|
Da jeg blev gift med Teresa Waskowska
i 1988, modtog jeg et personligt brev fra Nynne Koch, som på grund af
sygdom ikke kunne være med ved bryllupsreceptionen. Den blev holdt hos
Hans og Lisbeth Hertel i Kronprinsessegade. Det ærgrede Nynne, at hun
ikke kunne deltage: “Jeg ville gerne have set Hertels lejlighed.” Hun
havde haft en god veninde, som boede i samme opgang.
Hvad brylluppet angik, så havde hun
fået rapporter og billeder: “I er smukke! - Og I ser ud, som
om I var glade. - Jeg krydser fingre for, at det må vare. Selv om jeg,
sagt i al fortrolighed, finder at ægteskabet er en håbløs institution.”
For at forstå denne utraditionelle
lykønskningsskrivelse er det nødvendigt at kende lidt til Nynne Kochs
baggrund.
Nynne Koch (1915-2001) var en
autodidakt inspirator og leder inden for kvindeforskningen. Hun
udtænkte nye ideer og havde et helt særligt talent for at bringe folk
sammen, som kunne hjælpe hende med at realisere dem. I 1986 blev hun
æresdoktor på RUC. Hun besad nogle af RUC-dyderne: Udadvendtheden,
tværfagligheden, fællesskabsånden, handledygtigheden.
Nynne (opr. Anna Lise) havde sin
sociale baggrund i det højere borgerskab. Hendes far var præsident i
Sø- og Handelsretten. Hun begyndte på ingeniørstudiet, men faldt
hurtigt fra igen, fordi hun blev gravid. Da hun var 23 år, sad hun,
fraskilt og uden uddannelse, med tre døtre. Så fik hun job som
medhjælper i en antikvarboghandel og blev gift med ejeren, og skilt
igen. Tredje gang var lykkens gang, sådan da. Hun fik to sønner, og
forholdet holdt en halv snes år. Derefter var hun single - så meget som
man nu kan være det med fem børn!
Som 45-årig blev Nynne ansat i en
HK-stilling på Det kongelige Bibliotek. Efter en offentlig diskussion
om behovet for en kvindehistorisk bogsamling tilbød hun rigsantikvar
Palle Birkelund at indsamle og føre kartotek over bøger om
kvindespørgsmål. Han bevilgede hende et kvarter om dagen til den
opgave. Det forslog selvfølgelig ikke, men Nynne Koch postede en masse
fritid i opgaven samtidig med at hun tegnede grænserne op. Hun kaldte
området feminologi og definerede det som “studiet af kvindens situation
i videste betydning”. Feminologi var altså et bredt og ikke-ideologisk
begreb.
Da jeg blev kontaktet af Nynne Koch i
begyndelsen af 1980’erne, var hun avanceret til at være Det kongelige
Biblioteks fagreferent i feminologi og var samtidig blevet leder af en
ny feminologisk dokumentationstjeneste ved navn KVINFO og studieleder
ved Folkeuniversitets feminologiske foredragsrækker. Hun havde nu fået
den idé, at forelæsningerne, der blev samlet i bøger, der hed
KVINDESTUDIER, også skulle omfatte mænd. Reelt var det en omdefinering
af området til KØNSSTUDIER, hvilket en del mandlige forskere,
heriblandt undertegnede, fandt mere teoretisk tilfredsstillende end de
isolerede studier i kvinder.
På stribe sagde vi derfor ja, da Nynne
Koch bad os om at holde en forelæsning om mænd ud fra hver vores
faglige perspektiver. Vi var idehistorikere, bøssehistorikere,
psykologer, litterater etc. Vi kendte til hinandens eksistens, men det
var Nynne Koch, som bragte os sammen. Ikke alene overværede vi nogle af
hinandens forelæsninger. Vi sad bagefter og snakkede sammen på
“Sommersko”.
Forelæsningerne blev holdt i Messens
gamle lokaler i Købmagergade. Der var stuvende fuldt - af kvinder. En
af forelæsningsrækkerne måtte firedobles. Mændenes forelæsninger blev
den største succes, de feminologiske forelæsninger havde haft!
Det var meget stimulerende. Men endnu
vigtigere var de fællesskaber og venskaber, der opstod. Jeg vil især
fremhæve venskabsforbindelserne til Bent Fausing, Preben Hertoft og
Nynne Koch.
Nynne og jeg boede på dette tidspunkt
i nærheden af hinanden på Østerbro. Jeg cyklede ned til hendes
hyggeligt gammeldags, jeg havde nær sagt antikke, kartoffelrækkehjem i
Weysesgade. Og hun slæbte sig på gå-ben til Ourøgade og op på fjerde
sal til min hybel uden sofa og lænestol. Hun var allerede dengang
plaget af den knogleskørhed, som til sidst tvang hende på plejehjem.
Det var morsomt og lærerigt at høre om
hendes kampe for at holde KVINFO kørende. Når der skulle fordeles
offentlige midler, ringede hun til en håndfuld indflydelsesrige
kvindelige politikere af forskellig observans for at holde dem til
ilden. Hun var en kløgtig pragmatiker, men ikke kyniker. Hendes
entusiasme var ægte og smittende. Derfor vandt hun folk for sig.
I den akademiske verden går vejen til
respekt gennem overbevisende undersøgelser og afhandlinger. Det var
ikke Nynne Kochs vej. Hun udkastede ideer og tillod sig indimellem at
slå nogle gevaldige skævere. En konkurrence om kvindesprog blev
udskrevet uden kriterier og afgjort ved mavefornemmelser
(“Pling-kriteriet”) (Kvindesprog. Forum for kvindeforskning, nr.
4, 1985).
I teoretiske diskussioner var det
svært at holde Nynne fast. Når man indvendte, at der ikke var logik i
det, hun sagde, svarede hun, at kvinders og mænds logik ikke er den
samme. Og så begyndte hun forfra i en af de spiraler, som hun mente var
karakteristiske for den kvindelige tænkemåde. Det, jeg husker bedst fra
disse diskussioner, er hendes kvidrende stemme og den underliggende
livslyst.
P.S.
Nogle Nynne Koch-skrifter, som jeg har
bidraget til:
Nynne Koch (red.): Mænd om mænd -
medaljens anden side. Kvindestudier 7, 1983
Merete Gerlach-Nielsen m.fl. (red.):
Der er en verden ved siden af verden. Om Nynne Koch og
kvindeforskningen,1985
Andre anvendte kilder om Nynne Koch:
“Brug underlivet og hold hjernen i
beredskab”, interview ved Lotte Thorsen, Politiken,13.7.1997
“Kvindelighed er noget mænd har fundet
på”, interview ved Hanne Dam, Information, 17.2.1986
|
