meget
for Daniels artikler på forsiden af et skandaleblad. Faderen synes, at
Daniel skulle have udnyttet sit talent som koncertpianist.
Samtaler med en retsmediciner
forsyner Daniel med gode ideer, men realiseringen af dem giver ham sved
på panden og kræver flere afskylninger under bruseren. Som læser
inviteres man til at identificere sig med en af dem, der skriver om
forbrydelser, men snart sidder man inde i hovedet på en af dem, der
begår dem.
Forbrydelsens psykologi kræver
særlige skriveevner. Mistrati er ingen Anders Bodelsen og slet ikke
Patricia Highsmith. Ved en simpel fortrængningsteknik, lykkes det ham
alligevel at skabe en spændende læseroplevelse.
Første bind af Mistratis Daniel
Disling-trilogi ender med, at Daniel forfremmes til leder af avisens
reportagegruppe. Han skaffer sig af med sine modstandere, mister sine
venner - og får en Cavling-pris (som Mistrati selv gjorde det i 2004).
Han er kommet på forsiden for sin bedrift. Som journalist kan han ikke
nå højere op.
Samtidig opdager han, at der er
koldt og ensomt på toppen. Som Lucien de Rubembré havde gjort det i
Balzacs Bristede Forhaabninger og Kaj Lønge i
Henrik Cavlings Fra de dybe Dale.
Fristet af flere penge og ønsket om
et mindre hektisk arbejdsliv lader Daniel Dissing sig i bind to, Spin,
ansætte som kommunikationsdirektør i et tyskejet medicinalfirma med
forskningsanlæg i Kina. Han forsøger at bilde sig selv ind, at det er
en slags journalistisk arbejde, men det er nærmest det modsatte: Han
skal ikke afsløre, men skjule skandaler. Hans kompetencer fra
journalistikken viser sig dog at være yderst nyttige.
Hans firma har udviklet en
slankepille, som har den ikke helt sjældne bivirkning, at man dør af
den. Det er Daniel Dislings opgave at lukke munden på de journalister,
som vil grave i historien. Han skyr ingen midler, sætter detektiver og
hackere på de formastelige. Prisen for den slags snavs er højere end
for journalistiske tips. Men Daniel har råd til det. Som
kommunikationsdirektør og til sidst direktør for det hele tjener han
mere end en hvilken som helst journalist.
Men han fører et mere bundet liv,
og han er derfor glad for, at der åbner sig en mulighed for at komme
ind i politik - som medlem af Folketinget!
Inden overgangen til sin nye
stilling må han lige gøre en irriterende gravid teenagepige tavs.
Spin er fortalt i hidsige krydsklip, som
holder læseren fast. Men karaktererne udvikles ikke, og
direktionsmiljøet er mere abstrakt og klichepræget end bladmiljøet i
første bind.
Kvantitativt er de tre bind i
balance. De fylder hver ca. 300 sider. I den samlede udgave: Solo
side 11-370, Spin side 375-668, og Magt side
675-891.
Kvalitativt bliver trilogien
tyndere efterhånden som Daniel Disling stiger i graderne.
Det politiske miljø, som aftegnes i
bindet Magt ligner det, som kendes fra Niels
Krause Kjærs Kongekabale (2000, filmatiseret 2004):
en intrigant og hårdtslående konservatisme.
Daniel er en mester i spille
journalister ud mod hinanden. Han er så fræk og kynisk, at man ikke
tror det muligt.
Daniel sejler på første klasse med
lig i lasten. Kun en forbenet efterforsker fra politiet er i stand til
at holde fokus.
Fra sit filmarbejde (producent af
mere end 50 dokumentarfilm) har Miki Mistrati lært at konstruere et
plot. Og journalistikken (nyhedschef på Ekstra Bladet til 2016) har
givet ham et effektivt og stort set klichéfrit sprog. Kunstnerisk
originalitet kommer ikke på tale.
Karakterudviklingen er Mistratis
største problem. Hans personer er uden dybdedimensioner, og hans
skildringer af mandlig erotik kommer ikke ud over det puerile: “han
mærkede hvordan hans lem voksede”, “hans lem voksede mod hendes mave”,
”han pressede sit stive lem op i hendes anus”. Som læser får man lyst
til at tilslutte sig, når han et sted skriver: “han ønskede, at hans
lem ikke ville vokse, men det gjorde det”.
I romanen går de tur i en park, der
kaldes “H.C. Ørstedsparken”. Den findes ikke i virkeligheden. Dér
hedder parken Ørstedsparken. Den er opkaldt efter brødrene Anders
Sandøe Ørsted og H.C. Ørsted.
Miki Mistrati: Solo
(2008), Spin (2011), Magt
(2012); samlet udgave: Daniel Disling-trilogien
(2012).
|
