Kjøller: specialeskrivere à resumé

 

 

 

 

Louise Adler Tommerup

Er det fedt at være lærer? Analyse og kritik af rekrutteringskampagnen www.bliv-laerer.nu

Kontakt: louiseadlertommerup@gmail.com

Formålet er at vurdere om kampagnesitet www.bliv-laerer.nu lever op til den officielle målsætning om at styrke lærerfagets image og sætte fokus på læreruddannelsen. Der skal også gives forslag til mulige forbedringer.  

Til analyse udvælges sitets visuelle udtryk i form af logo, farvevalg og grafik og de ti mest sete videofortællinger som er skabt af forskellige brugere. Der fravælges bl.a. at se på hele den kampagne hvori sitet indgår, brugernes sms-tekster og ’Værd at vide’-siden. Analysen af de udvalgte dele trækker især på Fairclough (bl.a. via Jørgensen og Phillips), suppleret med Barthes, sprogbrugsanalyse (især Kjøller) og argumentationsteori (især Jørgensen og Onsberg). Da videoerne ikke er filmfortællinger, men monologer, er der ikke særligt behov for at benytte redskaber til analyse af visuelle dramaturgiske forløb.

Kampagnens primære målgruppe bestemmes ud fra afsendererklæringer til at være unge uddannelsessøgende. Gruppen defineres ud fra en undervisningsministeriel rapport (ved NIROS Konsulenterne) bl.a. som individualistiske, storforbrugere af digitale medier og kommunikation og med en forventning om at livet skal være stimulerende, sjovt og afvekslende (”zapper-generationen”). Fra rapporten hentes også de fordomme den brede befolkning har om lærerrollen, bl.a. at man kun bliver lærer hvis man ikke kan blive andet, at uddannelsen ikke giver en særlig faglighed og at gerningen består i gentagen undervisning i det samme lette stof.

Analysen afdækker bl.a. at skoleelevernes testimonials reproducerer fordommene i stedet for at ændre billedet af lærerrollen i en hensigtsmæssig retning. Det vurderes at bidrag fx fra lærere eller lærerstuderende ville have styrket kampagnen betydeligt ved at fokusere på lærerrollens faglige sider, bl.a. pædagogik og didaktik.

 

 

[senest opdateret 13/10 2011]

Øverst i dokumentet

kkj@hum.ku.dk