|
Forside Sproglig rådgivning à
Alle kommentarer à
Kommentar: Lærere med lang udløbsdato |
[senest
revideret 1/11 2002]
Lærere med lang udløbsdato
Det er af største vigtighed for faget at de folk vi ansætter, bl.a. også arbejder seriøst med fagets praktiske sider, dvs. hvordan vores kandidater får faget omsat i deres professionelle praksis. En praksis som for praktisk talt alle studerende består i integration af vidt forskellige elementer fra faget. Kun den forsvindende-til-intet-grænsende minoritet af vores studerende som prøver lykken med en forskerkarriere, kan leve deres professionelle liv emballeret i én af de tre båse på faget: litteratur, sprog eller medier. Ingen kan vel være uenig i at vi skal indrette faget på fremtiden. Den bedste måde at gøre det på, er at vi sørger for at få folk ansatte som
1) er de bedste inden for danskfaget 2) hele tiden holder sig i kontakt med hvad der sker omkring dem, ikke kun fagligt, men også i samfundet i øvrigt. Vi uddanner kandidater til samfundet, ikke til den blå luft. 3) tænker fremad, dvs. har faglige visioner – og energi og handlekraft til at arbejde for dem. Visioner inden for deres egen forskning og undervisning, men egentlig helst også inden for administration. 4) også opfylder punkt 1) – 3) ti, tyve, ja tredive år efter de er blevet fast ansatte. Vi må se i øjnene at folk som én gang er kommet ind på instituttet, har det med først at forlade deres stilling når de er op mod de 70. Grundene 1 – 4 må føre til fagligt brede opslag. Også fordi ingen vel ønsker at tvinge en lektor eller professor til igennem årtiers ansættelse at forblive inden for det specielle område som man eventuelt er ansat på fordi stillingsopslaget havde en undertitel som favoriserede lige netop det man arbejdede med i de seneste år op mod ansættelsen. Dem man ansætter, skal selv hele tiden opsøge nye udfordringer – som ikke altid behøver bestå i at man dykker længere ned i sit ph.d.-specialområdes detaljer eller tilfører sit velkendte undervisningspensum endnu et par lækre krøller, men også kan bestå i at man ”udvandrer” til nye områder som man finder spændende. Eventuelt også til områder som ligger langt væk. De tre kategorier: litteratur, sprog og medier, er meget indarbejdede i lærerkollegiet – i hvert fald i den mere modne del af det. Men lige så klart dette er, lige så klart er det at fx det meget søgte kommunikationsområde går på tværs af denne tredeling. Når der skal undervises praktisk i hvordan faget kan anvendes, spiller de tre områder sammen. Det gælder ikke kun inden for de tre nu eksisterende kommunikations-studiemønstre: Kulturformidling, Kommunikation med praktik og Sproglig rådgivning. Det vil, tror jeg, også gælde hvis man i vores fag gør mere ud af at undervise i hvordan faget rent praktisk kommer til anvendelse i undervisningen i gymnasium og på HF (og på seminariet). Ved at bringe dansklærerrollen meget mere eksplicit ind, fx som et studiemønster på faget, vil man endnu engang få afdramatiseret tredelingen. Det er af største vigtighed for faget at de folk vi ansætter, bl.a. også arbejder seriøst med fagets praktiske sider, dvs. hvordan vores kandidater får faget omsat i deres professionelle praksis. En praksis som for praktisk talt alle studerende består i integration af vidt forskellige elementer fra faget. Kun den forsvindende-til-intet-grænsende minoritet af vores studerende som prøver lykken med en forskerkarriere, kan leve deres professionelle liv i én af de tre båse på faget. Man kunne altså overveje om vi i kommende stillingsopslag – ud over det selvfølgelige krav om forskning og undervisning på alle niveauer – skal have et krav som går på at der også vil blive lagt vægt på ansøgerens arbejde med videnskabelig formidling, herunder de videnskabelige indsigters anvendelse i fagets typiske erhvervsroller. |