|
Med denne række af erindringsglimt har
jeg kastet lys over min professionelle løbebane som forsker, lærer,
administrator, redaktør og kritiker. Det private har jeg såvidt muligt
udeladt eller behandlet med diskretion.
Når jeg slutter med nogle erindringer
fra mit bryllup i 1988, er det, fordi det ud over at være en privat
begivenhed også var en offentlig: et giftermål mellem to kritikere og
redaktører, begge ansat på Politiken, fejret ved en reception for mere
end 100 indbudte, hvoraf mange pressefolk, de fleste fra Politiken, men
også en del fra Berlingske, hvor bruden, Teresa Waskowska, havde været
ansat, før hun i slutningen af 1986 kom til Politiken.
Selv havde jeg skrevet i Politiken
siden 1972. På tidspunktet for giftermålet var jeg litteraturredaktør
på fuld tid, og Teresa var bladets fastansatte musikanmelder og de
facto -redaktør. Vi kendte hinanden fra spalterne, før vi i oktober
1987 faldt hinanden om halsen på redaktionsgangene. Det var en
stormende og uimodståelig kærlighed. Jeg besøgte Teresa i hendes hjem
første gang 18.10.87. Hun var hos mig første gang 20.10.87. Jeg friede
til hende 22.10.87. i et brev, som hun bragte med sig til sit gamle
hjemland, Polen, hvortil hun var draget ned for at besøge sin far. Hun
ringede til mig fra et posthus i Zielona Gora og sagde ja. Det tog os
altså en uge at finde ud af, at vi ville være sammen resten af livet.
Da Teresa kom hjem, så vi “Don
Giovanni” på Det Kongelige. Vi var vist de eneste, der syntes om
opsætningen. Modtagelighed er alt!
Og så gav vi os til at lede efter en
lejlighed, hvor vi kunne bo sammen. Vi havde hver en lille
ejerlejlighed, Teresa i Arkonagade på Vesterbro, jeg i Ourøgade på
Østerbro. De lejligheder skulle vi have solgt, men vi havde ikke
tålmodighed til at vente så længe med brylluppet.
Den 17. november 1987 skrev jeg i et
brev til Lisbeth Hertel: “Tak for dit smukke tilbud om evt. at låne
jeres lejlighed til en reception eller lignende. Det er meget muligt,
at vi vil gøre brug af tilbuddet.” Kort efter blev vi inviteret hjem
til Lisbeth og Hans i deres lejlighed i Kronprinsessegade. Hans var
lige kommet hjem fra en rejse til Rom. Han havde medbragt lækkerier fra
Campo dei Fiori.
Vi planlagde receptionen. I et brev
til veninden Jorunn Hareide beskrev Lisbeth Hertel os sådan: “De har
kun kendt hinanden kort og er vildt og vanvittigt forelskede, og hele
Politikens kælebørn, fordi deres forhold er så romantisk: gifte sig
uden at have boet sammen, uden at det er en gammel og velprøvet sag,
synes folk er skønt. Hun anmelder musik i Politiken, er polsk, og har
været gift før og ikke haft det særlig nemt i nogle år. Og John Chr.
har bestemt ikke skulle giftes, tak, før altså hun her kom ind i
billedet. Hun er meget sød, har temperament, og kan med sin musikviden
og berejsthed bestemt puste noget nyt ind i Johns og vores andres
litterære cirkler.”
Teresas anderledeshed blev også
registreret af min 15-årige søn Torsten: “Det er jo en rigtig dame, du
har fundet”, sagde han til mig efter at være blevet præsenteret for
hende. Han var en kløgtig iagttager og hundrede procent solidarisk med
sin far.
Midt i bryllupsforberedelserne skulle
Teresa på en længe planlagt rundrejse i USA for at studere musiklivet
dér. Da hun kom tilbage den 23. december, kunne jeg fortælle hende, at
hun skulle finde noget pænt tøj frem til den 9. januar, for den dag
ville jeg hente hende, udstyre hende med en brudebuket og føre hende
til Rådhuset.
Som sagt så gjort.
Det blev en strålende dag. En håndfuld
venner anført af Louise Lerche kastede ris efter os på Rådhuspladsen.
Da vi ankom til Hertels domicil i Kronprinsessegade, var der en duft af
eksklusiv blomsterhandel på trappegangen. Lisbeth havde pyntet en
granguirlande med tulipaner i alle mulige farver, hyacinter, franske
anemoner, små nelliker og rosa gyvel rundt om entrédøren. I
bryllupsreferatet til veninden skriver hun:
“Bruden var i lysegrå silkekjole med en jakke
over af samme farve silke med en smal beige stribe i, og hun havde fået
den dejligste brudebuket jeg nogensinde har set, lavet af en fyr hos
Bering, der også har arbejdet hos Tage Andersen og selv er meget
talentfuld. Rosa, og med hvide liljer indimellem og liljer der hang
ned.”
Der troppede omkring 90 gæster op, og
de var ikke til at drive ud igen. Ud på eftermiddagen kom festens
overraskelse: Kontra-kvartetten. Det var Politikens musikreporter
Jørgen Falck, der havde fået de eminente musikere til at stille op. De
spillede Hayden og var godt nok lidt skuffede over, at folk klappede
mellem satserne. Men vi fik alligevel en ungarsk dans oveni. “Det var
meget smukt med de mange stående mennesker, lysene, blomsterne, og at
det var næsten mørkt udenfor. Du kan tro vi stod og fik smag for tanken
om små private koncerter! Og folk sagde bagefter at det havde været som
man læste om for 100 år siden”, skrev Lisbeth Hertel til Jorunn Hareide.
Teresas eksistens havde allerede sat
vores cirkler i musikalsk bevægelse.
Blandt receptionsgæsterne var vores
arbejdsgivere og venner fra Politiken:
Chefredaktørerne Herbert Pundik og Jørgen Grunnet, Kronik-Harald,
Bettina Heltberg og hendes mand Svend Auken, debatredaktøren Esben
Odbjerg, layouteren Yvon Svensson, musikreporteren Jørgen Falck,
Forum-redaktøren Rosa Krotoschinsky, Niels Barfoed, musikanmelderen
Peter Juel Henningsen & Åse Boss Henriksen og kulturredaktøren
Peter H. Larsen & Kirsten Mikkelsen.
Når jeg kan notere deres
tilstedeværelse, er det fordi Torsten, min søn, gik rundt og
fotograferede. Han fik en del nakker med, som jeg ikke kan genkende, så
der var altså flere med end de nævnte. Hans Hertel har ganske vist
omhyggeligt opbevaret gæstelisten, men den tør jeg heller ikke stole
på, for det er jo ikke sikkert, at folk kommer til en reception, selv
om de er inviteret. Bryllupsvidenskab er ikke nogen nem disciplin! Men
her er altså navnene på flere gæster genkendt fra fotografierne:
Teresas gamle venner og kolleger:
lægen Andrej Stapf og pianisten Michael Wiesolowski, begge tidligere
Warszawa, nu Malmø, Erik Wiedemann, Frederik Wiedemann, Jørgen
Siegumfeldt, Michael Kuttner, Ebbe Iversen & Jill, Jan
& Kirsten Maegaard, Jens & Susanne Brincker og Henrik
Lundgren.
Mine San Cataldo-venner fra 1983: Bent
Karl Jacobsen og Gitte Edmund, Anne Marie Bjerg og Pia Schutzmann.
Kredsen omkring Nynne Koch: Preben og
Nanna Hertoft, Bent Fausing, Merete Gerlach-Nielsen og Birgitte
Possing.
Universitetsvennerne m.m. Berit
Grimstad Jensen, Thorkild Borup Jensen & Karen-Lise Valeur,
Sven Møller Kristensen, Jørgen Bonde Jensen, Tage Hind, Thorkild Borup
Jensen og Karen-Lise Valeur, Helle Degnbol & Chris Sanders og
Vibeke G. Petersen
Gyldendal: Kurt Fromberg.
Polygram: Ole Jochimsen.
De kommende Madklubmedlemmer Ib og
Ulla Bondebjerg, Lilli og Finn Klysner.
Læsegruppen: Finn Hirshals og Erik
Olesen med fruer, dvs. Jette Orloff og Inge Runge.
Min familie: Jytte, min søster og
hendes mand Arno og to af deres børn, Steffen og Kirsten.
Men alt er jo aldrig lutter idyl:
Jens Kistrup var også inviteret, men
han kunne, som han sagde til Teresa, “ikke lide adressen”. Hans Hertel
havde satiriseret over mangt og meget i sin tid på Information. Det var
kun forventeligt, at han havde modstandere.
Mere overraskende var det, at man
kunne blive bebrejdet, at man gifter sig. I mængden af gaver noterede
jeg mig to guldfisk i en mikroskopisk akvariebowle og en skarp kniv.
Det var sidste hilsener fra et par gamle flammer.
Efter receptionen inviterede vi vores
generøse værter på “Leonore Christine” i Nyhavn, hvor vi nød et fint
måltid med mange tjener-forklaringer på, hvad vi spiste. Det lo vi
hjerteligt af, mens vi gennemgik dagens begivenheder.
Bedre bryllupsdag kunne vi ikke have
ønsket. Lisbeth og Hans havde løftet begivenheden op på et højere
niveau, og vi havde pustet liv i deres smukke stuer.
Et venskab blev befæstet, og Hans og
jeg fik meget mere med hinanden at gøre, da Hans fra 1988 skiftede
gårde fra Information til Politiken. Han og jeg aftalte vilkårene over
en middag for os to i Ourøgade, og jeg gik videre til Pundik med sagen.
Den 8. februar 1988 kunne jeg sammen
med nogle billeder fra brylluppet sende et kort til Lisbeth, hvor jeg
bl.a. skrev: “På Politiken er der stor begejstring for Hans’ entré. Alle
- fra Thomas over Hammerich til Bettina og Barfoed - er erklærede
entusiastiske modtagere af denne nye 1. klasses medarbejder.”
Tilbage er blot at fortælle, at Teresa
og jeg i slutningen af januar fandt den lejlighed, vi havde ledt efter.
“En utrolig lys og rar lejlighed”, som der sandt nok stod i annoncen. 5
værelser, 173 kvm, 3. sal, på gå-afstand af Rådhuspladsen. Sælgeren var
Bethlehemskirkens menighedsråd. Lejligheden havde været brugt som
præstebolig. Fra april 1988 var den vores for godt en million. I dag
lyder det som et røverkøb, men det var mange penge dengang.
Vi flyttede ind i april og holdt
housewarming i juni 1988. Vores glæde var uden ende, og vi delte
hjertens gerne ud af den. Samtidig søgte vi selvfølgelig
selvbekræftelse i al denne festivitas.
Vi satsede hele butikken - og vandt.
I dag, 32 år, senere bor vi her
stadig. Og vi er stadig glade for hinanden. Jeg sidder og skriver dette
på vores nybyggede altan med udsigt til en skøn gårdhave.
Da vi meddelte alverden, at vi ville
gifte os, var folk rystede på den glade måde. Som Hans sagde det: De
manglede et positivt ord for misundelse. Men der var også dem, der
advarede os: Er det nu nødvendigt ligefrem at gifte
sig, spurgte en af mine sekretærer, som havde set mange ulykkelige
ægteskaber og besværlige skilsmisser. Et par gamle venner og veninder
erindrede mig om, hvad jeg tidligere havde sagt om ægteskabet. Og Jan
Stage sendte et langt brev fra Venezuela, hvori han advarede mig mod
polske kvinder generelt. Han havde frygtelige erfaringer med damer, han
havde mødt på barer i Stettin. De havde lokket ham ud på taxature, som
kostede ham det hvide ud af øjnene.
Bagefter kunne Teresa fortælle mig, at
hun faktisk havde mødt Jan Stage på trappen til kulturredaktionen. Han
havde sagt til hende, at han var meget genert over for kvinder. Enten
havde han glemt det, eller også var han misundelig på den negative måde.
|
