Kjøller: specialeskrivere à resumé

 

 

 

 

Lisa Tofte Vardrup

Formidling på dybt vand? Et empirisk studie om forståelser af populærvidenskabelig formidling til det nye Danmarks Akvarium – Den Blå Planet, underlagt sprogpsykologisk analyse

Kontakt: dzn621@alumni.ku.dk; lisavardrup@hotmail.com

Problemformuleringen er: Hvordan kan en sprogpsykologisk forklaring af populærvidenskabens forståelsesudfordringer anskues ud fra forståelserne af temaet, samt begreberne association og kommunikativ kompetence?

Analysematerialet er ti individuelle kvalitative interview (Kvale, Brinkmann) foretaget med interviewpersonerne, mens de i et lokale på det eksisterende Danmarks Akvarium iagttager og udfører en tænke-højt-test (Starx) i relation til et forslag til en ”temavæg” (= en vægstor planche, som handler om ynglestrategier for havdyr) som skal opstilles på det nye Danmarks Akvarium – Den Blå Planet. Forsøgspersonerne er voksne personer med begrænset viden om emnet i den aldersgruppe hvor man kan forvente at de kommer med børn, enten som forældre eller bedsteforældre. Analyserne bruges til at belyse begreberne association (James, Bjerg) og kommunikativ kompetence (Harris). Desuden trækkes der på teori om populærvidenskabelig formidling (især Brier).

Temavæggen er udarbejdet af personalet, og rammerne for undersøgelsen er aftalt med udstillingschefen, herunder antallet af interviewede personer og den særlige fremgangsmåde med at personerne i interviewfase 1 kun ser overskrifter, dernæst i fase 2 overskrifter + billeder og endelig (fase 3) hele planchen med brødtekst også.

Det konkluderes bl.a. at resultaterne viste store variationer inden for alle tre faktorer: forståelse af temaet, association og kommunikativ kompetence. Det anføres bl.a. at den anvendte trefasede metode ikke har givet en egentlig indsigt i hvordan association og kommunikativ kompetence ville gøre sig gældende i en ”rigtig” forståelsessituation.

 

 

 

[senest opdateret 1/12 2012]

Øverst i dokumentet

kkj@hum.ku.dk