Først lagt op 18-10-2021; senest opdateret 18-10-2021 13:28

 

 

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Et sært navn: Villy Langemose 1

Reaktioner 1

Radikaliseringen 1

Lars Villemoes delte vandene 1

Rohleders skæve start 1

Bedre end sit ry 1

Praktikantens virkelighed 1

Genuin kunstnerisk åre 1

Litteratur 1

 

 

Et sært navn: Villy Langemose

 

Tre-fire ting gør denne bog særlig interessant i en pressehistorisk sammenhæng.

 

Dens hovedperson er i praktik som journalist. Mange journalister har fortalt om deres praktiktid, men få har gjort den til genstand for litterær bearbejdelse.

 

I Andrea elsker mig har praktikanten Morten Dam, 25 år, nogle sammenstød med sin nidkære foresatte. Konflikten ender med, at praktikanten bliver fyret for illoyalitet.

 

Mortens foresatte er leder af kriminalredaktionen og hedder noget så mærkeligt som Villy Langemose. Hvis man tygger lidt på navnet, mens man læser på sin avishistoriske lektie, aner man, at teksten er polemisk vendt mod journalisten Lars Villemoes.

 

 

Reaktioner

 

Andrea elsker mig vandt en romankonkurrence udskrevet af Gyldendal. I den anledning skrev en spids Poul Behrendt i Weekendavisen 27.10.95:

 

Gyldendal har efter alt at dømme givet 225.000 kroner for at få et internt opgør på dagbladet Information kolporteret som en kærlighedsroman.

 

I anmeldelsen af paperbackudgaven 11.1.1997 i Berlingske Tidende gav Søren Kassebeer en nærmere forklaring:

 

Niels Rohleder bedyrer forrest i bogen, at handling og personer er frit opfundne - bortset lige fra den ualmindeligt dumme hund Eefsen, der er opkaldt efter en fremtrædende dansk politimand. Men det er altså ren løgn, er det, for tydeligvis har både balladen på Nørrebro og Blekingegadebanden inspireret forfatteren, og mon ikke bogens hovedskurk, den konspirations-fikserede journalist Villy Langemose, er en ondsindet parodi på en reelt eksisterende, nulevende dansk avisskribent, hvis navn minder påfaldende om Langemoses? Niels Rohleder har fået på puklen for netop dén fiktive/ikke-fiktive skikkelse. (…) Plottet holder interessen fangen, kedeligt er det ikke, og bogen vandt da også førsteprisen i Gyldendals og TV 2’s romankonkurrence "Ung kærlighed i 90erne”.

 

Diskussionen trak lange spor. Helt frem til Lars Villemoes’ død en snes år senere. Søren Willemoes skrev nekrolog over faderen i Weekendavisen 29.1.2019:

 

I 1995 uddelte Gyldendal og TV 2 en pris til hans gamle banemand fra Information, Niels Rohleder, for bedste ungdomsroman. I romanen Andrea elsker mig er skurken chefredaktør Villy Langemose - det var tydeligvis min far. (Jeg mindes min far læse en passage op fra bogen, hvor Langemose tisser i bukserne, da han bortføres af en autonom.) Endnu en ydmygelse.

 

 

Radikaliseringen

 

Vi har altså at gøre med en bog, der er deklareret som fiktion, men som med sine virkemidler og sin faktiske virkning knytter sig til bestemte begivenheder og personer: den politiske radikalisering i begyndelsen af 1990’erne, demonstrationerne på Nørrebro efter EU-afstemningen 18. maj 1993, med tråde tilbage Blekingegadebanden og journalistikken om disse begivenheder og personer.

 

 

Lars Villemoes delte vandene

 

Lars Villemoes (1953-2019) stod for Informations journalistik om optrevlingen af Blekingegadebanden, men blev taget af sagen, da retssagen begyndte, fordi han på forhånd havde (for)dømt banden og gjort den til venstrefløjens problem. Villemoes var en mand, der delte vandene. Nogle hadede ham og behandlede ham som en stikker. Andre beundrede ham og hyldede ham for hans mod. Hans chefredaktør på Information fra 1988, Lasse Ellegaard, siger, at han ikke fjernede Villemoes fra sagen, blot ønskede, at Villemoes ikke var alene om stoffet. Villemoes kan meget vel have oplevet dette som en desavouering og reelt en fyring.

 

Blekingebandens postrøveri i Købmagergade fandt sted i 1988. Retssagen begyndte i 1990. Gruppens medlemmer blev i 1991 dømt til mellem et og ti års fængsel. Om sagen se i øvrigt Niels Lillelund: “Kampen om sindene” i Jyllands-Posten, 27.4.2007.

 

 

Rohleders skæve start

 

Niels Rohleder blev uddannet som journalist fra Journalisthøjskolen og kom efter elevtiden på Flensborg Avis til Information i 1987, hvor han hurtigt gjorde sig bemærket. En samling af hans artikler indgik i bogen Drengene fra Blågårds Plads (1987). Han var ansat i konfliktperioden omkring Villemoes og forlod først Information i 2003. Siden blev han kommunikationsrådgiver for Enhedslisten. I dag er han presse- og kommunikationsrådgiver for Dignity, Dansk Institut mod Tortur.

 

Som forfatter fik Niels Rohleder en skæv start. Andrea elsker mig forelå som manuskript, før Gyldendal og TV 2 udskrev konkurrencen om “ung kærlighed i 90erne.” (Niels Rohleder til Lars Henrik Aagaard i

Berlingske Tidende, 24.10.95).

 

Andrea elsker mig blev løftet frem af konkurrencen - der var indsendt 343 manuskripter - men samtidig skabtes der urealistiske forventninger.

“Tam vinder”, skrev en skuffet Hans Fl. Kragh i Ekstra Bladet, 27.10.95. Marie Tetzlaff jordede den i Politiken 27.10.95 (”Kastreret Skriverkarl”). Afsløringen af Villemoes-finten trak skævt. Forfatteren og bogen blev associeret med periodens forgiftede politiske klima.

 

Efter Andrea elsker mig har Rohleder kun udgivet én bog: Møns Klint i klart vejr (2010), en spændingsroman om kærlighed og spionage i den kolde krigs tid. Den er tematisk beslægtet med debutbogen.

 

 

Bedre end sit ry

 

Som det er fremgået, har Andrea elsker mig været udsat for et usædvanligt miskmask af litterære og politiske domme. Forfatteren er ikke selv uden skyld i det.

 

Hans note foran i bogen om, at handlingen og personerne er frit opfundne, er vildledende. Den person, der kaldes Villy Langemose, er ondartet på en måde, som savner intern begrundelse. Han er en ekstrem variant af, hvad praktikanter kan komme ud for!

 

Men litterært er bogen flere klasser over, hvad journalister normalt præsterer, når de sætter sig for at skrive spændende fiktion.

 

Alene kompositionen er effektfuld. Handlingen begynder på hospitalet, hvor den unge fortæller er indlagt. Først i romanens 45. og sidste kapitel får vi at vide, hvad han er indlagt for. Et eminent godt greb.

I interviews ved bogens udgivelse fortalte Rohleder, at romanens begyndelse og slutning var kommet til ham i drømme. Det er ikke enhver praktikant beskåret (av!) at drømme så suggestivt.

 

 

Praktikantens virkelighed

 

Fra deres position på grænsen mellem virkelighed og drømme kan praktikanterne tillade sig at drive gæk med formerne, som her Morten, der har lagt mærke til, hvordan medpraktikanterne tilpasser sig de erhvervsroller, som de ønsker at udfylde:

 

Allerede da vi mødes til praktikantdage første gang efter et par måneder, kunne vi aflæse forandringerne på hinanden. Praktikanter på tv og radio har fået nye smarte lærredstasker med logo, mange af københavnerpraktikanterne nye frisurer og læderjakker. Og når vi skal tilbage til skolen til efteråret, er der formentlig andre end mig, som vil være mærket for livet.

 

Den sidste sætning har grum dobbeltbetydning.

 

Lidt efter lidt går det op for den godtroende Morten, at journalistik er en alvorlig håndtering, som kan bringe en i konflikter med arbejdsgivere og kilder.

 

Andrea har et langt mere realistisk forhold til Mortens erhvervsvalg:

 

“Hvad laver du?” spurgte pigen så.

“Jeg er journalist … elev.”

“Satans!” sagde hun.

“En usædvanlig reaktion, når man tænker på, hvor svært det er at komme ind på Journalisthøjskolen. Folk plejer virkelig at være misundelige.”

 

Bemærk de indledende replikker. De falder mere naturligt end i journalistromaner, som de er flest.

 

 

Genuin kunstnerisk åre

 

Rohleder har en genuin kunstnerisk åre. Teksten lever på siderne. Et ældgammelt romantisk tema får nyt liv: ”pæn ung mand møder farlig kvinde med katastrofale følger” (Jakob Levinsen, Berlingske Tidende, 27.10.95).

 

I Andrea elsker mig illuderer personerne som levende mennesker, der både har en nutid og en fortid. Samtidig med, at handlingen skrider fremad, får vi mere og mere at vide om personernes fortid. Sådan forlenes karaktererne med en dybdedimension. Mange journalister er i stand til at konstruere et plot, men de fleste savner evnen til at skabe og udvikle troværdige karakterer. Man kan diskutere, om ”Villy Langemose” er en troværdig figur, men i praktikanten Morten har vi et nuanceret portræt af en naiv ung mand med en skæbnesvanger forkærlighed for venstreorienterede kvinder.

 

På hver sin måde illustrerer både praktikanten og hans vejleder, hvad der kan ske med journalisten, når engagementet og følelserne overtager styringen – en problematik, som aldrig forældes.

 

 

Litteratur

 

Niels Råheder: Drengene fra Blågårds Plads, 1987.

Niels Rohleder: Andrea elsker mig, 1995; 2. udgave 1996.

Niels Rohleder: Møns Klint i klart vejr. Roman, 2010

 

Interview:

Niels Rohleder interviewet af Lars Henrik Aagaard i

Berlingske Tidende, 24.10.95.

Niels Rohleder interviewet af Sonja Sabinsky til Dagbladenes Bureau, 26.10.95

 

Anmeldelser:

Poul Behrendt i Weekendavisen, 27.10.95.

Hans Fl. Kragh i Ekstra Bladet, 27.10.95.

Marie Tetzlaff i Politiken, 27.10.95.

Jakob Levinsen i Berlingske Tidende, 27.10.95.

Søren Kassebeer i Berlingske Tidende, 11.1.1997

 

Nekrolog:

Søren Willemoes: nekrolog over Lars Villemoes i Weekendavisen, 29.1.2019

 

Oversigt:

Gregers Dirckinck-Holmfeld: Danmark dejligst. Den nye Danmarkskrønike 1972-1993, 3, 1999.

Niels Lillelund i Jyllands-Posten, 27.4.2007

 

Data:

Jan Ebert (red.): Danske Journalister 2000, 2000

 

 

 

 

©John Chr. Jørgensen