|
Der skulle ikke gå mange minutter af
min allerførste time som dansklærer, før jeg blev ramt af en
uforglemmelig replik. Det var på en teknisk skole. Jeg var nervøs og
valgte derfor en oprejst position, så jeg kunne bevæge mig og ryste
nervøsiteten af mig. Jeg vandrede frem og tilbage foran tavlen. Det
blev åbenbart for meget for en af eleverne, for pludselig sagde en
venlig kvindestemme: - Undskyld, lider De af motorisk nervøsitet?
Før sociolingvisten Mogens Baumann
Larsen blev professor i Aalborg, var han en meget værdsat lektor i
København. Han havde blik for sprogets skæve sider og fyldte let de
store auditorier i Bispe-annexet og i Studiestræde. En dag, hvor hver
plads var optaget og Baumann skulle lige til at oplade sin røst, var
der en studerende, der pludselig rejste sig for at gå. Der blev stille,
hun pakkede sit grej og gik ud. Baumann kiggede op og spurgte ud over
auditoriet: - Har jeg dårlig ånde?
Filologen Harry Andersen var
begejstringens mand og som følge deraf også en mester i devaluering.
Han dyrkede noget, han kaldte filologisk forfatterbestemmelse. Metoden
bestod i at læse nogle udvalgte tekster ord for ord og begejstres over
alle originale og karakteristiske indfald.
H.C. Andersen var naturligvis funden
føde for en sådan metode. En kvindelig studerende fremlagde en opgave,
som fuldt ud levede op til Harry Andersens metode. “Stor ros”, sagde
han begejstret, da hun forlod podiet for at vende tilbage til sin
plads. Og så tilføjede han: “Stor ros til alle.”
Replikkers betydning afgøres ikke så
meget af ordvalget som af sammenhængen. Fra den undervisning, jeg
modtog i engelsk fonetik, husker jeg med skærende klarhed sætningen
“Vil De fortsætte?”.
Holdet var efterhånden reduceret til
to studerende, Erik Olesen og mig, og professoren lærte aldrig vores
navne. Han pegede bare på én og spurgte: “Vil De fortsætte?” Jeg husker
udmærket hans navn, men jeg vil skåne hans minde. Han var en kyndig
fagmand. Han skulle bare aldrig have givet sig af med at undervise.
Scenen for en anden mindeværdig replik
med to personer i et kæmpemæssigt auditorium var omhyggeligt
arrangeret: Sune Auken skulle forsvare sin doktorafhandling om
Grundtvig, og han ville meget gerne afprøve sin indledningsforelæsning
for et udvalgt publikum i det auditorium, som skulle bruges ved
forsvaret. Han bad sin far, Erik A. Nielsen, og sin
pædagogikum-vejleder, mig, om at fordele os i auditoriet, som kunne
rumme 300 personer. Vi satte os til hver sin side langt oppe ad
rækkerne. Forelæsningen var som ventet glimrende, men Sunes blik var
ret ensidigt rettet mod det sted, hvor hans far sad. Bagefter spurgte
jeg Sune hvorfor. Han svarede: “Han smilede mest”.
Til sidst et eksempel på de
elskværdigt dræbende bemærkninger, som den akademiske verden er berømt
for. Bemærkningen faldt på et møde i et udvalg. Vi havde åbenbart holdt
en pause, for jeg husker, at jeg sad og sukkede over al den
metodelitteratur, som strømmede ud på markedet og som jeg som
metodelærer følte mig forpligtet til at læse. Jeg fortalte, hvordan jeg
jævnligt kom i den tyske boghandel for at holde mig ajour. Professor
Billeskov, som sad med i udvalget, syntes åbenbart, at det var en
overdreven jammer at høre på, for han afbrød min ordstrøm med
sætningen: ultra posse nemo obligatur.
Ingen sagde noget. Et par latinkyndige
blandt de tilstedeværende fnisede. Alle forstod, at jeg var blevet sat
grundigt på plads af den latinske sentens.
Hvad Billeskov havde sagt, var i al
sin enkelhed: ingen er forpligtet over sin evne.
Venligt udlagt: Du gør dit bedste.
Uvenligt udlagt: Dit bedste er ikke
godt nok.
|
