|
Min adgangsbillet til anmelderiet var specialet
om litterær vurdering.
Først fik jeg lov til at øve mig lidt
i en fremragende avis uden alt for mange danske læsere: Göteborgs
Handels- & Sjöfartstidning. Dér anmeldte jeg ny dansk
skønlitteratur på opfordring fra avisens kulturredaktør, Karl Erik
Lagerlöf, som havde hørt mig præsentere specialet på et seminar på
Hindsgavl.
Derefter blev jeg bedt om at vikariere
for Thomas Bredsdorff på Politiken. Thomas, som jeg havde gået til
litterær analyse hos på universitetet, skulle på forskerophold i USA og
havde bragt mig i forslag som anmelder af litteraturvidenskab. Jeg
debuterede i september 1972 med en anmeldelse af et nummer af
Grundtvigstudier. Ja, det var dengang.
Men forinden havde jeg demonstreret
over for bladets litteratur- og kronikredaktør Harald Mogensen, at jeg
havde bredere interesser end de strengt litteraturvidenskabelige. Så
jeg kom snart til at anmelde alt muligt og udfoldede mig i kronik- og
debatspalterne. Mogensen og hans efterfølger fra 1978 Bettina Heltberg
opfordrede mig til at bruge hele avisen.
Jeg opdagede, at Politiken bestod af
en hel række underredaktioner, som hver især prøvede at opnå autonomi.
Der var f.eks. en selvstændig søndagsredaktion og inden for den en
kulturredaktion, der hed Forumsiderne bestyret af en temperamentsfuld
og på mange måder vidunderlig redaktør, Rosa Krotoschinsky. Hun kunne
finde på at råbe “Jeg hader dig, Herbert!” efter Pundik, hvis han
prøvede at snuppe en side fra hende.
Frem til 1987 skrev jeg på
freelance-vilkår. Herefter fik jeg tilbudt stillingen som
litteraturredaktør på fuld tid og takkede ja. Hensigten fra begge sider
var, at det skulle blive en varig ansættelse. Men efter tre år valgte
jeg at vende tilbage til min lektorstilling på universitetet og mit
freelance-forhold til Politiken. Det holdt i yderligere seks år,
hvorefter jeg definitivt sagde farvel til bladet efter 24 års
ansættelse. Om motiveringerne hertil senere. Først lidt baggrund om mit
forhold til Politiken.
Det ville være forkert at sige, at jeg
er født ind i Politiken-segmentet.
Min far var sporvejsarbejder og
ærkesocialdemokrat. Han forsøgte igen og igen at indføre
Social-Demokraten som husstandens avis, men den øvrige familie, min mor
og mine to ældre søskende og jeg foretrak Politiken. Det gjorde min far
måske også, hvis vi alene holder os til avisen, men min far var som
sagt socialdemokrat og syntes, at vi i videst mulige omfang burde
støtte arbejderbevægelsen. Vi forstod, at det betød meget for ham. Men
ligefrem holde en dårligere avis af politiske grunde? Politiken havde
mere af det hele: underholdning, tegneserier, sport, krydsord og så
videre. Han lod sig da også altid overtale til at vende tilbage til
Politiken efter en periode med Social-Demokraten eller Aktuelt, som den
kom til at hedde fra1959.
Bortset fra et lille familieleksikon
var det ikke et hjem med bøger. Vores væsentligste læsestof var den
daglige avis og så de ugeblade, vi fik fra Gutenberghus i de år, hvor
min storebror var litograflærling derinde.
Radioen og senere tv var væsentlige
kilder til information og underholdning. Vi hørte og så rub og stub,
inklusive Radioteatret og TV-teatret. Selv om mine forældre ikke havde
nogen formel uddannelse, søgte de oplysning og fulgte med i, hvad der
foregik. Og vi børn skulle have en uddannelse. Min bror blev litograf,
min søster var elev i en forretning, men forlod arbejdsmarkedet, da hun
blev gravid som 18-årig. Jeg fik som familiens efternøler lov til at
blive gående i skolen. Egentlig ville jeg have været typograf. Dét var
en af mine onkler, han var familiens bedst uddannede. Men mine lærere
blev ved med at synes, at jeg burde læse videre. Først til
folkeskolelærer, så til gymnasielærer og universitetslærer. Og dér
endte jeg så. Dygtige dansklærere, Poul Thorsen på Randersgades skole
og Børge Andersen på Christianshavns Gymnasium, stimulerede min læse-
og skrivelyst. Jeg skrev artikler i Christianshavns Gymnasiums “Under
Spiret”, som var redigeret af Finn Hauberg Mortensen. Han endte i
øvrigt med at blive mit arbejdslivs sidste institutbestyrer.
Politiken var med på hele vejen. Det
var Politiken, jeg klippede kulturartikler ud af, da jeg gik i
gymnasiet. Politiken var en af de aviser, vi holdt på Psykopatgangen på
Studentergården. Og straks da jeg flyttede i egen lejlighed, tegnede
jeg abonnement på Politiken.
Så var jeg ikke født ind i
Politikensegmentet, kom jeg efterhånden til at tilhøre det.
På universitetet konkurrerede
Politiken i disse år med Information. Nogle lærere og studerende
syntes, at Information var den eneste avis, man kunne være bekendt at
skrive i. Politiken var for borgerlig og højreorienteret. Det var
bestemt ikke nogen ublandet ære at skrive i Politiken.
Der var dem, der mente, at det var
suspekt overhovedet at skrive i en avis, når man havde fast ansættelse
på et universitet. Det var dog sjældent, der kom klager. Jeg husker
faktisk kun én: Det var en anonym klage over, at kandidatstipendiat
Claes Kastholm Hansen skrev tv-anmeldelser i Politiken. Den ømmede jeg
mig lidt over, for jeg havde både været med til at indstille Kastholm
til stipendiet og til at anbefale ham som Politikenskribent.
Når der kom klager over mig, handlede
de ikke om ansættelsesforholdet, men om indholdet i de artikler, jeg
skrev. Klagerne gik på, at jeg var for venstreorienteret - jeg var
erklæret SF’er og sad i partiets kulturudvalg - eller på, at jeg drev
universitetspolitik i avisspalterne. En universitetskollega skrev og
klagede over min ‘magtbrynde’. Det havde de meget fornøjelse af i
redaktionsledelsen. Når de mødte mig på gangene, smilede de skævt og
sagde ’magtbrynde’.
De skriftlige klager var som regel
stilet til chefredaktør Herbert Pundik, som så sendte dem videre til
dem, der blev klaget over, og evt. til deres nærmeste foresatte. Det
vil fx sige, at en klage over en anmeldelse gik fra Pundik til
anmelderen selv og til litteraturredaktøren, som så i fællesskab
afgjorde, om klagen skulle trykkes, eller om klageren skulle have et
privatbrev som svar. Kun chefredaktøren kunne kræve, at en konkret
klage skulle trykkes. Bettina Heltberg kunne dog få Pundik til at
skifte mening. Hun syntes, vi skulle overlade det til andre at
kritisere Politiken.
Politiken var et stort hus med mange
ansatte, som umuligt alle sammen kunne kende hinanden. Men hver ansat
havde sine forbindelseslinjer. Som boganmelder refererede man til
litteraturredaktøren - det var i min tid Harald Mogensen, Bettina
Heltberg, mig selv, Søren Vinterberg og Bjørn Bredal.
Som litteraturredaktør refererede man til
chefredaktør Herbert Pundik. Det var også ham, der tog sig af det, hvis
der kom trusler mod anmelderne. Pundik beskyttede sine anmeldere og
redaktører. En forfatter ringede til mig og sagde, at han ikke helmede,
før han fik mig i jorden. Vi mente, at han nok havde fået en tår over
tørsten. Jeg satte sikkerhedskæden for min hoveddør. Man kunne aldrig
vide.
Da jeg en aften havde inviteret en
række bogforlæggere til et debatmøde, dukkede Pundik op og forsvarede
mine dispositioner. En forlægger fra provinsen klagede først over
Politikens københavneri. Kort efter sagde han, at det var lang tid
siden han havde åbnet Politiken. Så sprang Pundik op og sagde: “Ham
behøver vi ikke at lytte mere til!”
På en redaktionel konference spurgte
Pundik, om vi var nok ude på revlerne. Fulgte vi godt nok med alt det
eksperimentelle? Hvor mange chefredaktører ville spørge sådan?
Undertiden syntes vi, at han blandede
sig rigeligt meget, når han fx ville korrigere noget, Kirsten Thorup
mente om Palæstina i en kronik, eller når han på vej hjem i flyveren
til Tel Aviv bestilte et debatindlæg hos en medpassager. Men hellere en
udfarende og lejlighedsvis vildfaren redaktør end en kedelig
administrator.
I de tre år, jeg var ansat som
litteraturredaktør på fuld tid, kom jeg tæt på flere af de redaktionelt
og journalistisk ansatte.
Mange anmeldelser blev trykt på sider,
der hed “Debat og bøger”. Debatredaktøren, Esben Odbjerg, og jeg
arbejdede tæt sammen og blev gode venner og sås privat - ja, gør det
endnu. Esben var en mand, der stod respekt om. Han havde forstand på
penge og havde været tillidsmand. Og så kunne han håndtere det
mangehovede uhyre, der hed Politikens meningsmagere. Også når de stod
og stampede i gulvet foran ham og sagde, at de var juridiske
professorer. Esben var rank i ryggen og kold i røven. Han lærte mig det
meste af det, jeg ved om redigering og bladdrift.
Vi deltog begge i de daglige møder,
hvor det blev besluttet, hvad der skulle stå i næste dags to ledende
artikler, den indenrigspolitiske og den udenrigspolitiske. Som regel
gik næsten al tiden med uudtømmelige indenrigspolitiske emner som
sygehusvæsen og apotekerlovgivning. Så når den stakkels udlandsredaktør
ved mødets afslutning prøvede at finde ud af, hvad han skulle skrive om
til næste dag, sagde et vittigt hoved ved navn Søren Nielsen: “Kan du
ikke give Ghandi et godt råd?” Samme Søren kunne for morskabs skyld
prøve at inddrage litteraturredaktøren ved at spørge, om jeg ikke havde
noget ligskænding. Med det mente han nyt fra Karen Blixen-forskningen.
Det hændte, om end sjældent, at der
skulle skrives kulturpolitiske ledere. Jeg har optrykt en af dem, jeg
selv skrev (“Kulturpalaver” 29.8.1987), i den bog, der hedder “Kultur
i avisen” (1991:88-89). Det er en historie om kampen mellem
Rifbjerg og Stangerup. Selv om Politiken blev anset for at være en
kulturavis, så måtte kulturen vige pladsen for politik og økonomi på
lederpladsen.
Ledermøderne blev holdt i
hjørneværelset på Herbert Pundiks kontor. Når han kedede sig, gik han
hen til sin telefon og talte hebraisk med nogen i Tel Aviv. Det var for
så vidt en lettelse, for så vidste man, at mødet lakkede mod enden.
Normalt spildte man ikke tiden på avisen, men ledermøderne var
undtagelsen fra reglen.
Som litteraturredaktør sad man ved en
væsentlig kilde til nyheder og debat: de nye bøger. Det var uhyre
vigtigt, at man kunne se potentialet i dem og hurtigt fik dem
ekspederet videre til reportere eller hvem der nu skulle gøre noget ved
dem. Et sekretariat med Gerd Salmark i spidsen sørgede for, at tingene
blev gjort. Jeg arbejdede tæt sammen med kulturredaktøren og især de
litterære reportere. I min tid var det først Ole Schierbeck, dernæst
Jens Kerte og til sidst Carsten Andersen, der alle fulgte bogmarkedet
tæt. De var selv i stand til at vurdere, hvornår der var
nyhedsjournalistik i en bog.
Politikens eminente korps af tegnere
var tidligt involveret i produktionen af bogsider og bogtillæg. Holck,
Nyman, Willumsen, Saabye, Thorsen og Anne-Marie Steen Petersen ikke
mindst. Deres ideer kunne redde dagen, når layouteren, Yvon Svensson,
skulle placere tekstmasserne på siden. Det var endnu i papirets tid.
Også redaktøren af navnestoffet stod
man i nær forbindelse med. Undertiden var det rimeligt, at det var
litteraturredaktøren selv, der skrev fødselsdagsportrættet eller
nekrologen på en stor forfatter. Der blev også skrevet nekrologer på
forskud, men vi var forsigtige med det efter det engang skete, at en
større portion nekrologer måtte kasseres, fordi nekrologernes forfatter
døde før de forfattere, han havde ”slået ihjel”.
At skrive nekrologer på folk, der
stadig er levende, strider imod vores instinkter. I en forskudsnekrolog
over Elsa Gress kom Hans Hertel et sted til at skrive: “Hendes hidtil
bedste roman er …”. Selv bøvlede jeg med at skrive forskudsnekrolog
over Palle Lauring, fordi han blev ved med at komme ind på mit kontor,
mens jeg skrev.
Litteraturredaktøren var arbejdsgiver
for anmelderne, redigerede deres manuskripter, holdt møder med dem både
på tomandshånd og som gruppe. Hvordan man end vendte og drejede det, så
lå anmelderne i konkurrence med hinanden. De konkurrerede om at få de
bedste bøger til anmeldelse, om at få mest plads og den bedste
placering. Nogle ville helst ikke anmelde tykke bøger eller bøger af
forfattere, de ikke kendte i forvejen. Andre prøvede konsekvent at
overskride pladsgrænserne. Andre igen bad om at få deres anmeldelser
placeret på en højreside osv. De talte heller ikke altid pænt om
hinanden. Redaktørens opgave var at udnytte deres potentiale bedst
muligt. Arbejdet krævede en lederuddannelse eller talent for ledelse.
Det sidste havde jeg muligvis lidt af, det første ville have været
nyttigt. Nå, men jeg fægtede mig frem og hældte en del vand ud af
ørerne. Jeg har altid haft en vis evne til at få det bedste ud af
situationen. Når der hang mere end hundrede utrykte anmeldelser på min
skærm, lykkedes det mig altid at få tiltusket mig nogle ekstra sider
eller et helt bogtillæg. Det sidste forudsatte, at jeg havde en ny
bærende ide. Og ideer har jeg gudskelov altid haft nok af.
Når det kom til stykket, var mit
afgørende problem med jobbet, at det åd al min tid og ikke tillod mig
at fortsætte med at forske og skrive. Jeg var på forhånd ikke klar
over, at forskningen var så vital for mig. Uanset hvor meget jeg
dygtiggjorde mig som litteraturredaktør, så ville det aldrig kunne
fylde mit liv på samme måde, som arbejdet med biografien om Panduro
havde gjort det. Jeg savnede tid til researche, tænke og skrive.
Herbert Pundik ville meget gerne have,
at jeg blev på posten og spurgte, hvad avisen kunne gøre for mig. Det
lå i samtalen, at han tænkte på forfremmelse, finere titel, flottere
kontor, mere sekretærhjælp, flere rejser, kort sagt alt det, der kan
købes for penge. Men hvad jeg havde brug for, var tid, og det forstod
han dybest set ikke.
Da han foreslog, at jeg holdt fri fra
avisen for at forske om onsdagen, måtte jeg smile indvendig.
Og da han som et sidste desperat træk
gjorde mig opmærksom på, at det var Politiken, der havde skaffet mig en
kone, lo jeg hjerteligt. Han havde allerede spillet den variant i en
lønforhandling med Teresa.
P.S.
Jeg skrev afskedskronik i Politiken
31.8.1996: “Det sidste øh”.
Om de breve, jeg modtog, har jeg
fortalt i kapitlet “Breve til en boganmelder” i bogen “Postkassen
der rødmede” (2017:14-43).
Se i øvrigt Bo Bramsens “Politikens
historie set indefra 1884-1984”, bind 2, 1984:367ff.
|
