|
Til arrangementet omkring min afsked
fra universitetet i januar 2007 havde danskfagets daværende
studievejleder, Jan Rosiek, forberedt en tale, som han ikke holdt,
fordi talelysten i forvejen havde været stor. Han gav mig et udprint af
talen i hånden, og jeg blev rørt ved at se mig skildret som “en
omsorgsfuld, ydmyg og utrættelig demokrat”. Det var der nok nogen, der
ville have smilet skævt ad på stedet, hvis talen blev holdt. Man kan
ikke deltage så ivrigt i beslutningsprocesserne og sætte så meget i
gang, som jeg har gjort, uden at komme under beskyldning for møveri og
manipulation. Så jeg tror, jeg vil lade talen blive liggende, bortset
fra en enkelt kort passage, som jeg ikke kan lade være med at citere:
“John Chr. har i de sidste mange år været sjælen i Kulturformidling,
som er en af fagets store faglige og finansielle succeser.”
Dette blev altså nedfældet af en mand,
der kendte økonomien i firmaet - for nu at fortsætte i denne
forretningsmæssige sprogtone, som ville have været fuldstændig uhørt,
da jeg begyndte på universitetet godt fyrre år tidligere. Dengang talte
vi slet ikke om penge. Vi vidste, at nogle lærere havde flere
studerende end andre, men vi tog det som en skæbnens tilskikkelse. Da
jeg selv begyndte at undervise, måtte vi acceptere, at de studerende
frit valgte lærerne, så der kunne gå op mod 100 på det ene hold og
ti-tyve stykker på det andet hold i samme emne. Men da de studerende
forkastede forelæsningsformen som den eneste gyldige og selv ville
inddrages i undervisningen og have feedback på opgaver, blev det klart,
at arbejdet måtte fordeles mere ligeligt på lærerne.
Masseuniversitetet og kravet om
aktiverende undervisning gjorde det nødvendigt at udarbejde normer for
lærernes arbejde, forberedelsestid, normer for vejledning, bedømmelse
af opgaver osv. På
Nordisk havde vi et administrativt geni ved navn Thorkil Damsgaard
Olsen, som satte alt dette i system. Den enkelte lærer skulle kunne
dokumentere sin arbejdsindsats, og institutternes økonomi blev i et
vist omfang styret af produktiviteten. Det blev muligt at tale om et
fag eller et kursus som en økonomisk succes, som Jan Rosiek gjorde det
om kulturformidling.
Økonomi-tænkningen virkede meningsfuld
i forbindelse med kulturformidling, fordi faget i sig selv var lagt an
på produktivitet. De studerende skulle skrive et antal artikler i
forskellige genrer, og de skulle gøre det på realistiske vilkår med
deadline og pladsbegrænsninger.
Kulturformidlingsfaget opstod som et
svar på et behov hos vores studerende. Ikke alle kunne blive
gymnasielærere, eller ønskede at blive det. Nogle ville hellere arbejde
i medierne, på forlagene, museerne eller bredt med kommunikation.
Erfaringsmæssigt kom en del af vores kandidater også til det. Det nye
var, at universitetet prøvede at kvalificere dem til det.
Vi - lærerstaben, der grundlagde
formidlingsuddannelsen på Dansk - måtte nødvendigvis selv have
praktiske erfaringer.
Thomas Bredsdorff, Hans Hertel og jeg
selv havde erfaringer fra avisarbejde. Thomas også fra teaterproduktion
og Hans også fra redigeringsarbejde for flere forlag. Thomas kunne være
blevet chefdramaturg på et teater, Hans kunne være blevet direktør på
et forlag, og jeg litteraturredaktør på en avis.
Thomas og jeg havde begge vores gang i
Politikens hus. Vi var interesserede i litteratur- og teaterkritik og
udbød et overbygningskursus, hvor vi i fællesskab med de studerende
producerede kapitler til en bog, vi kaldte “Anmelderi”
(1983). Finn Klysner gik ind i arbejdet som medredaktør. Han
fortsatte på egen hånd med antologien “Op og ned med kritikken” (1984).
Sammen med Hans Hertel, som jeg kendte
fra kredsen omkring Sven Møller Kristensen, tog vi skridtet helt ud og
etablerede en overbygningsuddannelse, der hed “Kritisk
litteraturformidling”. Her opdyrkede vi en frugtbar forening af
skrivepraksis og institutionsundersøgelser. Det blev modellen for de
kurser, som efter indførelsen af bachelorgraden i 1990, kom til at
hedde “Kulturformidling og kulturjournalistik”.
En af grundene til, at
kulturformidleruddannelsen kom flyvende fra start, var, at vi havde
produktudviklet den i en halv snes år. En anden grund var, at Hans
Hertel med sit omfattende kontaktnet åbnede vejen til
kulturinstitutionerne. Hertel kunne skaffe adgang til aviser,
ministerier, biblioteker, forlag, teatre osv. Hans paratviden om
kulturens institutioner og personer indgød respekt, og han formåede at
introducere og takke af med stil. Han var den fødte kulturdiplomat.
Han arrangerede for eksempel en
uforglemmelig aften i det diminutive teater “Får 302” i Toldbodgade.
Den purunge Katrine Wiedemann satte “Per Gynt” op. Efter forestillingen
diskuterede instruktøren med holdet en times tid. Og så gik de
studerende hjem og anmeldte forestillingen. En af rubrikkerne kan
stadig få mig til at smile: “Godt Per Gynt er halvt fuldendt”. I tiden
før intranettet, satte vi artiklerne op på en opslagstavle i
undervisningsrummet. Der var en intens stemning, når de studerende
stimlede sammen for at læse hinandens artikler. Og luften emmede af
begejstring, når det var lykkedes for en studerende at få en
debatartikel trykt i en rigtig avis.
Kulturformidling blev så stor en
succes, at vi, grundlæggerne, skulle passe på, at den ikke åd os op med
hud og hår. Vi havde også andre forpligtelser og ønsker. Thomas og Hans
trådte helt ud, og jeg blev koordinator for en stab af eksterne
lektorer, hvoraf vi selv havde uddannet de fleste. Staben talte teater-
og balletanmeldere (Rikke Rottensten og Anne Middelboe Christensen),
litteraturanmeldere (Søren Marquardt Frederiksen og Signe Lindskov
Hansen), folk med forlagserfaringer (Ove Kreisberg) og erfaringer med
formidling af dansk kultur i udlandet (Lise Bostrup, Kristian
Himmelstrup), forfattere (Jan Thielke), kulturhistorikere og
kulturadministratorer (Olav Harsløf, Peter Christensen Teilmann).
Nogle af disse lærere producerede selv
lærebøger: “Begejstring og brutalitet” (Anne Middelboe Christensen),
“Kulturformidling” (Kristian Himmelstrup), “Kulturliv” (Peter
Christensen Teilmann), “Få det fortalt” (Søren Marquardt). Det var et frodigt miljø. Lærerne ydede langt ud
over det forventelige. Flere af dem sidder nu i ledende stillinger i
kulturlivet.
Selv supplerede jeg med
overbygningskurser i fortællende journalistik samtidig med, at jeg
fungerede som vejleder for specialeskrivere, der stilede mod
journalistiske udgivelser, for eksempel Annette Skov Rasmussen: “Himlen
er min hat”, Kamilla Löfström: “Motorvej til Babylon”, begge med
forfatterinterview, og Lars Hasholt: “En fantastisk udsigt - om at
skrive rejseartikler”. Det var en fryd at se disse bøger ude i verden.
Kulturformidleruddannelsen blev en
succes på næsten alle parametre. Hvad der manglede var et egentligt
forskningsmiljø, som kunne sikre arvefølgen. “Du skulle have ph.d.’et
de bedste af de eksterne lektorer”, sagde en kollega til mig. Da jeg
forsøgte at komme igennem med et øremærket stillingsopslag, sagde en
anden kollega til mig: “Det bliver for snævert. Du har jo lavet andet
end skrivekurser”. Da skrivekurserne var den mest ressourcekrævende del
af undervisningen, var det nødvendigt, at ankermanden kom herfra. Det
kunne være en undervisningsstilling på fuld tid, men tanken om
fuldtidsundervisere møder modstand på et universitet. Jeg pegede så på
en yngre fastansat kollega med anmeldererfaring. Men ham havde
institutlederen andre planer med. Måske havde han også selv andre
planer. Sådan var det.
Uddannelsen kunne ikke fortsætte i det
uendelige uden en fast koordinator med skriveerfaringer, og instituttet
ville eller kunne ikke skabe en sådan stilling.
Nå, intet her i livet er bestandigt
undtagen ubestandigheden. Så i stedet for at ærgre mig over, at
kulturformidleruddannelsen på Dansk visner bort nu tretten år efter min
afgang, vælger jeg at glæde mig over, at kulturformidlingen fik lov til
at blomstre på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab i en
snes år. Andre institutter og universiteter har taget over. De
opgørelser, jeg modtager fra CopyDan hvert år, tyder på, at interessen
for kulturformidlingen er stabil. De bruger i hvert fald stadig mine
lærebogstekster i undervisningen.
Selve ordet “kulturformidling” har
altid forekommet mig lidt tamt, men det har været en fest at have med
uddannelserne at gøre. I stedet for at stille sig op og kigge ud over
et dødt auditorium kom man vadende ind et arbejdende skriveværksted:
“Skriver I, Karle?”.
De fleste deltagere var i øvrigt af
hunkøn.
P.S.
Om mit arbejde som ankermand for
kulturformidling, se Marianne Stidsen: Levende litterater.
Samtaler om kritikkens guldalder, 2018:464ff.
Om mine cirka 20 bøger om
kulturjournalistik set i en nordisk sammenhæng kan man læse s. 36f. i
http://nordicom.gu.se/sites/default/files/publikationer-hela-pdf/cultural_journalism_in_the_nordic_countries.pdf
Om den faglige udvikling af
kulturformidleruddannelserne har jeg skrevet i artiklen “Fra
kritikhistorie til kulturformidling” i Poul Behrendt m.fl. (red.):
“Palmehaven”, 1992.
|
