|
Når man færdedes i Politikens hus, som
jeg havde gjort det siden 1972, var Ekstra Bladet den første avis,
hånden krabbede sig hen til.
Man måtte lige se den frække
formiddagsavis. Hvem var nu blevet taget med bukserne nede? Hvis tur
var det nu til at komme op og hænge? Det var afslørende og
kampagnepræget journalistik, man kiggede efter. Men også vittige og
nådesløse anmeldelser. Ikke alt sammen efter etiketten, men attraktivt.
Jeg var fast læser af Ekstra Bladet,
så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg i 1996 lod mig ansætte som
litteraturredaktør dér. For nogle af mine venner og kolleger var det et
fald. Fra en kulturelt toneangivende avis til en lavkulturel. I sin
erindringsbog “Sådan” (1999:163) oplister Klaus Rifbjerg en række
“begavede hoveder”, som har “begravet deres talent og sunde fornuft i
pishuset på Rådhuspladsen, tænk bare på Poul Borum, Claes Kastholm,
F.P. Jac og John Chr. Jørgensen.” Som for at understrege alvoren i
denne dom undlod Rifbjerg herefter at hilse på mig, når han så mig på
gaden. Vi var ellers næsten naboer i de år, han boede på
Forchhammersvej. Jeg vidste, at han havde et Ekstra Blads-traume fra
Victor Andreasens tid, men ikke, at det sad så dybt i ham, at han uden
at åbne bladet kunne fastslå, at dem, der skrev i det, til evig tid
ville have mistet deres fornuft.
Nå, min situation på Politiken var
uklar efter, at jeg i 1990 havde opgivet min stilling som
litteraturredaktør og vikarierende kronikredaktør og var vendt tilbage
til universitetet. Jeg havde ingen konflikter med den nye
litteraturredaktør, Bjørn Bredal. For så vidt heller ikke med den nye
chefredaktør, Tøger Seidenfaden, men jeg mærkede koldere og hårdere
vinde. Og jeg var et af de gamle træer i skoven.
Det er generelt svært at være menig
medarbejder et sted, hvor man tidligere har været chef. Man ved ofte
for meget. Man kommer til at blande sig for meget. Hvorfor blev man
ikke på posten, når man nu er så klog? Det bedste vil i de fleste
tilfælde være at forlade arbejdspladsen helt og holdent.
Så da Poul Borum døde i 1996, og Claes
Kastholm på Ekstra Bladets vegne sonderede terrænet hos mig for at
finde en passende afløser for Borum, foreslog jeg mig selv. Hvorvidt
Kastholm havde kalkuleret med et sådant svar, ved jeg ikke, men alt gik
nu lynhurtigt. Kastholm og jeg havde et møde over en frokost i
Tivolihallen. Jeg skulle medbringe nogle krav. Jeg har aldrig været
nogen stor købmand, så jeg viste mine lønkrav til min kone. Du skal
bede om meget mere, sagde hun og foreslog et beløb, som fik det til at
svimle for mig. Det spillede jeg ud med i Tivolihalllen, og Kastholm
sagde ok uden at blinke. Han skulle bare konferere aftalen med Sven Ove
Gade, som straks lod et egentligt ansættelsesbrev udarbejde. Jeg var
efter eget ønske “hovedanmelder” og “bogfordeler”. Jeg har altid
foretrukket tydelighed frem for titler.
Et år efter meddelte Gade mig, at jeg
fik for lidt for min indsats og lagde nogle ekstra tusinde på min
månedsløn. Han tilføjede, at han var uhyre glad for at have mig som
medarbejder: “Du har sørget for at sikre en mindst lige så markant
litterær dækning som Borum.”
Hvilken kontrast til
lønforhandlingerne da jeg i 1987 blev ansat som litteraturredaktør på
Politiken. Her sad Agner Ahm og filede på beløbene, så noget af lønnen
blev erstattet af tv-licens, avishold etc. etc. En desillusionerende
fedteri-operation, som fejlagtigt forudsatte, at jeg var supplikant, og
at en lederstilling på Politiken næsten bar lønnen i sig selv. Jeg var
lige ved at skride på stedet.
Så var der helt anderledes format over
Ekstra Bladet.
I min nye stilling skulle jeg ikke
bestyre et departement, men være min egen herre. Jeg kunne vælge de
bøger, jeg havde mest lyst til at læse og skrive om. Og det var let at
finde lyse hoveder til de andre. Hans Fl. Kragh, Pedro, Hans Larsen
m.fl. fra bladets faste stab, og Søren Marquardt og Kamilla Löfström
fra universitetet. I øvrigt skrev chefredaktørerne gerne om politiske
og historiske bøger. Sven Ove Gade og hans efterfølger Hans Engell var
veritable læseheste.
I ti år havde jeg den fornøjelse at
smutte op på Ekstra Bladet på vejen fra Universitetet på Amager til mit
hjem ved det gamle radiohus.
”Har du noget god sladder?” spurgte
jeg kultursekretæren, Jette Ramsing. Hun hev en af sine smøger frem af
skuffen og gav sig til at fortælle historier, som ikke var egnede til
avisen. Derefter fordelte vi bøger til anmeldelse og tjekkede, hvad der
var kommet ind af anmeldelser. Det hele gik hurtigt, for der var ikke
nogen hær af anmeldere med velerhvervede rettigheder at tage hensyn
til. Vi improviserede os frem, men jeg gik ofte hjem med alt for mange
bøger!
Jette var tolerant og forstående.
Mange sad og græd deres sorger ud på hendes kontor, indtil også Ekstra
Bladet faldt for århundredets indretningsfidus: storkontoret.
Jette Ramsings tolerance blev
lejlighedsvis udfordret, en gang f.eks. af lyrikanmelderen F.P. Jac,
der i et anfald af fuldskab og storagtighed kom til at kalde hende “fru
brevopsprætter”. Det kostede ham dyrt. Fra da af holdt hun op med at
redde hans røv, når lokummet brændte. I skranken gik Jette under navnet
”Dragen”.
Sproget var frit og humøret solidt.
Flinke unge mænd (forbavsende ofte teologistuderende!) passede
skranken. Fra et kontor nede ad gangen hørte man Karen Thisted skræppe
op. Tillidsmanden sagde, at folk skulle have høreværn og
arbejdsskade-erstatning i nabokontorerne. Karen grinede højt af det
hele. Tonen var ligefrem og sjov. Der var mange søde og begavede
journalister af begge køn.
Atmosfæren var mindre
konkurrencepræget end på Politiken. Jeg havde et - set fra min
synsvinkel - strålende samarbejde med reporterne Marie Lade, Michael
Holbek, Kenan Seeberg, intervieweren Ingeborg Brügger, ankermanden
George Hilton og teateranmelderen Gregers Dirckinck-Holmfeld. For nu
bare at nævne en håndfuld.
På redaktionen skete der af og til
forunderlige ting. Som da bladets russisk-kyndige udenrigsmedarbejder
Vladimir Pimonov en dag blev flyttet over som kulturreporter.
Han skrev en artikel om en
international teatertrup og nævnte undervejs den russiske skuespiller
og instruktør Stanislavskij. Folkene i redaktionssekretariatet bad ham
forklare, hvem Stanislavskij var. Han rev sig i håret af fortvivlelse:
“De ved ikke engang, hvem den store Stanislavskij er”.
Kort efter var han blevet sat på en ny
opgave, denne gang om dansk teater. Han kom ind på kulturkontoret.
Nogen havde åbenbart hjulpet ham på vej, for han så ned på sine noter
og spurgte: “Hvem er Jørgen Reenberg?”.
Pedro, alias Peder Christoffersen, var
en anden original EB-figur. Han strikkede trøjer med latinske
sentenser. Han skrev også artikler om strikkebøger. Det syntes de ikke
var Ekstra Blads-stof i redaktionssekretariatet. Men når så Pedro fik
et stort interview i kassen f.eks. med Pia Kjærsgaard, så holdt han
interviewet tilbage, indtil redaktionssekretariatet havde trykt hans
strikkeartikel. Vidunderlige hesteprangermetoder.
Pedro havde styr på sindstilstandene
hos chefredaktørerne. Han aflagde dem visit hver dag. Da jeg en dag
havde anmeldt Bent Falberts biografi om Jens Jørgen Thorsen til fire
stjerner, sagde Pedro grinende til mig: “Det er ikke muligt for en
chefredaktør på Ekstra Bladet at skrive en bog til mindre end fem
stjerner”.
Pedro elskede at få ros. Han sad og
skrev for åben dør, og når han så mig ude på gangen, kaldte han mig ind
til sin skærm, så jeg kunne se, hvor godt han skrev. Han var narcissist
på den gode måde.
Pedro har desværre taget billetten.
Han fik en rigtig Ekstra Blads-død med tilhørende nekrolog. Han omkom
under en middag, hvor han fik et stykke kød galt i halsen. Bent Falbert
skrev en nekrolog under rubrikken “Pedro myrdet af en kødklump”.
Redaktionsledelsen havde jeg det godt
med, ikke kun i Sven Ove Gades tid, men også da Hans Engell kom til i
år 2000. Den mest problematiske figur var ham, der havde hyret mig:
Claes Kastholm. Da han henvendte sig til mig i 1996, skrev han: “Her på
Ekstra Bladet befinder jeg mig ikke mindre end strålende”. Han virkede
nu ikke sådan. I 1997 løftede Gade ham ind i chefredaktionen. Men Claes
manglede lederegenskaber og førte sig arrogant frem. På kulturmøderne
nedgjorde han frejdigt forfatterskaber, han tydeligvis ikke havde læst.
Det var, som om han kompenserede for sin usikkerhed ved at blære sig.
Han manglede empati og forudseenhed. Når han ansatte en ny mellemleder
kunne han finde på at sige, at nu steg gennemsnitsintelligenskvotienten
i redaktionssekretariatet med 25 procent.
Effekten var, at ingen rørte en finger
for at hjælpe den nyansatte med at finde ud af, hvordan telefonen
fungerede. Han var stemplet som Kastholms intelligensreserve og dømt
til udfrysning og forvisning den dag, Kastholm faldt.
I 1999 skandaliserede Kastholm sig ud
af huset. Jeg kom tilfældigvis forbi den morgen, da rengøringsfolkene
slettede sporene fra hans fækale hærgen. En trist historie med to
interessante fortsættelser: Kastholm genopfandt sig selv som ”Groft
sagt”-skribent på Berlingske - Ekstra Bladet i Pilestræde - og efterlod
sig et mindre eksplosivt Ekstra Blad på Rådhuspladsen. Han var savnet i
spalterne, men ikke på redaktionsgangen.
Selv var jeg fra starten klar over, at
jeg ikke skulle binde min skæbne til Claes. Jeg refererede direkte til
Gade, som var dybt interesseret i kulturstoffet, ja, som var gift med
det - hans kone, Jonna Gade, var hovedanmelder på filmstoffet.
Sven Ove Gade var på det rene med, at
jeg ikke kunne gå ind og spille den nye Poul Borum. Jeg måtte finde min
egen metode. Den bestod i at brede stoffet ud, som Otto Gelsted havde
gjort det i den gamle EB-tradition, og som Harald Mogensen og jeg selv
havde gjort det i Politiken, altså give plads til populærlitteraturen
og spændingsbøgerne ved siden af den klassiske roman.
Metoden krævede spalteplads og frie
hænder. Og jeg fik begge dele. Om søndagen havde jeg ofte to sider.
Det hændte, at danske forfattere
udtrykte forbløffelse over at have fået den mest omfangsrige anmeldelse
i Ekstra Bladet. Nogle på bladet syntes utvivlsomt, at det var for
meget af det gode. Men ingen prøvede at skære mig ned. Og vigtigere:
Ingen prøvede styre mine meninger, heller ikke når de afveg fra bladets
kampagnejournalistik. Jeg skrev lystigt om Jørgen Leths “Det perfekte
menneske”, den med hans ret til kokkens datter, mens redaktionen kørte
en meget moralsk kampagne mod den.
Jeg havde intet med
kampagnejournalistikken at gøre og bidrog aldrig til den anonyme satire
på side 2. Vi opretholdt det klassiske skel mellem journalistik og
anmelderi.
Når jeg forlod Ekstra Bladet med
udgangen af 2006, var det altså ikke, fordi jeg var utilfreds med
noget, men fordi jeg så hen til et otium, hvor jeg selv kunne bestemme
over min tid. Jeg begyndte også at mærke grænserne for min fysiske
formåen. Måske var det mr. Parkinson, der begyndte at banke på. Tre år
efter fik jeg diagnosen.
Engagementet på Ekstra Bladet fik mig
ikke til at skære ned på forskningen og undervisningen. Tværtimod. For
ikke at blive beskyldt for at snyde på vægten, sørgede jeg hele tiden
for at ligge højt på instituttets præstationsliste. Jeg arbejdede som
død og helvede til det sidste: Afskedsforelæsningen for et fuldt hus
med gamle og nye venner, studerende og lærere side om side med
journalister fra Politiken og Ekstra Bladet på tilskuerrækkerne. Og
søde og vittige taler ved Hans Hertel og Anne Middelboe Christensen.
Hvis det ikke havde været for et bidende mavesår, ville dagen have
været perfekt.
P.S.
Ang. Ekstra Bladets historie i de år,
hvor jeg var ansat, henviser jeg til Gregers Dirckinck-Holmfelds
glimrende “Tør - hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet 1-2”
(2003-04). Om traditionen fra Otto Gelsted, se bd. 1 s. 122. Om
Kastholms ankomst og afsked, se bd. 2 s. 299ff. Om Kastholms
journalistik har Sven Ove Gade udgivet samlingen “Kastholm” (2016) med
introduktion ved Hans Mortensen.
|
