|
Visse møder må man give afkald på. To
af mine gode venner lod sig ikke invitere sammen. Den ene havde krænket
den anden så dybt, at det havde efterladt et sjæleligt sår, et traume.
Krænkelsen skyldtes nogle ord i en
avis. Men ord betyder mere, end man tror. Og man bliver ikke
nødvendigvis mere hærdet af at være professionel sprogbruger. Den
krænkede var uddannet journalist. Det var krænkeren også.
Krænkeren og den krænkede, det virker
ubarmhjertigt at omtale gamle venner i sådanne kategorier, men nu, hvor
de begge er døde, kan jeg tillade mig at være klinisk præcis.
Den krænkede var ambassadør Preben
Hansen (1925-2015). På det tidspunkt, da krænkelsen fandt sted, var han
lige blevet udnævnt til formand for et kultureksportudvalg, som skulle
markedsføre Danmark i USA.
Krænkeren var Henrik Sten Møller,
(1937-2019) kulturjournalist og arkitekturanmelder på Politiken siden
1960.
Jeg blev boganmelder i 1972, men kom
først rigtig tæt på Henrik Sten Møller i 1987, da jeg som
litteraturredaktør skulle placere hans artikler i avisen. Jeg må
indrømme, at jeg beundrede ham ikke bare for hans kompromisløshed, men
også for hans gadedrengeagtige frækhed (jf. mit portræt af ham i
Kulturanmeldere i Danmark, 1991).
Krænkelsen fandt sted i en artikel,
der bar overskriften “Bydrengen står aldrig til søs” i Politiken.
31.1.1982. Det var en blanding af en nyhedsartikel, en portrætartikel
og en kommentar. Samtidig med, at artiklen meddelte nyheden
om, at Preben Hansen skulle være formand for kultureksportudvalget
tegnede den et portræt af ham som en socialdemokratisk medløber og
stikirenddreng. Den gjorde også en del ud af hans glæde ved søde sager
og hans kamp med pundene, der fik ham til at ligne en pakke fiskefars,
når han optrådte i jakkesæt.
Artiklen var allerede ved sin
fremkomst kontroversiel. Den insinuerede, at Preben Hansen var blevet
valgt, fordi han var bedre til at sælge bacon end den hidtidige
formand. Der kom protester, og redaktionsledelsen beklagede den form,
portrættet havde fået. Men beklagelsen tilfredsstillede på ingen måde
Preben Hansen, der da også i flere år derefter måtte trækkes med det
billede, Henrik Sten Møller havde tegnet af ham.
Da jeg traf Preben Hansen i 1988 og
første gang hørte, hvor såret han var blevet over portrætartiklen, stod
det mig klart, at det ville blive svært for mig at føre mine to venner
sammen. Henrik Sten Møller sagde ja, men Preben Hansen takkede nej.
Senere spurgte han mig til råds, da han skrev på sine erindringer og
ikke kunne finde ud af, hvad han skulle stille op med krænkelsen. Jeg
rådede ham til at skrive om sagen, som den var. Men i det manuskript,
han efterlod sig, var krænkelsen ikke med.
Jeg skrev et kapitel, “Karaktermord
med fiskefars”, om denne historie i min bog om etiske problemer i
kulturjournalistik, Perfide portrætter (2018),
og sendte et eksemplar til Henrik Steen Møller
med dedikationen “Klarer du mosten?”. Han plejede at reagere på
boggaver. Men denne gang var han tavs. Året efter døde han.
Af denne historie kan man lære, at ord
betyder mere, end man tror.
Sætningen ‘Ord betyder mere end man
tror‘ bekræfter sig selv i den forstand, at den betyder mindst tre ting:
1) at ord og sætninger næsten altid er
tvetydige,
2) at man, selv om man kun har ord at
give i gave, kan give noget stort,
3) og at ord kan såre mere, end man
tror.
Det er selvfølgelig den sidste
betydning, der er i spil her i artiklen. Henrik Sten Møller var ikke
klar over, hvor langtrækkende virkning hans perfide portræt kunne få.
En væsentlig del af virkningen beroede på den genreblanding, han skrev
i og fik lov til at skrive i. Politikens redaktion havde et moralsk
medansvar.
Ærekrænkende i juridisk forstand var
artiklen næppe. Preben Hansen ville ikke have fået noget ud af at gå
til domstolene. Hvordan skulle han overbevise dommerne om, at han ikke
lignede en pakke fiskefars? Hvad der stod i artiklen, var alt sammen
subjektive vurderinger og grovkornede drillerier. Teksten var inden for
ytringsfrihedens rammer. Ikke sympatisk, men lovlig.
|
