|
|
Oprop til studerende
Træerne i vores haver
er nu blevet så store at vi er nødt til at fælde dem inden stormen
vælter dem og kvaser udestuen. Det er ikke barnepjat for en bugsvær
lektor med efterlønsbevis. I kan ikke forlange mere oprør fra os.
Derfor dette oprop til vor tids universitetsungdom.
|
|
|
|
Hvor er oprørerne henne i dag? Hvorfor er der ikke mere nogen der laver ideologikritisk analyse af TV-Avisen? Hvornår har vi sidst fået en afsløring af årsberetningen fra Mærsk eller en påvisning af den borgerlige indoktrinering i Anders And? Studenter i dag er konforme og artige. Flittige, aktive, positive og kritiske – over for det kommunikationstekniske. Men ideologikritikken er død, stendød. Men selvfølgelig er ideologierne stadig levende, spillevende. Hvad det angår er intet ændret i de 35 år der er gået siden grosserersønnen Finn Ejnar Madsen, formummet i kjole og hvidt, skubbede rektor Mogens Fog til side på talerstolen og gav sig til at skælde ud over at det kun var eliten der var inviteret til årsfesten. I øvrigt vil jeg da godt indskyde at jeg også var aktiv dengang med professorsatiriske indlæg i studenterbladet Q. Teksten fortsætter efter annoncen.
I dag hedder det kulturanalyse og der skal ikke længere kritiseres ud fra Karl Marx og Jürgen Habermas som vistnok er gået i kloster og kun kommer frem hvis han lokkes med prisfester og medaljer. Guruerne kommer nu fra amerikanske konsulentkredse og handelshøjskolerne som nu hedder Business Schools. Det gælder i dag om at forstå kulturen for at kunne ændre organisationen. Ikke for at give magten til folket, men for at sikre bedre trivsel for medarbejderne, erobre nye markeder og helst hele tiden være foran udviklingen. Analysemetoderne er de samme bag alle buzzwords, men erkendelsesinteressen en helt anden. I stedet for at frelse de udbyttede, gælder det nu om at score udbyttet. Men troen på at det er vigtigt at kunne styre de ideologiske eller kulturelle påvirkninger, er intakt. Det anses for indlysende at grundlæggende positive ændringer i en organisation er mulige ved målbevidst informationsindsats. Det var den samme tro som bar ideologikritikken. Siden har vi oplevet at Østblokken blev ideologisk opløst “over en nat” på trods af at ledelsen havde de bedst tænkelige muligheder for langvarig, målbevidst “information” af borgerne i den rette “kultur”. Og vi har oplevet at den hæmningsløst indoktrinerende nymarxistiske bevægelse på universiteterne hurtigt døde ud i 1970’erne uden at nogen ledelse styrede det. Det gik helt af sig selv. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor. Måske avlede oprørerne efterhånden børn som de var nødt til at optræde som autoritet over for for at overleve familielivet. Måske blev oprøret umoderne i takt med at oprørerne fik budgetansvar og stillinger på universitetet. Men oprøret forsvandt som rimfrost ved morgengry. Der blev længere og længere imellem at man læste en opgave hvor folket frelstes fra kapitalen på grundlag af analyser af pjecer fra Forbrugerstyrelsen. Mange gamle oprørs-idoler fra dengang sidder nu – efter en lang vandring gennem universitetssystemet – som lammefromme professorer og slås om ph.d.-stipendier til deres protegeer og lignende akademiske pedanterier. Og jeg føler med dem, for der er hele tiden nok at lave. Timemanageren er fuld. Nu er det os der sidder og administrerer fonde og stillinger. Det er os der laver studieordninger og fylder litteratur på pensumlisterne. Og træerne i vores haver er nu blevet så store at vi er nødt til at fælde dem inden stormen vælter dem og kvaser udestuen. Det er ikke barnepjat for en bugsvær lektor med efterlønsbevis. I kan ikke forlange mere oprør fra os. Derfor dette oprop til vor tids universitetsungdom. Men tag jer i agt: Vi er ikke lette at vippe af
pinden, for vi er trods alt ikke så affældige at vi har glemt de kneb
vi selv brugte da vi skulle have skovlen under sådan nogle som os. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
