|
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det
er på andre universitetsinstitutter, men atmosfæren på det gamle
Institut for Nordisk Filologi var sådan, at en del kolleger også blev
personlige venner. For mit eget vedkommende var det især
undervisningsfællesskaber, der udviklede sig til personlige relationer.
Da Ib Poulsen, RUCs tidligere rektor,
holdt afskedsforelæsning som professor, var der reserveret nogle
pladser oppe foran. “Det må være til familien”, sagde min kone. “Jamen,
I er jo familie”, sagde Ibs kone. Med “I” mente hun
Madklubben.
Madklubben begyndte med, at de to
Ib’er, røde Ib og sorte Ib, i 1984 underviste sammen med undertegnede
på et integreret BA-forløb. Røde Ib var Ib Poulsen og sorte Ib var Ib
Bondebjerg. Nu er de begge grå. Men det, at vi hver især havde set de
to andre maltraktere det samme eventyr af H.C. Andersen, skabte så
meget tillid, at vi også turde spise hinandens mad.
Eller måske går ideen om en madklub
helt tilbage til dengang i tidernes morgen, da Finn og Lilli Klysner
afslørede deres evner som kokke ved receptioner og private fester for
instituttets ansatte - og skabte en frodig grobund for nordisk
sanselighed, før der var noget, der hed Noma.
For mig var Finn også en nær faglig
samarbejdspartner. Han var medredaktør på bogen Anmelderi,
resultatet af et kursus, jeg havde haft med Thomas Bredsdorff. I øvrigt
var han en fremragende lærer. Det sagde min niece, som fulgte flere
kurser hos ham. Hver gang Finn Klysners navn kom på tale i min familie,
sagde hun, at han var en genial og gudsbenådet litteraturlærer. Det gav
et stik af misundelse i mig. Men jeg har selv set ham svinge med
kridtet, så fuglene sang.
Nå, hvordan end det hele begyndte, så
opfandt vi i hvert fald madklubben, et kulinarisk selskab bestående af
fire par, som på skift spiser hos hinanden (dog ikke dagligt!): Ulla
& Ib Bondebjerg, Lilli & Finn Klysner, Gudrun Bodin
& Ib Poulsen samt Teresa Waskowska & undertegnede.
Teresa er den sidst tilkomne. Vi blev
gift i 1988. Herefter blev kredsen hurtigt sluttet. Det vil sige, at
Madklubben nu er lidt under 30 år gammel.
Men klubbens ældste bekendtskaber går
næsten yderligere 20 år tilbage i tiden, til ideologikritikkens og
litteratursociologiens tid i begyndelsen af 70’erne. Ib Bondebjerg var
en analytisk frontfigur. Han tog fat på Rifbjerg i Vindrosen allerede i
1970. Jeg publicerede mit speciale om Rifbjerg-kritikken i 1971. Finn
Klysner havde en hældning til det kollektive og skrev speciale om
kollektivromanen. Det fik han udgivet i 1976. I samme år blev Ib
Poulsen cand.mag. i dansk med speciale i fagdidaktik.
For mig kom Ib Poulsen for alvor ind i
billedet omkring 1980. Han og jeg sås privat i de år. Vi var begge
nyskilte og havde en del problemer til fælles. Vi var ikke nære
fagfæller. Ib Poulsen var sproglærer, jeg litterat. Men begge havde vi
stærke medieinteresser, og vi svingede godt sammen rent personligt og
fulgte hinandens færd ind i nye og holdbare ægteskaber - med stærke
kvinder fra fremmede lande (Sverige og Polen).
Uden det blev formuleret sådan, var
Madklubben helt fra begyndelsen et valgslægtskab. For nogle af os har
den erstattet den familie, vi var gledet væk fra, eller som havde
forladt os.
Hermed er også sagt, at Madklubben har
været mere end sted, hvor vi spiste. Vi har også fulgt hinandens liv og
støttet hinanden i vanskelige situationer, som man (ideelt set) gør i
rigtige familier. Besøgt hinanden på hospitalet. Festet sammen ved
fødselsdage og andre familiebegivenheder. Rejst sammen i Italien med
Teresa som operafører, Finn som vinguide og Lilli som flykunden, der
forkastede den ene mini-champagne efter den anden på grund af prop.
Hvad der begyndte som et fagligt
netværk - tilsat lidt god mad og drikkelig vin - blev en familiær
relation, hvor man i situationer har følt sig bedre forstået end noget
andet sted.
Det faglige blev aldrig forladt.
Klubbens medlemmer har nøje fulgt og påskønnet hinandens faglighed,
læst artikler og manuskripter, fejret afhandlinger, forfremmelser,
tiltrædelser, afskeder, jubilæer og flytten rundt mellem forskellige
institutter og læreanstalter. Midt i al flytteriet har de to Ib’er
nærmet sig hinanden gennem en interesse for dokumentarisme i
henholdsvis radio og film. Og Finn og jeg har begge taget turen op og
ned med kritikken. Fagligheden forandrer sig også.
Og klubbens medlemmer har for længst
opdaget, at det, jeg før kaldte lidt god mad og drikkelig vin, har sin
egen faglighed, en faglighed, som ved Finn og Lilli Klysners
mellemkomst er blevet drevet op til kunst i deres eventyrlige baghus i
Rosenvængets allé.
|
