|
Det var vel en navne-association, der
fik min udstationerede kollega Thomas Bredsdorff til at sende mig denne
limerick fra Cambridge:
There was a young man of St. John’s
who wanted to screw the swans
but the loyal hall porter
said please screw my daughter
the swans are reserved to the dons
Undergrundspoesi var ifølge sagens
natur ikke noget, vi dyrkede officielt i universitetssammenhænge. Jeg
ved ikke, med hvilke grimasser vi skulle kunne gøre det. Ideelt skulle
det jo være muligt at skrue en streng videnskabelig mine på. Men i
praksis ville det jo være svært at holde masken.
Hvem af os var ikke på grinets rand,
da tv-avisen viste billederne af en gravalvorlig Kresten Poulsgaard,
der stod på Folketingets talerstol og reciterede fra nogle frække
børnevers, Kristen Bjørnkjær havde samlet sammen:
Op af brøndens klare vand
trækker jeg min tissemand
Det var ikke noget, der kunne
forhandles seriøst.
Da jeg midt i 1980’erne rejste rundt
og fortalte om krise-mænd i litteraturen efter udgivelsen af Hamskiftet,
bestod forsamlingerne næsten
udelukkende af kvinder. Nogle af dem ville have klar snak uden
litterære mellemled.
”Jeg havde ventet, at du ville sige
noget mere personligt”, sagde en yngre kvinde til mig.
Sådanne kvinder var et strengt
publikum at tale til. Selv når man som sexologen Preben Hertoft talte
klinisk om problemerne, som de kom til udtryk hos mænd, som var i
behandling hos ham, var der nogle, der hellere ville høre om Hertofts
egne seksuelle problemer. Han bed selvfølgelig ikke til bolle.
Andre blandt publikum forstod, at
poesien var et medium for det usigelige. Der var f.eks. en, der kom op
til mig og lagde en seddel. Hun sagde ikke et ord, og jeg måtte tolke
sedlens tekst som en kommentar til mit foredrag:
There was a young man from Kent.
His thing was so long that it bent.
To save himself trouble
he put it in double,
and instead of coming he went.
Limericken er en form af uvis
oprindelse, måske relateret til den irske by Limerick og måske opfundet
af Edward Lear (1812-88): Det
består af fem linjer, der rimer efter mønstret AABBA og har et stednavn
eller et personnavn som sidste ord i første linje. Nogle limericks
gentager dette stednavn eller personnavn til sidst i femte linje.
Formen er produktiv, egnet til selskabelighed og mundtlig gengivelse.
Vi kender derfor ikke altid ophavsmanden. Men en mand er det som regel.
De engelske universitetsklubber synes at have været frugtbare
ynglesteder for limericken. For den yngste ungdom synes formen at være
for sofistikeret. I Kristen Bjørnkjærs samling Barn og barn
imellem er der uartige genvridninger af mange verseformer,
men ikke limericks.
Den
mest barnlige limerick, jeg er stødt på, er denne fra Den Danske Ordbog:
Det
forlød om en dame fra Bække,
at
hun godt ville gøre det frække
med
omegnens bude,
når
manden var ude.
Så
i haven stod cykler på række.
Helt
barnlig er ordlyden ikke. Det første verbum, “forlød”, går hen over
hovedet på børnene. Og når ordbogen definerer limericken som et “vovet
vrøvlevers”, anlægger den også en voksen synsvinkel. Børnevers er ikke
“vovede”, men frække.
Den engelske limerick-tradition har
fokus på det absurde. Her er et par eksempler fra Edward Lears A
Book of Nonsense (1846: udvidet udgave, 1863):
There was a Young Lady of Norway,
Who casually sat in a doorway;
When the Door squeezed her flat,
She exclaimed, “What of that?”
This courageous Young Lady of Norway.
There was an Old Man of Berlin.
whose form was uncommonly thin;
till he once, by mistake,
Was mixed up up in a cake,
So they baked that Old Man of Berlin.
I Danmark har vi ikke nogen stærk
tradition for limericks. Af en eller anden grund bliver de let lumre og
onkelagtige.
Her er en, som er forfattet af to
mænd, Edmondt Jensen og Finn Holten Hansen til samlingen Den
musikglade massøse (1986):
Hå do wot på en kro i Hobro,
mæ en yppig og dejlig gogo?
Du finder din trøst
ved et svulmende bryst.
Dobbelt trøst, for hun ejer jo to.
En tredje mand, Poul Malmkjær,
gengiver strofen, idet han tilføjer, at han ville have afsluttet med
‘popo’, og at læseren selv må indføje det mellemliggende.
Malmjær husker denne limerick fra sin
spejdertid:
Der var en pige i Næstved
hun stod ved et stopPEsted,
så fik hun et praj,
men hun sagde “Nej”.
Det stod hun sig også bedst ved.
Af Malmkjærs egen avl er vistnok:
En limerick-digter fra Ters
fandt, at tonen var alt for pervers,
så han rensede sine
i en vaskemaskine,
men ud kom en masse blankvers.
(“Lidt lunt om limericks”, Samvirke,
juni 1998).
Poul Malmkjær havde jeg fornøjelsen af
at arbejde sammen med ved udgivelsen af Asta Nielsen
fortæller, 2014. Se biografisk note til Selvbibliografi nr.
64 :Asta som gave.
Malmkjærs vid er uden ende.
Han indleder en tyk bog med verdens
måske korteste vittighed:
A: Deres sidste ord er altså “Nej”?
B: “Ja!”
(Poul Malmkjær: Den sjove,
den flove og den virk’lig grove, 1997).
Malmkjær har også udgivet en samling
af sidste ord på dødslejet. Selv i denne penible situation er der
forfattere, der husker på værdien af at spare på ordene:
Henrik Ibsens sidste ord var
“Tværtimod”
Gustav Mahlers var “Mozart!”
Thomas Manns var “Mine briller!”
På bagsiden af bogen skriver han:
“Og husk så: Hvis I ikke går til folks
begravelser, så kommer de heller ikke til jeres!
(Poul Malmkjær: Udødelige
ord, 1996)
|
