|
Et par somre i 1960’erne havde jeg den
tvetydige fornøjelse at se en jakkeklædt mand spankulere op og ned ad
Løkken Strand uden at tage notits af badegæsterne. Nogle gange havde
han en stor hund med.
“Se, der går digteren Knud Holst”,
sagde man.
Holst brød med det tilvante og var på
den måde et omvandrende billede på den modernisme, han repræsenterede.
Men med sin mundering var han jo
samtidig en anakronisme.
Hvad foregik der i ham? Var
paraderingen det rene mandsmod, eller var det et reklametrick? Var han
en blærerøv? Eller bare en stakkel? Der skulle gå et halvt hundrede år,
inden jeg fik svar på disse spørgsmål i en roman skrevet af
jakkemandens datter, Hanne-Vibeke Holst.
Inden jeg siger noget om bogen og
svarene, vil jeg lige fortælle, hvad Knud Holst kom til at betyde for
mig.
Som litteraturinteresseret gymnasiast
og danskstuderende var jeg bevidst om Knud Holsts eksistens helt fra
han debuterede med digtsamlingen “Dementi” i 1961. Nu hvor jeg ‘kendte’
ham fra Løkken, læste jeg alt, hvad der kom fra ham.
Novellerne i “Dyret” inspirerede mig
til at skrive selv. Det blev ikke til meget. Jeg kunne hverken få det
til at ligne Knud Holst eller mig selv.
Et var nu kvaliteten eller manglen på
samme. Noget andet var, at jeg blev så optaget af skriveprocessen, at
jeg ikke kunne tænke på noget andet. Det var en besættelse, som gjorde
mig asocial og truede min mentale sundhed.
Jeg begyndte at vandre frem og tilbage
langs strandbredden.
Når jeg læser Hanne-Vibeke Holsts “
Knud den Store”, må jeg revidere mine formodninger om, at Knud Holst
med sine strandvandringer ville blære sig, stille sig an osv.
Han var slet ikke så meget oven på, som jeg havde forestillet mig. Det
med tøjet var en tidligt anlagt social maske. Fundamentalt var han en
enspænder med præstationsproblemer. Han slog større brød op, end han
kunne bage. Han modtog forskud, kom i gæld og prøvede at drukne
problemerne i spiritus. Han ødelagde sit ægteskab og måtte til sidst se
sig overhalet som forfatter af hustruen og den ældste datter. En
tragisk skæbne, som Hanne-Vibeke Holst giver fylde og mening i “Knud
den Store”.
Personligt fik jeg ikke noget med ham
at gøre, selv om vi kom ind i samme branche: anmelderiet.
Jeg blev sat på den pinagtige opgave
at anmelde hans frustrerede og aggressive skilsmissedigte “Afstande.
Sammenstød” i Politiken (15.8.1979). Året efter mødte jeg ham på et
seminar, hvor han havde taget en yngre model med og hvor hans kunst
bestod i at få smuglet en flaske rødvin ned fra bordet og med hen på
værelset. Visse minder ville man godt være foruden.
Knud Holst ydede sit bedste som
novellist. Hans Hertel har udgivet en kvalitetssamling under titlen
“Solstik. Udvalgte noveller fra 60’erne til 90’erne” (2014).
|
