|
Gæstelærere var alle dage et velkomment tilskud
til undervisningen på universitetet. Bare ved deres uakademiske sprog
skabte de variation i forløbene. I nogle tilfælde fungerede de som
vidner om livet i en ældre periode. Hvis et kursus handlede om et
forfatterskab af en nulevende forfatter, ville det være decideret
mærkeligt ikke at invitere forfatteren til et møde med de studerende.
De fleste forfattere sagde ja, selv om
honoraret lå langt under det, de kunne få ved at optræde ved andre
arrangementer. Nogle var beærede og ydmyge, andre greb opgaven
professionelt an og gav et PR-show.
Martha Christensen, forfatteren til
“Dansen med Regitze”, hørte til de allermest beskedne. Hun syntes ikke,
at hun havde noget særligt at byde på. Men lod sig overtale. I et brev,
hun sendte mig, skrev hun: “Ang. mødet vil jeg så fortælle - stille og
roligt om mine bøger” (13.1.91). Det levede hun op til. Hun fremførte
sin tekst uden noget forsøg på at skabe reklame. Det hele foregik så
stilfærdigt, at hendes forlægger syntes, det ville virke upassende at
sætte den plakat op, som han havde bragt med.
Da jeg efter foredraget bad hende
signere en lønblanket og sætte CPR-nummer og bankkontonummer på,
svarede hun, at det, hun havde sagt, ikke var 1100 kr. værd. Jeg
modsagde hende på det bestemteste og fik hende til at tage blanketten
med hjem og sende den til os i udfyldt stand. Vi hørte aldrig fra hende.
En helt anden type var Dan Turèll. Med
sin skaldede isse, sit sorte dress og sine sortmalede negle var han en
omvandrende reklame for sig selv. Hvis nogen spurgte ham, hvorfor han
brugte neglelak, svarede han: “for at folk skal lægge mærke til mig.”
Når der var møbleret i hesteskoform,
kunne han finde på at gå frem og tilbage på bordene, mens han rablede
tekster af sig og appellerede til grinet ved indimellem at stikke til
arrangørerne. Ved en sådan lejlighed, hvor jeg var til stede iklædt
overskæg og vest, omtalte han mig gentagne gange som “den franske
overtjener”, et tilnavn, som slog an blandt de studerende. Selv huskede
han det også. I et brev sendt til mig flere år efter, skrev han “Kære
J.C.J. alias Franske Overtjener (hvis du da ikke har fjernet
moustachen)” (11.10.1989).
Dan var meget bevidst om sine
virkemidler.
Han var dygtig til at give rollen som
afslappet boheme. I virkeligheden var han en stresset forretningsmand.
Når man efter en sådan Stand up eller Walk around-seance i et
undervisningslokale i Købmagergade, gik ned på Long John og drak en øl
med ham, sad han og tjekkede sin overfyldte kalender for at se, hvem
han skulle møde hvornår senere på dagen.
P.S.
Jeg har portrætteret Martha
Christensen og Dan Turèll i “Forfattere for folket” (1990).
|
