Kjøller: specialeskrivere à resumé |
[senest opdateret 17/5 05]
Formålet er at vurdere om Rambøll Danmarks intranet lever op til de krav som i dag stilles til et funktionelt informationsmedie. Rambøll Danmark er en del af den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll som også har afdelinger i Norge, Sverige og Finland. I 1995 fik Rambøll Danmark sit første intranet som i 2002 blev erstattet af et nyt: ”Videndeling og Intranet Portalen” (VIP). Det er dette intranet som underkastes en kommunikationsteknisk kritik i specialet. Kritikken skal følges op af råd om forbedring. Afsendersidens hensigter afdækkes ved interview med den administrerende direktør og ved henvisning til en vedlagt pjece om kerneværdier. Modtagersidens interesser afdækkes gennem spørgeskemaundersøgelse af 1742 intenderede brugere af intranettet. Svarprocenten var 52. Spørgsmålene var både åbne og lukkede, dvs. med forud formulerede svaralternativer (multiple choice). Spørgeskemaet var udformet ud fra 1) specialeskriverens egne erfaringer som ansat i Rambøll, 2) interview med den administrerende direktør, 3) prætest på en repræsentant fra ingeniørgruppen og én fra den humanistiske del af brugergruppen som medførte revisioner, hvorefter skemaet yderligere blev testet på en repræsentant fra hver af virksomhedens fem uddannelsesgrupper. Spørgeskemaet består af 6 lukkede og 2 spørgsmål som rummer et åbent element og 1 som er helt åbent. Ud fra svarene opstilles 5 ”personaer” dvs. 5 modtagertyper som repræsenterer de 5 målgrupper: Ingeniør, Akademiker (dvs. akademiker, men ikke ingeniør), Tekniker, Administrativ medarbejder og Servicemedarbejder. Alle personaer udtrykker klart at ledelsens hensigter om intranettet som medium for videndeling ikke er virkeliggjort. Årsagerne anføres som 1) der mangler undervisning i hvordan man teknisk lægger tekster på intranettet, og hvordan den administrative godkendelsesprocedure omkring godkendelse af tekster er, 2) ledelsen anerkender ikke at det tager tid (= penge) at skrive og læse når der skal videndeles. Alle personaer ønsker kurser i intranettet og brugen af det. Man finder at intranettet for ofte rummer ikke-opdateret materiale, og at det teknisk er for langsomt. Ingeniøren anvender intranettet mest, især til at hente viden fra. Bl.a. på basis af generelle råd fra et konsulentfirma med speciale i opbygning af intranet (”IntraTeam”) gives en kritik af den proces som i Rambøll Danmark førte frem til intranettet: 1) Personaen Administrativ medarbejder som ofte er intranettets superbrugere og indholdsleverandører, var ikke repræsenteret i projektgruppen bag intranettet, 2) heller ikke kommunikationsområdet var repræsenteret, 3) uddannelsen af brugerne var utilstrækkelig, 4) der var ingen forundersøgelse af brugerinteresserne. Specialeskriveren finder at hele processen stod i stærk kontrast til virksomhedens erklærede kerneværdier som bl.a. rummer formuleringer som: ”… stedet, hvor engagerede medarbejdere samles om fælles mål i menneskeligt, tillidsfuldt samvær på tværs af ethvert niveau.” Også den daglige administration af intranettet kritiseres på en række punkter. Efter kort sammenligning med intranettet i to andre rådgivende ingeniørvirksomheder, COWI og F.L.Smidth, og analyse af 3 udvalgte tekster fra intranettet, gives der en række råd til ledelsen i Rambøll Danmark, bl.a. at tage udgangspunkt i specialets eller en lignende undersøgelse. Blandt de mange, ofte meget detaljerede råd kan nævnes: Intranettet bør forenkles og forbedres løbende, der bør uddeles en kort og klar brugermanual og ledelsen må indse at det kræver tid for den enkelte medarbejder at videndele. Det foreslås også at man mere målrettet benytter specialets 5 personaer når intranettet i højere grad skal brugerorienteres. |