|
|
Rådgivning og forskning:
Hvorfra ved vi egentlig at man skal skrive aktivt
og enkelt?
Forskning er en god
ting som man altid kan bruge mere af. Men der er i den sproglige
rådgivning ingen grund til at sidde med hænderne i skødet mens vi
venter på mere forskning.
|
|
|
|
Der
holdes mange kurser rundt om i organisationerne hvor de ansatte trænes
efter skriveregler som •
Undgå ord som modtageren ikke forstår •
Undgå upersonlige konstruktioner: Benævn modtageren
og dig selv •
Lug ud i lideformerne (undgå så vidt muligt passiv) •
Erstat sætningsord (-else, -ing) med udsagnsord •
Kassér papirklichéerne •
Pas på indskud og parenteser •
Fjern forvægten: Sæt tunge led til sidst •
Lange sætninger lammer: Put flere punktummer ind •
Store led lammer også: Bryd dem op i sætninger •
Sæt det som modtageren finder vigtigst, i
begyndelsen Både
Leif Becker Jensen og Niels Erik Wille påpeger at der mangler forskning i om modtagerne
faktisk forstår tekster som er skrevet efter skriveregler som disse,
bedre end sædvanlige administrative tekster. Der er ingen tvivl om at
reglerne med fordel kan anvendes af en velskrivende og erfaren
instruktør på et kursus. Men samtidig kan de lede til dårlige tekster
hvis de følges for automatisk af folk som ikke har sprogligt gehør. Fx
giver det god mening at bruge passiv i mange sammenhænge. Det er derfor
forkert at råde folk til at undgå passiv generelt.
Den mest videnskabeligt
underbyggede sammenhæng mellem forskellige stiltræk og forståelighed
findes i lix-metoden. Ved at lade erfarne læsere
rubricere nogle tekster efter sværhed og samtidig ordne teksterne efter
nogle sproglige træk fandt Bjönsson ud af at man ved at måle
hvor langt der er mellem punktummerne, og hvor mange lange ord der er,
også ret automatisk kan ordne teksterne efter sværhed. Men sådanne
statiske metoder kan selvfølgelig aldrig garantere at en tekst med kort
mellem punktummerne og med korte ord også altid er let at læse.
Det er ikke kun en teksts
rent formelle sproglige træk der bestemmer hvor svær den er at forstå.
Det har også stor betydning hvilke udvalgte informationer den rummer,
og hvordan de er sat i række så de fx danner en argumentation eller en
historie. Problemet er ikke at
kende en god tekst fra en dårlig
Mere forskning er altid en
god ting. Den sproglige rådgivning styrkes ved at sammenhænge mellem
teksters indretning på alle niveauer og læsernes forståelse af tekster
beskrives, dvs. ved mere forskning. Samtidig må det erkendes at når der
dagligt produceres tekster som råber på sproglig rådgivning, så skyldes
det ikke uenighed om hvad en god, forståelig tekst er og altså ikke
nogen akut mangel på forskning. Det skyldes typisk ·
Manglende viden om og
færdighed i at skrive: Problemet skyldes at den der skriver, ikke er
uddannet til det, fx er mange sagsbehandlere i det offentlige ikke
særligt trænet i at skrive de journalistiske tekster, pjecer,
nettekster og stillingsannoncer som de producerer. ·
Uenighed om hvem teksten
skrives til, og uenighed om hvad der er forståeligt for dem man skriver
til: Dette er den almindelige strid mellem jurister og
informationsmedarbejdere. ·
Ingen stillinger:
Konkurrencen på tekstfronten er ikke så hård for organisationen at det
er nødvendigt at tilføre området stillinger fra mere traditionelle,
nødvendige arbejdsområder i organisationen. Som en konsekvens af dette
udføres arbejdet ofte som venstrehåndsarbejde af andre faggrupper med
måske ret lidt efteruddannelse i skrivning. ·
Ikke tid nok: Der er
sproglige rådgivere (tekstforfattere, informationsmedarbejdere,
kommunikationsrådgivere) ansat, men de har ikke tid nok til at gøre
arbejdet tilstrækkeligt godt. De bliver så en slags informationsgidsler
i organisationen: et værn mod omgivelsernes, fx pressens og brugernes,
anklager mod organisationen for ikke at være informationsbevidst og
bruge de nyeste kommunikationsteknikker. Blandt sproglige rådgivere er
der lige så lidt – eller megen – uenighed om hvad en god tekst er, som
der er mellem skrivende journalister. Der er naturligvis altid
brug for mere forskning i hvad en god tekst er. Men den sproglige
rådgivning skal ikke lade sig hæmme af mangel på forskning. Der er nok
at tage fat på. Ligesom medierne hver dag producerer gode tekster uden
at det er afklaret af forskningen hvad en god tekst egentlig er,
således må også den sproglige rådgivning gå løs på den sproglige
virkelighed hvor der er nok af klare opgaver at løse. |
|
Litteratur
|
Björnsson, C.H. (1971) Læsbarhed Kbh: Gad. (svensk original Läsbarhet 1968). Jensen, L.B. (1998) Kancellistil eller Anders And-sprog?En undersøgelse af forvaltningssproget og dets institutionelle betingelser Kbh.: Roskilde Universitetsforlag 1998 (3. rev. udg; 1. udg. 1990) Wille, N.E. (2001) “Det gode sprog. Nogle tanker om det forskningsmæssige grundlag for rådgivning om sproget i faglig formidling” i Heltoft, L. & Henriksen, C. (red.) Den analytiske Geist. Festskrift til Uwe Geist, Kbh: Roskilde Universitetsforlag, s. 259-271. |
|
|
|
|
|
