Kjøller: specialeskrivere à resumé

 

 

 

 

Andreas Riis

Strategi og værdier – om sprogbrug i DR’s tekster

 

Kontakt: and_riis@hotmail.com

Formålet er at besvare disse spørgsmål:

  • Hvordan kommer DR’s værdier til udtryk i den eksterne kommunikation?
  • Hvordan forholder DR’s sprogbrug sig til værdigrundlaget?
  • Kan kommunikationsstrategien forbedres?

DR’s erklærede værdier afdækkes ved analyse af dele af de juridiske og politiske tekster som definerer rammerne for DR: Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, Mediepolitisk aftale, Public service-kontrakten mellem DR og kulturministeren. Hertil værditekster udsendt af DR: pjecen ’Fakta om DR’, DR’s kommunikationspolitik og Sprogpolitik for DR. Analysen sammenfattes i 3 prioriteringer som ligger implicit i værditeksterne: 1) gennemsigtighed før elegance, 2) mangfoldighed før varighed og 3) nærvær før information. Disse danner grundlag for specialets konstruktive kritik af DR’s faktiske kommunikationsstrategi som den afdækkes i tekster til brugerne.

De tekstprodukter som analyseres kritisk er udvalgt fra hjemmesiden dr.dk/koncerthuset, pjecen i anledning af gallakoncerten ved koncerthusets åbning og DR Symfoniorkestrets program for 2009-10. For at skabe kontekst og perspektiv til analyserne interviewes (ud fra Steinar Kvale) driftschefen for Koncerthuset.

I tekstanalyserne trækkes der på en række forskere inden for områderne pragmatik (især Verschueren, Morris, Wille, Henriksen, Kjøller, Saeed, Levinson, Harder, Grice), retorik og argumentation (især Roer & Klujeff, Perelman & Olbrechts-Tyteca, van Eemeren, Toulmin, Jørgensen & Onsberg, Fafner), organisationsteori (især Morsing & Beckmann, Schein,  

Femø Nielsen) og socialkonstruktivisme (især Larsen & Munkgård Pedersen, Jørgensen & Phillips, Dyrberg, Hansen & Torfing, Fairclough, Thyssen).

Det konkluderes bl.a. at der er en tendens til at formulere sig anderledes end de officielle værdierklæringer lægger op til. Og specialet finder en sammenhæng mellem de forskellige teksters grad af brud på DR’s overordnede værdier om udførlighed, situationsbestemthed og markering af standpunkt, og så samme teksters brud på elementære kommunikationsprincipper om forståelighed, sammenhæng og relevans.

 

[senest opdateret 7/6 2010]

Øverst i dokumentet

kkj@hum.ku.dk