|
|
Mange institutnavne er
elendige tekster
Opinion i Berlingske
Tidende, d. 19/10 2006. Kommentaren havde overskriften ”Fusioner uden
omsvøb, tak. Universiteterne: Mange institutnavne er elendige tekster”
|
|
|
|
Det hænder jævnligt, at studerende, som skal til at skrive speciale, undrende spørger mig, om det kan være rigtigt, at man bare skal skrive enkelt og klart. Det er jo videnskab, og en universitetsopgave på højt niveau skal jo virkelig vise, hvad man kan. De har tilsyneladende lært, at videnskab er noget med oppustet sprog, indviklede sætninger og opgejlet dunkelhed. Måske har de allerede forsøgt at begynde specialet på denne sære vis, men har fået krampeanfald og hænger nu med røven i specialesumpen. Vi forskere og undervisere kæmper utrætteligt for klarhed og enkelhed. Men andre steder på universitetet findes kræfter, der trækker i andre retninger. Stærke kræfter, som sætter klarhed og enkelhed ud af kraft. I de senere år er universitetsinstitutter blevet lagt sammen. Fusionerne har så fået nye navne. Uden et markant navn er man intet. Navnet er et instituts allervigtigste tekst. Men mange af de nye navne er ikke bare svære at huske og sige. De er attentater mod klarhed og enkelhed. Eksempler er: Institut for · Engelsk, Germansk og Romansk (KU) · Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier (RUC) · Nordiske Studier og Sprogvidenskab (KU) · Medier, Erkendelse og Formidling (KU) · Psykologi og Uddannelsesforskning (RUC) Eksemplerne er helt tilfældigt udvalgte. Enhver kan gå ind på netsteder for landets universiteter og finde tilsvarende eksempler. Navnene er ikke særligt gode tekster. For at sige det mildt. Selv et tilforladeligt navn som Institut for Engelsk, Germansk og Romansk er forvirrende. Engelsk er et germansk sprog og kan derfor selvfølgelig ikke stå på niveau med germansk og romansk. Engelsk er begrebsligt allerede omfattet af udtrykket ’germansk’. Alligevel står det der og sender et betænkeligt signal, som af onde mennesker kunne tolkes i retning af, at man på universitetet ikke kan skelne mellem et overbegreb og dets underbegreber. Samme problem har institutnavnet ’Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier’ fordi informationsteknologier allerede indgår i det altædende ord ’kommunikation’. ’Nordiske Studier og Sprogvidenskab’ og ’Psykologi og Uddannelsesforskning’ har præg af ”revl og krat”. Man spørger: Hvorfor er det særligt indlysende at koble lige netop de områder, der indgår i navnet, til en enhed? Et tredje problem er, at det i mange tilfælde kan være svært at finde et klart overbegreb til det, som står på fusionslisterne. Hvad er det samlende overbegreb til ’Medier, Erkendelse og Formidling’? Det er det samme som at spørge: Hvad er den klare, begrebslige sammenhæng mellem disse områder? Navnet dækker vel alt godt fra det store humanistiske hav. Især ordet ’erkendelse’ scorer bredt. Men hvis dette institut dækker det hele + noget ekstra, hvorfor er der så overhovedet andre institutter på fakultetet, som hedder noget andet? Også dette er jo egentligt noget begrebsroderi. Og det med navnene er ikke bare pjat og pedanteri. Et universitet bør selvfølgelig bygge på klarhed og orden. Derfor lærer vi bl.a. de studerende at undgå det, vi kalder ’kategoriforvirring’, dvs. sammenblanding af begreber, fx underbegreber, der opstilles på linje med overbegreber. Hvorfor døber intelligente, ambitiøse forskere og undervisere deres sted med så undergravende navne? Der kan sikkert gives mange svar. Men et af dem er, at navnene viser, hvor stærkt bureaukrati og magthensyn står på universiteterne over for den klarhed, rationalitet, innovation og respektløshed over for autoriteter, som er forskningens kendetegn. Når flere parter, som tvinges sammen af økonomisk-administrative grunde, skal acceptere et fælles navn, så kan klarheden og enkelheden let blive det første offer – selv blandt forskere på et universitet. Og det kan godt bekymre. Navnene viser, at den frie, oprørske forsker har tabt til sin indre bureaukrat. Og det er jo ikke så godt, når det nu er et universitet. Derfor håber jeg, at de nye universitetsledelser sætter klarhed og enkelhed også på den administrative dagsorden. Det gælder om at redde forskningen fra den bureaukratiske omklamring og betontænkning. Så kan vi sende et samlet signal til de studerende og andre om at her regerer fornuften. Det bliver mere og mere nødvendigt med sådan et sted. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
