Forside Sproglig rådgivning à Alle kommentarer à Kommentar: meget mere end råd om sprog

(Senest substansredigeret 10-06-2001, senest layoutredigeret 20-12-2018 10:43:09)

Vi giver meget mere end råd om sprog

Af Klaus Kjøller, kkj@hum.ku.dk

Sproglig rådgivning er ikke kun sproglig rådgivning. Det er også kommunikationsrådgivning. Og det omfatter uvægerligt også de psykologiske, sociologiske og historiske faktorer som altid udgør en del af den situation som sproget bruges i. Derfor kunne en sproglig rådgiver også hedde meget andet, fx kommunikationsvejleder, socialpsykologisk sprogterapeut eller sprogbrugskonsulent.

Men betegnelsen sproglig rådgivning er god. Den viser klart at fagets kerneområde er sproget og at det handler om at give råd om det. På denne måde profileres faget klart over for naboområder som virksomhedsrådgivning og psykologisk terapi -- for ikke at nævne juridisk, økonomisk og militær rådgivning.

Sproglig rådgivning er der brug for alle steder hvor der bruges sprog, dvs. overalt hvor mennesker er sammen. Men de steder hvor man kan tjene til livets opretholdelse ved at tilbyde sine tjenester som sproglig rådgiver, er især i organisationer. Da man her skal konkurrere med journalister, cand.comm.'er og andre, er det fristende at overveje at give betegnelsen 'sproglig rådgiver' et pift i en mere markedsrigtig retning.

Fx kan man indvende at betegnelsen 'rådgiver' er uheldig fordi den tegner et billede af én der tilbagelænet giver råd til andre, men ikke selv aktivt bidrager til at producere bedre tekst eller tale. Man kan også indvende at 'rådgiver' smager af én der i en art commandoraid trænger frem til problemets kerne og giver et par passende injektioner i det ramte sygdomsvæv, hvorefter han eller hun trækker sig tilbage. Over for denne opfattelse står konsulenten som ikke løser problemer ved hjælp af injektioner, men ved at få det ramte sociale system til at lære selv at løse sine oplevede problemer.

Men at ændre uddannelsens navn er ikke den vej vi har valgt på studiemønstret.

Vi fastholder betegnelsen sproglig rådgiver som også efterhånden er blevet et varemærke. Samtidig sørger vi for at uddannelsens indhold bedst muligt sikrer at en sproglig rådgiver altid kan klare sig i jobkonkurrencen, uanset hvad konkurrenterne kalder sig. Som for alle andre uddannelser gælder det at den bedste markedsføring altid ligger i at dem der udgår fra uddannelsen, er gode ambassadører for den.

kkj@hum.ku.dk, 10/6 01