Kjøller: specialeskrivere >> resumé |
|
Liv Ditte Martinsen
Når sundhed formidles til mænd. Analyse, kritik og rådgivning af Rødovre Sundhedscenters formidling af sundhedstilbudKontakt: liv_martins_88 @ hotmail. com Problemformuleringen er: Hvorledes appellerer Rødovre Sundhedscenters nuværende kommunikationsmaterialer til målgruppen mænd i Rødovre, og hvordan kan Rødovre Sundhedscenter bedst muligt formidle sundhedstilbud til målgruppen? Det videnskabsteoretiske grundlag er socialkonstruktivisme (Collin, Wenneberg). Specialet trækkes især på teori om social marketing (især Kotler & Lee, Sund By Netværket, Thomsen), om overtalelse (især Sepstrup & Fruensgaard) og på undersøgelser og teori om sundhedskommunikation målrettet mænd (især Madsen, Simonsen, Kræftens Bekæmpelse) For at besvare første del af problemformuleringen sprogbrugsanalyseres (Jakobsen & Skyum-Nielsen) og billedanalyseres (Barthes) 1) webtekster fra sundhedscentrets hjemmeside, 2) en annonce og 3) en brochure. Analysen danner grundlag for en teknisk kritik, som viser, at materialerne tilfredsstillende informerer modtageren om sundhedscentrets tilbud, men at de ikke godt nok motiverer modtagerne, og at modtagergruppen er for generel. For at besvare anden del af problemformuleringen interviewes (Kvale & Brinkmann) 6 udvalgte medlemmer af centrets målgruppe af mænd, der har en risikabel sundhedsadfærd, som specialeskriveren definerer ud fra syv kendetegn. Interviewene inddrager bl.a. respondenternes reaktioner på de analyserede tekster. På grundlag af analysen og kritikken gives der en række kommunikative råd (Kjøller) til centret. Der gives ikke råd om omskrivning af de analyserede og kritiserede materialer, da interviewundersøgelsen viste, at disse materialer ikke var relevante for målgruppen. Rådene er af overordnet art: 1) Skab sammenhæng i sundhedsindsatsen, 2) afgræns målgruppen, 3) motivér målgruppen, 4) brug direkte markedsføring og 5) vær til stede dér, hvor mændene er. Samlet er konklusionen, at det er vigtigt, at centret bevæger sig væk fra sine nuværende, traditionelle markedsføringskanaler, brochure, annonce og hjemmeside, da disse hverken appellerer til målgruppen eller motiverer den til at få en sundere adfærd. [senest opdateret 23/10 2019] |
|