|
Indhold
En
morbid solohistorie
1
En
produktiv fejltagelse
1
Et
diabolsk tilbud
1
Skandaløs
succes
1
Tv-reklame
1
Karakterbrist?
1
Klemmen
1
Anmeldelser
af Nekrolog
1
Det
er sjældent, at en af avisens genrer løftes frem som titel og tema i
fiktion, som det sker i Lars Kjædegaards roman Nekrolog
(2001).
Nekrologen,
portræt- og mindeartiklen om den nyligt afdøde, er en ældgammel og dybt
grundfæstet genre. Til de faste træk hører
fremhævelsen af afdødes anerkendelsesværdige indsats. Det er jo i
denne, man finder årsagerne til, at nekrologen overhovedet skrives.
Hvis nekrologskribenten er fristet til at formidle en kritisk holdning
til den afdøde, må
han lægge
bånd på
sig selv. Læserne vil som regel forstå og acceptere dette diskrete
diplomati. Det er en konvention, at man ikke taler ondt om den døde.
Konventionen har et rationale: Den døde kan ikke forsvare sig.
Allan
Hauch, hovedpersonen i Kjædegaards roman, er journalist med speciale i
nekrologer. For at komme om ved nekrologens indbyggede problemer har
han i de fem år, hvor han har dyrket genren, udviklet en særegen
produktionsmetode: først
skriver han den uforfalskede sandhed om afdøde, og dernæst polerer han
på teksten, så grovhederne glattes ud.
En
aften bliver han ringet op af bladets redaktionssekretær, som meddeler,
at en kendt jazzmusiker, Schwalke Bamberg, netop er afgået ved døden.
Redaktionssekretæren
tror ikke, at de andre aviser har nyheden, og han beder derfor Hauch om
at gøre lidt ekstra ud af den som solo-historie. Han har kun en time
til det, og for at spare tid skal han ”knalde den lige ind”. Artiklen
skal altså ikke vejen ad en redaktør eller en korrekturlæser.
En
god journalist holder af særlige udfordringer, og Hauch kaster sig
straks over opgaven. Først fylder han hele nekrologformatet ud med
grove sandheder lige fra leveren. Dernæst skriver han den mere
hensynsfulde version til avisen.
I
den rå version skriver han, at ”Schwalke Bamberg
var født
i Wien i en fattig jødisk familie, som hr. Hitler håndfast afschwitzede i 1942 –
minus Schwalbe.”
I
den polerede version fjerner han vitsen med Hitler og Auschwitz og
indlejrer Schwalke i dansk folkelighed: ”Schwalke –
hele Danmark var på fornavn med ham, ligesom med Liva og Osvald – var
født i en jødisk familie i Wien, og Schwalbe var den eneste, der
overlevede nazisternes forfølgelse.”
Om afdødes
livsførelse hedder det i den rå version, at han kun nødigt vendte ”hjem
til sin hårdtprøvede
hustru i Bagsværd, først når
pengene, pilsnerne og pigerne var brugt op.”
Det
udsagn polerede Hauch ned til det harmløse i den trykte version: ”Schwalkes
liv formede sig, som det tit sker i showbusiness. De mange sene nætter,
det hårde turnéliv
og en vis fandenivoldskhed havde i de senere år tæret på Schwalke, men
talentet og humøret fejlede ikke noget.”
Klokken
to om natten ligger Allan Hauch i sin seng og glæder sig over veludført
arbejde. Udsigten til at have en solohistorie at stå op til hører til
journalistlivets primærglæder.
Tidligt
om morgenen bliver han ringet op af redaktionssekretæren, som spørger
ham, om han har et sommerhus at gemme sig i. Han er kommet til at sende
den rå version, og chefredaktøren sidder allerede og konfererer med tre
jurister. De forbereder sig formentlig på en injuriesag, eller
også er de ved at fyre Hauch.
Hauch
pakker sin taske og kører op i sit sommerhus ved Odden. På vejen sidder
han og ærgrer sig over den barnlige måde, han arbejder på. Han havde
ovenikøbet givet nogle af kollegerne lov til at se
parallel-nekrologerne, som lå i hans computer både
hjemme i lejligheden og på avisen.
I
sommerhuset bliver han opsøgt af en ældre dame, som præsenterer sig som
Scheine Bamberg, enke efter Schwalke Bamberg. Hun kommer for at sige
tak: ”Schwalke var et svin. Deres nekrolog beskrev bare sandheden.”
Også
avisens chefredaktør dukker op. Han har hørt om Allans lager af
usminkede nekrologer, og er kommet i besiddelse af nogle af dem. En af
dem handler om en psykologiprofessor, Barbro Hansson, om hvem Hauch
skrev: ”En række
stikord melder sig, når man forsøger at opsummere denne
kontroversielle, opkæftende kvindes liv: nådesløs,
afsporet intelligens, mangel på refleksion, mangel på respekt – og frem
for alt: en aldrig svigtende tro på at kun Barbro Hansen her i verden
havde ret.”
Chefredaktøren
kan næsten ikke skjule sin glæde ved en nekrolog over en berømt
forfatter ved navn Ib Hanild:
Hanild
ejede et sjældent sprogtalent, men desværre også en uudslukkelig
fascination af det: han kunne aldrig blive færdig med at flupre,
smidre og plotre – og så nosse sig sammen til at skrive en
ordentlig historie. Derfor er det også en mærkelig
fornemmelse nu at sidde her og konstatere, at vel var han en af vore
største forfattere – han skrev bare aldrig en rigtig god bog.
(Driller
Kjædegaard her Klaus Rifbjerg? Han fungerede som konsulent på
Kjædegaards spændingsromaner, da Werner Svendsen var leder af forlaget
Forum, jf. Kjædegaard:2001, kap. 9).
Chefredaktørens ærinde
er at fortælle Hauch, at hans uheld havde været en lærestreg for
avisen: Nekrolog-genren var aldrig blevet opdateret; det gjaldt
navnestoffet i bred forstand, altså også fødselsdagsportrætter og
jubilæumsomtaler.
At
avisen ikke har modtaget protester mod Schwalke Bamberg-nekrologen, ser
han som et tegn på, at tiden er inde til at gribe stoffet mere respektløst an:
Det
er sgu da i virkeligheden hyklerisk, at du sidder og frembringer de her
hylemorsomme, dybt kvalificerede ting og så skærer nosserne af dem,
koger dem ned til det rene Karl Bjarnhof og kaminpassiar med baronessen.
Han
tilbyder Hauch at være den, der står for denne omlægning med forhøjet løn
og fuld redaktionel opbakning. Hauch beder om lidt betænkningstid.
Der
er stor forskel på at bruge den rå nekrolog som øvelsesplads og så at
forme den direkte til avisen. Protester og erstatningskrav må forudses.
Men Hauch føler, at chefredaktøren har en klemme på ham efter bommerten
med Schwalke – og så er han naturligvis smigret over anerkendelsen af
hans særlige skrivetalent. Hauch slår altså til, og det bliver en
forrygende succes. Der er ikke grænser for, hvor mange skulderklap, han
får fra kollegerne.
Hauch
begynder sin nye løbebane som grov sandsiger med en 50-års notits om
Scenearbejderforbundets formand Helga Speck:
”Har
man sagt ”68”, ”lilla ble”
og ”kvindelejr”, er man næsten også nødt til at sige Helga Speck.”
Han
går nu til yderligheder:
”Sjældent
har et ansigt været så blottet for makeup – og sjældent har et ansigt
trængt mere til det.”
Tilsvarende
i nekrolog-premieren, som gjaldt en kritiker, der ikke var interesseret
i den litteratur, han omtalte:
”Hans
anmeldelser og kronikker holder ikke en meter. Han lod sig lokke af en
sætnings klang, kontrovers og polemik. Han havde ikke rigtig nogen
mening – ofte havde han slet ikke forstået det pågældende værk, hvilket
man kan finde tydelige eksempler på i anmeldelserne af for eksempel
Delblancs romaner.”
Allan Hauch –
og bag ham Lars Kjædegaard – er nærmest uhyggelig god til at konstruere
disse tekster. Henvisningen til Delblanc-anmeldelserne kommer som et dræbende stød.
For
at bløde lidt op på nedrighederne har Kjædegaard også anbragt noget,
der kunne være et selvportræt:
Thrillerforfatteren
Knud Halsted har også nået de 50. Ja, som tiden går. Halsted har med dødbringende regelmæssighed
spyttet sine thrillers ud en gang om året i de sidste mange, mange år.
Ingen ved hvorfor. Halsteds varemærke er hverdagsmiljøet, almindelige
mennesker, der uforvarende går og klokker i det. Det spinder Halsted
med tiltagende monotoni en ende over.
Med
sin sproglige fantasi og stilsikkerhed sandsynliggør Lars Kjædegaard,
at Allan Hauchs nekrologer og portrætter bliver en skandalesucces.
Chefredaktøren læser
navnestoffet som det første hver morgen. Hvem ville ikke l læse videre
i et portræt, der begynder sådan:
TV-reporteren
Bjarke Skovmand – som i dag fylder 50 – er en af de gyseligste
eksempler på, hvor hurtigt det går ned ad bakke i tv.
Allan
Hauch har det ikke helt godt med succesen. Negativiteten viser sig a
være en hårdere spændetrøje end positiviteten.
Enkelte
læsere kan se det. Hans kvindelige psykolog kan for eksempel. ”Jeg …
læser, hvad du skriver i avisen, og jeg ved godt, at det ikke er nogen
god periode for dig”, siger hun. Hun synes, han skriver ”smaddergodt”,
men gætter på, at ”det der nekrolog-halløj” er noget chefredaktøren har
fundet på.
Psykologen
syntes, han skamred sit talent, når han skrev, at det godt kunne undre,
at konservesfabrikant og slagteriejer Ejnar Kamfeldt fylder 90, ”hvis
man går ud fra, at Kamfeldt har levet af sine egne produkter.” Hun
kunne ikke forbinde det, hun læste, med den rare forpinte mand, hun
havde foran sig i konsultationen.
På
avisen blev Hauch nu indviklet i en ny logik, som tilsagde, at der
skulle laves tv-reklamer for succesen, så nye læsersegmenter kunne
vindes for papiravisen. Hauch lider under reklamefolkenes tilgang – de
opfører sig som skrædderne i ”Kejserens nye klæder”
- men Hauch gennemfører processen.
Tv-reklamen
udløser en diskussion blandt medarbejderne. Kulturredaktøren mener, at
Hauch har ladet sig udnytte af chefredaktøren, og at ”en meget ærlig,
negativ nekrolog eller fødselsdagsomtale er en modsætning i sig selv”.
Indlandsredaktøren siger, at de negative nekrologer var ”pissesjove”,
men kun så længe de var hemmelige. Offentliggørelsen var et fejltrin,
som burde have kostet Hauch jobbet. Kollegerne bekræftede Allan i, at
han var ude på et fejlspor.
Han
overvejer, om hans skrivetalent er forbundet med en karakterbrist. Han
har det med at give efter for sine neuroser. Han skriver for eksempel
lister over ting, han kan undvære (f.eks. udtrykket ”at spørge ind
til”) og lister over fuldkommen håbløse indledningssætninger til
romaner (f.eks. ”Vin til maden mindst to gange om ugen – det var blevet
lidt af et motto i købmandshjemmet i Bagsværd allerede i begyndelsen af
halvfjerdserne”).
To
særlige opgaver tæt på hinanden får ham til at skifte kurs.
Den
ene er en nekrolog over en forhenværende general, hvis jurist-datter
straks udtager stævning for æreskrænkelse. Chefredaktøren
er begejstret. Nekrologen fører til en tv-debat.
Den
anden er en nekrolog over en 48-årig sangerinde, som var blevet dræbt
ved en trafikulykke. Hun havde betydet meget for Hauch, og han kunne
ikke bringe det over sit hjerte at tilsmudse hendes minde.
Chefredaktøren er skuffet.
Da
Hauch truer med at forlade både konceptet og bladet, udarbejder
chefredaktøren en klemme på ham. Han sørger for, at der bliver gravet
alt det smuds op fra hans og hans families fortid, som det er muligt at
finde. Og så skriver han det sammen til et perfidt afskedsportræt, som
successivt underminerer Hauchs troværdighed. Stilen er sådan:
Allan
Hauchs afsked med avisen var pludselig og definitiv. Han rejste sig og
gik, måske udbrændt efter de uundgåelige kontroverser, som fulgte i
kølvandet på nekrologerne. Ikke at han ikke kendte til kontrovers i
forvejen. Allerede som barn oplevede han ting, som givetvis både
formede hans labile karakter og hans skrivetalent.
Da Hauch får
denne klemme præsenteret, erklærer han sig fuldkommen indifferent. Han
er færdig med bladet og skriver ikke en linje til, uanset om
chefredaktøren vil offentliggøre portrætartiklen
eller ej.
Her
slutter det pressehistoriske spor i romanen. Der er også et
kriminalistisk. Det handler om en veninde, som forsvandt under en rejse
i Sverige, og et hus, som nedbrændte i Bagsværd. Sporene er kun
løseligt forbundne.
Historien
om nekrologskriveren er romanens originale tilskud til litteraturen.
Kjædegaard har prioriteret det ved at nøjes med at kalde bogen en roman,
og ikke en spændingsroman, som er den gængse
genrebetegnelse i forfatterskabet.
I
forbindelse med udgivelsen skrev Kjædegaard en kronik i Berlingske
Tidende, 3.7.2001. Den handlede om tonen i samfundet
generelt og i nekrologen i særdeleshed. Hvad får små børn til at sige
”Fuck dig, mor!”, når hun ikke vil købe en is til dem i supermarkedet?
Hvad får en journalist til at skrive ”Han gik ikke tørstig i graven” i
nekrologen over en tidligt afdød skuespiller. Kjædegaard identificerer
ikke det sidste citat, men en kilde kan være Rud Kofoeds nekrolog over
skuespilleren Søren Strømberg,
som døde, 56 år gammel (”Sengekants-helten død”,
Ekstra Bladet, 15.5.2001). Rud
Kofoed anvendte dog præsens om fremtid (”Han går ikke tørstig i
graven”), idet Strømberg var død dagen forinden og således ikke var
begravet endnu.
I
kronikken sammenfattede Kjædegaard sine synspunkter på nekrologen
således:
Nekrologen
kalder på skribentens takt og præcision. Den skal være sand uden at
være fornærmende. Den skal være venlig uden at være omklamrende.
Pressens nekrologer kan aflæses som en slags barometer for, hvor gode
vi er til at kommunikere. Forfalder tonen i vores nekrologer til det
stærkt personlige og endog hadske, kan det efter min mening tages som
udtryk for en vis afstumpning.
Det
lyder jo meget ræsonnabelt og urbant. Men romanen om nekrologen virker
klogere end kronikken, for i romanen får Kjædegaard alle de diabolske
fristelser med. Der er som bekendt attraktionsværdi, publikum og penge
i uforskammetheder og andre grænseoverskridelser.
Holger
Ruppert i B.T. 1.5.2001
Bent
Mohn i Politiken 9.5.2001
Lars
Ole Sauerberg i Jyllands-Posten 9.5. 2001
Jes
Nygaard i Flensborg Avis 25.5.2001
Keld
Nissen i Berlingske 26.5.2001
Hans
Larsen i Ekstra Bladet 26.5.2001
Baggrund i forfatterskabet
Lars
Kjædegaard: Respeeekt!, kronik
i Berlingske Tidende 3.7.2001
Lars
Kjædegaard: Lang dag mand. Autoroman, 2001
Om nekrologen blandt avisens genrer
John
Chr. Jørgensen: Kultur i avisen, 1991
Om uforskammetheder og etik
J.B.
Holmgård: Uforskammetheder og anden giftig tale, 1991
John
Chr. Jørgensen: Perfide portrætter og andre etiske problemer
i kulturjournalistik, 2018
|
