Sproglig rådgivning forside àSprogbrugsbegreber à[aktuelt begreb]

 

THESIS

 

Thesis er det der argumenteres for.

 

Muligvis vil du finde det mere naturligt at bruge betegnelsen 'konklusion'.  Den anvendes fx både hos Espersen og Andersson & Furberg

 

Når jeg ikke gør det, skyldes det følgende:

 

1)      En konklusion er noget man uddrager af nogle præmisser. Typisk: detektiven der af en række spor konkluderer hvem der må være morderen.  Eller mødelederen der konkluderer ét eller andet af et mødes forløb.  Altså: præmisserne foreligger allerede, konklusionen uddrages derefter ved en »logisk tankeoperation« el. lign. - Men sådan foregår den argumentation som udfolder sig inden for gængse, dagligdags genrer, bare kun yderst sjældent.  Det typiske er at »konklusionen« foreligger før argumenterne (»præmisserne«) fremføres.  Afsenderen forsyner kun modtageren med grunde i det omfang og den form det skønnes nødvendigt for at få »konklusionen« accepteret. - I stedet for det - over for de gængse argumentationsgenrer - forvrængende billede med konklusionen som uddrages af nogle foreliggende præmisser, kunne man egentlig meget bedre tale om at en tese blev søgt underbygget med nogle argumenter.  Men om

 

2)      'tese' (og også 'konklusion') gælder i alle de forbindelser jeg kender til, at de bruges om påstande eller domme.  De kan altså ikke uden videre anvendes når det der argumenteres for er en ordre, et løfte, en bøn, et spørgsmål, en opfordring - eller en anden, evt. ikke-sproglig handling (i en annonce: at købe ét eller andet).

 

3)      I Jørgensen & Onsberg Praktisk argumentation anvendes betegnelsen ’påstand’. Mod denne betegnelse kan invendes det samme.

 

4)      I Arne Næss En del elementære logiske emner bruges betegnelsen ’spidsformulering’. Den er bedre fordi den ikke siger noget om indholdet af spidsformuleringen. Af bogen fremgår det dog ret klart at det er påstande der først og fremmest tænkes på. ’Spidsformulering’ er helt uegnet i en situation hvor afsenderen forsøger at finde en uklar, samlende formulering, fx i et forhandlingsforløb som nærmer sig et kompromis.

 

Der er altså brug for et mere abstrakt begreb som skal dække

 

'det der argumenteres for', og som bl.a. skal omfatte begreberne 'konklusion',  'tese', ’påstand’ og ’spidsformulering’ - ligesom 'argument' allerede omfatter 'præmis'.  Det er på denne baggrund jeg foreslår betegnelsen 'thesis' som jo trods alt minder om noget gammelkendt, men alligevel er tilstrækkelig ny til at forebygge forveksling.

 

En anden kandidat til posten er udtrykket 'argumentationsobjekt' (= 'thesis').  Dette udtryk er på kort sigt udmærket, men når vi senere skal til at se på metaargumentation og objektargumentation, ville vi komme til at operere med gebræklige udtryk som 'metaargumentationsobjekt' og 'objektargumentationsobjekt'; her er udtrykkene metathesis' og 'objektthesis' langt bedre.

 

 

Angående udtrykket 'argument'

 

Brugen af 'argument' er i modsætning til 'thesis' jo hentet lige ud af dagligsproget (se evt.  Ordbog over det Danske Sprog) og skulle ikke volde problemer.  Men det gør det alligevel, hvis man sammenligner med hvorledes ordet bruges i visse bøger!  Hos Espersen og Walton 69 bruges det som betegnelse på præmisser + konklusion (Espersen s. 10, Walton 69 s. 53).  Det samme gælder Onsberg & Jørgensen Praktisk argumentation. Derimod er brugen hos Andersson & Furberg og Walton 70 i overensstemmelse med vores.

 

Den bredere brug af ’argument’ stammer formentlig fra engelsk som bl.a. bruger dette ord i betydningerne ’diskussion, drøftelse’ og ’skænderi, strid’. I engelst argumentationsvidenskabelig faglitteratur benyttes ’argument’ hvor en dansk tekst ville benytte ’argumentation’.