|
Et universitetsinstitut er per
definition et bedrevidende sted. Falder man igennem, hører man
latterkaskaderne omkring sig. Det måtte Susi, en ung kontorelev, sande:
En af hendes opgaver bestod i at passe
telefonen, mens det øvrige personale spiste frokost i institutkøkkenet.
En dag var der særlig stor travlhed. Bodil Wamberg skulle have holdt et
foredrag om Leonora Christina, men var blevet nødt til at melde afbud
på grund af sygdom. Hvis folk ringede og spurgte til tidspunktet og
stedet for foredraget, skulle Susi forklare, at det var aflyst og
hvorfor. Pludselig kom Susi helt bleg ud i køkkenet og sagde: “Nu siger
de, at hun er død!” Folk sad målløse ved bordet: “Død?” “Ja”, sagde
Susi, “da jeg sagde, at foredraget var aflyst, fordi Leonora Christina
var blevet syg, sagde damen i telefonen: “Leonora Christina, hun er
død.”
De bærende søjler i
institutadministrationen var voksne stærke kvinder. Norske Berit
Grimstad, som normalt passede skranken, var hovedstærk over
studenterniveau og forstod at sætte sig i respekt. Hun var den eneste
på instituttet, der kunne få professor Aage Henriksen til at ryste i
bukserne. Han vidste, at hun til enhver tid kunne gribe ham i at have
udfyldt en blanket forkert.
Jeg fik en del med
institutadministrationen at gøre, da jeg vendte tilbage til
universitetet efter tre år på Politiken. Det var min tur til at tage en
tørn med blanketterne.
Som administrator satte jeg mig
beskedne mål, troede jeg.
Da jeg trådte til som
studienævnsformand (det svarer til studieleder i dag), erklærede jeg,
at nu var det slut med de ulækre serveringsbakker, der flød rundt
omkring på gangene og i undervisningslokalerne. Vi foretog en
gennemgribende oprydning. De studerende satte plakater op med gyldne
sentenser på, f.eks.: “Ryd op efter dig! Din mor er her ikke!”
Kort efter flød det igen med bakker,
og de studerende begyndte at smile skævt til mig. Jeg havde tabt
kampen. De vidste det på forhånd, men de ville ikke tage illusionerne
fra mig.
Jeg blev glad, da de sagde, at de
ville lave et interview med mig på mit kontor. I en lille film, der
skulle vises ved en juleafslutning, skulle jeg få lejlighed til at tale
ud om griserierne.
Hvad de ikke fortalte mig, var, at de
klippede interviewet op, så spørgsmål og svar kom til at passe sammen
på en ny måde:
Intervieweren: “Er det rigtigt, at du
har sagt, at folk, der ikke stiller madbakkerne på plads igen, skal
stilles op på en stribe og have skudt knæskallerne af?”
Jeg: “Ja, det er ikke spor for meget”.
Min naivitet blev udstillet. Men vi
levede videre på det gode humør. Studienævnsmøderne lignede fald på
halen-komedier med faste figurer. En af de studerende havde det faktisk
med at kaste sig på gulvet af grin. Gad vide hvor han slår sine folder
i dag? Er der nogen ministerier, hvor det kan lade sig gøre?
En stor del af sagerne bestod af
ansøgninger om dispensation fra reglerne. De samme studerende blev ved
med at søge dispensationer fra alle de regler, de blev underkastet. Det
var, som om deres forældre engang i tidernes morgen havde indgydt dem
så megen tro på egen originalitet, at ingen regel ville passe på dem.
En anden portion sager var ansøgninger
fra studerende fra andre universiteter, som søgte optagelse hos os og
som ville have godskrevet deres meritter fra RUC eller hvor de nu kom
fra. Her var vores studerende meget strikse. Det lå ligesom i luften,
at tekstanalytiske metoder indlært på Lars Tyndskids mark i Roskilde
aldrig ville kunne bringes til så svimlende højder, som dem, der havde
taget deres udspring fra nulhuller på Amager fælled.
Når vi havde diskuteret en tid uden at
komme ud af stedet, var standardreplikken: “ÆU”. Det betød, at vi
overdrog sagen til Ækvivalerings-Udvalget. Det var mig plus den
student, som var næstformand i studienævnet. Vi mødtes så en anden dag
og gennemgik sagerne i fred og ro.
Det hændte, at studerende bad om
foretræde for studienævnsformanden: En blind studerende kom og
præsenterede sig. Jeg kiggede skræmt på hans hund, og gav ham de
dispensationer, han havde brug for. Et par studenter kom og spurgte, om
instituttet havde en alkoholpolitik, for de havde en lærer, som
undertiden lugtede og virkede øllet osv.
Det var problemer, man kunne tage sig
af. Derimod havde jeg svært ved at tage det seriøst, når studenterne
klagede over deres læreres tøjstil.
Gennem næsten alle mine år på
universitetet havde jeg den ære at være formand for forskningsudvalget,
hvis væsentligste opgave bestod i formulere stillingsopslag og nedsætte
bedømmelsesudvalg. Det var her, repræsentanterne for
forskningsområderne førte kampe om, hvad der skulle hæmmes eller
fremmes på instituttet. Sammen med Knud Wentzel skulle jeg varetage
litteraturens interesser. Hvad Knud Wentzel og jeg kunne blive enige
om, gjaldt for instituttets politik på området. Operationen forudsatte,
at vi begge havde dækning i vores baggrundsgrupper. Det var
administration bygget på indsigt og tillid. Jeg husker samarbejdet med
glæde.
Ét var nu at blive enige om
sammensætningen af bedømmelsesudvalg. Noget andet var at overtale
bedømmerne til at påtage sig hvervet. Det krævede masser af diplomati. Bedømmelsesarbejdet er
dårligt lønnet (i min tid ca. 5000 kr. for en disputats), og ofte
tilmed utaknemmeligt, fordi de mennesker, der ikke får stillingerne
eller graderne, som regel bliver sure på bedømmerne. For at få overtalt
kompetente mennesker til at træde ind i bedømmelsesudvalg er man nødt
til at ringe til dem og appellere til deres faglige stolthed,
forfængelighed, nysgerrighed og den slags.
Ved en enkelt lejlighed husker jeg, at
sansen for festlighed også spiller ind. Da vi skulle sammensætte Erik
Aschengreens disputatsudvalg, fik jeg først fat i hustruen til den
ønskede engelske bedømmer. Hun sagde, at hendes mand ikke var hjemme,
men at hun med sikkerhed vidste, at han aldrig ville træde ind i et
bedømmelsesudvalg i Danmark. Jeg tog det til efterretning og takkede
for samtalen. En halv time senere ringede bedømmeren forpustet og
spurgte, om pladsen i bedømmelsesudvalget stadig var ledig, for han
ville forfærdelig gerne være med til at bedømme Mr. Aschengreens
disputatsforslag “Jean Cocteau and the Dance.” Det lød, som om han
opfattede det som en morsom opgave. 15 måneder senere kunne Erik
Aschengreen indbyde til disputatshandling på Amager efterfulgt af en
Cocteau-forestilling på Hofteatret og buffet og dans i Husets
restaurant i Magstræde. En festlig begivenhed, som både den engelske
bedømmer og forskningsudvalgets formand tog del i. Ethvert fag har sine
frynsegoder.
Jeg slutter dette mindeblad med en
pirouette udført af benævnte dr. Asch i den periode, hvor han var
institutbestyrer. Hans evne til at bringe os elegant gennem
institutrådsmøderne var legendarisk. Ved en enkelt lejlighed lykkedes
det ham at afslutte mødet, før det var begyndt.
“Velkommen til institutrådsmøde.
Klokken er 15.00. Mødet er begyndt. Er der noget til punkt 1. Det synes
ikke at være tilfældet. Punkt 2? 3? 4? Til eventuelt? Det synes ikke at
være tilfældet”. Efter et minut eller to var mødet forbi, og de
rådsmedlemmer, som først ankom nu, opdagede, at de var gået forgæves.
P.S.
De gange jeg har fortalt denne
historie i Erik Aschengreens påhør, har han sagt, at jeg overdrev. Jeg
skal ikke kunne stå inde for sekundernes præcise antal, men
ansigtsudtrykkene hos dem, der kom for sent, husker jeg nøje.
|
