Kjøller: specialeskrivere à resumé

 

 

 

 

Signe Wagner

Spin i et demokratisk samfund

Kontakt: siwa@privat.dk

Formålet er at besvare spørgsmålet: Er politisk spin en styrkelse eller en svækkelse af demokratiet?

Specialet henter især svaret i en tekstanalyse af mediedækningen af kødskandalen i 2006 som endte med fødevareminister Lars Barfoeds afgang. Men først perspektiveres spinfænomenet og det samfund hvori det findes, historisk (bl.a. ud fra Simmel, Foucault, Dahl, Giddens, Castells, Bauman, Jønsson & Larsen, Høybye, Buchhave, Lund & Wagner, Kjøller, Qvortrup, Nybroe & Mylenberg, Sepstrup). Og spins sammenhæng med journalisters skærpede arbejdsvilkår udfoldes (bl.a. Kristensen, Femø Nielsen). Det fremhæves bl.a. at der er et misforhold mellem journalisternes selvforståelse af at være en kritisk og objektiv fjerde statsmagt og så deres oplevelse af at de skal producere stadig mere på mindre tid og ved hjælp af færre økonomiske ressourcer.

Så analyseres kødskandalen, især med brug af Femø Nielsen og Kocks spinkategorier, men også med beretter- og aktantmodel (Drotner, Jensen, Poulsen & Schrøder) og agentdyder (Kjøller). Analysematerialet udgøres af udvalgte artikler fra dagspressen og tv-indslag. Forløbet inddeles i 8 faser som hver er forsynet med en delkonklusion. En del af forklaringen på Barfoeds afgang i utide er – ifølge analysen – at Barfoed ikke formåede at kontrollere eller i nævneværdig grad påvirke offentlighedens opfattelse af ham og hans rolle i skandalen. Og at han undervurderede hvad der var på spil for Dansk Folkeparti.

Specialets overordnede spørgsmål besvares med at det er positivt at der i medierne er så stor interesse for meta-diskussionen om spin. Men samtidig er det bekymrende at spindominansen medfører at borgerne får så lidt baggrundsviden om politiske emner at der mangler et egentligt debatklima. Således kom i kødskandalen den indledende vinkel til helt at dominere over andre mulige vinkler der efter specialeskriverens vurdering var ligeså vigtige, men ikke ligeså salgbare, som den sejrende vinkel var. Men truslen mod demokratiet ligger efter specialeskriverens vurdering ikke i det nødvendige spinarbejde. Den ligger i samfundets fragmentering og specialisering som splitter borgerne op i forskellige offentligheder.

[senest opdateret 10/12 2007]

Øverst i dokumentet

kkj@hum.ku.dk