Kjøller: specialeskrivere à resumé

 

 

 

 

Marie Becher Standrup

Kunsten at vurdere. En vurdering af af kunstanmeldelsens formål og funktion som kulturjournalistisk genre i danske dagblade

Kontakt: mariestandrup@hotmail.com

Formålet er at karakterisere og vurdere kunstkritikkens formål og funktion. Det sker ved at besvare disse spørgsmål:

·         Hvilke sproglige udtryk bruger kritikerne i praksis, når de vurderer samtidskunst i kunstanmeldelser

·         Hvad er kunstkritikkens formål og funktion? Er den en vurderende kunst- og kulturkritik eller en beskrivende service journalistik, ifølge forskere og kunstkritikere inden for feltet?

·         Hvordan kan kunstkritikkens potentiale som offentlig meningsdanner udnyttes bedre i dagbladene?

Spørgsmålet om kritikkens formål og funktion præsenteres bl.a. ud fra Jørgensen, Kristensen & From, Nørgaard Kristensen, Teilmann, Himmelstrup, Have. Desuden trækkes der på avisartikler om emnet.

Der analyseres anmeldelser af udstillinger med samtidskunst i efteråret 2011 med et ”kritisk potentiale”, dvs. at de tematiserer samfundsrelaterede emner som ytringsfrihed, forbrugskultur og religion. Udstillingerne er case 1: Ai Weiwei-udstilling på Louisiana, hvor specialet analyserer anmeldelser af Michael Jeppesen (dagbladet Information), Matthias Borello (kunstsitet Kunsten.nu) og Trine Ross (dagbladet Politiken). Case 2 er en udstilling af Nathalie Djurberg-værker i kunsthallen Gl.Strand, som bl.a. anmeldes af Michael Jeppesen, Trine Ross og Mette Sandbye (Weekendavisen). Case 3 er kunsthal Charlottenborg: ”Simon Starling” som bl.a. anmeldeldes af Michael Jeppesen, Mette Garfield (Kunsten.nu), Mette Sandbye og Tom Hermansen (Jyllands-Posten).

Anmeldelserne i case 1 analyseres detaljeret. Især ud fra Jørgensen, Kjøller, Jørgensen & Onsberg, Jacobsen & Skyum-Nielsen. Udvalgte tekstcitater fra anmeldelserne i case 2 og 3 benyttes til at underbygge resultater som fremkommer ved analyserne af anmeldelserne i case 1. Disse resultater er at vurderingerne ikke er eksplicitte, men udtrykkes i 1) et portræt af kunstneren, 2) brug af beskrivende påstande som belæg i argumentationen og 3) fremhævelse af ”det nye” ved kunsten som noget positivt.

Til baggrund og til generel belysning af kritikersproget interviewes (ud fra Spradley) pressechef Helle Bøgelund (Charlottenborg), kunstkritikerne Mathias Borello, Anne Middelboe Christensen og Torben Sangild.

Det konkluderes bl.a. at dagbladskritikerne bør eksplicitere deres vurderingskriterier og tydeliggøre deres æstetiske argumentation for at levere en mere effektiv, meningsdannende kulturjournalistik. 

   

[senest opdateret 18/9 2012]

Øverst i dokumentet

kkj@hum.ku.dk