|
Torben Brostrøm ragede godt op i
Beijing. Når vi gik på gaden, vakte han opsigt. Stod han stille, kunne
han samle en gruppe nysgerrige omkring sig. En dag forsøgte en tyvagtig
herre at udnytte situationen til at åbne Lise Bostrups taske. Men hun
så det, og gav ham et rap over fingrene.
Vi var inviteret til Kina i marts 1991
for at forelæse over H.C. Andersen (Torben) og Kirsten Thorup (mig).
Som leder af det dengang eksisterende danske
litteraturinformationscenter stod Lise Bostrup for det praktiske.
Kinesisk-eksperten Anne Wedell-Wedellsborg sørgede for, at
kommunikationen ikke gik i fisk. Ellers var delegationens
kinesisk-kundskaber til at overskue. Selv kunne jeg synge første vers
af “Østen er rød” på kinesisk, men den var ikke på den politiske
hitliste længere.
I betragtning af delegationens
beskedne størrelse, var arrangementet overraskende stort anlagt. Vi
måbede, da vi om aftenen så indslag fra forelæsningerne i
nyhedsudsendelserne på kinesisk tv. Vi var lige så vigtige som de
nyeste modeller af landbrugsmaskiner.
Det var åbenlyst, at vores besøg blev
brugt til noget større. Vi var symboler på en åbning i forholdet mellem
Kina og Vesten.
Der blev også passet godt på os. Vi
boede i politi-bevogtet diplomatkvarter. Torben og jeg var
indkvarterede i en fælles lejlighed. Hver morgen kom der en
rengøringsdame, som vi mistænkte for at tælle de rødskjoldede
cigaretskodder i vores askebægre. Ingen af os var rygere, og ingen af
os brugte læbestift.
Rigtigt gættet! Vi havde haft rygende
gæster, kinesiske studerende, sjovt nok alle af hunkøn. Det anede os jo
nok, at grunden til, at de aflagde visit ikke udelukkende skulle søges
i deres interesse for dansk litteratur.
Vi måtte åbenbart have gjort en god
figur som forelæsere. Torbens højde var i sig selv en attraktion. Så
meget vidste jeg.
Nå, men gåden blev hurtigt opklaret,
for efter at have pulset et par cigaretter eller tre ned til
mundstykket, hev de unge damer brutalt sløret fra vores øjne. Hvad de
virkelig ønskede sig, var vestlige invitationer og stipendier med
tilhørende ind- og udrejsetilladelser.
Så vidt jeg ved, kom ingen af dem til
Danmark.
P.S.
Mit kongresindlæg om den ”Den frodige
danske prosa” findes optrykt på kinesisk 6, i: Litteratur- og Kunstavisen, 2.3. Beijing, Kina, 1991.
Torben Brostrøm har skrevet om
opholdet i Rad og række. Voksne erindringer, 2006:173ff.
|
