Her til morgen blev vi alle
lammet af en nyhed. Især jer i pressen, som guderne skal vide ikke har
det let. Og nu skal I så leve i rent kaos efter at
Magtudredningskommissionens rapport udkommer inden længe. Trods alle
forventninger om det modsatte
Det hele plejer jo
ellers at køre nogenlunde. Jeg mener: Vi har et godt land, ikke mindst
takket være jer journalister. I har prøvet det hele før og kan derfor
ofte få selv det ældste udtjente sludder til at lyde så nyt at folk
tror det er rent ævl. Hvad det så viser sig ikke at være, hvilket I gør
opmærksom på. Godt!
I er sande djævle.
Flere af jer kan spørge jeres ofre, så man næsten glemmer at I kender
svaret bedre end dem I spørger. I er professionelle. Tak for det.
Hvis I ikke altid
var så enestående til at skjule det vigtigste ved at pludre om noget
helt ligegyldigt, var det hele næppe til at udholde. I holder modet
oppe med jeres begejstrede grimasser og lattervækkende overgange til
vejrudsigten. Når katastrofer gør os ked af det, kan I altid fortælle
om overraskende liv i ruinerne.
Nu er det hele så
vendt op og ned. Takket være Magtudredningens rystende sandheder. Stivn
ikke, det er nytteløst. Modtag rapporten med smidighed, såvel i sind
som i krop.
De fleste af jer
har vel allerede hæve- og sænkeborde? Hæv og sænk dem noget mere i
fremtiden. Lad overkroppen følge med.
Velkommen til
virkeligheden som jeg er glad for at kunne forhåndsorientere jer om
mine meninger om.
Alle
kommissionens arkivskabe var tomme
Først
et par opmuntrende ord: I skal ikke lade jer lamme af at Regeringens
Magtudredningskommission nu udkommer. Heller ikke selv om den klart
viser at alle medier har taget fejl. Og at I har ført an ned i
afgrunden og misforståelserne.
Og
især måden rapporten kommer frem på, virker skræmmende. Var det
virkelig nødvendigt? spørger mange.
Alle
havde jo opgivet nogensinde at høre noget fra Magtkommissionen efter en
uvarslet inspektion fra Skat havde afsløret at alle kommissionens
arkivskabe var tomme.
Inspektionen
var ganske vist en fejl foretaget af en forkert myndighed som var ude i
et helt andet ærinde. Men sket er sket. Og desuden ville arkivskabene
jo ikke have været fyldte, selv om de aldrig ved denne tilfældighed var
blevet fundet og kontrolleret.
Skat skulle momskontrollere Byens
Pizza som lå i stuen, men Skat havde set forkert på elevatorens
etageangivelse.
Pressen
har – med rette – spurgt hvad kontrollørerne overhovedet lavede inde i
den elevator, når Byens Pizza lå i stuen.
Det
har senere vist sig at en af inspektørerne har et barnebarn som elsker
at køre i elevator. Denne inspektør gik så straks ind i elevatoren og
bad en af de andre at tage et fotografi som han kunne lægge på
Instagram. Men før nogen nåede at forhindre det, var pludselig alle
inspektørerne inde i elevatoren. Og den kørte opad.
For da
inspektørerne fra Skat nu alligevel stod i elevatoren, så kunne de jo
ligeså godt tage til næste etage.
Det siger alt om
Skat at de på denne lemfældige måde kontrollerer en tilfældig etage de
kommer frem til. Og da de fik øje på arkivskabene, var de ikke i tvivl
om at de burde kontrolleres. Typisk!
Sådan
lød den usammenhængende forklaring, da skatteministeren var i samråd i
Folketinget om sagen.
Ingen
turde sige noget så længe landets egentlige
magthaver
ikke var fundet
—
Alle debattører har i årevis holdt sig tilbage, sagde oppositionens
leder tydeligt ophidset i samrådet. — fordi vi alle ventede på
Magtkommissionen. Ingen turde sige noget så længe landets egentlige
magthaver ikke var fundet af kommissionen. I årevis har vi måttet lægge
bånd på mund og sind som digteren skriver. Ministeren må forklare det
danske folk hvordan det kan gå til at en tilfældighed afslører at
kommissionens arkivskabe her efter fem års arbejde stadig er helt
tomme.
Jeg
citerer efter hukommelsen, men indholdet er ikke til at tage fejl af.
Og ministeren svarede:
—
Som jeg allerede har forklaret, så momskontrollørerne desværre forkert
på elevatorens etageangivelser. Og herudover så stod de alligevel i
elevatoren og tog den derfor op til næste etage. Der var én der i
forvirringen stødte hovedet ind i knappen. Jeg har undskyldt dette
flere gange i dette samråd. Og jeg har tilmed beklaget at de i det
mindste ikke tog to etager op, for så havde vi ikke stået med de enorme
problemer vi nu har. Så var de kommet op i en tophemmelig massageklinik
hvor der havde været nok at tage fat på. Både med og uden moms og smuds
og mos og nas og knas. Eller bare var taget helt op til tagterrassen og
nydt udsigten. Eller var sprunget ud. Det havde været det letteste for
alle. Men det kan vi ikke gøre om nu. Sket er sket. Og Skat er Skat,
sluttede skatteministeren så poetisk.
Her
vil jeg så for egen regning indskyde at alle i øjeblikket er efter
Skat.
Skat
er skidt, lyder det overalt. Skat er skrot.
Men
det kan ikke passe at hver gang et stykke ristet brød får for meget og
derfor bliver sort og stinker, så er det Skats skyld.
Selv
om Skat er Skat, sket er sket og Skat er skidt, skrot og skudt, så bør
vi fortsat skøtte Skat.
Spørg
mig ikke hvor jeg får det fra. Det kommer bare. Fuldstændig som sorte
penge.
Jeg løb
straks ud til hende i køkkenet, helt nøgen og våd
Et
par eksempler kan illustrere hvordan Skat dagligt gøres til syndebuk.
Forleden
morgen var mit lagen yderst krøllet, nærmest vredet af led, fordi jeg
åbenbart havde haft en svær nat. Helt naturligt faldt min kones
kommentar prompte: — Man skulle tro at du var Skat.
Det
mener jeg, er at gå klart over grænsen. Hun ved jo udmærket at jeg kun
er skatteborger.
Lidt
senere opdagede hun at vores køkkenafløb var stoppet.
—
Skat! udbrød hun.
Jeg
løb straks ud til hende i køkkenet, helt nøgen og våd, fordi jeg kom
direkte fra bruseren. Men jeg ville ikke skuffe hendes råb om kærlighed
og sprang straks ud af badeværelset uden aftørringer, indsmøringer og
parfumeringer.
Jeg
var klar til at levere på stedet selv om jeg kom direkte fra en kold
afvaskning. Når en mand mærker at en kvinde kræver ham råt for usødet,
og at det skal være lige på stedet, så er det ikke så meget at stille
op. Vi er i dyreriget.
På
vejen gennem entréen og spisestuen opildnede jeg mig selv med tilråb
som: Lad rejse, hvad ikke kan stå! Lad falde, hvad fjenden hugger ned!
Hvis huset havde været større, havde jeg også kunnet nå at synge første
vers af ”Kong Christian stod ved Højen Mast”.
Men
jeg fandt hende stående dunkende med vores hårløse opvaskebørste ned i
den halvfyldte køkkenvask iført sin gamle, slatne slåbrok.
Helt
spontant udbrød jeg med et berømt Shakespeare-citat:
—
Sex, dit navn er ikke kvinde.
—
Skat, dunkede hun videre uden at ænse mig. — Skat, skat, skat.
Det
sprøjtede omkring hende i takt med hendes slag mod vandet i vasken.
Urimeligt
at give Skat skylden for alt
—
Nu husker jeg, at jeg sloges med en stor drage, sagde jeg. — I nat. Den
ligger under sengen gennemboret af mit spyd.
—
Dit spyd, sagde hun og så uforstående på mig.
—
Du ser underlig ud med min grønne shampoo i håret, fortsatte hun og lo.
—
Det er altså urimeligt at give Skat skylden for alt, sagde jeg så.
—
Svupperen er punkteret, oplyste hun forretningsmæssigt, åbnede vinduet
og smed opvaskebørsten ud i haven. — Vi må tænke fremad.
—
Men det er ikke alt sammen Skats skyld, fastholdt jeg.
—
Nåh, men så må det være din skyld, sagde hun ligeglad.
Jeg
stopper her. Eksemplet skal bare vise hvor langt ud vi efterhånden er
kommet med at være efter Skat. Det bør stoppe.
Selv
om Skat har foræret milliarder væk og alt er kaos i Skat, så er der
stadig mange ting de ikke har ødelagt. Måske har de forsøgt, javel, men
alt lykkes ikke, selv for Skat.
Og
sådan må det være. Derfor må vi give dem kredit. Og det gælder ikke kun
folk med store skatterestancer og ulovlige momsrefusioner at øse af,
men alle. Også folk som har penge til gode.
Derfor
er det naturligvis heller ikke Skats skyld at
Magtudredningskommissionens rapport kommer bag på alle når den udkommer
officielt om kort tid.
En brat
opvågnen for jer her på Ekstra Bladet
Jeg
skal her orientere om dens hovedtræk. Det er kun muligt fordi jeg ved
et tilfælde opdagede at Skat havde erstattet min
forskudsopgørelse i min e-Boks med et eksemplar af Magtudredningens
rapport. Kun et udkast, hvorfor jeg da også her vil holde mig til
rapportens væsentligste nyheder.
Rapporten
afdækker helt uventede magtrelationer i landet. Det vil overraske alle
at landets egentlige magthaver er Magda Hansen,
Fiorentinavej 33
C, Haslev.
Det
er ikke mindst en brat opvågnen for jer her på Ekstra Bladet som evig
og altid er efter politikerne. I står nu i en helt ny situation.
Politikerne er uskyldige. Det er Magda Hansen der har magten. Det
vender jeg tilbage til.
Magda Hansen
benægter ethvert kendskab til sagen når man kontakter hende.
Selvfølgelig!
Sådan er alle store magthavere.
Det samme gør
hendes mand, den kendte duesportsflyver Hans O. Hansen, som i øvrigt
oplyser – både i rapporten og efterfølgende ved telefonisk kontakt – at
hans gamle Lada med lad er til salg for rimelige penge. ”Den har længe
været til salg i lokalpressen under salgssloganet ”Lada med lad og
batteri, som ikke er ladt a’,” afslører han i rapporten.
Flere
videnskabsmænd måtte lade livet
Det
er en gruppe uafhængige forskere ved universitetet, som er kommet til
det opsigtsvækkende resultat.
Det
forklarer i øvrigt også de tomme arkivskabe i selve kommissionen.
Forskerne krævede nemlig alt udleveret og scannede
kommissionsmedlemmernes hjerner, så de nu ligger på universitetets
centralcomputer.
Projektlederen,
en professor, dr.polit. som ønsker at være anonym, understreger at
resultatet er helt logisk når man kender de metoder og data der er
anvendt. Og hjernescanningerne har gjort det muligt for første gang i
Europa at fjerne enhver forudindtagethed hos en
undersøgelseskommission. Resultatet er derfor objektivitetsgaranteret.
Scanningerne
af Magtkommissionsmedlemmernes hjerner har vist sig at give
universitetets computere samme evne som kvantecomputere:
De udregner parallelt hvor almindelige, gammeldags computere udregner i
række. Derfor er arbejdet gået langt hurtigere end forventet. Det har
gjort det muligt at udrydde enhver skævhed som let sniger sig ind i
gammeldags computere. Derfor er resultatet garanteret objektivt.
Det
er på tide, at folk lærer at respektere samfundsvidenskaben, ligesom
man respekterer naturvidenskaben, mener den anonyme professor:
--
Dengang man fandt ud af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen, og at
den slet ikke er flad, men rund, da vakte det jo også opsigt, og flere
videnskabsmænd måtte lade livet, inden det blev en almindelig anerkendt
sandhed, udtaler han.
At
Magtudredningskommissionens arbejde skulle koste forskere livet, håber
han dog ikke. I så fald er det muligt, at selve magtbegrebet må tages
op til revision og defineres på en mere hensigtsmæssig måde.
—
Måske er magt i virkeligheden afmagt, siger han filosofisk. — Det kan
kun fremtiden vise.
Vores fri
vilje skyldes udelukkende uvidenhed om hjernens funktion
Han
understreger i øvrigt, at Magda kun blev fundet takket være den
allernyeste kvantecomputerteknologi.
Og perspektiverne er lovende:
—
Ingen havde forestillet sig at Magtkommissionens medlemmers hjerner
rummede disse ressourcer, siger han. — Det var helt almindelige
embedsmænd, selv om der var to med galocher. Scanningerne sætter os nu
i stand til at behandle så store datamængder at det ikke længere er
muligt at bevare illusionen om den fri vilje. Alt foregår efter
naturens nødvendige love. Også inde i hjernerne. Vores fri vilje
skyldes udelukkende uvidenhed om hjernens funktion. Og det vi hidtil
har oplevet som digressioner,
er selveste virkeligheden. Alt kan ske, hele tiden. Barske løjer!
Magda
Hansen oplyser i den forbindelse, at hun ikke har i sinde at lægge sit
liv om. Hun vil fortsat gå til bingospil i idrætsklubben hver torsdag
og tage på indkøbstur til Tyskland hveranden søndag. Og med sin gamle
hjerne. Det er en principbeslutning. Hun vil også spille Lotto.
Samstemmende
fremhæver ægteparret Hansen, at deres enorme magt ikke skal få lov til
at ødelægge deres liv. Rygklappere er dog velkomne, bare de selv tager
mad og drikke med.
—
Og hvis det også kan få Hans til at skifte undertrøje noget oftere, så
er jeg glad, slutter Magda Hansen.
Hendes
mand får dog alligevel indført et sidste ord:
—
Jeg lover, at jeg skifter alt tøjet og går i bad, når jeg får solgt
Ladaen.
Udfordring
hvordan disse mennesker bærer sig ad med at styre landet
Hver
detalje om disse mennesker har nu en betydning de ikke havde før
rapporten. Og en indlysende journalistisk opgave er at afsløre hvordan
disse mennesker bærer sig ad med at styre landet.
Findes
der en femte dimension som de behersker, mens vores
såkaldte magthavere er henvist til de fire velkendte dimensioner som
giver os så mange udfordringer?
Det
er på høje tid at sandheden kommer frem. Kaos og tilfældigheder skyldes
udelukkende at vi insisterer på at opfatte alting i de gængse fire
dimensioner.
De
forudfattede meninger om politikerne og alt muligt andet må ud. Også om
Skat.
Forfulgt og hånet i fire dimensioner, men reelt landets statsbærende
institution i femte dimension.
Ind
kommer realiteterne med den rystende afsløring af Magda Hansen og
hendes mand, Hans med den usolgte Lada.
Prisen
er i øvrigt hævet betragteligt efter rygterne om
Magtudredningsrapporten er begyndt at brede sig.
|